Må ærligt indrømme, at jeg har prøvet lidt af hvert på den front

Der er noget du skriver, som falder mig i øjnene, du skriver:

men min kæreste, som jeg i øvrigt er rigtig glad for. Vi har et godt og harmonisk forhold, hvor vi respektere hinanden til fulde.

Derefter skriver du:

Det nytter ikke at tale med ham om det, da han bliver sur og ked af det, aner ikke mine levende råd, på det område?

De 2 ting, de passer ganske simpelt ikke sammen...

Hvis jeg så blander det med at din kæreste vil have, at du acceptere/elsker hans familie, uden at han forstår - eller forsøger at forstå dit problem....

Jeg må ærligt indrømme, jeg tror ikke problemet ligger i svigermekanikken...

Hvis problemet var der, hvis din kæreste ville dig, hvis du ville ham, så ville din kæreste have sat sig, taget din hånd, kigget dig dybt i øjnene og sagt: Ved du hvad min skat, jeg ved du er ked af min familie, det er jeg faktisk også, og jeg har nu beslutet, at fremover, så er det mit problem alene, jeg tager snakken med dem, jeg kræver ingen røg her hos os, jeg undlader at springe for dem, jeg kræver at får vi børn, så bliver det 100 % uden røg når der er barn og .............(slut det gerne selv)

Sådan gør man, hvis man lever, som du skriver i det første citat jeg har sat ind.....

Så - hånden på hjertet, jeg tror problemet er noget andet, som er lettest at kalde Svigermekanikken, fordi det kan alle forstå....

jeg kan ikke sige så meget andet, end at det er rigtig synd for dig, og jeg synes ikke du skal mande dig op,
jeg synes blot du lyder til at blive en kanon mor, når du en dag skal være det, når du allerede nu tænker over din børns fremtid.
jeg tror at du og din kæreste er nød til at snakke sammen om det - selvom det nok er svært.
det ville da være en skam at smide 4 gode år væk, pga. af hans familie..

Dog kan jeg sige dig, at vi er i "samme båd" - min svigerfamilie er ikke altid lutter lagkage,
for det første føler jeg mig ikke altid lige velkommen,
nogen gange driver min svigermor mig til vanvid,
men samtidig kan vi sagtens tage på shoppingtur sammen,
der er stor forskel på at være alene med hende eller være samlet som familie.
min svigerinde har for nylig udtalt at der var på grund af "kenneth @!#$ kæreste" (hun er 13 år) at kenneth ikke er ved dem til jul i år, da vi i år skal holde jul med min familie.
Jeg har også næsten lige haft en KÆMPE skænderi med hans kusine, som endte med at svine mig til, og bede mig smutte ud af deres familie, heldigvis finder min kæreste sig ikke i nogle af tingene, da vi har haft et 2 årigt langt og dejligt forhold, er forlovede osv. så de skal ikke ødelægge det.
heldigvis.
men det må da være hårdt hvis ens kæreste ikke kan/vil afhjælpe problemerne
det er nok et meget følsomt emne for ham?

pøj pøj med det.. men se da om ikke der findes en løsning?
prøv at snak med din svigerfamilie, eller hav dem på

en-mandshånd?

Nu behøver du vel ikke at besøge familien uden ved jul og fødselsdag. Til hverdag kan du jo takke nej til invitationerne fra dem.

I burde kunne indgå et kompromi, dig og din kæreste. Så kan han jo besøge dem alene til hverdag. Og hvis du så sætter dine forventninger lidt ned, mht. en skøøøønt sviger familie, sådan er din verden ikke.

Hvis ikke din kæreste vil gå på kompromi, ville jeg, hvis det var min kæreste, overveje at gå, I har ikke sådan et vidunderligt liv sammen, hvis I ikke kan finde ud af hvor meget svigerfamilien skal fylde. Hvad med din egen familie, hvor meget ser I til den ? Hvordan er din kærestes forhold til din familie ?

Hmm... Nu behøver børn jo ikke blive passet eller komme på ferie hos alle deres bedsteforældre.. Mine har aldrig overnattet hos min far.. og kun meget sjældent hos mine svigerforældre.. vi er bare meget forskellige.. omkring børneopdragelse osv..

Så mit naturlige valg.. er selvfølgelig min mor.. og hendes mand..

Nu er jeg så også vildt dårlig til at lade andre passe dem.. eller var.. De er 12 og 9 nu..

Du skal bare tale med ham om det.. og han vil sikkert forstå..

Held og lykke med det!!

Karina.

et super forhold til min kærestes familie, og jeg har aldrig prøvet IKKE at have et godt forhold til en svigerfamilie..

Så det er svært..

Men ja, jeg synes heller ikke, det lyder til, at I har så godt et forhold, som du beskriver, når ikke du kan tale med din kæreste om dine problemer med hans familie.

Men jeg kan på den anden side også godt forstå, at han ikke synes, det er særlig fedt, at du taler dårligt om hans familie.

En ting er selv at have et anstrengt forhold til sin familie, noget andet er, at andre har det.

Så hvis du og din kæreste skal have det til at fungere, er I nødt til at have en snak om, hvor stor del hans familie skal være af jeres liv.

Svigerfamilier er altid et ømtøleleligt emne. Han må kritisere hans familie, men du må ikke.Sådan er det bare tit.

Det bunder i den ufattelige grad af tolerance børn har over for deres forældre - den ubetingede kærlighed. Når man så bliver ældre begynder man at rive sig løs og se deres fejl - men derfor kan man hurtigt ryge tilbage i rollen, hvis andre begynder at påpege deres fejl.

Så helt ærligt - lad være med det - men bak ham op når han gør det.

Mit fohold til mine svigerfamilie er endnu mere kompliceret end det du beskriver - og vi har ingen kontakt til dem i dag - men det var ikke et valg jeg traf - det gjorde min mand. Kun når de har villet gøre mine børn ondt har jeg haft kløerne fremme - derudover er det hans kamp - så skal jegtil gengæld nok tage mig af min mor når hun bliver for nosy - jeg kan nemlig heller ikke lide når han taler grimt om min familie.

Men det du skal huske er, at når først i går i gang med at lave "jeres" egen familie, så bliver din og min famiie noget sekundært - det primære bliver det lille tre-, fir- eller femkløver man selv er en del af - sammen - og så bliver svigerfamilien bare mindre vigtig.

men så længe din kæreste selv er i stand til at sige fra over for sin familie - så er mit bedste råd helt klart at du trækker følehornene til dig og forholder dig passivt til dem.

Det er altid en hjælp, at få øjne udefra til at se på problemet.

Vi har talt om hans familie gennem årene, og han har også været sød til at gå på kompromis ( fik ikke udtrykt det klart nok i første indlæg).

Han ser ofte hans far og mor i hverdagene når jeg er på mit studie. Og ellers ser vi dem måske kun 1-2 gange om måneden. Vi har talt om det, og han forstår godt min situation og frustration, da han heller ikke selv syntes at de altid er så sjove at være sammen med.

Det virker som om at det kommer i perioder, at han lige pludselig bliver ked af det, over at vi ikke ser dem mere og at jeg inddirekte giver udtryk for ikke at orke.

Det kan måske skyldes "skyldfølelse" hos min kæreste over at vi ser mine forældre rigtig ofte. Vi ser dem 1 gang om ugen, og laver en masse sociale ting sammen, såsom at tage i dyrhaven, spise ude, spille spil osv. Min kæreste er vilde med mine forældre, og dem med ham.

Han kan måske føle at han lidt svigter sine egne forældre, over ikke at "gide" dem, som han gør med mine? Han har i hvertfald taget mine forældre til sig, næsten som sine egne (fordi han aldrig selv har haft nogen forældre der " er som mine"?).

Jeg syntes at vi respektere hinanden og er ærlige og åbne. Fungere rigtig godt sammen i hverdagen, har mange af de samme interesser og elsker bare at være i hinandens selskab

Forholdet fejler intet. Alle kan jo godt skændes over ting engang imellem.

Der hvor min frygt er, er hos svigerforældrene, når der kommer børn til. At jeg ikke vil kunne acceptere at hans familie skal være sammen med mine børn, når jeg nu ikke syntes at de er nogle behagelige mennesker der kan give min børn nogle værdier i livet. De skal jo have lov til at se dem, tror bare jeg vil have utrolig svært ved det, og det er der min frygt ligger.

Og at jeg simpelthen, må sige stop, inden vi får børn, fordi jeg har svært ved hans familie.

Vi har talt om tingene mht. børn, og han syntes heller ikke at børn skal udsættes for røg osv. men det kan jo værre at han ser anderledes på situationen til den tid. Hans far er invalid pensionist, og bliver kun dårligere og dårligere, så til den tid vil han måske ikke være i stand til at køre op til os, og dermed vil vi være tvunget til at tage ind til ham, i røgen.

Og ellers er chancen bare at de vil rende en over enden heletiden?

Jeg kan godt leve med situationen som den er nu, hvor vi "kun" er os to, fordi min kæreste acceptere at jeg ikke ser hans famailie så ofte.

Men åh altså, syntes at det er svært, og syntes måske at jeg overreagere lidt, og tager sorgerne på forskud? For hvem siger at det kommer til at gå galt den dag vi får børn? Og vil jeg virkelig lade min drømme mand gå over styr, bare fordi jeg "tror" eller "regner" med at det bliver et problem?

Føler også lidt at jeg sætter min kæreste i dårligt lys, men det skal bestemt ikke betragtes sådan. Han er virklig en der er værd at holde fast i (han er jovild med heste, og rider selv ej spøg til side)

Fortæl gerne om egne oplevelser og erfaringer. Det er rart at kunne sætte det i relief

Åh hvor har du altså ret- tænker slet ikke sådan. Tror du har ret at i, når der først kommer børn, så bliver vi bare vores egen lille familie.

Jeg prøver at trække mig fra alt hvad der har med hans familie at gøre, og lade det være op til ham. Men samtidig får jeg skyldfølelse overfor min kæreste, over ikke at ville se hans forældre/familie.

Jeg kan kun sammenligne det med, hvis jeg havde en kæreste der ikke orkede mine forældre. Hold da op hvor ville jeg være ked af det.

og lad være med at synke ned på deres nivue (staves??)

og når de så ikke gir lidt igen, blir du blot ved at række hånden ud. hvis din kæreste er som du skriver burde han kunne se at det ikke er dig den er gal med, og ville kunne tale om emnet.

jeg har ikke set min sviger mor og far i ca 3 år pga uoverensstemmelser. det har været min mands beslutning.

men i år er vi blevet enige om at det er trælst atgå og have det sådan og at vores børn ikke ser noget til dem (og svigermor vil så gerne- det er mellem min mands far og ham det har været galt, og de er stædige som muldyr begge 2)

så nu er der sendt en lille julegave afsted- som at række en hånd ud i mørket- nu glæder jeg mig blot til at se om problemerne bliver løst.

Du kan i det mindste være sammen med din svigerfamilie... Min har bedt min kæreste vælge mellem dem eller mig for nogen år siden. Han valgte så mig.

Vi nyder hinanden og livet- og starter selv en familie om nogen år

Sviger familier er ikke altid en dans på roser(Jo måske på tornene-hehe)

Hejsa,

Jeg vil blot lige tilføje at man altså ikke selv vælger sin familie!

Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at man abselut skal se hinanden og gøre som om at man er ih og åh så glade for hinanden..

hvad skal det til for??? er det usikkerheden over at være selvstændig der trykker?

Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at spilde krudt på mennesker som gang på gang skuffer en..

Som gang på gang tager hvad de kan bruge fra en for derefter at forsvinde, indtil de igen har brug for et eller andet man er leveringsdygtig i...

Hvorfor ikke bruge sin tid og energi på mennesker som man faktisk har lyst til at være sammen med,og som har respekt for de normer og værdier man har valgt at leve efter??

Det kan da ikke være rigtig at man skal gå og være ked af det fordi man føler at man altid skal være den der vender den anden kind til,rækker en hånd ud eller hvad i vil kalde det..

Det er da uværdigt! , nogle mennesker bliver bare aldrig bedre,men hvorfor søren bruge tid og energi på dem..

man skal gøre sig fortjent til at være forældre,bedsteforældre eller svigerforældre,datter,søn eller svigerdatter/søn, præcis som man skal gøre sig fortjent til at være gode venner.

gøre sig fortjent= behandle andre mennesker ordentligt og gøre en indsats for at pleje venskabet!

Og hvor kommer alt min hovedrysten så fra?

erfaring- desværre!

Men jeg er da kommet så langt, at jeg ved at jeg har det meget bedre uden disse mennesker, som konstant skal gøre livet surt for mig.

Nenya hvad du skal gøre kan du kun selv afgøre, du kan ikke presse din kæreste til at have en anderledes kontakt med hans forældre,det er noget han er nødt til selv at finde frem til..

Ellers vil han måske senere bliver sur på dig,fordi han føler at han er blevet presset..

Det eneste du kan gøre er at fortælle ham stille og roligt hvorfor du føler som du gør..og hvilke anstrengelser det er for dig at i skal stå til rådighed for hans forældre.

Få ham til at forstå at hans forældre ikke er din byrde.

Bekymringen omkring børn kan jeg kun alt for godt forstå,men jeg synes måske også at du tager sorgerne lidt på forskud..

Er det virkelig det som afholder dig fra at være sammen med din kæreste, eller ligger der andre ting på lur??

Mvh Hotbandit!

godt at din kæreste bliver ked af det når du omtaler hans familie på denne måde.

Uanset hvordan man vender og drejer det så elsker man vel sin familie på godt og ondt i større eller mindre omfang eller hvad ???

Vi vokser alle op på forskellig vis med forskellige normer og værdier. Nogle måske mindre hensigtsmæssige end andre, men et harmonisk samliv drejer sig vel om at finde et kompromis lige midt imellem og acceptere de forskelligheder vi alle indeholder eller ???

Det er dejligt at du bekymrer dig om de børn du skal have i fremtiden, men har du den rigtige mand til det ???

For uanset hvordan du vender og drejer det så vil din nuværrende kæreste altid have den familie han nu engang har, så de vil altid være en del af jeres liv.

Du behøver ikke at elske hans familie men du er nødt til at acceptere at de nu engang er der og du er nød til at acceptere at din kæreste selvsagt vil vise jeres kommende børn frem til dem.

De behøver jo ikke passe jeres børn. I kunne jo hyre en barnepige. Det har vi altid gjort hvis vi skulle deltage i noget hvor vi ikke kunne have vores børn med.

Hvad rygning angår, så kunne du jo tale med dine svigerforældre om de kunne udvise hensyn når du måske engang kommer på besøg med dine evt. kommende børn ???

Hjemme hos jer er det jo jer der sætter dagsordenen.

Hos os er der røgfrit og dette accepteres fuldt ud af alle vore venner, bekendte samt min storrygende svigerfamilie.

Mit bedste råd ; Tal sammen

Jeg syntes selv at jeg acceptere hans familie, og prøver at leve med deres særheder.

Vi skal sågar holde nytårsaften med hans bror og hans far! Så jeg prøver alt hvad jeg kan for at få det til at fungere

Jeg er klar over at hans fasmilie altid vil være en del af min kærestes liv, men jeg kan jo håbe at jeg vokser med opgaven med tiden. Mange siger også at man ændre sig når man får børn Så vil jeg garanteret gerne have at mine børn har kontakt til den del af familien? (Måske?) Jeg er stadig ung og kan kan være usikker på mange ting, hvor jeg må udvikle mig, og lære mig selv godt nok at kende, så jeg kan sætte grænser, inden de går for vidt!

Tak for jeres svar.

Status er at jeg ikke "skifter" min dejlige kæreste ud pga. en "bagatel"! Det er jo ikke svigermekanikken jeg bor sammen med, og en ting har de gjort godt! De har nemlig givet mig deres søn