En ellers perfekt stævnedag, hvor vejrguderne var med stævnearrangørerne og alt ellers bare "gled som i olie" - stoppede lidt brat for stakkels Taipan.
Taipan gik helt uden problemer op i traileren hjemmefra. Normalt har han sin soulmate "Gogge-springfidus" med - men "Gogge" skulle først gå anden afdeling af LA2, hvilket ville sige kl. 20.00 - så ingen grund til at "Gogge" skulle med fra begyndelsen af.
Efter at have gået en OK LA1, var der næsten 5 timer til næste klasse, LA2. Vi havde garderet os hjemmefra med alt, hvad en hest nu skulle fordrive ventetiden med.
Foder, oceaner af hø, mash - klar til at blive udblødt, jamen - you name it.
Taipan var så'en bob-bob til at gå op i traileren efter første klasse, men op kom han, gnaske hø i sig og var helt afklaret med situationen, da vi forlod ham efter ca 15 minutter.
10 minutter senere blev jeg ringet op af Thomas fra stævneledelsen, at vi nok skulle skynde os mere end hurtigt ned til Taipan, idet han/Thomas havde på oplyst, at Taipan havde fået sit ene forben over forbommen.
Afsted Diana og jeg hastede - med bange anelser...
Da vi kom hen til traileren, stod Thomas og instruere tililende hjælpende personer, hvad de skulle gøre... stor tak til Thomas.
For det første blev de 3 personer, som var gået ind i traileren til Taipan bedt om at gå ud. Jamen, var disse velmenende personers kommentar - vi ville forsøge at få forbenet tilbage over forbommen.
Dette er jo ikke just noget man bare lige gør, når Taipan er en trakehner på 170 cm/stg og vejer lige under 600 kg...
Vupti, så var det andet forben også over forbommen - og Taipan sad/hængte på bagbommen.
En temmelig kaotisk og ikke særlige spændende situationen.
Situationen taget i betragtning - så var Taipan meget, meget rolig. Normalt er tålmodighed ikke Taipans stærke side...
Værktøj blev fundet frem - forbommen blev løsnet udefra - og en sveddryppende Taipan kunne stille og roligt bakke ud af traileren. Han sundede sig lidt, blev trukket rundt, blev mønstret ganske kort "blot" for at konstatere, at han ikke haltede... Herefter mente Taipan, at han jo lige så godt kunne stikke hovedet ned og æde af alt det herlige græs (p-pladsen var på en fold).
Puha, det kunne være gået grueligt galt - men heldigvis var Taipan ikke kommet til skade; traileren holdt også til hans stunt.
Vi fik lov til at låne en box, så Taipan - og vi andre - lige kunne sunde os. Vi enedes om at Taipan selvfølgelig ikke skulle gå den anden klasse. Han skulle blot hjem og sunde sig...
Hmmm, hjem.... det var nemmere sagt end gjort.
Vi hentede Taipan og traskede ned mod traileren. Taipan gik med ophøjet ro og kiggede på heste, ryttere, biler, trailere, heste på fold, åd græs når han så sit snit til det - tjah, han lignede blot en hest, der skulle hjem...
Er der noget at sige til, at Taipan bare ikke ville ind i traileren.
Lige meget hvad, så kunne vi kun får han til at sætte forbenene ind i traileren - herefter bakkede han ud. På intet, absolut intet, tidspunkt panikkede Taipan - næææh, han skulle bare ikke ind i den trailer - hvilket man jo ikke kan fortænke ham i...
Der var masser af mennekser på p-pladsen - alle nogen, som havde overværet Taipans stunt og alle var meget forstående og holdt sig i baggrunden. Alle forstod heldigvis at den stakkels Taipan ikke skulle presses op i traileren...
Hmmm, tænke - tænke.
Fik lov til at låne endnu en box - installerede Taipan med hø og foder og bange anelser, thi Taipan har i 4 år stået på spåner, hør, easy-strø og lignende, såååå halm - uhm, det kunne gnaskes. Nuvel - bare ærgeligt(!), hvis han åd sig en kolik til.... mens vi hastede hjem for at hente soulmate'en "Gogge" i håb om, at Taipan kunne lokkes ind i traileren til "Gogge". På vej hjem ihukom jeg, at jeg havde noget plegicil til oralt brug.
Dette måtte kunne bruges for at "dope" Taipan så meget, at vi uden problemer kunne læsse ham....
Hjem efter "Gogge", som nu bare ikke ville ind i trailerens venstre side. Nænæ - når jeg kører trailer, så står jeg i højre side og Taipan i venstre side - forsøgte "Gogge" at sige (til trods for at "Gogge" kører - alene - i venstre side, når han skal til springundervisning).
"Gogge" kan uden problemer overnatte i en trailer, hvis det skulle være det....
Ærgeligt, ærgeligt - "Gogge" ind i højre side og afsted det gik til Taipan.
Med et overraskelsesangreb blev plegicil'en sprøjtet ind i Taipans mund - og nu skulle vi blot vente ca ½ time på, at det begyndte at virke....
Nænæ - "Gogge" måtte ude i trailen have haft på fornemmelsen, at Taipan var i nærheden - i hvert tilfælde vrinskede "Gogge" højt og inderligt - med det resultat, at Taipan selvfølgelig svarede og ikke havde i sinde at lade plegicil'en virke.
Jamen, godt så.
Taipan ud af boxen, mens hans endnu var ved sine sansers fulde fem - og kunne registrere, at han selv skulle gå ind i traileren....
Ingen problemer overhovedet - Taipan gik med raske skridt ud af boxen, stalden og direkte ind i traileren, snuste til "Gogge" og gik op på sin vante plads i venstre side af traileren....
Puhadada - bagbom for, bagsmæk op og afsted det gik de knap 20 km hjem.
Ingen - absolut ingen uro fra traileren, mens vi hastede hjem.
Hjemme blev først Taipan, som han plejer, lukket ud og derefter "Gogge". Man kunne godt ane, at plegicil'en var begyndt at virke, for Taipan gik noget slingrer-benet ind i sin box, hvor han straks undersøgte den for hø...
Umiddelbart har han kun fået en hudafskrabning på haleroden - denne blev vasket og smurt.
2 timer senere, da plegicil'en var ophørt med at virke, ville jeg lukke Taipan på fold for at han kunne få rørt sig lidt og få stivheden ud af kroppen. Den stakkels hest troede, at han skulle læsses, thi han flehmede ret kraftigt (hans tegn på smerte, angst og ubehag) og gik kun meget, meget nødtvungen med mig.
Lidt lettet blev han, da han kom ud på fold - alene. Trissede stille og roligt rundt og langsomt slappede han af.
Her til aften fik han sit overgangsdækken på - for at undgå at han skulle stå og spænde alt for meget i musklerne, da temperaturen jo endnu er lidt kølig om natten....
Ifm nathø og tjek for natten så han ud til at have det glimrende - han havde drukket godt med vand, ædt alt sit hø, slubret mash'en i sig og ventede kun på nat-hø'et. Han var fyldt med spåner, så han har ligget ned og sovet/slappet af.
Inge hævelser, ømhed eller varme i hans 4 ben. Tjek henover ryg og barpart viste heller ingen tegn på ømhed, så jeg håber, han - og vi - blot er sluppet med skrækken.
I morgen longeres han ganske let for at få den sidste stivhed ud af kroppen - herefter lidt påskeferie kun med trækture rundt på matriklen og så må vi blot håbe på, at vi kan læsse ham fremover.
Det varer dog meget længe inden han bliver transporteret alene igen...
Vi har været heldige - meget heldige.
Det kunne være gået grueligt galt...
.....
.