Da jeg mistede Mokke for to år og 7 dage siden, gik mit liv ikke som sådan i stå. Men indeni gjorde jeg. Jeg har da fået en kæreste siden, som jeg er meget glad for; men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var ham, der havde en særlig plads i mit hjerte. Den vil for altid være fyldt ud af bamsehesten, og heldigvis er min kæreste forstående over for dette.

Min oplevelse af at miste min første hest tumler jeg stadig med hver evig eneste dag. Angstanfald, når jeg møder noget, der minder mig om ulykken har været et stort problem; det er gradvist ved at blive bedre, men der er lang vej endnu. Jeg drømmer om ham flere gange om ugen, og det er ikke unormalt, at jeg vågner op og græder/græder i søvne. Bare jeg ser en anden hest, er jeg ved at bryde sammen. Bare at snakke om det gør mig meget utilpas. Tanken om en ny hest ligger mig så fjern, fordi jeg ved, at jeg vil projicere Mokke over på den. At sætte bare nogle af mine følelser på skrift har fået tårerne frem igen.

Fordi det er så hårdt for mig, har jeg valgt at holde det for mig selv, da jeg ikke vil have styrke til at fortælle om det alligevel. Det er et emne, vi bare ikke snakker om i min omgangskreds, fordi det forbindes med så mange følelser og så megen smerte, sorg og afsavn. Selv min mor, for hvem han også betød alverden, har jeg ikke fortalt noget om det.

Hvis jeg skulle fortælle ovenstående til et ikke-hestemenneske, ville vedkommende nok søge at få mig indlagt på den lukkede afdeling. Man kan ikke sige til folk, at det for dem ville svare til at miste en søskende, forælder eller partner; for det er noget helt andet at miste sin hest. Det er jo ens bedste ven, ens forlængede arm, man har måttet lægge i graven. Et levende væsen man har haft ansvaret for og som har været en mere tro end de fleste mennesker, man har mødt i livet.

Medmindre folk selv har stået i situationen, kan de på ingen måde sætte sig ind i de følelser, det indebærer at miste til døden. Derfor er dette min byrde at bære - alene.

De siger, at tiden læger alle sår... Jeg venter med længsel.

Caroline

Mit hjerte er heldigvis delt i mange rum. Jeg har rum som hver for sig er meget vigtige, og ingen af dem ønsker jeg at undvære pt. Men selvom jeg uden tvivl bliver mere end ked, når et kært dyr skal herfra, og græder mange tåre, plejer jeg at finde trøst i de gode minder, og troen på at sådan skulle de nu engang værre. For ingen kommer jo herfra i live, og det er da heldigvis de færreste som kommer herfra med kortere liv i bagagen end deres dyr. Og derfor vil vi som har dyr, jo opleve sorgen over at miste dem, af og til.

Jeg forstår godt dm som ikke forstår evt min sorg når jeg mister et dyr. Men jeg prøver at forklare det på bedste måde, hvis jeg kan for tårer, hvis ikke sørger jeg med mig selv.

Jeg synes selv jeg er god til at være realistisk. Skal et dyr herfra, vil jeg dybeste set helst have det er nu og her, fremfor at skal bestille tiden til en gang i fremtiden. Dette fordi, i al den tid jeg venter er jeg jo ked, og jeg kan ikke komme videre, og derfor er min verden bare på standby indtil det er overstået. En trøst er også for mig, at et dødt dyr ikke er et dør med smerter. Dette er også sådan jeg har det med mennesker som har været meget syge, og hvor døden måske kommer som en form for befrielse..

Men sorg er en mærkelig størrelse. Det er noget vi alle bliver ramt af gennem livet, men alligevel er det så svær en ting at sætte sig ind i. En ting er at føle og mærke ens egen sorg, det i sig selv kan være svært, men at forlange aller forvente at andre kan sætte sig ind i andres smerte, er nogen gange desværre urealistisk. Og derfor gør vi også nogen gange hinanden så kede, fordi vi et eller andet sted forventer at andre skal forstå en, men ikke kan. Og den anden vej prøver man måske at gøre noget godt, som bliver misforstået, og faktisk bliver noget være hø

D. 26/3-01 kl 17:45 helt præcist.

Mener ikke, at ikke hestemennesker skal kunne forstå.... for mig er det nok, de ikke kommer med dumme kommentarer.

For nogen,- kan en god menneskeven være et større tab at miste, end nær familie.......Så man må aldrig hænge andre op på hvilke føleleser, der er hægtet på diverse tab.

Men mener helt sikkert, at har man det som Mokke, skal der noget (prof)hjælp til. For det mener jeg bestemt ikke, du har godt af, ikke at få bearbejdet.

Selv for mig, der har været turen igennem, synes jeg din reaktion virker meget voldsom.

Jeg tænker da også stadig på ham, men glæder mig så sandelig også over mine "nye" heste.

Men hvis ikke man fortæller sine ikkehestevenner hvordan man føler, hvordan pokker skal de så kunne handle.......

så haft den udsøgte fornøjelse at overvære 2 heste dødsfald indenfor en uge, og jeg må da indrømme, at det tog ret hårdt på mig. Ingen af dem var mine heste, men den ene var en dejlig hest fra min daglige lille stald, og jeg var tilstede da den døde.

Kæresten min var mere forstående end jeg havde regnet med, og min familie har også været smadder søde til at ringe og høre hvordan det går.

Så jeg syntes faktisk at ikke-heste mennesker, ihvertfald dem omkring mig, har været ret så gode til at forstå at selvom det er en "sport" så er der stadig en kæmpe portion følelser med i spillet.

Og lige meget om det er ens egen (ihvertfald for mit vedkomne) eller en andens, så bliver man så ufattelig ked af det.

negativt i forbindelse med at miste en hest, men jeg har også kun oplevet det ene gang - de andre blev solgt.

Jeg har mødt forståelse, men jeg har heller ikke nogle ikke-dyremennesker i min omgangskreds, så om de mister en hund, kat eller jeg mister en hest, efterlader os alle med den samme følelse - en enorm sorg.

DOg en sorg, som efterhånden er lægt idet jeg nu husker på alle de gode minder istedet for at huske på, at han ikke er her mere, for Abdullah vil altid være med mig i mit hjerte, og han gjorde så mange gode ting for mit liv. Det kan man jo ikke gå og græde over...

Der kom andre ved...

Hvis de spurgt til Smukke Ganger, svarede jeg at pga. ganske ustabil pyske, kunne jeg ikke mere beskytte ham mod ham selv.

Så han var aflivet.

Slut.

Godaften Hnér...

Jeg skriver normalt ikke herinde, men læser blot jeres indslag...

Men dette emne fanger specielt, da min bedste ven i gennem snart 11 år skal aflives i slutningen af denne måned da bentøjet ikke kan mere... Jeg tog beslutningen at stoppe imens legen er god og imens han har det godt...

Så er sagen bare den at folk både hestefolk og alle andre har så mange meninger og meget gerne vil ud med dem, og stiller en masse spørgsmål osv... Når jeg så fortæller hvordan jeg takler det, jamen så får man også lige sangen om hvordan det ville være bedre at gøre... synes bare at folk tit har travlt med at fortælle om sig selv eller få det til at virke som ingenting og at det bare er et dyr, og du kan købe en ny... Hvorfor ikke bare stille sig op og lytte til personen, og føle med den person der står og skal sige eller har sagt farvel til en del af ens liv der har haft en stor betydning i ens liv...

Jeg synes det er dejligt at læse jeres indslag, så man kan forberede sig og hvordan man kan takle folk og deres meninger...

fortsat god aften Nena...

jeg tror ikke så meget det er selve aflivningen af en hest andre har svært ved at forstå, -det er alt hvad der foregår i denne verden der på mange måder er underligt og uforståeligt for andre.

jeg havde det rigtig, rigtig svært da min stjerne blev aflivet pga. kolik/tarmslyng efter en rædselsfuld nat, hvor vagtdyrlægen var fløjtende ligeglad. jeg havde kun ejet hesten et år (men kendt den og redet den flere år inden) og var selv sølle 16 år gammel.

al den i hvert fald på overfladen medfølelse jeg fik fra min omgangskreds generede mig, for der var ingen, vidste jeg, der vidste hvad det reelt betød for mig at hesten var væk for altid og på så brutal en måde. de følte med mig fordi jeg var ked af det og ikke som sådan pga. hesten. min store fortvivelse derimod dengang (og nu, -tårerne vælder frem selvom det er 3 år siden) var at den stakkels hest havde ligget i store smerter en hel nat, og at han alligevel fik hilse-gryntet da jeg langt om længe kom derud, -det skar direkte i hjertet, og den hilsen har jeg siden haft svært ved at glemme.

det varierer nok fra person til person, men jeg ville ikke have medfølelse eller opmærksomhed fra nogen som helst. jeg ville bare sørge i fred i den tomme boks...

Den 14. januar 1982 mistede jeg som knap 13-årig, min allerførste og mangeårige "soul-mate-hest" og jeg glemmer ham aldrig nogensinde. Jeg var fuldstændig knust, græd i ugevis og skrev digte, lave scrapbøger, skrev på væggene på mit værelse, på penalhus, alle skolebøger o.s.v. Jeg tror faktisk, at jeg var meget belastende - i hvert fald for ikke-heste mennesker.

Jeg har siden fået aflivet - både frivilligt og ufrivilligt - flere heste og jeg går egentlig ikke og snakker om det til alle og enhver. Der er enkelte gode veninder der lægger øre til og det er det. MEN vi snakker om det herhjemme, når det sker, da børnene jo også mister og bliver kede af det. Hestene har deres egen mindesten(kæmpe marksten) midt på den ene fold, hvor der kan tænde lys. De bliver flittigt brugt af ungerne til at lege på og til at sidde på og "snakker" med hestene og vores gamle hund.

Jeg forventer egentligt ikke nogen medfølelse fra folk og undgår at tale om det. Jeg synes faktisk, at det er ret så beladtende at høre på folk, som vedvarende kværner løs i noget uinteressant.

At jeg sørger over min døde hest er for nogle folk lige så uinteressant som jeg finder det ganske uinteressant, at folk sørger over, at deres flotte prydhave er invaderet af gåsebiller og dræbersnegle.

Ganske uinteresant for andre....

Jeg mistede min elskede hest for 3 uger siden, og har/er meget ked af det. Jeg ønsker ikke at folk spørger til det hele tiden, da jeg synes det er svært nok i forvejen.

Som Susse skriver , er andre da også ligeglade om ens hest er her eller ikke, de mærker heller ikke nogen smerte ved det, selvom man selv er ved at blive kvalt af savn. Når de spørger er det som regel høflighed og ikke andet.

Men det er hårdt for en selv og for andre som har prøvet det.

Jeg fik min skønne ox-araber aflivet lige før jul, min bedste ven.

Jeg har dog aldrig i den forbindelse beskæftiget mig med hvad andre mente, følte eller ikke gjorde. Jeg ved hvordan jeg selv havde det.

Andre mennesker må for min skyld tænke, mene og føle hvad de vil, men den ret har jeg også. Der hvor min grænse er, det er når andre mennesker, vil bestemme hvad jeg skal tænke, føle eller mene, det vil jeg ikke finde mig i.

For mig giver denne indstilling ro, da andres mening ikke kan såre mig. Jeg har jo lov, at have min og de har lov at have deres.

Håber ikke det virker alt for rodet, det jeg skriver, men det kan være svært at forklare på skrift, men det er skrevet i en god mening. Måske du kan bruge det, men det er jo dit valg.

Her er Kalif som jeg husker ham idag, her tigger han en gulerod. Han gav mig så meget i mit liv og der er aldrig nogen der kan tage det fra mig.

mvh

Annette

Jeg har da været rigtig ked af det hver gang jeg har mistet en hest og andre dyr også. Og jeg har misten en del i mit liv, bare inden for de sidste 2 år har jeg mistet 2 heste. Den ene døede pludselig af indre blødninger (lidt lige som den fra HErning) Den anden valgte jeg at aflive.

Men jeg har aldrig sat dyr på højde med mennesker. Jeg er opvokset med masser af dyr, og har lært at vi kun har dem i en kort periode af vores liv. De kommer og går, og de nye dyr får også en plads i mit hjerte.

Men min far som jeg mistede da jeg var 14 år, savner jeg hver dag. Det er bare ikke det samme som at miste et dyr.

Der er en der skriver om at den afdøde hest fylder "næsten" mere end hendes kæreste. Hmm så ville jeg da godt nok overveje min situation hvis jeg var hendes kæreste, sådan skal det jo ikke være

Men jeg går ikke og sørger flere år efter et dyrs død.

.....er jeg også opvokset med dyr, og selvfølgelig er jeg da ked af det, når vi som fx i sidste måned måtte aflive en hoppe. Men det var vores eget valg og det bedste for hende. Det vil aldrig være noget jeg kan tude over i dage-, uge- eller månedsvis, hun vil altid være et minde, som vi kan tage frem og glæde os over.

Nu har jeg heldigvis ikke sendt nogen hest over regnbuebroen endnu. Men på et tidspunkt i sommers/efteråret var jeg sikker på den tid var kommet. Og det tog ufattelig hårdt på mig. Jeg græd nærmest hver eneste aften i min seng.

Jeg fortalte endelig min søster om det og hun var meget forstående.

Jeg fik en dyrlæge ud, som hurtigt beroligede mig. Min hest skulle nok blive frisk igen (galle i et bagknæ). Men det blev ikke bedre med gallen. jeg fortsatte som dyrlægen sagde, men igen for hver eneste dag, røg jeg længere og længere ned.

Blev igen bange for at min elskede hoppes tid var kommet.

Mine venner jokede med at jeg havde fået vinterdepression. Det var det ikke. Men på et tidspunkt indså jeg at der var fare for det kunne udvikle sig til en depression, hvis ikke jeg fik vished.

Da jeg tog mig sammen og sagde til min mor, at nu ville jeg have hende i røntgen modsagde hun mig ikke, men begyndte så at snakke om slagtning. Jeg er aldrig i mit liv blevet så gal og råbt så meget af min mor! Generelt har jeg ikke noget i mod slagtning, kun når det gælder denne hest. Hun er meget speciel.

Hun ævlede om de penge, man jo fik ved slagtning. Og blev vist meget overrasket over de ord der kom ud af min mund der. Jeg taler sjællendt med store bogstaver. Men det her skulle hun ikke slippe godt fra. Jeg gik hylende fra hende og senere (sikkert efter min far fik hende talt lidt til rette). kom hun til mig og sagde, at hvis jeg ikke ønskede slagtning, så skulle hun selvfølgelig ikke sagtes. Jeg græd stadig. Så lagde hun armene om mig og sagde: "nu skal du ikke græde mere"

Øhh what, tænkte jeg lidt.. efter den her oplevelse fatter du altså stadig ikke hvad den hest betyder for mig?

Well.. min hest lever stadig i bedste velgående med gigt i bagbenet, men vi nyder vores daglige skovture. Men nu ved jeg da, at det nok må blive min søster jeg skal søge trøst hos. Selv om min mor selv har sin daglige gang i stalden, så kommer hun aldrig til at forstå, hvad det handler om.