Jeg har tidligere fortalt om min tante og fars moster, der henholdsvis døde af kræft og alderdom/senil demens i år, og det har betydet en hel del for mig. Måske fordi der kun var få måneder imellem deres dødsfald?
Der er nu gået ca. 3 måneder siden den sidste døde (hun døde her i august), og her i efterårets start begyndte jeg at lytte til Neverending White Lights som netop laver sådan nogle sange om det at sige farvel til sine kære på deres dødsleje og døden generelt på en smuk og poetisk måde. Mine venner og familie har også mærket en lille forandring hos mig. Jeg er blevet mere dyb og tænker meget over livet - Altså ikke på en deprimeret måde, for jeg har da stadig mit gode humør og griner over sjove ting, jeg ser og oplever i hverdagen.
Her er lige et par links til nogle af deres sange:
The Grace
www.youtube.com/watch?v=My0FyN72Phc
Angels and Saints
www.youtube.com/watch?v=dZUSZt1APxU
Always
www.youtube.com/watch?v=obIBXJ0_UkY
Er det en måde at bearbejde sorgen på, at jeg netop hører Neverending White Lights? Jeg reagerede ikke så 'kraftigt', da andre familiemedlemmer døde, men måske har det også noget at gøre med, at det skete så hurtigt efter hinanden?
Andre, der har prøvet/oplevet noget lignende?
