Ved ikke lige hvor jeg vil hen med det her indlæg..
Men altså, sagen er den, at her i går aftes gjorde jeg det endeligt forbi med min kæreste. Vi har været sammen i lige godt to år.. Dét er altså lang tid når det er ens første kæreste og man ellers aldrig har været til kæreste halløj før!
Det har, som så mange andre forhold, været meget op og ned og vi har da skændtes, men også haft det utroligt godt! Men nu var det bare som om der ikke er nogen gnist mere... Ikke at jeg ikke elsker ham, men har bare ikke kæreste følelser længere, så efter mange og lange tanker, har jeg sagt stop.
-Det er godt nok en underlig fornemmelse..!
Vi bor sammen, indtil den 16 sept. hvor lejligheden er opsagt og flytter derefter hver til sit. Det vil jo altså sige at vi har 14 dage sammen endnu.... Og selvom vi går og snakker om hvordan og hvorledes med dele ting, at vi ikke er kæreste, hvor vi skal bo og hvad der skal ske, føles det bare som om det slet ikke er rigtig....
Jeg er slet ikke i tvivl om at det er den rigtig beslutning jeg endelig har taget, men selvom alle følelserne er væk, er det simpelthen bare så hårdt.
-Tænker bare hele tiden på hvad der skal ske i mit liv. Hvor jeg skal bor, arbejde og hvad jeg skal lave... Gør det bare så svært!
Og det hjælper jo heller ikke noget, at én der betyder så megt går og er ked 
Puhhaaa, skulle lige ud med det...
