Ser det også... Helt ude i hampen

at meget af det blot er dårlig opdragelse.

Sikkert mange der er imod den mening

IKke hermed sagt at, hvis man er kræsen, så er man dårligt opdraget.

Ja det er fuldstændig sindssygt! Ungen sku ha et los i rumpetten og ha lov til at æde det der blev serveret!!!

Ej men sådan noget kan få mit @!#$ i kog.. Sådan en møg unge.. Bare at æde chokolade kun.. Hvad er det for en gang fis? Forældrene er håbløse..

Hun får jo heller ikke alle de vitaminer hun har brug for i sin voksealder..

Er de ikke ude i noget med at det faktisk IKKE bare er en dum unge som er forkælet?

Correct me if I'm wrong.

Hende der lige har prøvet noget nyt så da SÅ stolt ud..

Jo er det nok, ser ikke det hele, haha, blev for hidsig

Nogle tilfælde kan skyldes, at børn har spist noget og derefter er de blevet syge (måske af det...), derfor tør de ikke spise maden igen og holder sig kun til det de kender.

- det sagde damen...

..mere angst end direkte kræsen.

Altså hende med chokoladen.

Hvis man bliver sulten nok, så spiser man, hvad der bliver serveret.

Ta det lige roligt en gang...

Nogle af de her børn(bl.a pigen der spiser chokolade) har angst overfor andet mad... Det er da frygteligt...

Hvis det ikke er sygdom det skyldes, så tror jeg det er forældrenes skyld, de har aldrig gvet dem andet... Men syns iøvrigt det er en grotesk kost, fiskepinde og pomfritter, og så lige et skvat ærter..

Mik27..

Hva så med folk der lider af en anden slags angst, skal de så også bare presses ud i en situation hvor de ikke har andet valg end at blive kastet ud i deres angst... Det er ikk ret pædagoisk...

Jeg fatter faktisk ikke hvordan forældre kan lade deres børn spise sådan noget til hvert måltid. De må være strenge og sige at man nok bliver sulten. Et barn skal sku ikke leve af chokolade, youghurt eller mælk. Det er for langt ude!

se nu programmet... Nogle af dem lider af angst.. Og nogle af dem der er det forældrenes skyld...

Så er der jo ikke forskel på afstrafning af dyr og børn lige pludselig.

Hvad sker der for, at vi som dyreejere pløjer samtlige forskellige mærker inde for hunde/katte/heste foder indtil vi rammer det dyrene bedst kan lide...

Og VE den der ikke gør hvis hønsene herinde (også dig Mik) skulle finde ud af at man lod sin hund/kat/hest være sulten indtil den bare åd det man lagde i krybben

Hvori er forskellen?

nu ser jeg jo lige at disse børn æder igen

Which is grrrreat!

Men - jeg tror, meget af det bare er dårlig opdragelse.

I mange tilfælde generelt, mht kræsne børn, så er det mangel på forældreevner fra forældre/dårlig opdragelse

Kræsenhed... Ja, de burde bare vide at der sidder flere mio.mennesker i en tredje verden som er godt på vej til sultedøden. DET er forfærdeligt

da...

Dvs at de af børnene der har en angst eller forbi for mad, skal bare tænke på hor skøn de har det, og så ellers komme sig over sig selv...

Desuden, Vickie jeg ahr da også prøvet enormt mange forskellige slags vitaminer&mineraler, til mit ponydyr, da han nægtede at indtage det, og nogle vit&min skulle han jo ha.. Hehe, så ja, hvor er forskellen...

det er synd for børnene, de fleste har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med en bestemt fødevare og deraf udviklet angst overfor fødevare..

Helt klart der er børn der er kræsne, der bare er det på grund af dårlig opdragelse, men ikke i dette tilfælde..

Og jeg skal hilse og sige at det er meget irriternde at have og jeg var bestemt ikke bare et møguopdraget barn, for jeg kunne spise mange ting, men det satte en rimelig slem omgang maveonde stop for..

Jeg turde ikke spise noget, jeg troede jeg blev syg af det og den dag i dag (10 år efter og en del psykologtimer senere) er der stadig fødevare jeg ikke spiser og det tiltrods for at jeg ikke har prøvet at spise det siden jeg var syg..

Så pas på med at dømme andre så hurtigt..

De har jo prøvet alt.... flere af dem havde jo også prøvet at sulte dem, den ene pige var dissideret underernæret. Så nej det er bestemt ikke dårlig forældre opdragelse. Kender det fra mig selv, har gennem det meste af min barndom været underernæret, blev tvunget til at spise hvad der blev sat på bordet, hvilket jeg nægtede, fordi jeg skulle kaste op bare ved tanken om at spise det.

Efter 7 dage uden mad, kunne min far ikke klare mere og jeg fik lov til at spise hvad jeg ville... og idag kan jeg spise næsten alt mad, bortset fra grøntsager

Jeg er ret så sikker på, at pigen med chokoladen har det nøjagtigt som andre med dyb angst... og hvem af dem, tror i, man bare kan sige til, at de nu skal tage sig sammen?

Næh, hende med chokoladen, hun kæmper langt langt mere end mange med anden angst, som blot sætter sig i stolen og sige, jeg er angst, så jeg kan ikke arbejde, jeg kan ikke bla bla bla... Pigen, hun kæmpede virkelig....

De andre, tja i min verden var det mor som var syg. Ham med sutteflasken, ak ja, han spiste med velbehag da han kom fra mor og i børnehave.... ham med yoghurten spiste også, når mor nedsatte sit serviceniveau......

hejsa,

det er så nemt at dømme andre. Jeg så også programmet, da vores datter heller ikke spiser. Det er bare ikke nemt altid!

I vores forløb har vi også været derude, hvor vi ikke kunne få hende til at tage noget overhoved. Men heldigvis er det vist ved at vende nu.

hilsen

katarina

- at det lød helt hen i vejret at forældrene bare skulle lade børnene spise det de ville, men de viste sig jo at fremgangsmåden virkede.

Den 12-årige pige synes jeg var ret sej. Hun kæmpede virkelig for at komme sig over sin fobi.

Gad vide om moderen til sutteflaske-drengen i virkeligheden ikke foretrak at han vedblev at være spædbarn?

Gurli.

Nu har jeg ikke set programmet, men jeg har selv et barn der spiser alt....og et ekstremt kræsent barn.De har fået nøjagtig samme opdragelse, og der bliver ikke lavet speciel kost til den kræsne. Han er mange gange gået sulten i seng

Nu sørger jeg altid for at der er brød på bordet, det kan han godt lide, og så må over halvdelen af hans madindtagelse bestå af det og vitaminpillen.

Men at det er mangel på opdragelse, den bemærkning kan godt pisse mig lidt af.....

SofieM>> Mht angst så er det faktisk sådan at man i en kognitiv adfærdsterapi skal konfronteres med sin angst, for at kunne leve med sin angst. Jeg lider af angst i perioder, og må virkelig tage mig selv i nakken i de perioder og konfronterer mig med de ting der skræmmer mig.

Jeg har ikke set udsendelsen, men min mands niece kan IKKE udstå mad. Hun får kvalme og bliver ked af det når hun SKAL spise. Hun er tynd som en pind, og meget lille, men hun er kvik, aktiv og altid glad. Lægen ordinerede også at hun skulle spise når HUN ville og HVAD hun ville, og det har hjulpet hende meget.

Lige pt spiser min søn på 2 år kun spaghetti med kødsovs, og smørost i grov boller. Vi har prøvet den der med spis det der er eller undvær, og det kan vi godt glemme alt om, for så spiser han bare ikke noget.

Jeg tror ikke på at man skal presse børn til at spise alt fordi man måske selv gør det. De skal så vidt muligt spise sundt og varrieret og så selv have lov til at smage sig frem til det de kan li, og det de ikke kan li.

Børns smagsløg ændre sig også mange gange i deres unge år, så det de måske ikke har kunne lide som små kan de måske lide senere.

Jeg har haft det sådan med advokado. Jeg kunne ikke udstå smagen af dem og jeg ørlede næsten nårmin mor serverede det. I dag er det klart en hofret. Jeg er aldrig blevet presset til at spise noget, og jeg er sgi da ret almindelig idag hvad angår mad.

Mvh

Mette

angst og hjælpe andre over det kræver jo unægtelig noget forståelse fra den der skal assistere. Jeg kan da ikke hjælpe en med angst for edderkopper eller lukkede rum over det fordi jeg ikke aner en brik om det og ikke selv er bange for de edderkopper der forekommer i DK, (fugleedderkopper ol skal jeg ikke nyde noget af.)

Det vi så i det program her til aften tror jeg faktisk mange af os døjer med i hverdagen, enten os selv eller vores børn. Vi er dog så vant til at vi skal have en sund og varierende kost at hvis ikke vi får det er det forældrenes skyld.

Jeg har analyseret min søn og mig og min mand til hudløshed for at finde ud af hvorfor min søn, snart 5 år, ikke vil spise alm mad. Han er ikke så slem som dem vi har set i TV men alligevel har han snerten af det.

Indenfor det sidste års tid er han blevet meget bedre. Han har hans hofretter: boller i karry. Og risengrød, havregrød og lidt andet. Meget tidlig fandt vi ud af at gryderetter slet ikke var ham, sovs afskyr han, kun karrysovsen har for et par måneder siden fundet nåde for hans smagsløg. Han har mange gange spurgt om ikke han måtte få havregrød eller cornflakes istedet for, og jeg har sagt nej for: "han skal spise det vi andre gør". Vi skyllede sovsen af kødet hvis vi fik gullasch, han nægter at spise tilberedte grønsager men meget gerne rå.

Jeg fik af vide af en børnelæge engang at han skulle have det han kunne lide, men det måtte ikke være slik. Mine børn har aldrig fået slik sådan til hverdag så jeg vidste at det ikke var der problemet lå.

Vi kan som forældre servere forskellig mad men vi kan jo altså ikke tvinge det i dem. Helt ned til 6 mdr alderen ved de godt om de vil have kartoffelmos. Og ja det er da en underlig masse at få ind når man er vant til mælk. Men vi kan ikke påvirke dem til alt.

Og dem der siger i tråden at når man er sulten nok vil jeg bare sige: "Nej det gør man ikke. Min søn har MANGE gange gået iseng uden aftensmad fordi han ikke ville spise det vi andre gjorde. Og man kunne høre maven knurre, men han er ALDRIG vågnet i løbet af natten og forlangt noget at spise"

Faktisk troede jeg ikke at han var klar over hvordan følelsen af sult var før for ca et halvt års tid siden han kom og sagde han var sulten! Jeg var , og han sagde igen at han var sulten. Og så fik han noget at spise.

Hans tid som helt lille var at han ikke var go til at sutte så det med bryst fik ende efter 4 mdr. De 4 mdr var et mareridt og det var meget pinefuldt. Åbne sår og vi prøvede alt, pånær citron på brystvorterne til at hele dem - det kunne jeg simpelthen ikke. Derefter kom han jo så på flaske. Han gylpede hele tiden. Ikke bare lidt og i et stykke tid efter maden, nej det var hele tiden. Ikke når han sov. Han voksede dog fint. Men jeg var ved zoneterapeut og det virkede da var han 11 mdr. Derefter gik det tilbage med madlysten. Jeg ringede endda til zoneterapeuten om ikke hun kunne prøve at gøre lidt modsat for hun havde lukket maven HELT til.

Her de sidste år er vi begyndt at prøve at tage det roligt og afslappet men det er ikke nemt. Men det hjælper. Nu kan man få ham til at smage (rører knap tungen, men det er sku et stort fremskridt)

Det er ikke noget man bare skal grine af. Hvem der har skylden for evt problemer ved jeg ikke men tvang hjælper ikke.

Noget der i tv undrede mig var at pigen der kun spiste chokoladen så så sund ud. Hun var jo ikke smælderfed. Det forstår jeg faktisk ikke.

Jeg tror der er mange former for kræshed...

Min datter, kunne som lille overhovedet IKKE spise noget som var blandet sammen. Det betød at pizza, lasagne, sammenkogt og alt som var blandet, det kom ikke ned... Tog jeg hver enkelt ting og lade på en tallerken, så spiste hun gerne af det...

Jeg har den holdning, at smage, det skal man, men spiser man det ikke, så er det okay, der var jo andet hun ville have...

I dag (hun er knap 19 nu) spiser hun nærmest alt, hun kom glædestrålende hjem for nogle dage side og fortalte, at nu havde hun spist pizza med vennerne et par gange....

Så jeg forstår godt din søn, og dybest set tror jeg det er super vigtigt, ikke at lave en "sag" ud af det. Sørg for at der er noget han kan lide, at det ikke er decideret usundt (slik o.l.) så skal det nok komme, at han gerne vil andet... det siger min erfaring mig....

øv nu glemte jeg at se det. kommer der flere afsnit??

Nej, jeg tror ikke at der kommer flere afsnit.

Metoden virkede og det var nogle flotte resultater.

Den tolv årige pige led af en åbenlys madfobi, det skulle kunne knase i munden. Det er der nok flere som kender til, at feks. blød mad kan føles forkert i munden.

F.eks er det før for nylig at jeg er begyndt at spise rejer igen. Jeg havde en drøm om at jeg trak rejer op ad halsen, jeg havde stærk kvalme da jeg vågnede op. Og jeg spiste ikke rejer i henved 12 år.

Jeg ved så ikke om det er kræsenhed eller madfobi.

Så pludselig en dag købte jeg en pakke rejer, franskbrød, majonæse og citron og jeg lavede mig en mad, to dage efter gentog jeg succenen.

Som barn synes jeg at jeg spiste alt hvad der blev serveret, men stegte sild kunne jeg ikke lide, mest på grund af benene ikke så meget på grund af smagen.

som barn og min søster endnu mere.

Jeg spiste generelt lidt af det der var og undværede for resten. Det var ikek noget problem. Til gengæld spiste jeg så normalt når der var noget jeg kunne lide.

Min søster var hårdere ramt og fik lov til at spise rugbrød med pålæg.

Vi skulle smage på tingene før vi sagde vi ikke kunne lide dem. Hvis vi så ikek kunne så fik vi lov at slippe og tage ngoet andet (ikke chokolade, sukkeryoughurt og den slags) men primært rugbrød, frugt og lignende.

Når der vr nye kartofler skulel vi spise en hver ....de var så små at min søster flere gange forsøgte at tage sin kartoffel som en pille med et stort glas mælk. Uh man kunne se den skide kartoffel fare op og ned i halsen.

I mit hjem må børn gerne være kræsne og sortere i maden. Jeg ved hvordan det er. Jeg sorterede alle små champignonstykekr fra gryderetter feks (det gør jeg stadig med store stykker).

Jeg kan også huske når mn fik kartofler hos veninder og familie der brugte meget mere salt end vi gjorde. Jeg kunne bare ikke få dem ned. så de blev moset og kørt lidt rundt på tallerkenen og så så det ud som om man havde spist lidt. Så sultede jeg uden problemer til næste dag. Og det var ikke skaberi. Når man sådan sad ved et fremmed middagsbord ville man hellere end noget andet spise pænt af det der var.

Men det er kræsenhed.

Hende pigen der feks kun ville spise chokolade skulle have været stoppet helt i starten så hun ikek gik i årevis på chokoladen. Her mener jeg det alene er forældrenes skyld.

Har selv hørt om en dreng der kun spiste cornflakes og krydderboller i årevis. En dag prøvede han så at få flæskesteg og han blev skidesur over at han var blevet snydt for det så længe

Mvh Tina

jeg så desværre ikke programmet. Godt det samme, for jeg ville nok have været forarget over forældrene, ikke formåede at få deres børn til at spise. Men!!!! Så er det jo egetlig fedt at kunne læse et "resume" herinde, og samtidig få flyttet sit "snæver" syn.Jeg ville altså ikke have tænkt så langt som, at de kunne have angst, og hvor stor en overvindelse det kunne være at sætte sig til bords.Så jeg må da sige at her flyttede HN virkelig på min mening!!! Det er altid godt at kunne lære noget nyt....

Så jeg takker... er selv en kræsenpind... omend ikke i samme målestok som de kære børn....

Hatten af for tøsen, for Guderne skal vide, at hun gjorde sit alleryderste for at spise anderledes!

Det påvirkede hende jo også i forhold til hendes venner, fordi hun ikke brød sig om at spise anderledes end dem.

At forældrene så havde ladet det stå på i flere år er mig så en gåde...

For længe siden var der et program om forskellige spiseforstyrrelser. Der var en knægt, som NÆGTEDE at spise andet end chokoladekiks. Forsøg på alt andet endte i gråd og skrigeri. En lægelig undersøgelse af barnet viste, at han på et tidspunkt havde lidt alvorligt at halsbrand, så alt andet end chokoladekiks gav sure opstød i hobetal. Så kunne man egentlig godt forstå knægten. Mad gjorde jo ondt!

Jeg kan godt se, at nogle mennesker simpelthen kan have en angstlidelse der medfører at de ikke vil spise, eller anden form for svær madværging. Pigen der kun spiste chokolade, havde måske denne lidelse men hun blev jo nærmest holdt syg af sine forældre. At man i det hele taget er begyndt at fodre barnet med chokolade i sin tid, kan virkelig gøre mig så sur. Terapeuten sagde, at nogle fødevarer gjorde børnene angste, fordi de tidligere var blevet syge af det, men lur mig, om der ikke er andet mad end chokolade og chips der ikke gør barnet syg i hendes hoved...Lige netop de to ting kan da være så farlige for kroppen når man bliver ved at spise dem, så det burde forældrene da have taget op for længst...Synd for pigen, men jeg vil vove at påstå, at det meste af det, var forældrenes egen skyld.

Knægten der kun ville have sutteflaske - ja undskyld mig, men han havde da hverken angst eller det der lignede...Han havde da bare formået at snøre sin mor fuldstændigt...Og hun var da ikke for spids - som nævnt tidligere, forsøgte hun jo nærmest at fastholde ham i babystadiet...Sikke et privatliv de forældre må have...Det kunne man jo så også fornemme på faderen...

Terapeuten brugte en højst kontroversiel metode, til at få børnen til at spise. Jeg er enig med hende så langt, at man ikke skal lave en scene, hver gang barnet skal spise...Men lige meget om det hjælper, at servere det mad barnet nu lige ønsker, kan man ikke komme uden om, at det er mega usundt at se ungen køre sukkeryoughurt eller chokoladeknapper ned...selvom det evt. virker i længden. Jeg tror nu stadig, at det der hjalp allermest var, at forældrene fik øjnene op for dét der foregik og netop holdte lav profil når barnet skulle spise og ikke gjorde barnet anderledes.

Tilsidst vil jeg igen understrege at børns kræsenhed ikke betyder at de ikke opdraget ordentligt, men jeg tror at det er sådan for nogle...Alle vil jo i bund og grund sine børn det bedste, men nogle gange kan nogle andre øjne udefra hjælpe meget.

Jeg tror ikke bare det handler om en møg forkælet kræsen unge. Men somsagt som de også sagde - noget psykisk, en form for angst. Ligesom nogen har angst for højder, edderkopper osv. Så synes jeg egenlig ikke man kan tillade sig at sige sådan.

jeg har aldrig været overdrevent kræsen..

¨Da jeg var lille spiste jeg stortset alt, en dag fortalte en veninde mig at rosiner var tørrede spyfluer! jeg har nok været 5-6 år gammel... Spiste ikke rosiner igen før jeg var 15..

Bananer er noget jeg først er begyndt at spise her inden for det sidste års tid, før kunne jeg ikke udstå føelsen af det bløde snask..

nu spiser jeg stortset alt undtagen lever. Min tvillingebror derimod har aldtid været siindsygt kræsen, bl.a. kunne han som barn ikke spise kartofler...

Idag går det lidt bedre med ham, men han har stadig nogle underlige vaner, ex. kan han kun drikke helt frisk mælk, dvs. det første glas fra kartonen.. har den været åben og har stået i køleskabet en times tid, kan det godt smides ud, for så drikker han det altså ikke...

nogle gange er det angst, oftest er der "dårlig" opdragelse..

så ikke helt man kan sammenligne kræsenhed, hvor man ikke vil spise en enkelte ting også direkte angst overfor mad..

For mon ikke de fleste har et par ting de helst ikke spiser.?

Madforbi generelt tør jeg ikke gøre mig klog på, men de yngste havde efter min mening bare fundet ud af at snørre mor og far.

Jeg vil mene at forældrene har grebet meget af det forkert an med i hvert fald de yngste, de har jo fundet ud af at mor (og far) giver efter og giver mig hvad jeg vil ha' hvis jeg ellers skaber mig nok?

Tvang og negativ opmærksomhed samt dårlig stemning ved bordet er aldrig vejen frem for at fremme spiselysten. Lad ungerne pille med tingene selv og grib kun ind hvis der leges voldsomt med maden. Når de når den alder hvor de kan det.

Eksperten lod først de små børn få hvad de ville ha' for at skabe en god stemning om bordet og ved spisningen, altså ændre situationen, derefter blev nye fødevare indført som en naturlig udvidelse. Noget der burde være sket fra 6-9 måneders alderen og frem .

Det er frygteligt for dem der lever med et barn der virkelig ikke vil/kan spise pga. traumer eller legemelig sygdom, men umiddelbart syntes jeg ikke at de yngste havde de problemer, men jeg er selvfølgelig ikke ekspert .

Pigen som kun spiste chokolade... bortset fra, at jeg spiser lidt mere forskelligt og at jeg aldrig ville kunne spise noget som jeg "ved" at jeg ikke kan lide.

Jeg var rigtig glad for at se den udsendelse, fordi den fortalte mig, at det ikke var helt forkert det jeg slev havde fundet ud af, nemlig at man kan lide af madforbi. Jeg vil simpelthen ikke kunne få noget ind i munden som jeg ikke kan lide, på trods af at jeg ikke engang ved om jeg kan lide det. Mange af de ting som jeg har en fobi overfor, det har jeg ikke engang smagt...

Jeg synes hun var så dygtig da hun spiste det lille stykke toastbrød. Men jeg må samtidig sige at det som pigen gjorde, det er kun muligt, hvis man selv, gerne vil af med sit problem.

Jeg er ikke der, hvor jeg vil af med min forbi, ihvertfald ikke hvis det indebærer, at jeg skal konfontreres med den. Så stort er mit problem ikke, det er oftes andre mennesker som har et problem med hvad jeg spiser eller rettere ikke spiser.

Jeg aner ikke hvad denne fobi kommer af, men jeg ved at min bror som er to år yngre end mig, han spiser ALT.

Jeg er stort set heller aldrig syg, de sidste 4 år har jeg haft 4 sygedag. Jeg fødte i september en sund og rask dreng

Jeg deler mine spisevaner op i kræsenhed og angst. Kræsenheden er mad, som jeg godt kan spise, men som jeg ikke synes specielt godt om og helst undgår. Og angsten er madvare som jeg ikke kan få i nærheden af min mund, og derfor heller ikke ind i den.

Hvis i vil ved hvilke madvarer som går ind under angsten så er det: Alle typer sovs(undtagen chokoladesovs) alle retter som er blandet med sovs fx. lasagne, kødsovs, alle gryderetter, fødekartofler, koteletter i fad mm. Alle slags dressinger(undtagen citron/sukker-dressing) ketchup, remulade, mayonaise, leverpostai, smør på andet end knækbrød, rullepølse, alle slags supper, tilberedte grønsager og meget mere...

Som sagt har jeg ikke noget problem med at jeg ikke spiser så meget, men jeg synes det er svært at jeg altid skal forklare mig, og at jeg stadig ikke føler mig forstået.

Hilsen Marianne

PS: den der med bare at lade barnet sulte indtil de spiser det de skal, den holder ikke, barnet kan når det er ikke særlig gammelt selv gå i skabet og hente det de skal bruge, og kan jeg love jer for at jeg kan vente menge mange dage, bare til et eksempel, så vil jeg hellere spise papir, end jeg vil spise leverpostai... sætter det det hele lidt i relief?

det handler om at give efter og at børnene har snørret mor og far. Sådan er det ihvertfald ikke herhjemme.

Her i julen forlangte jeg at min søn skulle smage en lille bid brun kartofler. Han sad i 2 1/2 time og skreg og hylede og nægtede. Til sidst lagde han sig på sin stol og var ved at falde i søvn. Der var jeg nødt til at lægge ham iseng. Det er ikke sådan at mig og hans far skælder ud og råber af ham men sønnike kører helt op og blive fuldstændig hys.

Vi har ligesom valgt at han spiser det han har lyst til at det der kommer på bordet. Nogen dage får han så ris. Andre dage får han kun kød. Får vi noget en dag han bare ikke kan med men som han har smagt får han eks havregrød.

Jeg kan se og høre på ham at det ikke bare er for at få noget andet. Han forlanger jo ikke at få pålægschokolademadder eller lign. Han er glad for havregrød eller cornflakes. Og mad er ikke ligefrem det der er fedest at skændes med sine unger om for det er jo osse der de er trætte.

Hold da helt op, hvor må det være besværligt for dig... om ikke andet, så at få andre til at forstå, hvordan din verden hænger sammen. Puha, bare tanken om at skulle fortælle mennesker, hvad du spiser...

I øvrigt, hvordan går det når du er sammen med andre? Eller - de kender dig måske så godt, at det ikke skal forklaress...

Jeg tror, at den med barnet og kræsen, at forskellen ligger i, om det er en sygelig tilstand, som pigen med chokoladen. Hun var jo virkelig syg, og kæmpede som en gal for at komme over det.

Hvis man ikke selv vil kæmpe, ønsker det eller orker der, tror jeg også kampen er tabt på forhånd...

Drengen i udsendelsen, ham med den frustrerede mor, han spiste jo faktisk fint, når blot hun lærte at geare ned...

Tænker - uden at have været der selv, at sygdom er forskellen på pigen med chokoladen og kræsenhed...

Hold da helt op, hvor må det være besværligt for dig... om ikke andet, så at få andre til at forstå, hvordan din verden hænger sammen. Puha, bare tanken om at skulle fortælle mennesker, hvad du spiser... Tjaa hverdagen er jo ikke rigtig besværlig og det er som sådan heller ikke besværligt at være sammen med andre mennesker. Det er måske også, hvad man gør det til, fx. har jeg det ok med at bestille en pizza uden tomatsovs(kan også kun lide tomatsmag, hvis det er en rå tomat) og ost, men jeg synes det er pinligt at klage over det, hvis de ved en fejl alligevel har putte tomatsovs eller ost på.

I øvrigt, hvordan går det når du er sammen med andre? Eller - de kender dig måske så godt, at det ikke skal forklaress...

Det var en anelse svært at komme ind på livet at min svigerfamilie, da både mor og mormor er egnens madmødre og de kunne slet slet ikke forstå at jeg ikke ville spise deres mad. De syntes vist at jeg var meget meget mærkelig, men nu går det fint og de kommentere aldrig mine spisevalg.

Jeg tror nok at de fleste af mine venner acceptere at jeg vælger som jeg gør, de siger ihvertfald ikke noget.

Hvis man ikke selv vil kæmpe, ønsker det eller orker der, tror jeg også kampen er tabt på forhånd...

Det er jeg fuldstændig enig i, hvis problemet med at være lidt anderledes er mindre end viljen til at fjerne angsten, så er der ingen grund til at prøve på det. Netop derfor synes jeg at pigen med Chokoladen var så super sej, han havde en stor stor vilje.

Det er lidt mærkeligt for mig at snakke om mine spisevane på den her måde, jeg ser jo ikke mig selv som syg eller angst, men når man stiller det op på den her måde, så virker det som om jeg har en brist. På den anden side så ser jeg ikke det her som andet end hvis jeg var enormt bange for slanger eller for at flyve, når jeg undgår det jeg er bange for, så går det jo fint, det er først hvis jeg skulle konfronteres med min angst, at jeg ville få det dårligt(så der fik den kognitive terapi lige et stort minus fra mig!)

Hilsen Marianne

Hvor er det super, at det ikke besværlig gør dit liv, at du har det sådan..

Der tror jeg meget ligger, når du skriver, at det kan se ud som om du har en brist.. for i nogle menneskers verden, ja - så har du nok, men har vi alle ikke det, et eller andet sted, hvis andre skal vurdere det?

Jeg syntes det er fint, har du det godt, og kan leve som du gør, uden dit liv bliver bøvl, så er det helt fint. Den dag - hvis den kommer - at du selv får nok af det, eller måske ønsker noget andet, ja så ved du, at du kan gøre noget ved det..

Men som en klog mand sagde engang, man skal vælge sine kampe med omhu, og er det ikke et problem, så er der jo ligesom ikke nogen grund til, at skulle bruge masser af energi på det..

Pigen med chokoladen, der syntes jeg det var fint, først at hun turde, super flot af hende, dernæst, så var hendes mad SÅ specielt, at det ikke kan undgå at give utrolige problemer.

Men stærkt af en pige i den alder at erkende og turde gøre noget ved....

Undskyld mig, men jeg forstår altså ikke dit indlæg.

Men kan da da fortælle dig, at min hund, hest og papegøjer får det foder, som JEG har bestemt at de skal have. Vil de ikke æde det, så må de jo sulte. Sjovt nok så har jeg aldrig oplevet at de ikke æder, hvad der bliver serveret.

Man gør sgu selv sine dyr kræsne - hvis man giver efter og behandler dem som....... Så er man jo ikke rigtig klog.