Ville jeg beholde den pony jeg er glad for. Det er altså ikke altid konkurrencer og potentiale, der er det vigtigeste.

Det vigtigeste er at DU og DIN Pony/hest er glade, hygger jeg og passer godt sammen.

Du siger at i klarer jer godt til stævner? Er det så et spørgsmål om at klare sig bedre på en hest. Eller er det bare fordi at du burde ride hest ikke pony?

Hvor gammel er din pony? Hvor mange gode ride år har den tilbage? Kan hestekøbet ikke lige så godt vente til, din elskede pony går på pension?

Du er 18 år, er du så i gang med studie/gymnasie og hvad skal du bagefter? Giver det dig tiden til at starte forfra men en ny hest og opbygge samme forhold som din pony?

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre. Men kun give dig lidt ting at tænke over. Gør hvad DU føler rigtigt for DIG.

Hvis du ikke har lyst til at sælge den, så lad dog være med det...

Du skriver:

Mit dilemma går på at min ridelærer og andre mener jeg skal sælge hende og købe en unghest jeg selv kan ride op da jeg har potintjale til det og den ro det kunne kreve.

Jeg fristes til at sige: Nå!

Hvad mener du selv?

Det er da ikke din ridelærer og andre, der skal bestemme om du skal sælge den pony, som du har det bedst sammen med.

Hvad synes du selv?

Hvem skal ride?

Hvem skal tilbringe mange timer i stalden?

Hvem betaler?

Jeg kan faktisk slet ikke se hvad problemet er... medmindre du lader dig underlægge andres meninger og holdninger.

Lyt til dig selv og ikke hvad andre mener. Der skal nok komme et tidspunkt hvor du kan få en yngre

MIT spørgsmål går på flg:

HVORNÅR er det blevet andres ret at bestemme hvad DU SKAL og IKKE skal???

Din hest - din beslutning- lyt dog til hjertet og hva DU vil, og ikke alle andre!

Som ung havde jeg en lille ubetydelig hest, som jeg havde passet fra han blev født og købt som 5-årig. Han havde ikke gode bevægelser, men var meget lærevillig, og sammen lærte vi en masse svære øvelser.

Min ridelærer og mine rytterkammerater syntes alle, at jeg skulle have en anden og bedre hest. Hver gang jeg havde fået en enetime, sagde min ridelærer: "De skønne spildte kræfter, at lære den hest de øvelser. Du kommer aldrig til at ride de programmer på den alligevel".

Jeg beholdt min hest. Jeg havde ham til han var over 30 år. Mine børn har lært at ride på ham. Da min yngste datter var 5 år, fandt hun selv ud af at springe ham an i galop fra skridt, så hun slap for at trave. Hun red ned ad vejen og kom hjem i kort galop i rabatten og lavede overgang til skridt, når hun nåede gårdspladsen. Hendes fødder nåede ikke ned under sadelklapperne; men han lystrede bare 100%. Han var guld værd.

Jeg har haft flere andre heste siden, men er ikke nået nær så langt med dem p.g.a. børn, manglende tid og ikke mindst manglende ambitioner.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke skiftede min hest ud, og det var ikke spildte kræfter at lære ham op. Han har f.eks. lært flere ryttere at changere og ride traverser. For mig er det en oplevelse for livet at haft en så samarbejdsvillig og for mig helt speciel hest.

Du skal gøre det, du føler, er det rigtige for dig og din pony.

Vh Elisabeth

jeg kan ærlig talt ikke se dit dilema, ja sorry, men du siger jo du glad for den og i har et specielt bånd?? hvorfor sætter du så overhoved ? ved om du skal sælge den, for mig er det da ret logisk at beholde hvad man er glad for, og ikke hvad andre syntes!

Til det 6. indlæg.

Det lyder virkelig smukt.

Jeg kan heller kke forestille mig ikka at beholde hende til evig tid, jeg går på htx og tror derfor heller ikke jeg har tid til en ny hest da det alt andet lige vil tage mere tid især hvis den er ung. og om tre år skal jeg et år til usa og bagefter hedder det 4 år mindst med mindst 50 timers skole på statens teater skole. Jeg ser helst jeg har hende til hun dør.

Til den første Min hest er 10 år gammel og har mindst 10 gode rideår endnu.

Jeg er faktisk lige glad med stævner, jeg rider max 6 om året. til træning ligger vi og rider m klasse øvelser. Jeg forstår godt hvad i andre mener med hvorfor jeg overhovedet mener jeg har et problem. Men det kaldes præs; jeg føler mig præset ud i en situration jeg ikke bryder mig om og havde nok brug for noget styrke i at kører hvad andre mente, om de støttede mig.

Agnethe

Med de overvejelser du i dit seneste indlæg har taget vedr. uddannelse, udlandrejse mm. så er det indlysende valg da at beholde din dejlige pony. Det vil være helt hen i vejret at gå i gang med en unghest nu med de fremtidsplaner.

Det vil nemt (kunne) blive alt for meget at se til, og så vil glæden til hestene/ridningen måske forsvinde, i stedet for at være en fornøjelse og måske en måde at lade op til lektier/arbejdsbyrderne i forbindelse med din uddannelse.

Lyt til din indre stemme og lad ikke de andre presse dig til noget, du egentlig ikke ønsker.

Nyd din dejlige pony, hun har heldigvis en størrelse og en kapacitet, der gør, at du kan fortsætte med at have fornøjelse af hende i lang tid. Og ingen pony/hest kan være bedre end hende, du har udviklet sig så positivt sammen med.

Jeg sender lige lidt moralsk støtte med tankerne til dig.

Hej Kirsten.
Mange tak for opbagningen, tror jeg kunne trænge til det.
Du har helt ret sådan føler jeg det også og hvis folk virkelig vil have mig til at ride hast må de stille en til rådighed, så skal jeg gerne ride den, vil bare ikke af med min lille øjesten. hun giver mig så meget støtte og opbagning hvis man kan sige det på den måde. Hun lærte mig at slappe af på ryggen af en hest igen efter nogle grimme uheld med min gamle pony, om det så koster tåre vil jeg gøre alt for hun blive hos mig. Det gør ondt bare at tænke på at hun aldrig vil lade andre ride hende end mig hun nægter kortsagt at gå. Det er kun sælger og to andre ud over mig der rent faktisk kan få hende frem. vil ikke a med hende.

Jeg føler mig bare presset når jeg får a vide at jeg i hvert fald kan få 80.000 for hende... men penge er ikke vigtige for mig når kærligheden til hande har så stærkt et bånd.

Agnethe

Lyder godt at du vil beholde hende.. Og lad dig ikke friste at at nogen siger at du kan få 80.000 for hende, du har jo (mindre end) intet tilbage af dem hvis du køber en hest.

Hej Gitte.

Mange tak, du har ret, jeg har intet hvis jeg sælger hende, måske en ny hest men aldrig en jeg kan skabe de bånd til jeg har med hende her.

Agnethe

Hej Gitte

Du har flere valg:

Nr. 1: Du har 1 stk. vidunderlig pony. I kender og har tillid til hinanden. Hygger jer sammen og du har ingen lyst til at sælge hende.

Nr. 2: Du sælger ponyen og køber en hest. Det næste lange stykke tid skal du så bruge masser af energi på at forsøge at få et lignende forhold til hesten. Måske lykkes det - måske ikke.

Det lyder som om det eneste, som trækker dig fra valg nr. 1 er din undervisers og andres mening. Så næste gang de siger det, så smil fordi du ved at du har truffet det, for dig, rigtige valg.

Jeg ønsker dig og Ponyen mange gode år sammen

Anette

Lyt til din "mavefornemmelse" hvad føler du for/har lyst til mv.

Alternativer til dette når du tager f.eks. til USA mv. er:

Find i god tid en part der er super god ved hende mv.

Du får jo heller ikke ro såfremt at alt ikke er super med hesten når du er afsted..;o)

Og husk der er ALTID et el. flere andre muligheder/løsninger på et problem ;o)

Mvh.

Ved ikke om du kan bruge dette til noget, men vil fortælle dig en lille historie fra det virkelige liv. Jeg kender en dame der idag er 45. Da hun var en ung pige, købte hun en ung hest. Kan ikke huske racen men det også ligemeget. Den var utrolig fin, havde den rigtig bygning og havde store evner inden for spring (hun ville endeligt gerne være spring rytter) Desværre kunne hun ikke styre hesten, hun kunne ikke ride den da den smed hende af. Når hun arbejde med den fra jorden blev den tosset. Altså havde den taget magten fra hende. Den eneste der kunne styre hesten var hendes far. Efter en tid, mente han at det hele blev for meget og solgte hesten. Den omtalte kvinde var lettet, hun slap af med sin byrde, foor hun magtede ikke det store dyr. Men hun ville stadig gerne have hest og ride, så hun bedte hendes far købe en hest til hende. Hun stilte en masse krav til den nye hest, den skulle være sådfan og sådan. Hendes far rystede lidt på hovdet, men lovede at finde en passende dyr til hende. Efter en lille mdr. sagde han til hende at nu havde han fundet den helt rette hest til hende og at den stod ude i stalden til hende. Hun gik derud, og det hun fandt passede hende bestemt ikke. Der stod en islænder hoppe. Hun var ikke den smukke hest hun havde bestilt, som skulle kunne springe. Denne var med en lang pels, massere af man og hale og med korte ben der bestemt ikke passede sig til en spring rytter. Hun gik ind og brokkede sig til sin far. Hun bedte ham sælge dyret, og det kunne ikke gå for stærkt. Faderen sage nej til dette, hvis hesten ikke var god nok til hende. Måtte hun helt undværre (han havde betalt hesten) Den gik hun og tykkede over i 14 dage, før hun første gang viste sig i stalden igen. Hun begyndte så at nusse om islænderen, da hun jo syntes den var meget nuttet. Efter en lille mdr. begyndte hun at ride den. Den gjorde ALT hvad den blev bedt om, aldrig gjorde den hende noget ondt, efterhånden begyndte hun at stole mere på hesten og de begyndte at træne islænder dicipliner sammen. Hun endte op med at have hesten i 25 år, den døde hjemme i hendes stald 35 år gammel. Hun har ikke haft hest siden pga. hun ikke kan finde en der kan udfylde hendes gammle hoppes plads! Vil ikke komme med navne osv. på personerne da jeg ikke ved om de har lyst til at blive hængt ud her på HN. Men alt dette er sket, så ingen ved hvad fremtiden bringer for dig:-)

Tak for de fine ord og råd i giver mig.

Jeg har redet siden jeg var 2 og da jeg blev 10 købte mine forældre den fineste lille fjordhest til mig, hun var så sød og rar, et rigtigt nussehovede men stillede man krag til hende tog fanden ved hende. Da jeg var 12 smed hun mig af og jeg røg på skadestuen, jeg var skrækslagende for hende og ture ikke sætte mig på ryggen af hende men oveervant mig selv efter et lille halvt års tid og lærte hende at gå til bidet med megen kamp da hun oprindeligt var kørt til og hos tidliger ejer bare havde galloperet i skoven og på marker uden kontrol. men så skete det igen, hun stak a og kylede mig af. begge gange flæggede min ridehjælm og ville have været død hvis jeg ikke havde den på. men den anden gang fik jeg afvide at var jeg landet ind i barieren havde jeg brækket nakken og var formeltlig død. jeg kom kun op og side på hende en gang derefter og det var dagen inde hun blev hentet af ny ejer...

Det her er ikke løgn: jeg var ude og kikke på 45 heste inden jeg fant hende jeg har nu. jeg var radselsslagende for alt hvad jeg satte mig op på fordi der altid var noget der minnede mig om fjordhesten(bildte jeg mig ind). Havde jeg været bange for hende jeg har nu red jeg slet ikke mere. Men jeg kom ud til hende, strilede hende og satte mig op på hande, kemien var der med det samme, hun var kun 5 år og meget ung for mig, jeg måtte faktisk slet ike få noget der var så ungt. da jeg skridtede af slap jeg uden at tænke over det tøjlerne og sælgerne gispede og sagde de har lige lukket hingsten ud det er den der løber som en gal rundt om ridebanen. Men jeg var helt tryk og da jeg steg at sagde de at de aldrig havde set nogen kunne slippe tøjlerne helt uden hun fant på et eller andet og slet ikke når hingsten løb rundt. Jeg havde den dag overvundet den del af frygten at sætte mig op på en hest men der var lang vej endnu inden jeg havde overvundet mig selv.

Sammen kæmpede vi med hinandens angst, hendes lå i alt havd der ikke var inden for en ridebane og hun havde aldrig sat føderne i et ridehus eller uden for en stal, ridebane eller mark. og jeg ture ikke ride. Nu kan jeg igen ride alle heste, dog bliver jeg skrækslagende og ryster når jeg skal ride en fjordhest, ved at alle ikke er ens men frygten sidder i mig. Vi er pot og pande og stoler fuldt ud på hinandens sømmekræft. Hun vil bogstavligtalt ikke lade andre ride hende, så ligner hun et muldyr som nægter at gå, det varmer mit hjerte at hun er så glad for mig... tror i har ret i at jeg bare skal side på hvad ander siger og mener om mig og mit potintjale til mere, det har jeg vil også om 20 år... Tak for de fine indlæg jeg er glad for lidt opbagning

_Agnethe_

Du sætter minderne igang.

Min gamle pony som sjovt nok også var halvt knabstrupper, havde jeg samme forhold til. Jeg klassede ham op til hest og fik fortalt til hver undervisningstime at det var spild af rytter. Jeg droppede berideren og hyggede mig med Tango. Da vi (der var en dag imellem os aldermæssigt) blev 24 år var han kronisk halt og havde en mislyd på hjertet. Han blev aflivet mens jeg stod med hans hoved hvilende i favnen. Nu har jeg hest igen, udover hest har jeg også børn som bremser ambitionsniveauet en hel del, så jeg kommer nok aldrig til at ride på det plan som jeg red på som ponyrytter. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg valgte ponyen fremfor en hest, men jeg ville helt sikkert have fortrudt hvis jeg havde solgt ham. Behold du din pony, få din uddannelse og se hvad tiden bringer.

Tanja

Hej Tanja.

Det var en smuk historie. Jeg har ikke klasset min op, og da vi stillede ponystævner troede alle jeg red på hest, men hun er kun 148, min lille pige, er så stolt... Jeg agter at beholde hende om det så kommer til at gøre ondt på økonomien de næste år under uddannelse og så vider.

Agnethe

Ps. Tak for alt den fine opbagning, trængte til det.