Hmmm ja, nogen husker måske mit triste indlæg om min mistede lyst til hesteverden. Jeg mistede mit livs lys, og alt blev sort omkring mig. Jeg kunne ikke se, at der kunne være en verden uden min Pirelli.

Jeg bad derfor om råd, da jeg havde en lille skønhed der bliver 4 i år, der skulle være efterfølgeren, og som jeg købte da han kun var et lille føl. Pirelli havde været gruelig meget igennem inden han kom til mig, og min søde kæreste synes det ville være godt at starte en lille ny helt fra bunden Den lille har boet i hingstebørnehave siden han var et år, og var lige kommet hjem til "storebror" 1½ måned inden han blev taget fra os..

Jeg vidste ikke om jeg skulle beholde ham, for jeg havde slet ikke lysten til at tage i stalden. Det hele kunne jo være det samme uden Pirelli... Men men men... jeg kunne heller ikke overskue at miste dem begge på en gang, så den lille blev installeret hos søde Susan, fik dejlige folde og gode venner, masser af det bedste hø og bliver passet til topkarakter af hende. Så kunne jeg komme og gå som jeg ville, og ligge derhjemme og tude over Pirelli når jeg ikke orkede andet.

Langsomt begyndte vi at strigle, nusse og hygge sammen, og den lille er vokset på mig. Jeg holder så meget af hans kærlige væsen og blide sind, men jeg savner og længes efter at det er Pirelli der står der.. Det savn stopper nok aldrig.

MEN; så skete der det på en gang frygtelige og fantastiske, at lille myr har bedrevet en hovbyld og pludselig står der med ondt i fussen og kigger på mig med de store, brune øjne "Moar, jeg har ondt i fussen...!! HJÆLP MIG" Og så brast mit hjerte for ham. Jeg vidste lige hvad jeg skulle gøre, varmt vand og sæbe, smed og dyrlæge i røret og alt sammen fordi "det var jo ligesom dengang med Pirelli..."! Pludselig gik det op for mig, at alle mine erfaringer og alt det Pirelli lærte mig - både fra jorden og når jeg sad på hans brede ryg - skulle gå videre og glæde den lille. Min træner Klaus sagde det samme, jeg skulle måske være taknemmelig over alt det Pirelli lærte mig, men den der virkelig får noget ud af det, er min lille "næste".

Jeg plejer og passer og nusser og sæbebader og ordner, og glæder mig over at hestelivet er vendt tilbage. Jeg savner og elsker Pirelli højere end noget andet, men der er så mange glæder i livet man skal huske at sætte pris på - og en af dem står og venter på et sæbebad

Jeg ville nok egentlig bare dele min lidt filosofiske bevægelse over den bettes ømme fusser. Og min GLÆDE!! For hvor var der mange der delte min sorg, og gav mig gode råd og kærlige "spark" bagi - I havde ret! Og tusind tak for det! Nu glæder jeg mig til at dele ud af mine oplevelser med den lille hingstebasse.

Kærlig hilsen Nadja og den lille Kaiser - snart med bedre fusser!