har haft en vidunderlig tur i skoven i dag, som jeg bare MÅ dele med andre.
Min dejlige fantastiske hoppe er lidt varm i hovedet og "bange" for farlige farver på vejen og i skovbunden, samt fx. birketræer imellem grantræerne. Hun kigger meget og ind i mellem skal der lidt overtalelse til for at gå videre, men hun tror på mig og går frem efter lidt hjælp.
Jeg tror faktisk ikke, at hun tidligere har været vant til skovtur, så vi tager de nye udfordringer i små step ad gangen, og har indtil videre til gode at galoppere uden for ridehus/ridebane.
Men hold da op hvor jeg elsker hende enormt højt - og bliver bare bekræftet efter dagens tur, at hun er verdens skønneste, smukkeste og rareste hest som man overhovedet kan forestille sig!
Vi red ud, og som sædvanligt skulle der lidt overtalelse til for at gå forbi presenningen, der ligger ved ridebanen. Hun kiggede meget ned af vejen, og var lidt let til bens, da vi mødte en bil. Men vi havde plads nok på den lille sidevej til at vente på, at bilen passerede.
Ud i skoven i frisk skridt, der af og til bliver afbrudt af et stop, for måske var der noget farligt lige derhenne til venstre. Nå, men "mor" er med, så jeg tør godt gå frem alligevel (sådan føles det at hun tænker 
). Så bliver skovvejen meget blød, og det er ikke så rart at træde ned i 20 cm mudder, så jeg vælger at ride af vejen og imellem træerne for at komme forbi mudderhullet. Selvom "damen" er lidt varm i hovedet, så går hun frisk og frejdig over mindre træstammer, under væltede grantræer og rundt om små bitte træer i frisk skridt og lystrer på selv dem mindste kommando. Uhhh, jeg var bare så glad.
Nå, men skovvejen ender i en slugt midt i skoven og omgivet af kæmpetræer og stejle skråningerne på begge sider overvejer jeg at vende om, men min skønne prinsesse er bare så arbejdssom og moser frem, selvom hun skal træde over væltede træer og det begynder at blive lidt opad. Så vi fortsætter!
Min dejlige pige arbjeder sig fremad i frisk skridt opad og opad. På et tidspunkt er det så stejlt, at jeg tager tøjlerne i den ene hånd og holder fast i manen med den anden, og tøsen får lange tøjler til at finde tempoet. Men hun skridter bare sejt og frisk fremad - puster lidt, men virker tændt. Selv på mindre korrektioner på tøjlen reagerer hun. Pludselig er vi oppe på toppen og kan kigge ned. Hold da op, hvor er hun sej, min lille pige, at have arbejdet sig op af skråningen i en underskov af små træer og væltede stammer og været fuldstændig kold i hovedet.
Og da vi så er på toppen, så traver hun dejligt villigt indtil vi kommer tilbage til bakken nedad på vejen hjem.
Det gør mig bare så glad at have en så vidunderlig varmblodshoppe, der gerne vil arbejde, stoler på mig når noget virker farligt og er kølig og koncentreret, når det kræves. Hun er ikke mindre end fantastisk!! Det er suverænt at mærke hende arbejde og reagere på mine hjælpere.
Jeg ved nu, hvorfor sælger af tøsen kunne se, at det liv hun ville få hos mig ville være 110% i overensstemmelse med, hvad den gamle opdrætter (som sælger havde lovet opdrætteren i sin tid) havde i tankerne for hende.
Tak fordi du læste min historie - jeg håber, at du kan fornemme min glæde, der bobler og fylder hele mit indre!!! 
Kira, min dejlige pige, jeg elsker dig højere end alt andet
