Eller rettere Marlees. Som nogle ved har hun været igennem et meget alvorligt sygdomsforløb og det er et mirakel hun overlevede.

Ved ikke helt hvad pointen er med dette indlæg udover at jeg trænger til at "få det ud af systemet", og jeg gerne vil gøre folk obs. på hvor vigtigt det kan være at få dyrlæge en gang for meget end en for lidt.

Men hvis du synes det er kedeligt/langt så spring over

Here it goes:

***Marlee's historie***

Historien starter fredag 22.maj.

Optakten er et 3 ugers forløb med dyrlæge først 18.maj og derefter 2 x dyrlæge 11.maj - hver gang lød diagnosen på formentlig kolik og hun fik behandling herfor.

Fredag 22.maj

Dagen hvor Marlee måtte indlægges akut på ICU efter 11 timer med 2 x dyrlæge formiddag/eftermiddag men fortsatte kolik lignende symptomer.

Idag kommer dyrlæge Rikke Buhl så ud til hende kl 17, med mulig mistanke om miltbåndskolik. vi longerer for at ryste evt på plads.

Aftaler at sker der den mindste forværring skal hun indlægges weekenden over til observation på¨ICU og hun skal stå i helt tom boks og kun have vand.

Min part og jeg er ikke trygge ved at tage hjem - så vi camperer så på staldgangen, og hører hende vandre rundt/skrabe lidt men hun gøder. kl ca 21.15 lukker vi hende ind i hallen, hvorun lægger sig med det samme og ser akkurat ud som hun "plejer" ved kolik (har efterhånden jo desværre set hende sådan nogle gange).

Jeg ringer til Rikke og siger jeg meget gerne vil have hende indlagt, koste hvad det vil.

Heldigvis står hun opstaldet 5 minutter fra ICU så vi kan trække hende der op stille og roligt i mørket ad stisystemet og hun går rigtig pænt i grime trods mørket og det hele.

Hun undersøges og får olie osv. Første diagnose fredag nat lyder på kraftig dehydrering(som følge af kolik) og bughindebetændelse. Dette kom selvfølgelig som lidt af et chok.

Heldigvis vidste jeg dengang ikke hvor alvorlig en sådan betændelse er, så min part og jeg tog situationen fattet under de givne omstændigheder.

Omkring kl 2 er Marlee placeret i sin boks og vi får at vide vi intet kan gøre, så vi bør tage hjem og sove, de holder jo øje med hende og får beskeden at intet nyt jo er godt nyt så jeg ikke skal blive urolig hvis jeg ikke hører fra dem de næste 12 timer.

23.maj

Lørdag morgen kl 9 ringer telefonen. Jeg frygter at det er angående Marlee - og allerede inden jeg ser displayet ved jeg der er noget galt - de sagde jo "intet nyt er godt nyt".

Får den slående besked - Marlee har fået det værre ud på morgenen, de vil operere for tarmslyng da Marlee får 27L væske op igen!

Jeg er paralyseret - men får fremstammet at hun selvfølgelig skal opereres koste hvad det vil - hun er jo min soulmate, mit livs lys så jeg har ingen tvivl derom. Får svaret at de med det samme vil ringe kirurgerne ind og gøre hende klar til operationen. Får givet den dårlige besked til parten og min bedste veninde der havde Marlee før.

5 rædsomme og bekymrende timer senere bliver jeg kl 14 ringet op. har aldrig haft en så rædselsfuld dag før. Det er kirurgen Mogens: operationen er gået godt, og Marlee var kommet hurtigt sig ret hurtigt på benene efter narkosen <3 <3 <3

Der var både forstoppelse, tarme der havde drejet sig og mere bughindebetændelse end antaget :-S

Vi fik lov at besøge hende kl 16.30 uden for besøgstiden. Hun havde det efter omstændighederne godt, var kommet hurtigt på benene efter narkosen. Men hendes tilstand var kritisk og det kunne ændres hurtigt.

Jeg stortudede da jeg kiggede ind i hendes øjne - her havde jeg kalkuleret med det værste og der stod hun bare og kiggede søvnigt på mig uden at forstå hvorfor moar stod og tudbrølede.

Lørdag nat bryder jeg helt sammen - min kæreste ringer til dyrlægen (Rikke) der tager sig tid til at fortælle at Marlee faktisk har det bedre end gennemsnittet efter en operation selvom det jo stadig kan vende hurtigt.

Dag 4 siden operationen:

Får nu ikke længere drop. Er "sig selv" igen med friske øjne, så klare øjne vi ikke har set den sidste måned <3. spiser gladeligt sine høtotter og Mash, og fik igår lov at nippe et par minutters græs <3

Altså ser alt nu ud til at gå den rigtige vej - men jeg ved også at hendes tilstand er yderst kritisk og det kan vende på under en time.

*Idag (knap 6 uger efter operationen) *

Marlee er i fuld "vigør" og ved ikke selv hvor syg hun har været. Hun kommer på græsfold alene(eller med 2 andre) da hun ikke egner sig til så lang boksro, på græsset står hun roligt og spiser.

På fredag er dagen hvor vi igen må begynde at ride og jeg glæder mig usigeligt til at skridte vores første tur igen.

En tur jeg for 6 uger siden aldrig troede igen at opleve. Hvis alt går efter planen må hun 23 september komme rigtigt på fold med andre heste og ligeledes være i fuld træning.

Jeg takker min skaber dagligt for at have holdt hånden over hende

Og jeg ønsker inderligt at ingen andre heste-ejere må gå denne situation igennem, for det kan ikke beskrives hvor svært det er.

Jeg er dybt taknemmelig for at dyrlægerne på ICU er så¨kompentente og søde og passede godt på hende - og en kæmpe buket blomster er på vej til dem snart:)

En lille pointe med denne beretning er at det GODT kan være alvorligt selv for en stærk hest med høj smertetærskel - tør ikke tænke ¨på hvad der var sket hvis vi var taget hjem fredag aften kl 22, som mange rådede os til.

SÅ alle hesteejere: føl efter i maven og gør hvad DU føler er rigtigt - hellere dyrlæge en gang for meget end en for lidt!

Flere mente jeg bare var pylret. Og havde jeg lyttet havde hun ikke været i live lørdag morgen.

Tak fordi du læste med

Marlee min skat - jeg elsker dig <3