Ja, efterhånden som man lærer sine heste at kende, finder man ud af, at de måske burde have et andet, mere passende navn....
I foråret overtog vi en ejendom med plads til heste, hvor der var 9 bokse. Så vi fik hestene hjem, og begyndte lige så stille at finde vores daglige rutiner.
Boksene er vældig flotte med opmurede vægge og fronter med majestætiske kugler på hjørnerne. Lågerne er svejste rammer med træplanker.
Det er dog ikke særlig praktisk, da lågerne nemt kommer til at hænge og lukke systemet ikke er så stabilt.
Jacob og Hero, de 'kloge' heste i stalden, fik også meget hurtigt afmonteret kuglen mellem deres bokse, så de bedre kunne snakke sammen. 
Tidligt om morgenen bliver hestene fodret og døren ud til bliver åbnet. En times senere bliver de så lukket på fold.
En morgen her i sommerferien havde min mand stået for morgenvækningen, og så kørt på arbejde. En times tid senere står Karoline og jeg så op og går i stalden iført nattøj(meget lidt) og bare tæer i sko.
Da vi kommer derned er Hero boks åben, og væk er han. Vi kan følge hans spor rundt om hele ejendommen og væk er han...
Panik panik!
Karoline løber lidt foran mig ud af indkørslen, og får åbenbart øje på et eller andet og spæner afsted. Da jeg når ud på vejen, er hun langt foran mig, og jeg kan se at hun løber alt hvad hun kan ned mod vores lille landsby.
Ingen mobil nogen af os, så jeg ved ikke, hvad hun har set eller om hun har set noget. Så jeg løber tilbage og starter bilen, og kører så på heste-/pigejagt. Kan ikke få øje på nogen af delene nogen steder.
Det er lige ved den tid om morgenen, hvor folk kører på arbejde, og vi har også motorvejen meget tæt på. Så jeg frygter selvfølgelig at Hero skal løbe ud foran en bil i panik.
Jeg kører lige så stille rundt på de små veje, og spørger et par stykker, jeg møder om de har set en løs hest eller en vild pige i ikke ret meget tøj. Næææh, ingen har set noget.
En halv time senere finder jeg dem dog 2,5 km hjemmefra, på vej hjemad. Karoline er vildt chokeret. Hero er fuldstændig afslappet, - ingen panik, ingen sved og heldigvis ikke en skramme.
Hun havde fundet ham på en lille ejendom, hvor hvis man gik igennem deres carport, så havde de en lille fold i forbindelse med haven, hvor der gik et par små ponyerne. Heldigvis med nogle meget flinke beboere, der ikke var sure over at få besøg, og som havde tilbudt Karoline både det ene og det andet.
Så ud over at Karoline havde fået vabler på fødderne og forrevne ben af at løbe gennem kornmarkerne, var der intet sket.
Så her for 14 dage siden var det galt igen!
Vi har ellers fået repareret Heros låge, så den ikke hænger længere og er nemmere at lukke helt.
Om natten lukker vi døren, og åbner porten ind til ridehuset, der ligger i forbindelse med stalden. Så er luften i stalden bedre om natten, end hvis der er helt åbent. Ridehuset har to store porte ud mod gårdspladsen, som dog er lukkede om natten.
Vi havde lige fået leveret sand til bunden, og vognmanden havde forsøgt at tippe det ind i hallen. Det lå derfor i den åbne port, der dog næsten var helt særret af den kæmpe bunke sand.
Kl 2.30 om natten ringer vores gode nabo til os, at han var blevet vækket af hestetramp på landevejen uden for hans åbne soveværelsesvindue. Tænkte at det ikke kunne passe og var gået over til os, for at konstatere at stalddøren var lukket som normalt om natten. De kender rutinerne, for deres egen hest står ved os.
Heldigvis stiller han sig ikke tilfreds, men kigger ind i stalden også. Og ganske rigtigt! Heros boks er tom... 
Det er altså en af de nætter, hvor der er bældravende mørkt på landet. Og vores heste har ikke grimer på.
Nå men vi griber en grime og et træktov hver, og går tre mand på hestejagt i buldermørke, imens den opmærksomme nabo bliver på stedet.
Efter en hurtig rundering på ejendommen, kan vi konstatere, at der er han ikke.
Denne gang er vi lidt klogere og udstyrer os med mobiltelefoner og lommelygter. Karoline og Jan går ud over markerne i retning af, hvor han løb sidst, og jeg tager igen bilen og kører ud på de små veje med nedrullede vinduer, og ingen lys på. Så kan jeg nemlig se mere.
Det skal siges at vi bor i et område med meget små veje og meget lidt aktivitet om natten. Så denne gang var jeg ikke bange for at han skulle blive kørt over, men mere at han skulle rende i et hegn.
Efter ca 3 kvarters hestejagt, hvor man ind i mellem kan høre Hero vrinske, først i den ene retning og så i den anden, og hvor man ind imellem tror, at nu er man tæt på, fordi man kan høre noget larme i buskadset, så ender både Karoline og jeg oppe samme sted, som han var sidst. På besøg ved de små ponyer.
Men efter at havde konstateret, at han HAR været der (hovspor i rabatten) men er gået igen, - nok fordi ponyerne ikke er ude, så ringer naboen igen. Nu går Hero hjemme på ridebanen!
Puh ha, den hest kan holde os beskæftiget! 
Hvordan pokker han har åbnet boksdøren denne gang, er en gåde. Men han er gået ud af boksen, ind i ridehallen, over 'bjerget' af sand i porten og ud i det fri.
Uden panik, men velovervejet!
Også denne gang uden en skramme 
Så vi overvejer seriøst at få ændret navn på papirene fra Hero til Houdini! For han er da godt nok mere udbryderkonge end en helt.
Ihvertfald ikke særlig populær sådan en nat kl 3, hvor man raver rundt i mørke og ikke aner, hvad man skal gøre.
Samme morgen rejste jeg 14 dage på ferie, så jeg har ikke været oppe ved de mennesker, som han åbenbart har besøgt. Dem med de små ponyer.
Jeg må hellere aflægge dem et visit. Både for at takke fordi de var venlige og hjælpsomme overfor Karoline første gang, og så for at høre, om Hero måske har været i deres have og 'ordnet' noget den sidste gang.
Tænk hvor upopulær man ellers kan blive i området. Tænk hvis de er kæmpe haveentusiaster, og han har trampet i deres bedste bed, eller gødet roserne utilsigtet....
Vi er vildt uansvarlige...
