Har i dag taget mit livs hidtil værste beslutning.

Éfter at mine to rottweiler var oppe at slås for trejde gang indenfor kort tid i går var jeg nød til at gøre noget. Den yngste at mine hunde har i den sidste tid været hård ved min anden rottweiler og var begyndt at knorre mere af os end han har gjort førhen. Min yngste har altid været mere bestemt og ikke sådan at sætte på plads, men det har gået og især efter han blev kastereret blev det rigtig godt.

Men nu gik den ikke mere. Jeg er blevet bange for at være selv med dem hvis de skulle komme op og slås.

Derfor valgte jeg i dag at ringe til dyrlægen og i samråd med ham blev der besluttet at det bedste ville være at aflive Junior.

Jeg fik lov til at gå tidligt fra arbejde, da jeg ikke kunne hænge sammen af for lidt søvn og mange tanker. Gik en dejlig tur med Junior da jeg kom hjem og kl. 13.30 kørte kæresten og jeg sammen ind til dyrlægen med ham og blev der til det sidste.

Nu sidder jeg kun med minderne og tårene tilbage over min dejlige hund som er et afkom af min anden dejlige hund Ricko som stadig går her i stuen ved mig.

Kan ikke lade være med at tænke nu om det er min skyld at Junior blev sådan... Selvom jeg sys jeg har gjort hvad jeg kunne med hensyn til opdagelse og hundetræning.

Men jeg er sikker på at det er den bedste beslutning jeg har taget for os alle. For hvem ved om det måske en dag var gået ud over et menneske.

Nu skal jeg bare forlige mig med at han er væk, at hans kurv er tom, madskålen fjernet og hansbåndet hænger på knagen i gangen.

FARVEL JUNIOR OG TAK FOR ALLE DE GODE TIMER VI HAVDE SAMMEN.

Tak fordi I læste med. Havde bare brug for at få det hele ned på skrift.