... at hvis man selv kom i den situation ville man kæmpe.
Men Jaycee var 11 år da hun blev kidnappet. Hun var 14 år da hun fik et barn med manden. Den slags tror jeg kan nedbryde selv den stærkeste psyke.
På et tidspunkt er man for at overleve psykisk, nødt til at lukke ned for modstanden. Man kalder der for Stockholmsyndromet.
I tilfældet med Sabine Dardenne der var en af pigerne i Belgien der boede i en kælder, havde bortføreren jo bildt hende ind at hun var bortført af en gruppe, der ville have en løsesum, og at hendes forældre ikke ville betale. Og at han i øvrigt var den der forhindrede resten af gruppen i at dræbe hende.
Med Jaycee ved man jo ikke hvad manden har sagt til hende. Men selv om HUN har haft en vis frihed, og det kan være svært at forstå at hun ikke har brugt den til at stikke af, så kan der jo ligge noget bag - som trusler om hvad der ville ske med hendes børn hvis hun gjorde det.
Det er nemt at sige "jeg ville have gjort..." men indtil man har været i situationen kan man ikke vide hvad man ville gøre. Og dertil kommer at jeg lidt opfatter udsagnet som en måde at sige at så er det også lidt hendes egen skyld.
Det kan det ALDRIG være - de er børn der har overlevet ved den eneste mekanisme der har været til rådighed, nemlig ved at stoppe modstanden.
Og som en der HAR været udsat for både psykisk og fysisk vold i min barndom (dog ikke fra voksne men fra andre børn, som jeg ikke kunne slippe væk fra) kan jeg tilføje at man meget hurtigt får en frygt for at det kan blive værre HVIS man slipper væk. Man ved hvad man har, og hvor slemt det end er, ved man ikke hvor meget værre det kan blive et andet sted.
Better the devil you know....