vel an på hvad hele sagen drejer sig om!

Hun har vidst uden tvivl set sig rigtig øv på dig, og det er jo hendes valg at hun ikke vil lade dig forklare, hun er måske for såret ligenu.

Lad hende enten lige falde ned i løbet af weekenden, og undskyld så på mandag, hvis det er der, du ser hende næste gang.

Eller kør ud til hende med en buket/fl. rødvin og sig undskyld i morgen.

Vi kan alle lave/tage fejl, at være beredt til at undskylde er første skridt på vejen til at få sagen af verden...

Hun er forhåbentlig "stor" nok til at tage mod en undskyldning og ikke være "tøse"sur.

Det er menneskeligt at fejle - endnu større at tilgive ...

Kør ud til hende med en buket blomster - eller send den med interflora

Så har du ligesom gjort dit for at undskylde..

... er vist noget vi alle kommer til.

Hvis hun ikke vil lytte, så prøv i stedet at skrive din undskyldning som et brev - så kan hun læse det i fred når hun er faldet nok ned til at kunne dette. Og så har du i hvert tilfælde gjort dit til at opklare misforståelsen.

Hvis det du har sagt eller gjort er sket mens andre har overhørt det, bør de også delagtiggøres i at du altså undskylder - så hvis du kan få hende i et lokale med de samme mennesker, så giv gerne undskyldningen igen - med dem som vidner.

Så har du i det mindste forsøgt.

på en undskyldning er dumt og meget meget barnligt. Måske har du lige præcis ramt på pletten, så din "kvajert" faktisk var en gengivelse af sandheden - som modtageren slet ikke har lyst til at blive konfronteret med.

Ellers....

Send et brev og forklar, at det slet ikke var din hensigt at såre vedkommende og at du oprigtig undskylder hvis du har gjort sådan.

Men du skal vægte din "undskyldning" - er der noget af det du har sagt, som du kan stå inde for, er din undskyldning alene at den har såret....og ikke at du ændrer mening eller opfattelse af den grund.

KH:)

Ikke for at fedte mere rundt i historien,

men kunne være nemmere at forstå hvordan man selv ville handle i situationen,

hvis man vidste hvad situationen nogenlunde omhandler ..

Hvis du forstår?

Det skal slet ikke lyde som om jeg bare vil ha en "juicy" historie, men det er svært at sætte sig i din eller modpartens situation, hvis man slet ikke ved hvorfor du har jokket i spinaten - har hun grund til at være sur eller ked?

Historien kort fortalt er den at en sms blev sendt forkert og dens indhold er blevet tolket som om jeg syndes personen var en dum kælling, mens sms bare skulle beskytte en kollega mod en verbal øretæve på mandag.

Jeg er dagplejer!!!

Jeg har en forældre som jeg er utrolig glad for, men hun kan godt sommetider være noget opfarene/hissigt hvis noget lige irritere hende. såsom børnehaven, skole, fritteren eller andre mennesker i almindelighed.

Jeg er på efteruddannelse, og derfor skulle "Mine børn" i gæstedagpleje hos kollegarer.

Denne forældre her ønsker ikke gæstedapleje, hvilket jeg så indberetter til kontoret inden kl 12 fredag som er pruceduren.

Hun kommer så kl 15.30 fredag ved lukketid og siger hun skal bruge gæstedagpleje man. og tir. alligevel.

Dum som jeg er siger jeg det kan nok godt lades sig gøre, og kontaker min kollega og siger drengen kommer de to dage. Vi bliver eninge om det nok går i fælleskab uden vores leder som jo er gået hjem.

Her skulle jeg havde sagt det kan jeg ikke love du kan få da du har frasagt dig pladsen, og det har jeg indberettet. Du må ringe mandag morgen kl 6 og høre om din plads er ledig.

Så sker der det at jeg her fredag morgen bliver kontaktet af "Min mor" som ikke kan findes gæsteplejers nummer da sønnen nu er syg.

Jeg siger så til hende at hun ikke kan være bekendt over for mig at sige hun vil holde sønnen hjemme i 14 dage, for så at ombestemme sig. Slut finale ikke mere derom.

Jeg skriver så en sms til min kollega at drengen ikke kommer, og at jeg forøvrigt ikke trode han var der. Jeg har sagt til modren at fremover så skal vi holde os inden for reglerne. Jeg skriver også og nu skriver jeg ordret fra smsen: Hun kan være blevet sur over at jeg har sagt det til hende, så er hun moppset når hun kommer igen på mandag, så er det derfor.

Her sker hele brøleren, smsen går til "Min mor" og ikke min kollega.

Lad mig sige at "Min mor" går helt bananas først på mig, siden på min overordnede.

Jeg er klog nok til selv at ringe ind til min overordnede og sige sket er sket, og "min mor" er så rasende på mig.

Jeg erkender straks skyld, men at det jo slet ikke er noget personlig, men jeg er sur over hun omgåes vores regler som det passer hende.

Min overordnede fortæller så at hun siger der står grimme ord om hende i min sms til min kollega. Det gør der ikke, og det kan jeg besvise.

Men jeg er bare så ked af at hun fik den sms, som hun nu mener er et personangreb på hende og hendes famille.

Men det er den slet ikke jeg er bare så glad for hende og hends mand, og de har jordens dejligste dreng.

Der har aldrig været et dårligt ord mellem mig og hende, og jeg er dybt ulykkelig over at jeg har lavet sådan en brøler.

Jeg har idag ringet til hende ca 10 gange for at forklare og undeskylde, men hun nægter og tage sin telefon.

Jeg har indtalt en besked, og sms en besked, hvor jeg påtager mig hele skylden og gerne vil forklare hende at hele sagen jo sådan set ikke vedrøre noget med hendes søn. Men at jeg måske føler mig misbrugt, da jeg jo skal stå tilregenskab når jeg kommer tilbage fra uddannelse overfor min gruppeleder som jo ikke kan stole på mine oplysninger, når hun bare ændre mening i sidste øjeblik. (Det er ikke første gang.)

Det historien kort fortalt.

Slå mig bare jeg fortjerner det.

Karina

...synes måske den mor virker lidt nærtagende....som om det måske ikke kun handler om den sms.

Jeg synes du skal sige undskyld, og så ikke mere.

Hvis jeg havde været din "mor", havde jeg nok afkrævet dig en forklaring, og måske lige en lille stille og rolig samtale...og så ville jeg tænk ved mig selv, nå hvis hun synes jeg er mopset må hun selv om det.

Hvis din gruppeleder flipper ud når du kommer, så skal du være cool. Sig du er ked af fejlen, du har prøvet at undskylde,og så skal der ikke bruges mere tid på det.

Det er godt nok en dum situation Men det sidste du skal gøre er, at sms mere til hende eller ringe, så kommer du kun så langt ud, at du ikke kan bunde!

Du skal møde personligt op og tale personligt med hende!

Det vil give dig mulighed for at fortælle hende, at du stadig er glad for hende og hendes søn, MEN hendes temperament ryger ind i mellem af kog og du ville bare informere din kollega, så hun ikke tog det personligt o.s.v.

Åh Karina, hvor jeg bare føler med dig Nu har du desværre lært lektien på den hårde måde: Utak er verdens løn

ked af det når man uforvarende kommer til at såre folk.

Din "fejl" har dog hverken slået nogle mennesker ihjel eller lavet skader på barnet; højst rystet en mor i hendes selvbillede, så tag den med ro.

Jeg synes ikke du skal forsøge at kontakte moren igen; vil hun klage må det gå igennem din overordnede og så må du tage den lussing med oprejst pande.

Og anskaf dig 2 mobiler eller et eller andet system, så du ikke ved en fejltagelse sender kollegiale sms´er til "kunder"; for selvfølgelig har du også behov for internt snak med dine kollegaer.

I at man "Bare" Skal lade som ingenting og så afvente om moderen vil klage til Karina's leder.

Som dagplejer kommer "Kunderne" I ens hjem og man har personlig og tæt kontakt og den skal altså være iorden, for at alle parter har det godt.

Har man lavet en fejl, så må man altså stå ved den og sørge for at afslutte sagen og i den forbindelse (Jeg er nok gammeldags) Syntes jeg at sms og telefonsvarer er noget fanden har skabt Der sker alt for mange fejltagelser

Men her er vi jo så forskellige

Jeg takker mange gange for Jeres medfølese, den trøster mig også lidt men hjælper jo ikke meget.

Men jeg bare så ulykkelig over denne her dumme dumme sag.

Jeg var sgu også selv som mor blevet tosset, men jeg havde nok sagt hvad pokker mener du med det.

Jeg har fuldforstålse for at hun fluks går til min overordnede, faktisk har jeg forståelse for hele hendes handlingsmønster.

Jeg selv meget følesesmøssgigt påvirket af det, og det er hun måske også.

Jeg har virkelig prøvet at ringe til hende hele dagen selvom, jeg selv viste at jeg kunne komme til at tude over for hende.

Jeg er dog lidt irriteret over at min overordnede har sagt at vi selv må finde en løsning, da det tydligvis har gjordt hende endnu mere sur på mig.

Men det er så vigtigt at få talt ud, ellers vil jeg ikke kunne holde ud at skulle passe hendes søn mere.

Jeg vil bare så gerne forklare hende hvorfor jeg skrev til min kollega som jeg gjorde, da jeg er ret overbevist om at hun ikke har nogen ide om vores pligt til at indberette om børn bruger deres pladser osv.

Karina

Jeg er gammel dagplejer - også bruger af dagplejen, dog før jeg selv blev dagplejer......

For mig at se, har det intet at gøre med selve indholdet af sms'en, men derimod det forhold, at du kommentere en mor, overfor en kollega.

Har du ikke tavshedspligt?

Jeg tror, at jeg kunne - som mor - blive som din "mor". Havde jeg som mor, som troende på, at vi to havde et godt samarbejde om mit barn - set, at du skrev sådan til en kollega, da havde jeg nok reagere som denne mor. Det ville jeg gøre, hvis jeg følte, at du bare ville have renset din samvittighed, hvilket det for mig ikke vil være fair, at du får....

Jeg ville kræve en anden dagplejer, fordi jeg ville føle, at du misbrugte den tillid, som du og jeg havde sammen.

Om du er ked - tja - så må man tænke, før man handler.....

Det er mine tanker, omkring hvad du har skrevet. Om der er sket ting, som du ikke har skrevet, det kan jeg ikke forholde mig til. Dog kan jeg sige, både som tidligere dagplejer og forældre, at tilliden skal være stor, men samtidig er papir tynd....

Håber du har lært, at man ikke drøfter sine forældre, med kollegaer på den måde....

Slutteligt, så skriver du, at du er sur på mor, fordi hun omgåes regler, hvad var det lige du selv gjorde, da du gik udenom og arrangerede plads mandag og tirsdag...

For mig at se, har du et kanon tillidsproblem, og jeg ville aldrig aldrig bruge dig, overhovedet.....

Og - jeg kender dig ikke personligt, det er udfra hvad du har skrevet. Men mine børn, de skal være et sted, hvor jeg er 100 % tryg, det vil jeg aldrig være ved dig...... desværre.....

i sms´en kommer jo nok også af at du er irriteret over at moderen ikke overholder reglerne; eller rettere sagt måske du har ladet dine grænser overskride...

Jeg tror godt moderen til barnet er klar over du er ked af det. Du har lavet en fejl, men samtidigt skal du stå ved de ting du mener !

Personligt synes jeg ikke det er en utilgivelig fejl du har lavet; da slet ikke når man hører du er så ked af det.

Husk - Vi er alle kun mennesker

børn, men hvis jeg havde ville jeg hjertens gerne lade dig passe dem

Jeg ville foretrække at lade dem passe af et menneske der kan indrømme at have taget fejl, fremfor et menneske der går skråsikkert igennem tilværelsen.

God weekend.

hvorfor smser man om den slags? Havde det ikk været en ide at RINGE- så var denne bommert heller ikke sket, for så hadve du opdaget det var det forkerte nummer INDEN du sagde noget. Jeg forstår ikke man smser om sådan noget hvis jeg skal være ærlig.

hvordan du kan rette det op igen- jamen det kommer jo andet på om vedkommende ønsker det rettet op. Gør hun ikke så kan du jo undskylde, sende alle de blomster du lyster mv uden at komme nogen vegne.

Så måske du lige skulle give hende tid til at falde ned og reflekterer over situationen før du blir ved at kime hende ned i noget der ligner ren frustration...

Jeg kan sådan set godt forstå, at den mor er blevet sur over denne sms. Er meget enig i det Vibs 1 skriver.

Men synes det r vigtigt at denne sag bliver afsluttet ordentligt for alle parter. Synes at den ansvarlige pædagog skal indkalde til en samtale, hvor hun, moren og dig deltager og får snakket sagen igennem. Det er hendes opgave.

Der ud over kan jeg godt forstå hvis moren ønsker at skifte dagpleje. Det må være meget svært som forældre, at føle sig tilpas hos dig fremover.

Følg reglerne fremover. Du kan ikke forvente at forældrene gør det, når I ikke selv gør.

er det rigtigt hvad vips skriver, at du selv omgår reglerne - men - hvad jeg synes er vigtigt her, det er:

at du omgår reglerne for MODERENS skyld, og ikke din egen. Det burde moderen måske tænke på. Jeg synes bestemt ikke du har et tillidsproblem.

Gem smsén så du kan bevise du ikke skriver grimme ting som moderen påstår, og lade være med at kontakte moderen igen.

Og så fremover - LAD VÆRE med alt det sms, jeg vil give stute ret, tag dog og ring om sådan en besked.

Der er vist ingen tvivl om at megen uvenskab idag opstår, fordi vi bruger det skrevne medie, og derved kan misforståes.

.

...børnehavepædagoger må så heller ikke diskutere børn eller forældre i børnehaven? Det er da noget pjat - det er da NETOP det, man har kolleger til. Til at sparre og snakke med og lære fra, altså diskutere problemer og mulige problemer med både børn og forældre.

Morens temperament kan jeg godt sætte mig ind i, jeg har fået erhvervet mig lidt af det samme efterhånden. Jeg tror, du bliver nødt til lige at lade hende falde ned, giv hende resten af weekenden, før du prøver noget igen. Raseriet skal lige være dampet så meget af, at der også er plads til en smule selvindsigt og fornuft

Jeg mener ikke, at du kan tillade dig at være vred på moren over, at hun bryder reglerne. Det er jo dig, der skal opretholde dem, og det har du åbenbart ikke gjort flere gange. så selvfølgelig har mor lært, at rigtig meget kan lade sig gøre, og at det er en del af samarbejdet hos dig.

mvh. tina

Selvfølgelig er det hle min skyld, og jeg prøver ikke at løbe fra noget.

Jeg er selv landet på jorden igen, og har det phsygisk noget bedre.

Jeg selv kølet ned, og det kunne jo være at "min mor" også er det.

Jeg vil skrive hende en lang unskylding og forklare åbent og ærligt hvad der ligger bag, at hun var dråben der fik bægeret til at løbe over for mig.

Jeg vil samtidigt skrive til hende at jeg syndes vores samarbejde, skal ophøre da jeg ikke mener vil vil kunne havde tillid til hinanden mere. (Hun vil muligvis snakke grimt om mig ude i byen, og samtidigt mistro mig for at bagtale hende, og jeg vil måske altid komme til at føle mig forlegen i hendes selskab.)

Desværre er jeg bange for at vi ikke sådan lige får mulighed for at ophæve vores samarbejde, medmindre hun finder en privat dagplejer her i området.

Karina

Jeg synes du skal slå koldt vand i blodet med hensyn til den undskyldning på skrift! Iøvrigt er det ikke en undskyldning, du pusler med, når du vil afbryde samarbejdet, men derimod et urimeligt modangreb, som du slet ikke har overvejet grundigt nok, tror jeg!

Nogle ting ordnes bedst face 2 face, når begge parter er kølet ned.

Nogle gange skal man sove på den slags. Og evt. sove en nat mere, hvis man stadig føler trang til at handle her og nu! I det hele taget, så er det ofte en god huskeregel, når man er ked af det/forvirret osv., at man skal lade VÆRE med at handle, når man har den der vilde fornemmelse af, at man bare SKAL gør noget nu!

Dine alt for mange forsøg på at komme i kontakt med hende for at undskylde er efter min bedste overbevisning udtryk for panik og dermed igen: Et udtryk for, at du ikke er bevidst nok om, at du skal holde en professionel distance til dine kunder (og RENE linjer mht. aftaler og forventninger begge veje), så du kan handle rationelt og velovervejet i alle situationer, fremfor i affekt (som nu, tydeligvis).

Sov på det. Sov på det. Sov på det