Min dreng står med forbinding om højre bagben og udsigt til boksro det næste stykke tid. Situationen kunne have set meget, meget værre ud...
Han blev i dag sur på naboen, og sparkede højt og voldsomt mod den ellers solide boksvæg. Han fik knækket nok af et af brædderne til at benet gik igennem op til hasen... Han fik en masse afskrabninger, og skoen blev flået af da han trak det til sig.
Til at begynde med kunne han ikke støtte på benet... Jeg troede jeg skulle miste min hest!
Dyrlægen kom ud hurtigt som et lyn, og hun pillede, prikkede og mærkede. Heldigvis kunne han begynde at støtte på det, og hun mente ikke at der var sket noget med knogler eller led. Han var lidt øm i senen, men det kan godt være fordi han har forstrukket den. Sårene var heldigvis ikke dybe heller, så indtil videre er tingene overvejende positive.
Han opførte sig eksemplarisk hele vejen igennem, selvom han fik flere sprøjter og der blev pillet en del ved benet. Ingen protest, han var bare helt samarbejdsvillig.
Hoven ser faktisk helt pæn ud også, på trods af at skoen jo blev flået af.
Nu får han et par dages ro og medicin, så vurderer vi situationen. Forhåbentlig trænger han bare til at komme sig, så det bliver bedre i løbet af dagene. Han er heldigvis ved godt mod, har overskud og gnist i øjenene.
Jeg er meget taknemmelig over at det ikke gik så slemt som det kunne være gået, når man tænker scenariet igennem! Og jeg er rigtig glad for at folk i stalden er meget hjælpsomme og søde, jeg kommer i hvert fald ikke til at stå med det alene 
Så nu krydser jeg bare fingre for at han kommer sig hurtigt 