Puha, sikke en omgang. Den slags er så modbydeligt at opleve. Har desværre ingen gode råd, men sender dig trods alt nogle varme tanker

Håber du kan få bevilget nogle psykologtimer eller lign. så du får mulighed for at komme videre både med studiet og med livet i det hele taget

Been there, done that....Du kan gå til din læge, og via denne, få en henvisning til psykolog...Pøj Pøj med det hele

Er det en HF du er i gang med ?

Jeg vil osse gerne i gang til næste år, altså august 2009. Jeg lider osse af angst i forskellige grader og arter. Derfor overvejer jeg at få tilknyttet en handicaphjælper, som kan følge mig i gennem dagen. Jeg er meget socialangst men faktisk ret god til eksamerne. Jeg glider osse nemt ind i deprissioner, men jeg får lykkepiller og det hjælper altså på det.

Held og lykke.

du giver jo selv svaret, du er for stresset og du ved hvorfor.

Når man har Asperger syndrom, er det meget vigtigt ikke at gabe over mere end man kan overkomme uden at blive stresset. Måske du skulle tage og vælge et enkelt fag om året, det gør min søn som er 20.

Derved undgår han at blive stresset og kan koncentrere sig fuldt ud. Det har givet ham høje karakterer, han er bare længre om at fuldføre.

Det er meget normalt med asperger, at der kommer stress og depresion, hvis man ikke passer på sig selv, så glem alt om din stolthed og accepter at sådan har du det nu engang, du kan ikke rumme så meget på en gang.

Ja puha, det kan være lidt frustrerende til tider at være AS - det er jo ikke noget man "lider af" lige så lidt som man "lider af" et manglende ben, det er bare en del af dig, der er blevet "konstrueret alternativt"

Men jeg kan godt høre at den opfattelse af at du er "defekt" på en måde gør det sværere for dig lige nu

Når jeg føler at det hele ramler, at jeg ikke kan overskue ting, ikke kan honorere kravene, ikke lever op til mine egne forventninger mm. så tager jeg et skridt tilbage, tager en dyb indånding og prøver at lave en nøgtern vurdering af hvad der er der skal laves, og hvordan jeg kan klare kravene til mig uden at ødelægge mig selv.

Som regel følges det op med en opringning til min mor, eller en anden god ven, der så kommer og hjælper, som regel ved at lytte og sammen med mig lægge en plan for hvad der skal ske, og afdramatisere de ting jeg måske gør ekstra voldsomme i mit hovede. Jeg har ingen tillid til eller brug for psykologer, da jeg som regel er mere intiligent end dem alligevel Samme med socialrådgivere, har mødt nogen af den race der virkelig ikke havde fået strammet skruerne om morgenen.

Så tag en dyyyb indånding, læn dig tilbage, og kig på hvad der kan skrues ned for, eller overses, eller lægges til side, og hvad du måske puster op til mere end det i virkeligheden er. F. eks. det kursus du skal til, hvis man tager nogen forholdsregler som Aspergers kan man sagtens træde ud over sine egne grænser - jeg har f. eks. rejst alene rundt i Asien i 1 mdr. med rygsæk

Kommer der en du kender som du kan "klistre" lidt op af? Ellers sørg måske for at finde et fast holdepunkt - f. eks. faste pladser i laboratoriet, det samme sted du altid stiller din cykel, den samme blyant og blok altid, så du har en rutine du kan fiksere på så du frigør overskud til at samarbejde stille og roligt med de fremmede mennesker uden at skulle fokusere på at alt er anderledes og underligt.

Hvis du vil snakke mere om Aspergers generelt, og hvordan andre lever med AS, kan du bare skrive. Men jeg tager ikke AS så tungt, så er du advaret - livet er jo så stort, så hvorfor skal man stoppes af noget man kan lære at leve med - og faktisk få fordele af?

/Lene

Jeg tager heller ikke min sygdom så tungt - jeg vil bare gerne arbejde med det jeg er god til, og jeg er normalt meget glad for at gå i skole, og elsker mængden af lektier.

Min største frustration er jeg sidste år sagtens kunne klare det her - jeg havde samme mængde fag, dog lidt flere på C-niveau. Jeg har jo nemt ved matematik, kemi, fysik, biolog med flere - bare ikke lige de mere abstrakte fag.

Jeg tager HF'en over 3 år - men måske bliver det til 4, hvis mit labaratorie kursus går i vasken.

For jeg skal alle rapporterne på B-niveau for at kunne bestå mit A-niveau i kemi. For jeg vil gerne arbejde med kemi, fysik eller noget meget tilsvarende dertil.

Jeg føler mig dog så privilligeret, at jeg har nogle lærere, som er meget dygtige til at forstå mig - for det jeg har sværest ved at kapere er den store mængde af gruppearbejde. Det er der en del af for tiden i i nogle fag - og det gør det ikke nemmere for mig at gå i skole.

Jeg kan hvis der bliver taget særlige hensyn til mig i forhold til gruppearbejde sagtens fungere i det, jeg skal bare ikke lige sættes sammen med hvem som helst. Og det er skolen helt med på og har fuld forståelse for det.

Men alligevel så kan jeg ikke lige i kapere tingene lige i øjeblikket - og jeg har en mentor, som er meget opmærskom på mig - og vi forsøger på bedste vis lige at få mig slæbt igennem en svær periode.

Alligevel gik det galt i dag. Jeg kom i en diskussion med vores gruppe i historie, hvor vi er ved at lave synopsis. Han mente så ikke lige man kunne tage særhensyn til jeg var lidt skrøbelig for tiden - og så blev jeg altså ked af. Heldigvis mente andre end mig, at det var unfair behandling.

Og det var så lige enden på en ellers velfungerende dag.

Så jeg må jo finde nogen der kan hjælpe mig -og særligt i forhold eksamen som bare kommer nærmere og nærmere - og jeg har det SÅ dårligt med det - specielt ovenpå en oplevelse jeg havde sidste år.