Ja så sidder jeg her og kan på en ganske almindelig Mandag, lave et morgenindlæg til jer.
Jeg skulle slet ikke sidde her ved min computer, nej! jeg skulle være på arbejde lige nu.
Men en som ligger på sofaen, er grunden til at jeg ingen steder skal de næse mange timer. Ja lige nøjagtigt indtil i eftermiddag hvor gemalen tager over , er jeg udstyret med titlen vagt.
Søndagen startede jo ellers fint, med godt vejr til endnu et af knægtens motocrosløb. Hans træner blev også hentet, så han kunne komme med, men dog en lidt besværlig opgave, da han sidder i rullestol i øjeblikket, grundet tjaa! endnu en motocrosskade.
Dagens løb var 2 heat i B-DM, så der skulle jo køre poing hjem. Det gik bare supert, en flot start og den sidste halve omgang inden mål, så det ud til en fin plasering.
Men desværre er det jo ikke alle crosskører i sådan et heat, der har den allerbedste rutine, så det sker at kører bliver ramt af de lidt mere urutineret kører.
Denne gang var det desværre min søn det gik ud over, men det ved man jo kan ske, og det er jo en farlig sport.
Det er ikke første gang han skubbes af banne og som regel er han oppe med det samme og videre på maskinen.
Men ikke denne gang. Han sprang op i luften og landede direkte på ryggen og så blev han liggende.
Hjertet stod stille og alle holdt vejret. Sammeritterne strømmede til, min mand sprang ud over hegnet og var på få sekunder ved knægtens side. Jeg selv, ja jeg har aldrig nogen sinde løbet så strækt ud over en crossbane.
Da jeg nåede der ned, var han endnu ikke helt ved besvistheden. Han kunne ikke få luft og begyndte at snakke uforståeligt. Der var stor forvirring og pludselig kom han til sig selv. Men det var tydeligt at han ikke vidste hvor han var og hvad der var sket. Flere forsøgte at holde ham nede, men han råbte og skreg , jeg slår ham i hjeld, jeg slår ham i hjeld, jeg skal køre løbet færdigt, slip mig slip mig, imens øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Han gik i panik over alle dem der var om ham, han kæmpede for at komme fri og op at stå og til sidst lykkedes det for ham. få skridt gik han, for så igen at synke sammen. Han råbte hele tiden op, men det var tydeligt for alle, at han slet ikke vidste hvad det var han råbte om. Sammaritterne holdt sig lidt i baggrunden og en sagde enda, at han melde ham til politiet for trusler og nok skulle sørge for han blev frataget retten til at køre cross.. for fanden da, knægten talte jo i vildelse.
Vi fik slæbt ham ned til bilen og der kom han heldigvis til sig selv. Øv øv hvor var han ærgelig, nu missede han gode poing grundet en anden kører, som nok burde holde sig til en trehjulet cykel i stedet for. Han kunne intet huske fra løbet, andet end at han kørte nede i et sving og så blev alt vasket af tavlen.
Jeg var rent ud sagt bedøvende lige glad med poing, for det var knægtens liv og lemmer jeg tænkte på.
Efter en lang pause, var det igen hans tur til at køre næste heat. Han var ved godt mod, men fik ordre på, at var der noget galt og kunne han mærke han alligevel ikke var ok, ja så trak han sig ud øjeblikkeligt.
Få meter efter starten var gået, trak han sig. Heldigvis må man nok sige, for vi endte på slagelse sygehus til en grundigt gennemgang af knægten. Hans ene popil var nu udvidet så det blev både til scanning af hoved og skulder. Heldigvis fortog trykket sig, så han slap for at ryge på operations bordet. Skulderen var heldigvis ikke brækket men skulle holdes i ro.
Puha da,, sikke dog en dag aften og nat. Knægten har været knagens heldig i følge slagelse sygehus. Hans massive nakkekarve og hans brynje, og den stærke hjælm, har simpelt hend reddet hans liv og følighed.
De var dog noget forundret over, at sammerriterne eller falck folkenen, ikke fulgte efter ham , for han var jo slet ikke ved sine fulde fem. De lod ham bare gå ned til bilen og sætte sig. Igen af dem kom hend til os og spurgte til hvordan det gik. De lod os rent ud sagt selv klare det hele, da han forlod banen, godt hjulpet af gode venner. Ifølge slagelse sygehus, skulle de ha holdt ham nede ved magt og fikseret ham på en båre. for han kunne rent ud sagt, ha haft beskadeiget sin ryg og nakke, så han aldrig mere kom til at køre i andet end i en rulelstol. Den måde han reagere på, ved at råbe op og blive agrresiv, sagde de var et tydeligt tegn på, at han slet ikke var ok og ikke vidste hvad han gjorde eller sagde og det burde ha fået alarm klokkerne, til at ringe hos samaritterne, så trauma bilen og mandskab skulle ha været tilkaldt.
Så nu sidder jeg her og holder vagt. Siden vi kom hjem fra sygehuset, er det vækning hver anden time, så jeg lige får kontakt med ham og tjekker han er ok.
Heldigvis er personalet på slagelse sygehus skadeklinik supert gode og man føler virkelig, man var i gode hænder hele tiden.
Med det samme vi trådte ind af døre i går aftes, var de på med det samme. Ikke noget med at sidde i flere timer og vente, nej det var her og nu der skulle reageres, for det var efter deres mening alvorligt.
Nu står den så på afslapning, men det er lidt svært med en knægt på 21 år, det var lidt nemmere da han var yngre og mor her bestemte det hele. 
Iadg ringer jeg til en lokalt firma, som tilbyder kurser i første hjælp, for nu kommer både min mand og jeg til at tage dette kursus. Jeg har bare intet mere til overs, for dem som "skulle" ha hjulpet vores knægt på banen. Jeg er nød til selv at vide hvad der skal gøres, det er en farlig sport, som kræver en del skader. Jeg skal være dygtigt nok til at bryde ind og overtage kommandoen. For slagelse sygehus siger vi har været knagens heldige, men næste gang, har vi måske ikke det held med os ud på banen.
)
til samritterne, de skal yde førstehjælp og ikke dømme folk. De lyder ikke som om de var ordentligt uddannede.
, i mine øjne er det en borgerpligt. Jeg har selv stået i situationen hvor 8 mand stod og kløede sig i nakken imens de kiggede på en stakkels motorcyklist som var torpederet af en bil. Heldigvis var jeg i stand til at stabilisere ham indtil hjælpen kom. Jeg må dog sige at hvis han havde haft en truende adfærd så var jeg hoppet direkte ind i min bil igen., for det vil jeg ikke udsættes for.
.
