ikke behøve at leve med angst og stemmer resten af dit liv, men det er en meget kompliceret tilstand at leve med. Det bliver dog lettere for hver dag som går, og det er fullt muligt at leve et lykkelig, meningsfullt liv og samtidig spise normalt.

Har sendt deg en pb.

Ved at du klarer dette, du er stærk!

Altså, det er slet ikke noget du skal frygte.

Men der vil altid være lidt, når du har det hårdt i perioder vil det komme lidt frem. Men så vil du kunne slå det hen med at det kun er dumme tanker og så kan du vælge det fra og bare se det som et faresignal som du så kan reagere på.

Hvis du har nogle konkrete spørgsmål, så skriv endelig, er lidt svært et emne at tage over forum. Især fordi det kan være lidt personligt.

Det er jo også meget individuelt hvor hårdt man er ramt, oplever det og så videre. )

Men man kommer ud med at træffe beslutningen om bevidst at ændre det, evt få professionel hjælp, arbejde en masse med sig selv og/eller få støtte hos alle de folk der er omkring en. Igen er det rigtig individuelt.

Jeg fik anoreksi da jeg var 11 hvilket var et helvede for mig. De næste 4 år blev jeg hevet ind og ud af hospitalerne og men det hjalp ikke rigtig. Da jeg var 13 begyndte jeg at gå til psykolog 4 gange om ugen. Jeg var til flere gruppe møder med andre piger med samme problem, og havde ugentligt en diætist som sikrede sig at alt gik som det skulle. Jeg havde to dagbøger, én hvor jeg skrev mine tanker og følelser ned, og én hvor jeg skrev hvad jeg spiste. Hver uge ville jeg så sætte mig ned sammen med psykologen og gå dagbøgerne igennem. Det sværeste for mig var at være ærlig med hvad jeg skrev i dagbøgerne, derfor havde jeg på begge arme skrevet med en sort tusch "Vil du gerne dø? Hvis du vil leve, gå i skole, være med dine venner, din familie, få en uddannelse, en lejlighed en mand og børn. Så vil du ud af dette, hver gang du skriver sandheden er et skridt". Det er måske en smule psykotisk, men det hjalp med at huske på hvorfor jeg skulle ud af det, og hvorfor det var så vigtigt for mig.

Selve at spise var selvfølgelig den største udfordring.. Jeg satte mig ned, med f.eks. en rugbrødsmad foran mig. Jeg talte til 5 tog en bid, tykkede og sank. Talte til 5 trak vejret dybt ind pustede ud tog en bid til og fortsatte. En anden ting der faktisk viste sig at være rigtig behjælpeligt var at spise mens jeg så fjernsyn. Når du ser fjernsyn koncentrere du dig mere om det, end om hvad du spiser. Men jeg var nødt til at gøre det nogle gange før det virkede, da det jo skal være naturligt.

Jeg har ikke haft anoreksi i 2 år, stemmen hører jeg ikke mere. Men jeg har stadig en dagbog, hvor jeg dagligt skriver grunde til at anoreksi ødelagde mit liv. Det hjalp mig Men jeg har KUN haft dårlige erfaringer med hospitaler!!

Du skal nok komme igennem det, bare husk dig selv på hvad du vil i fremtiden og hvad du gerne vil have ud af dit liv - og alt det som anoreksien blokere for!