Den 9 december 2007 var jeg så uheldig, at falde af en pony og brække ryggen.
Det indebar indlæggelse og flere måneder med smerter og genoptræning.
Alt staldarbejdet hang på min kæreste og flere af vores gode venner kom og hjalp med udmugning mm. og jeg kunne bare ligge derinde og kunne ikke en dyt.
Jeg svor, at jeg aldrig skulle ride igen selvom jeg har redet fra jeg var helt lille. Der gik lang tid før jeg bare turde trække med hestene herhjemme. Alt i alt var det et langt helvede, Hvor jeg havde ondt, blev fyret fra jobbet og intet syntes, at ville lykkedes. 
plus, at jeg var blevet bange for andre heste.
Langsomt genvandt jeg tilliden fra jorden af, hvor jeg arbejdede meget med min frygt. Jeg tænkte jo altid på det, der kunne ske. Den kunne mase mig, træde på mig, stikke af fra mig osv.
Men, Men. Nu er min den gamle pony blevet opstaldet på en god rideskole til, at trække med de små og i søndags kørte jeg derned for, at se om han skulle rides. Ejeren sagde, "Du kan da bare ride selv" ihh, nej. Det kunne jeg da ikke
Men jeg fik, da mine ridebukser på igen og hjelmen under armen. Lysten var der, men jeg var stadig noget usikker. ...( det skal siges, at lysten har været der tit, me jeg har altid tabt modet igen).
Det hele endte med, at jeg fik redet en tur og red i hallen bagefter. Det var en vidunderlig følelse og resten af dagen var jeg et stort smil 
..
Jeg håber, at andre, der har haft mistet modet lige som mig kan være lige så heldige, at finde det igen.
Alt i alt tror jeg det drejer sig om, at bearbejde sin frygt i det tempo man kan og ikke lade sig presse før man er klar.
Bare en dejlig glædes historie fra mig...
