Det lyder rigtig surt for dig, søgegeligt, at du oveni din mors sygdom skal døje med familien...

Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget, men i de mange år, hvor jeg ikke så min far, hjælp det mig helt utroligt, at jeg lærte at sætte "næsen" efter hvad jeg kunne få... dermed forstået, at hvis du forventer mere end du får, så bliver du super skuffet.

Så prøv, at få dine forventninger til at passe med hvad familien vil "give" dig...

Det er altså som om ting kommer i bølger, én gang bøvl kommer sjældent alene... så kan ens verden da helt og totalt vælte..

Hvis det er muligt, så prøv at sortere, hvad er aller vigtigst for dig, det er at være hos din mor (måske), så forsøg at glem andre ting, vær der hvor det er vigtigst, så du ikke i tankerne får det hele rodet sammen.

Ved at have det hele på en gang, vil det være meget sværere at overskue noget, i stedet for en ting af gangen...

Har rigtig ondt af dig, for du har da fået livet at føle, på den hårde og grumme måde. Håber du kan holde dit humør over 0 punktet, og se blot nogle få glæder i livet i denne tid.....

være noget rådgivning til pårørende? Hvad man at kontakte dem her: http://www.hope.dk/ det er for pårørende.

Føler med dig, men husk at du skal leve dit eget liv. Gør hvad der er rart for dig, og prøv ikke at være for meget for din mor, selvom hun er syg. Pas på dig selv

Sikke dog en omgang.

Er dine søskende klar over, hvor skidt det står til med din mor?

Nu skal du koncentrere dig om din mor, og få de bedste timer sammen med hende. Så må dine søskende komme til dig, når de er klar til det.

Prøv at kontakte "unge og sorg". De har hjulpet mig igennem, da det så aller sortest ud i mit liv (kræftsyg far).

Ønsker dig lidt medvind

/Anne

alle sammen for jeres mange råd , måske vil jeg kun se de lyse ting i livet og være der for min mor.

Min moster ved det hele og hun vil os komme idag og besøg min mor, og en af mine søskende kommer på Torsdag for og besøg min mor. Jeg snakkede med hende igår, den ældeste af dem, og hun begyndt og græde da jeg fortalt hende det.

De to andre min bror og min storesøster på 26 år tager det som om at hun var et dyr og er ligeglade med hende.

Det er rigtig svært det hele .

Mvh Maria