Nu er jeg en person der siger tingene som de og kalder en spade for en spade. Hvis jeg fik en mail, fra personer i min familie ville jeg da blive skuffet eller småsur, så sig det, og snak dog om det som voksne mennesker (uden børn), det andet er for barnligt.

Ja det er min mening.

Flot at I siger fra, det kræver mod og I har gjort det rigtig flot.

Jeg ville personligt slå til, hvem ved om en udskydelse blot ville lægge forslaget på is og muligheden ikke bare lige dukker op igen i nær fremtid - mens problemet er aktuelt og i klar erindring. Men om det ville ødelægge for meget for din mand det ved jeg af naturlige årsager ikke. Hvis I bestemt ikke er klar til det endnu, så fortæl dem det - vær åbne. Men tænk på at hvis I venter for længe, snakker for meget indbyrdes, din mand og dig, kan man hurtigt ubevidst komme til at gøre tingene værre end de måske er. Måske man kommer til at overanalysere.

Jeg ville helt sikkert og bestemt vælge at klare den UDEN børn. Så kan I fokusere på problemet og er der behov for at tale med store ord, kan det gøres med god samvittighed. Samtidig skal man ikke afbryde en eventuel problemløsning, hvis et af børnene skal have hjælp til noget eller lign og man må forlade samtalen.

Har selv prøvet en sådan konfrontation (ja, jeg kender ikke jeres baghistorie og I kender ikke min, men anyway ) og det endte desværre med at de konfronterede slikkede undskyld-mås og rendte fra at få snakket ud om tingene.

Sørg for at få forklaret HVAD præcis der gjorde jer triste, og hvordan det evt kunne undgås i fremtiden - med hjælp fra dem naturligvis.

Håber alt går godt. Det er ikke sjovt at være på tværs med de nærmeste.

Forstår ikke hvorfor det skal være så svært at kommunikere face to face.

Hvorfor spørge i et forum om råd til at tackle en familie i trods alt kender bedst. I ved selv hvordan i skal kommunikere sammen, der er da ingen herinde medmindre de kender dig personligt der kan svare på det.

Tag nu ansvar for jer selv, i kender jeres egne grænser.

/Camille

Camimse - Hvorfor IKKE spørge om råd i et forum? Det er vel ikke robotter der sidder bag skærmene? Måske nogle har prøvet noget lign??..

Jeg ville såmen gerne have snakket med dem, da det hele kulminerede, men det ville min mand ikke, og da det primært er hans familie, ville jeg ikke presse ham til det... Som jeg også skriver, så "slikker han stadig sine sår" - og er måske ikke helt klar til den store konfrontation... Mailen er et kompromis - men ikke lige min måde at løse tingene på.

At der er gået noget tid, har helt sikkert resulteret i en del analyseren fra begge parter. Til at starte med ville min mand helst lade dem sejle deres egen sø, så det er da et skridt i den rigtige retning. Nu er der prikket hul på bylden...

Min frygt er også, at hvis vi lader tiden gå, så vil der komme skorpe på, men det vil altid ligge og ulme... ikke en løsning nogen af os er tjent med.

Jeg vil foreslå dem, at vi finder et neutralt sted uden børn, så vi kan få snakket om tingene... Børnene er i alderen 4 mdr til lige knap 3 år, så de er krævende, og specielt lige omkring aftensmadstiden.

*suk* - nej, der er forfærdelig at være på tværs med familie så tæt på... men vi var nød til at sige stop. Nu må vi bare få det bedste ud af det.

Vi har såmen også taget ansvar for os selv og vores liv - og trukket grænser der var nødvendigt for os Carisme - og der er vel ikke noget galt i at bruge et netværk til lidt gode råd. Jeg har også haft en god veninde ind over, så jeg bruger ikke kun HN.

Nu er det første gang vi står over for en krise som denne, og derfor er det rart at høre hvordan andre tackler lignende situationer. Ikke at jeg vil kopiere dem, men input af den ene eller anden karakter er rart at få... og det er ikke kun i kriser, men også i det daglige. Jeg bruger mit netværk utrolig meget, for hvorfor opfinde en dyb tallerken når en ven/veninde/bekendt måske har løsningen.

Jeg kender det alt for godt, med det fnidder-fnadder i fam.

Jeg har en lang årrækket været på kant af min egen bror. Som er en del år ældre end mig selv.

Jeg vil bare give dig ret i at hvis i trækker tiden-udskyder det, så kommer der skope på såret, og så er det saftsusme ikke nemt.

Det er der kommet i vores tilfælde. MEN det ligger der stadig og uldmer....

Hvis jeg kunne lave det om, havde jeg taget den face to face med min bror for 4 år siden.

For det er ikke nemt den dad i dag, at huske hvad der er blevet sagt og gjort..

Jeg træk selv stegen den gang, fordi han var gået over min grænse. Men hvor ville jeg ønske jeg havde sagt det tydeligt og face to face til ham dengang.

Jeg håber jeres fam mødes og får alt på bordet.

kh