et par demente og det er jo ik så sjov, men man lærer sig at finde ting de kan relatere til -om det så er kaffen de jo er så glad for eller tit en/nogle person/er de holder meget af, men som kun huskes som de var for fx 50 år siden, så kan man fx sige "hej olde, det er mig XX, du ved lille YYs barn, ja YY er jo voksen nu osv", hvis du forstår, eller få dem til at fortælle om noget, fx minder eller hvad du kan lokke ud af dem, så har man en kontakt og det er ihvertfald glædeligt for både dem og dig.

(i tilgift kan jeg så "trøste" lidt ved at sige, at besidder man lidt sort galgenhumor, kan der også af og til komme et par gode -ufrivillige- gags ud af munden på demente, som min oldemor fx, der altid vil huskes for glad at skovle mad indenbords til min søsters konfirmation, mens hun frejdigt sagde ordene "det er vel nok et godt pensionat det her"

og hun havde da en herlig dag, skønt hun ikke anede hvor hun var og hvorfor, så der er da lyspunkter, hvis man har øje for dem)

ja, det er. Jeg mistede selv min mormor for snart 4 år siden, og hun var også meget dement til sidst. Det vigtigste I kan gøre for din oldemor, er at få hende til at føle sig tryg. I må altså ikke klandre hende for, at hun ikke kan huske, hvem I er, for det er også meget frustrerende for hende. Prøv at forestille dig, at du er omgivet af "fremmede" mennesker hele tiden, det må da være frustrende og angstfremkaldende.

Min mormor kunne bedst huske ting fra hendes ungdom og barndom. Hun troede faktisk at hendes børn, var hendes søskende. Prøv at få hende til at fortælle om gamle dage, om hvordan de gjorde tingene dengang, det kan hun helt sikkert huske, og det vil give hende en tryghed, at I bare gider at lytte til, at hun fortæller.

Knus fra Sabina

svært.

Min gamle elskelige mormor, er også dement. Af og til, kan hun ikke kende os. Og andre gange ringer hun for at snakke. At hun så ringer hvert 5. minut flere timer i træk, bare for at sige hej, ja det bærer man over med.

nødt til at more sig, lidt som med små børn, samtidig med at det jo i bund og grund er trist

Det er ubehageligt, når de ikke kan kende en

Min svigerfar sagde de herligste ting, meget underholdende. Og vi kunne sagtens føre interessante samtaler Hos ham gik det ikke så hurtigt, ganske langsomt blev han mere og mere dement.

Han sagde fx: Her ser I mine russiske forfædre - mens han pegede på et Anders And blad

Ja, det er lidt som med små børn, som man jo også sagtens kan more sig over, samtidig med at man hygger sig

Det er man næsten også nødt til, for ellers er det alt for sørgeligt

Min mormor som "kun" er 72 blev dement fra den ene dag til den anden. Hun ringede pludselig til mig, helt panisk fordi hun var blevet låst inde oppe i havekolonien og Carlo var kørt

Ehm... Mormor - Carlo har været død i 10 år og haven har været solgt lige siden

Den slags er ikke bare forvirrende, men også ubehagelige...

Det blev vildere og vildere med min mormors historier. Somme tider ringede man til hende og spurgte hvordan det gik, og så var hun helt klar, og fortalte at hun havde det super duper - 5 minutter efter ringede hun tilbage og var endnu engang blevet forladt på landet...

Som familie reagerede vi alle meget ens på denne omvæltning. Internt forsøgte vi at joke lidt med det - fx. da min mormor glad fortalte at hun havde det helt fantastisk og min mors mand ligeså tørt konstaterede at det nok var al den friske landluft -

Samtidig gjorde det jo ondt... Men kan ikke lade være med at tænke, at man har snakket med sin mormor for sidste gang... For det menneske jeg snakkede med der påstod at min bedstefar (Carlo) var smuttet og havde efterladt hende i sommerhuset, var ikke min mormor - ikke som jeg kender hende.

Jeg håndterede det ved at lade som om ingenting var galt når jeg snakkede med min mormor. Fx. var hun meget imponeret over at have et barnebarn på 23, mens hun selv kun var 60... *hoost*

Nogle dage efter ringede hun meget flov, og fortalte at hun jo godt vidste at hun altså var 70

Jeg sagde bare: "Ved du hvad mormor, det forstår jeg sgu godt du sagde! Jeg ville også meget hellere være 60 end 70 og du ligner alligevel ikke en der er en dag over 45" ... Så grinede hun i flere minutter, og følte sig meget mere normal.

Nå, men enden på det er faktisk blevet at min mormor blev helt normal Hun blev indlagt, og de opdagede at hun havde en urinvejsinfektion - efter endt behandling røg hun på plejehjem og så blev hun helt normal igen. Nu er hun hjemme i sin lejlighed og holder sig igang via ældreplejen og en masse programmer, og det er supert at se.

Men jeg ved godt, at det er et spørgsmål om tid, og det er også okay. Det kan jo ikke blive ved for evigt, og det har jeg accepteret.

Accept, er nøgleordet.

Held og lykke.

Min kærestes farfar er også syg af alzheime.
NU kendte jeg ham ikke fra starten af, men han spørger mange gange om de samme ting, den ene dag spurgte han endda min kærestes far om det var første gang han var i huset og han er ligesom gået maaange år tilbage i tiden og husker meget dårligt.

Ang. hvor længe der går, så er det forskelligt fra person til person, nogle går det stærkt og andre bliver det næsten ikke værrere..

... kan skyldes mange forskellige ting - og det KAN være et symptom på noget som f.eks. urinvejsinfektion, der jo kan kureres - så det er meget vigtigt at få undersøgt årsagen.

Jeg har jo desværre oplevet både min mormor og nu min mor blive demente. Det er forløbet meget forskelligt.

for min mormor var det et langsomt forløb - startende fra hun var omkring 70 år, hvor hun så langsomt mistede mere og mere af sin hukommelse. Da hun var omkring 77 år, var hun så dårlig at min morfar ikke længere kunne passe hende hjemme - hun rendte hjemmefra og vidste ikke hvem hun var og hvordan hun fandt hjem til sin far i odense (hun boede i århus)

Dengang blev man jo ikke scannet - så der var GÆTTET at det var Alzheimers - men demens kan jo skyldes flere sygdomme.

Min mor fik diagnosen Vaskulær Demens for ca 5-6 år siden. I begyndelsen har det blot vist sig ved dårligere og dårligere hukommelse - men i det seneste 1½ år er det gået ganske galt, med syner, psykotisk opførsel, sort tale o.l. Hun kom på et plejehjem sidste år i maj.

På det tidspunkt var hun ret meget ude af kontakt med hvad der skete omkring hende - hun kunne føre lange samtaler med mennesker der ikke var der - og så blev hun sur eller ked af det hvis de ikke svarede (nogen gange gjorde de), hun talte sort (og på op til 3-4 sprog blandet), hun stod op om natten og gjorde mærkelige ting (pakkede alt muligt fordi hun troede at hun skulle rejse, dækkede bord med til en hel masse gæster og bekymrede sig over hvad de dog skulle spise, prøvede at lave te (= tændte for alle gasblus men uden ild, så køkkenet var fyldt med gas) og vandrede omkring i huset og prøvede at finde ud (min far låste af og sov med nøglen til porten så hun ikke kunne blive væk)) og hun kunne ikke huske at hendes forældre var døde.

Til sidst blev det for uholdbart til at hun kunne være hjemme - hun skulle have hjælp til helt basale ting som påklædning - og kunne blive meget forvirret over selv simple ting. Der var en dag under mit besøg hos mine forældre i april, hvor hun kaldte på mig for at få hjælp, hun havde tændt for vandet for at vaske hænder, og kunne så ikke finde ud af at slukke for det igen. Af samme grund havde min far indstillet vandvarmeren til 40 grader, så hun ikke risikerede at skolde sig når hun gik i bad. Og på det tidspunkt skulle hun også have hjælp til at gå i bad.

Det er svært at se en der tidligere har været en stærk og selvstændig person, der så forvandler sig til et vrøvlende og hjælpeløst væsen for øjnene af en.

Jeg regner med at mit besøg i april sidste år var den sidste gang jeg har set hende hvor hun husker mig. Jeg skal til Mexico igen i maj i år, men tør ikke satse på at hun husker mig mere. Jeg ved at sidst min far nævnte mig for hende, skulle hun tænke sig lidt om før hun kom i tanke om at "lisbeth hun er en sød pige" - men ikke huskede at jeg er hendes datter. Måske husker hun det når hun ser mig - måske ikke. Hun har et par gange været i tvivl om hvem min far er - og han besøger hende jo dagligt (og de har været sammen i 50 år - gift i 48)

Der opstår jo også komiske situationer - og som Nina skriver er man nødt til også at kunne more sig over dem - selv om de er en del af en forfærdelig sygdom.

Min far har f.eks. fortalt om en dag min mor (mens hun stadig var hjemme) ville fodre dyrene. Han hjalp med at give hende det de skulle have - så det ikke endte med at papegøjen fik kattemad og kattene fik müsli eller lignende. Katte og papegøje fik hvad de skulle, og til sidst fik hun foderet til Oscar - og KUNNE ikke forstå at han ikke skulle have vand sammen med sit foder. Så hun gik pænt ned til ham og gav ham hans tørfoder - og hældte et glas vand i akvariet til ham. Hun kunne ikke se det ulogiske i at en fisk - der bor i flere 100 liter vand - skulle have ekstra vand med sit foder.

Demens er en forbandet sygdom - og jeg frygter også selv at blive ramt engang - som sagt har det ramt både min mor, mormor, 2 ud af 3 af mormors søstre - og før dem min oldemor. Heldigvis sker der jo ting indenfor forskningen af demens - men hvad fremtiden bringer kan man jo ikke være sikker på.

Min mormor havde demens i ca. 15 år. Hun døde for 3 uger siden

I starten glemte hun også småting, men det går jo kun én vej med den sygdom. For 3 år siden kom hun så på plejehjem, da min morfar ikke kunne passe hende længere. Hun skulle have hjælp til ALT. Hun vidste ikke hvem hendes egne børn var, hvem børnebørn, svigerbørn osv. var. Den eneste hun kunne genkende var min morfar. Hun var som nyforelsket, hver gang han kom og besøgte hende Så et lille lyspunkt var der da.

Min mormor begyndte her ved juletid at få det skidt. Hun ville hverken spise eller drikke. Hun tabte sig rigtig meget, og begyndte at forsvinde længere og længere ind i sig selv. Hun blev så indlagt, hvor de gav hende sondemad osv. Desværre fik min mormor tilraget sig roskildesyge og lungebetændelse. Det kunne hendes lille krop ikke klare, og hun sov stille ind, mens min morfar holdt hende i hånden, og resten af familien sad hos hende. Det var hårdt for os alle - især min morfar. De nåede at være gift i 54 år.

Min mormor blev 78 år, fik 8 børn, 16 børnebørn og et oldebarn. Så hun opnåede trods alt en del i sit liv.

Det er en utrolig trist sygdom.

har ikke kunne mit navn de sidste 5-6 år.. I starten var det hårdt at blive kaldt Susanne, når man så vidste at det var yndlingsbarnebarnet og kunne snøre sin farmor om sin lillefinger og direkte udnyttede at hun havde svært ved at huske..

Jeg lærte at leve med det og har nu valgt at afbryde kontakten, hvilket er en længere historie.. Som er denne sag ligemeget..

Hej

Du kan læse her om Alzheimers: www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ alzheimer.htm

og her om demens: www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ demens.htm

men jeg vil sige en alder af 86 er altså flot. Ved godt det ikke hjælper.

Der er folk som bliver ramt af Alzheimer i 40´erne, så glæd dig over hun har haft et langt liv og det først NU har taget fat.

Jeg Har arbejdet på et demens afsnit.. man får sig nogle smil og grin. Og også frustrationer.. når man for 120. gang har forsøgt at forklare hr. hansen han altså BOR her og ER hjemme.

Det værste er nok når man står med en stakkels grædende mand som pludselig får et klart øjeblik og godt ved at han er en pestilens, og alt er galt, men at han ikke ved hvorfor.. og så 10 min efter er han tilbage i sygdommen.

Sådan håber jeg aldrig jeg bliver.. ihvertfald skal jeg være helt blank.. så ik jeg kan mindes om hvor skrækkelig man selv er blevet for omverden.

Men en sød lille note fra samme sted:

Der var en lille (ca. 150 høj)dame som havde været opvasker i sine unge dage.. Super sød og lige til at kramme. Men hun stjal altid opvaskebørsten.. og rendte og nussede den og talte til den. Samt alt andet af interesse, stjal hun også.. så manglede man noget, vidste man at det endten var i hendes BH.. og når der var fyldt op dér.. kunne man hente sine ting i fodenden af hendes seng.

Venlig hilsen

Jette