meldes ! For vores skyld ! De børn der har levet under de forhold du beskriver !

Mine forhold blev meldt at skolen ! Mine forældre var pisse sure - og jeg var pisse bange - men idag sætter jeg stor stor pris på det ! Og ønsker at kommunen og myndighederne havde gjort noget !

Jeg håber på at hvis det bliver meldt - hver gang ! - så kan vi gøre en forskel for bare ngole børn - for børn som kan risikerer et elendigt liv .. For børn der har det meget værre end mig - for jeg ved de findes - og de skal hjælpes !

Jeg har fået hjælp - men jeg skulle selv tage skridtet - havde nogen taget det for mig kunne jeg (og min lillebror som stadig ikke har fået hjælp, men som bliver behandlet bedre nu og bedre end mig) have fået hjælp tidligere og mere målrettet ..

Den eneste grund til jeg har fået hjælp er fordi jeg har skåret i mig selv - kan det passe ? At jeg som 16 årig/13-årig da skolen meldte det - ikke kan få hjælp andet end jeg er selvskadende ? Med en far der slog og en mor der bare ikke aner hvordan man er mor .. Jeg ved det ikke .. Hvis en voksen som havde været vidne til noget havde taget hånd om det havde jeg måske fået mere og bedre hjælp ..

Ja - vil I ikke nok hjælpe børn som mig ? Og børn som har det værre end mig !?

Og hvad er et svigtet barn???

er det et barn i beskidt tøj og uvasket hår??

Er det et barn der på trods af en for ung alder, skal klare dagligdags ting selv - som selv at sørge for at få mad??

er det børn med dystre blikke/slukket blik?

Hvornår svigter forældre deres børn?

Og bare fro en god ordensskyld - vi taler ikke om at det er svigt, at ride en tur

Celia ♥Jenivi Hill♥ - dit indlæg gav mig gåsehud!!!!!!!!!

Tak for dit svar, jeg napper lige din sidste sætning:

Ja - vil I ikke nok hjælpe børn som mig ? Og børn som har det værre end mig !?

Den er rammende!!

Nogle gange tænker jeg, at al den tid og energi, der bruges på at diskutere og forarges over en sag (ex. hest) kunne i stedet bruges på f.eks. at anmelde sagen. Det hjælper ikke hesten en høstblomst, at vi diskuterer herfra og til månen. Nej der skal handling til!

Jeg har flere gange kontaktet Alle Dyrs Ret, Dansk Rideforbund efter at være blevet vidne til misrøgt/grim ridning på HN. Eller noget jeg har set i stalde.

Men det er ikke hver gang, jeg læser noget, at jeg handler på det. Har måttet erkende, at jeg ikke kan redde verden, selvom jeg gerne ville. Jeg vælger nogle sager/dyr ud, som jeg forsøger at hjælpe. Og handler så herefter.

Hvad gør du selv, Jasper? Eller gør du noget? Jeg vil gerne vide, hvor du selv står i dette?

skal vi da ikke bare stilletiende se til, at dyr eller børn mistrives og vanrøgtes.

Jeg mener at vi har pligt til at underrette de rigtige myndigheder, hvis vi oplever at noget ikke er som det burde være.

Det første jeg dog ville gøre, hvis jeg havde kendskab til vanrøgt af f.eks børn, var at konfrontere forældrene for ligesom at give dem en mulighed for at rette op på tingene, men hjalp det ikke, ville jeg ikke et sekund tøve med at kontakte myndighederne.

Og nu siger jeg ikke, at fordi jeg oplever naboen råbe og skrige af børnene 3 dage i træk, at jeg så tænker, nu må de sociale myndigheder ind over, men oplevelser med børn der går for lud og koldt vand, børn der konstant er tomme i blikket, konstant er nussede og beskidte med gammel snavs de skal da undersøges nærmere og det mener jeg virkelig at vi alle har pligt til at gøre.

hvordan vil du bedømme det?? Eller hvem skal, kan. Jeg har hele mit liv ønsket at blive fjernet fra mine forældre, og alle troede, det kørte på skinner. man kan få i hoved og r.. og have en ligusterhæk, så sker der ikke noget.

Det er jo også hammer svært at anmelde hesteejere. Hvis hesten ikke er super tynd, hove der ligger henad jorden, er der ikke nogen, der vil gøre noget ved det.

Det er ski absolut ikke fordi jeg bifalder det, har bare selv rendt hovedet mod en mur så mange gange, at jeg har set hvilke problemer der er i det.

De fleste har det i munden, og det er da klart, for hvis man skal sørge for, alle verdens dyr og mennesker får omsorg, skal man jo nærmest have dem selv. Jeg har ikke råd til 20 heste, selvom jeg også har "red verden instinktet".

Og hvordan kan man lave et lykkebarometer? Det der er omsorg for den ene, er ikke omsorg for den anden. Noget af det første jeg har lært. Og folk kan være følelsesmæssigt handicappede og være topchefer. Kompensation giver et flot glansbillede. Facader gør, at ting ikke bliver opdaget.

At kunne sætte sig 100% udover sit ego, er de færreste der kan, de fleste giver andre, hvad de selv vil have. Det er svært at være Gud, og der bliver lavet fejl i systemet. Kan man bedømme, om det er et "oprør" eller det er seriøse problemer. Pas på med hvad du ønsker, måske får du det?

Men ja, at ville det bedste er altid en start Det ville være rart at have en verden af kærlighed og ører der var slået ud. Der vil jeg bo

Lone

for at dømme andre, men alligevel gør vi det mange gange hver dag. Der er jo ingen tvivl om at man heller skal "råbe vagt i gevær" en gang for meget, end en gang for lidt. Men det er også forfærdentligt at dømme feks et forældre par for omsorgssvigt, hvis de reelt blot gør tingene anderledes end en selv..

I bund og grund, tror jeg at grunden til at vi lukker øjnene gang på gang, er fordi vi har nok i vores egen lille verden. Derfor tror jeg også flere og flere går ned på den ene mere sørgelig måde end den anden. Det er trist at folk kan ligge døde i flere dage, uger sågar måneder, uden det bliver bemærket, og uden man er savnet. At man kan blive voldtaget midt på gaden, blandt andre mennesker uden der blive grebet ind. Eller vold på åben gade, også uden andre griber ind, "for tænk hvis der skete MIG noget".. Og så glemmer man alle andre i sin egen egoistiske MIG verden.

Ja man skal melde det man mener er forkert, men man skal ikke blot melde bare fordi. Evt kunne man jo tilbyde hjælp til de indvolverede, og tages der ikke i mod, ja så kan man melde det til rette vedkommende. Vi skal lære atter at tage ansvar for hinanden, og ikke være så berøringsangste. Dette kan lade sig gøre, uden man ofre sig selv, men tværtimod giver sig selv en masse..

lige, at når jeg siger myndghederne, så behøver det ikke nødvendigvis at være de sociale myndigheder man går til.

Er det f.eks et barn der går i institution eller skole med ens egne børn, så kan man jo starte med at henvende sig til pædagogerne eller skolelærene og fortælle om sine oplevelser der gør, at man er så bekymret for barnet.

Oftest så er de børn allerede i deres søgelys og de kan så i deres indberetninger medtage, at andre ud over dem også er bekymret og tilføje de oplevelser du har fortalt om.

Så hvis man ikke kan lide at gå direkte til de sociale myndigheder, så er det her en mulighed, for stilletiende skal man ALDRIG være... Det er børnene det går ud over...

Jeg reagere bestemt heller ikke på alt hvad jeg hører eller læser!!!

jeg starter en debat Jeg ved godt hvad jeg IKKE ville byde mine børn, men det er da bestemt ikke det samme som at sige, at jeg altid har ret.

Men jeg spørger i mit indlæg, Hvem skal tvivlen komme tilgode??

Hvem syntes du?? Jeg vil lade tvivlen komme børnene tilgode - ALTID.

Jeg er da heller ikke bleg for at sige til mine veninder, at de måske skal ændre kurs. Og jeg forventer da bestemt også at få det samme retur fra dem!!

men igen: Hvem skal tvivlen komme tilgode??

...... det er meget meget nemmere at forarges og pege fingre af dem, der ikke lige er helt fremme i skoene med omsorg for deres børn og dyr, end det er at turde gøre noget aktivt for at hjælpe.

Vi er vel langt hen af vejen opdraget til, at vi ikke skal stikke næsen for langt frem og blande os i andres liv.

Men at blande sig i andres liv, som Celia beskriver det, er jo omsorg og det er vi da i grunden alle sammen forpligtede til at yde, hvis vi observerer svigt.

Mvh. Gammelnok

Mit spørgsmål gik på, om du handler, når du ser noget, hvor et barn eller dyr misrøgtes?

Hvis jeg ser noget, der er grelt, så er der ingen tvivl. Altså kan jeg ikke svare på dit spørgsmål.

handler jeg - det ville jeg ikke kunne lade være med.

Spørgsmålet er, skal man kun handle på det man ser??? Eller kan man sende en forespørgesel ud - hvis man har andenhånds beretninger????

Er det ok?

OK godt at du handler.

Har du et eksempel? Så er det lidt nemmere for mig at sætte mig ind i hvad du mener..

Eksempel:

Hvis jeg nu hører af omveje, at en person ikke behandler sine børn ordenligt. Faktisk så dårligt at det tangerer til vanrøgt, hvordan takler jeg så den situation da det er anden hånds information???

Det var Jasper, jeg spurgte om dette. Ikke dig.

Det kan godt være at man i øjeblikket føler at man stikker sin næse i andre folks sager uberettiget og ødelægger en familie - men tro mig! Uanset hvad man selv måtte tænke og hvad der vil blive tænkt om det, så bør man bryde ind for barnets eller dyrets skyld.

Jeg kommer fra en familie hvor nogen burde have gjort noget, men der var bare ikke nogen der turde blande sig. Nu kommer de, nu hvor jeg er blevet voksen, og siger at de godt vidste hvor galt det stod til - hvad skal jeg bruge det til? Nu er skaden jo sket! Selvfølgelig ville det ha' været en enorm omvæltning at blive fjernet fra mine forældre, men jeg er sikker på at når alt var faldet til ro, så ville det være uendeligt meget bedre for mig (og et hvilket som helst barn) at savne sine forældre og være forvirret, men i det mindste få den omsorg et barn fortjener!

Nej det ved jeg godt, men så må du da meget undskylde at jeg kom med et eksempel, men måske andre så kan svare mig...

Når det er andenhåndsinformation må man jo træde varsomt, og jeg kan også tænke hvor alvorligt man vil blive taget hvis man fortæller at man "har fået at vide at.."

Men har man personens navn og adresse kan man vel altid ringe på kommunen og sige at man er ret bekymret pga. denne andenhåndsinformation man er kommet i besiddelse af.

Men er det et konkret tilfælde vi taler om her kan man vel kun formode at myndighederne i et eller andet omfang allerede er inde over, da dette/disse barn/børn i den grad må mistrives.

Men altså.. Jeg har lige talt med min søns klasselærer forleden.. Og han beskriver ham som slukket i blikket og som om han mangler interesse for alt.. Det er ikke det jeg ser herhjemme. Her er han glad (for det meste), men han er MEGET speciel og har nogle vanskeligheder, og jeg garanterer for at han bliver fodret, bliver hørt, bliver trøstet, bliver snakket med, får lov til at være en del af fællesskabet, at jeg ikke drikker eller tager stoffer, at jeg støtter op om hans interesser..

Forhåbentlig får vi på et eller andet tidspunkt hul på bylden med hvorfor han reagerer sådan i skolen, for han er også meget isoleret- og det er et arbejde både jeg og lærerne må udføre sammen.

Ville nu blive lidt trist over at blive meldt til kommunen for at hans blik er "slukket", for der er mange mange andre faktorer der spiller ind her..

Jeg tvivler absolut ikke på, at du er en super fantastisk og dejlig mor for dine børn.

At din søn måske er lidt slukket i blikket i skolen, kan jo have sine årsager. Ved læreren ikke lidt om det jeres lille familie har været igennem de sidste par år?? For sådanne oplevelser sætter jo også sine spor i børnene, og lige pludselig reagerer de.

Og ellers tak for tippet om hvad man kan gøre med anden hånds information. Det var noget i den stil jeg selv havde tænkt.

Jeg arbejder med de familier, børn og unge som betragtes som de 3% i samfundet der har det dårligst. Så jeg har skærpet underretningspligt.

For mig er det altid børnene der står i første række - altid børnene tvivlen skal komme til gode.

Jeg er så priviligeret, at jeg har hele familier og kan sammen med dem aftale, hvad der er vigtigst, at arbejde med og om der er nogen der behøver individuelle samtaler eller anden hjælp.

Langt de fleste gange lykkedes det at hjælpe familien, i meget sjældne tilfælde må børnene anbringes. I de tilfælde stopper mit arbejde ikke - jeg arbejder videre med forældrene og er med til, at forældrene får overholdt deres aftaler med børnene.

Ligegyldig hvor svært en familie har haft det, har børnene altid brug for deres forældre.

Iganske få tilfælde kan der sættes spørgsmålstegn ved, om et barn skal fortsætte med, at se deres forældre, - det er ved mord og incest. Selv i disse tilfælde, kan det være givende for barnet, fortsat at se forældrene, men det beror altid på den enkelte sag og om barnet ønsker det.

Jeg genkender ikke skrækhistorierne fra formiddagspressen om anbragte børn, som er revet væk fra deres hjem uden grund.

Så derfor vil jeg altid stå på børnenes side og lave en underretning på børn, hvor jeg ser at de har brug for hjælp.

Der kan vel ikke være mange som mener at tvivlen ikke skal komme barnet/dyret tilgode. Det kan så bare være hammersvært at afgøre, nok mest med børn, hvad dette så er.

At systemet så er indrettet sådan at det er forældrene der i praksis har overtaget, er en anden sag og hænger nok sammen med, at det egentlig er rimlig nyt at man er begyndt at lytte til barnet og tage deres udsagn for troværdige. Dem der arbejder med børn er blevet dygtigere til at tale med børnene så de faktisk får deres mening sagt og der forskes stadig i dette.

Når det så er sagt, så vil jeg egentlig også gerne forsøge at afmystificere selv indberetningen. For det første er det mennesker der interesserer sig for mennesker som er i disse stillinger.

Man foretager ikke overilede beslutninger, processen er faktisk ret lang og sej, hvad enten det drejer som om vanrygt fra forældrenes side eller barnet har en medfødt dysfunktion som skal afdækkes o.m.a..

Derfor kan du som anmelder regne med at fornuftig saglig behandling af den sag du indberetter. Da f.eks. difuse observationer som "et slukket blik" (og ALLE andre symptomer) kan have mange årsager, er det en god ide at gå til nærmeste fagperson, altså barnets pædagog eller lærer. Disse er uddannet til at spotte den slags og også i at vælge tidpunktet for en indberetning, som jeg i grunden hellere vil kalde afdækning. Ydermere er pædagoger og lærere også uddannet i kommunikation, hvilket sætter dem i stand til at aflæse situationen og i hvilken rækkefølge ting skal ske og hvordan en besværlig besked leveres til forældrene.

Hvordan selve afdækningen foregår ville jeg gerne kunne forklare, men er faktisk ikke godt nok inde i det, så andre må kunne gøre dette bedre end jeg, men jeg er i hvertfald sikker på, at ingen bliver anklaget (af professionelle) før der foreligger håndfast bevis på noget at anklage. Dette håndfaste bevis kan så også være det der mangler, så barnet ikke får den fornødne omsorg.

Det bringer mig videre til endnu et problem: Manglende rescourser. Jeg har meget svært ved at forestille mig de her ulykkelige anbringelser som er sket på baggrund af intet. For det er altså knalddyrt, både at få udredt barnet men især at få det anbragt uden for familien, så kommunen/regionen vil undgå det alt hvad de kan. Derfor ved psykologer, pædagoger m.fl også at det er en prioritering: Hvem af deres klienter/brugere/børn skal de presse hårdest på, for at få anbragt?

Case:

Min plejesøster blev først tvangsfjernet da der var 4 (!) mindre søskene der viste samme tegn på misrøgt. Hjemmet havde været observeret siden hendes storebror kom til verden, men faktisk kom der først skred i sagen da incest blev moderne i medierne og man opdagede at tegn herpå. Idag er drengen opgivet og kommer af og til i kontakt med kriminalforsorgen, min plejesøster har et utal af diagnoser (her er hvad jeg kan huske af det: autistiske træk, psykotisk adfærd, tidligt frustreret) og kommer aldrig til at fungere normalt. 2 af hendes mindre søstre er stadig under udredning, men det er meget svært da det er en spændende kombi af alkoskade før fødsel, tidlig omsorgssvigt, psykiske mén senere i livet og nu også teenageproblemer. Den sidste og bedst fungerende er bare jævnt bagud i udvikling på alle punkter. Alle piger er tvangsfjernet og har kun ledsaget samvær med deres forældre (eller hvad det hedder, men der er en socialrådgiver eller plejeforælder med dem).

Konklussion:

Jeg mener man skal gå til nærmeste fagperson (pædagog/lærer/skolepsyk) når man får en mistanke. Man behøver jo ikke anklage nogen, men forklare hvad man ser (og kunsten af beskrive uden at tolke er en stor kunst, men alle bør øve sig heri).

Det kan kun være til barnets fordel at pædagogen eller læreren (med mindre den er usaglig, hader børn og forøvrigt ikke har empati) at nogen sætter sig ned med dem og spørger hvordan de har det! - også hvis det har det fint. Alle har brug for at blive hørt, set og bekymret sig om. Det kan der simpelthen ikke ske noget ved (udover at der risikerer at ryge en masse penge ude af den offentlige kasse - men tilgengæld har man måske sparet den for en førtidspensionnkriminalitett psykiatriskk indlæggelse på længere sigt ).

Også hvis forældrene intet har gjort galt, men barnet har en medfødt dysfunktion, så er det altså rart at vide at man ikke er dum og underlig men at der er en anden årsag som man ikke selv har skyld i - både for forældre og barn.

Og er der nu en mistrivsel, af psykologisk art, så er det da også rarest for forældrerne at få dette afdækket og blive klogere på at tackle barnet som det unikke barn de alle sammen jo er.

Husk at alle mennesker (herunder også forældre Brians og Børges skumle forældre) aller helst vil gøre det bedste de kan i den situation de nu engang er i.

Uha det blev langt... Igen...

Og det med dyrene... Det er vidst indlysende hvad jeg mener derom, men jeg finder det også lidt nytteløst at anmelde. Vil hellere hjælpe til med alle de pædagogsike evner jeg besidder, men mest af alt agere politisk og "stemme med fødderne" (indkøbskurven).

Tak for nogle super saglige og oplysende indlæg

Klokkeblomst: Hvad mener du med eksempel????

Skal man have det

Det er fedt du reagerer !

MEN - Du skriver : oplevelser med børn der går for lud og koldt vand, børn der konstant er tomme i blikket, konstant er nussede og beskidte med gammel snavs de skal da undersøges nærmere - men mine forældre har jo penge - de har da serveret mad, givet os rent tøj på hver dag osv.. Men det betyder jo ikke vi har haft det godt ?

Kan godt forstå det er de ting man reagerer på - det der er synligt .. Og aner heller ikke hvordan man skulle have opdaget det med mig med mindre vi skulle have skrevet en stil om forældre der slog ..

Jeg troede - seriøst - at det var normalt - at det var noget alle forældre gjorde - jeg havde aldrig lært andet ..

Jeg tror det er svært at opdage - for svært ! Og det er synd og det er børnenes tab i sidste ende !

JaneØ - jeg kan da suplerer dit indlæg lidt op - her er fremgangs måden ved en inberetning :

1. De tager parterne ind og snakker med dem hver for sig.

2. De forsøgte at få mig til at snakke med mine forældre,men jeg nægtede.

3. De igang sætter en paragraf 50 undersøgelse. De skaffer informationer om barnet fra skole, institutioner, læge og hvem du ellers mener kan hjælpe.

4. De drager en konklussion på undersøgelsen og igang sætter derefter hvad de mener er nødvendigt. (i mit tilfælde en psykolog)

ja det er de synlige ting man først og fremmest reagerer på. Bl.a de ting som jeg nævte tidligere.

Men er man f.eks pædagog, skolelærer eller som jeg mor til børn, og lytter man på hvad børnene siger, så kommer der også rigtig mange ting frem. Har man sine egne børns tillid, så kommer de jo til een, hvis de hører noget der er unormalt.

Den måde var blandt andet med til, at jeg på et tidspunkt tog en snak med en SSP medarbejder fordi et af mine børn fortalte nogle foruroligende ting omkring en af klassekammeraterne.

I Danmark anses børn for en genstand, der ejes af forældrene. Derfor skal barnet være totaltskadet, inden myndighederne griber ind.

I Danmark er der nemlig berøringsangst over for andres ejendomme - inkl. børn. Og så er der også lige det med ressourcerne.

Hvert år afsættes en pulje penge til børn i ulykkelige situationer som f.eks. omsorgssvigt, vold, misbrug osv. Når puljen er tom, lader man resten af børnene vente til året efter. Og på den måde bliver der aldrig ryddet op, da der altid er flere børn end ressourcer.

Desuden er Danmark mestre i lappeløsninger. En sjat penge her og en psykolog der, og så klarer barnet, den unge eller den voksne sig nok.

Der burde tvangsfjernes dobbet så mange børn i DK hvert år. Og det skal ske så tidligt som muligt, INDEN barnet er blevet skadet. Og JO... det er bestemt muligt at forudse, når familien Achmed har fået indstillinger og anmeldelser på de 7 ældste børn. Mon så ikke nr. 8 får de sammen livsvilkår.

Og nej, det sker skam også hos Hr. og Fru Madsen på Valmuevej. Deres 6 børn har alle været meldt til familieafdelingen pga. vanrøgt, og den yngste som ligner en 8 årig (han er 14) er ikke blevet fjernet. I stedet har kommunen tildelt forældrene en rengøringshjælp, da der vokser mug i sengene, køkkenet og generelt i hele huset.

Danmark stinker til at varetage børnenes interesser.

Mik du skriver:

Hvert år afsættes en pulje penge til børn i ulykkelige situationer som f.eks. omsorgssvigt, vold, misbrug osv. Når puljen er tom, lader man resten af børnene vente til året efter. Og på den måde bliver der aldrig ryddet op, da der altid er flere børn end ressourcer.

Magen til sludder skal man lede længe efter. Hvor har du dog det fra.

Ellers vil jeg da give dig ret i meget af dit indlæg - bare i en modereret udgave.

Ja, i danmark er vi dårlige til at gøre noget ved sagerne. Synes forældrene får alt for mange chancer, og tvivlen kommer altid forældrene til gode - aldrig børnene.

Jeg har kendskab til flere sager, hvor der i årevis er blevet indberettet til myndighederne, men børnene bor stadig hjemme.

Det har jeg fra en socialrådgiver fra familieafdelingen. Hun sidder i det til dagligt, og må om nogen vide noget om det.

men hvis du nu læste højere oppe i tråden, så ville du jo også kunne se, at Pony-mor også arbejder med disse familier til dagligt, så hun er vel om nogen, også meget inde i sagerne

Men jeg synes da det er rigtig trist, at i visse kommuner, føles det som at slå i en dyne, når lærere, pædagoger og familiemedlemmer gang på gang indberetter til de sociale myndigheder uden at der sker en disse.....

Der burde afsættes flere ressourcer til at afdække de sager der kommer ind til ppr. I Randers kommune er der i år ansat 5 ekstra for at få ryddet op, pga alt for lange ventelister. Vel og mærke behøver det IKKE at have noget med dårlige hjem at gøre, det kan også være faglige problemer/diagnoser. Skræmmende men sandt. Det er en lang og sej vej gennem systemet. Desværre for de børn der "går tabt" undervejs.

Tine

Jeg ville gerne have et eksempel for at være sikker på, at jeg havde forstået dig rigtigt.

Jeg er uddannet pædagog, og kender reglerne og underretnings paragrafferne rimelig godt efterhånden, og det skal da for alt i verden meldes. Hvis ikke der sker noget når man melder det, så er det stadig regristeret, og står en ekstra baghånd hvis barnet engang igen skulle kommer ud for en underretning.

Der skal desværre nogle gange meget til, og nogle gange står selv proffesionelle som arbejder med børn hver dag, og føler sig magtesløse, fordi det vi ser er helt fuldstændig galt, ikke altid er nok, eller måske glider ud i at forældrene muligvis er karriere mennesker med gode talegaver, som udadtil virker til athave styr på tingene, men glemmer børnene - eller helt andre ting.

Tit og ofte melder man forgæves - intet sker - underretning bliver lagt til side, men meld for guds skyld alligevel. Måske har andre gjort det samme, og jo flere obs papire der ligger på et barn, jo nemmere er det i sidste ende af hjælpe dem.

ang dyr, så er det jo desværre endnu værre - de kan jo næsten gå en sultedød, så længe de har vand og læ, og kan gå på sine ben, så gå en anmeldelse tit tab

Altså noget jeg ikke selv har set med egne øjne..

Skal jeg kontakte vedkommendes kommune eller bare sidde med hænderne foldet??

Ina, det kommer helt an på om det går ud over børnenes udvikling, trivsel og kompetencer, ders forældre kan sagtens være de meste fantastiske nerværende, anerkendende, glade og dygtige forældre - bare fordi de ikke har ret mange penge, og børnene lever meget beskidt.

Man kan jo så snakke om, om det er fremmende for helbredet at bo i sådane en svinesti

Hvad synes du selv? Har du en formodning om at det virkelig står så grelt til, er det så rimeligt ikke at reagere?

Og handler man så på andenhåndsoplysninger, så har man i det mindste handlet, og så er det jo op til myndigheden man melder til at gøre op med dem selv om der skal undersøges eller om man vil henlægge det.

Man skal aldrig bare melde for at melde, men fordi man har en reel bekymring for barnets trivsel- andenhåndsoplysninger eller ej.

Og blander mig gerne.

Først til forældrene, siden hen til pædagogerne, og i sidste ende til de offentlige myndigheder.

Jeg har gjort det en gang med flere af mine børns veninder der fik tæsk eller på anden vis ikke havde det godt.

Jeg gør det gerne igen.

Dette er også min tanke.. Og et eller andet sted, melder man det bliver myndighederne obs på problemet, og er der ikke noget at komme after er den ´jo ikke længere...

da selvfølgelig ikke melde folk fordi der er nogle svin hygiejnemæssigt, så længe familien trives.

Men om det så er andenhåndsfortællinger, så skal man da melde det - for børnene kan jo sjældent selv!!!

Men mistrivsel kan ikke undskyldes - heller ikke nære venners børns mistrivsel.

Men selvom de fleste af os har denne mening, høres alligevel gang på gang historier, om børn der ikke har haft det godt igennem deres opvækst og INGEN har gjort noget!!!

Jeg havde engang en veninde, jeg havde kendt siden 1. klasse. Troede jeg kendte hende og hendes værdier..

Men hun lod sine små piger være alene hjemme 1/2 time - 1 time ad gangen. På det tidspunkt var de 2 og 5 år.

Det gjorde mig meget ondt på børnenes vegne. Da jeg konfronterede veninden med det, sagde hun, at den store sagtens kunne hente hjælp hos naboerne. Men for pokker det var alt for stort et ansvar for hende!!

Efter vores konflikt stoppede venskabet. Hun mente ikke, jeg skulle blande mig. Og jeg ville ikke være vidne til på sidelinjen, at dette skete.

Jeg tænkte ikke dengang på at melde det. Ved heller ikke hvad jeg ville have gjort idag.

Det er jo det der er lidt skræmmende, vi er bange for de konsekvenser det kan give os selv....................så vi undlader!!

Og så lader vi børnene lide videre! Men nu kan vi bare ikke se det og så kan vi lade som om, at det nok ikke var så slemt alligevel

Og jeg bønner IKKE på dig, fordi du ikke gjorde noget!!!

Men kan du følge hvad jeg mener, med det jeg har skrevet?

Ja jeg er med på, hvad du skriver.

Og nej dengang tænkte jeg ikke, at jeg var bange for konsekvenser. Jeg tænkte ikke på at anmelde det. Tanken var der ikke.

Men kan soc.forv. gøre noget i et tilfælde som dette?

Ved du det?

Jeg har heldigvis aldrig været i en sådan situation, så jeg er blevet forskånet.

Jeg har været i situationer med veninder, hvor jeg har gjort opmærksom på ting, som jeg fandt kritsable.

Og jeg har befundet mig i situationer med veninder eller andre hvor vi er meget uenige om, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok.

Men jeg har heldigvis, der hvor jeg har befundet mig, undgået sådanne tilfælde som beskrevet i denne tråd.

Tilgengæld har jeg også venner, der selv er vokset op i sådanne eller lign. forhold og ved hvad det har gjort ved dem.

Og følger deres daglig dag og mærker deres glæde over, ikke at falde i samme situation.

Jeg har altså ikke læst alle indlæggene, men vælger at svare på trådstarten...

Da jeg var 13 blev mine forældre skilt.

Jeg flyttede med min far, og mine tre søskende med min mor.

jeg fik en hest, og tilbragte AL min tid på rideskolen.

Min far fandt en kæreste, og kom kun hjem engang hver 7-14. dag, og når han endelig var der, var det for at sove en brændert ud, eller fordi han var blevet uvenner med kæresten....

Jeg får ikke den mad jeg har brug for, og taber mig enormt....

En sommer på rideskolen dejser jeg om i varmen, og ejeren af stedet sørger for mig, og hjælper mig med væske osv....

Hun hiver mig et par dage senere med i føtex, og handler dagligvarer for en hel del penge, så jeg kan klare mig i noget tid.

En dag ringer de sociale myndigheder til min mor, og fortæller at jeg vil blive fjernet fra min far, og anbragt på institution, hvis ikke hun kan overtage herfra.

Min mor har ikke plads, og dagen efter flytter jeg ind på en ungdomspension.

Det viser sig sidenhen, at være ejeren af rideskolen der har sørget for ovenstående - og for det, er jeg hende evigt taknemmelig!!!

Aner ikke hvor jeg ville være havnet idag, uden hende...

Så JA - Jeg mener man skal og bør reagere hvis man oplever mistrivsel...

at det er hårdt, at læse jeres historier

Tak fordi I deler!

Jasper, når du siger du ikke er enig med et par af dine veninder, er det så opdragelses mæssigt, eller er det nogle ting du opfatter som omsorgs svigt og mistrivsel. For der er meget forskel på hvornår folk mener det er det ene eller det andet..

opdragelse eller mangel på samme/omsorg.

For mig er opdragelse da omsorg, hvor man opdrager ordentligt.

For opdragelse er vel bare at guide sine børn via erfaring, og det er vel hvad der også indgår i omsorg.

Opdragelse er da at lære sine børn, at spise sundt og nærringsrigt. Omsorg er at sørge for, at give sin børn mad, så de kan føle sig trygge og elsket.

Jeg kan næsten ikke se forskellen.

Så hvis jeg syntes at nogen virker til, at være på vej ned af den forkerte sti, så gør jeg opmærksom.

Men der er INGEN af mine veninder, der er i nærheden af at yde omsorgssvigt mod deres børn.