Hej Alle Ænder...
Ja... I denne uge må jeg i princippet endelig begynde at longere Raffe et par gange om ugen for at se hvordan han reagere på det med hensyn til ryggen...
De sidste 3-4 dage syntes jeg bare mit mod & håb er gået SÅ meget ned af bakke!
Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor eller jo men det blir lidt langt:
Dyrlægen sagde jo allerede sidst hun sendte mig hjem med Raffe at hun ikke viste om han ville komme til at springe det han gjorde før eller tilsvarende...
Jeg tog det ikke så tungt lige der for tænkte " nå ja men det skal nok gå"
Men NEJ hvor jeg bare er .... Deprimeret?
Forleden dag sad jeg ude på spring banen i p*sse øs regn vejr bare stirrede på de forskellige spring, sad og tænkte som en gal over alle de ting vi har været igennem, alle de drømme og håb vi/jeg hade, det gik bare så godt for os, vi var endelig begyndt at kunne vise "verden" at vi kunne selvom vi var små og han var bare så god som aldrig før og alt var på toppen indtil det dumme spark på ryggen.
Jeg har siddet og kigget vores spring billeder igennem, vores dressur billeder, vores hygge billeder - alle billeder igennem de 6 år jeg har ´haft Raffe der har været SÅ mange ned & op ture, men den her syntes jeg bare er SÅ slem!
Jeg kan bare ikke holde ud og kigge på Raffe han er SÅ forfærdelig at se på fordi han bare har tabt ALLE muskler af at stå så længe!
Han er ikk blevet tynd (foderstands mæssigt) Men han er bare så pindet og forfærdelig grim at se på 
Jeg er bare SÅ mega ked af det!
Sidder bare og stor tuder hver aften for føler virkelig bare mit mod er pist væk...
Jeg bliver SÅ ked hver gang jeg ser på Raffe, og har det så dårligt...
Har slet ikke lyst til at tage ud til Raffe eller jo! selvfølgelig har jeg det, men det er bare så deprimerende! Jeg kan ingenting med ham, og han fatter bare minus af hvorfor vi intet skal lave! Jeg kan se han osse står og bliver mere trist, og det hjælper bare ikke på humøret, jeg prøver at være glad og stærk når jeg er ude ved ham, men alligevel kommer hans mule om på ryggen af mig han presser mig ind mod hans bringe og så står tårerne bare ud igen... 
Jeg er så bange for at begynde og longere ham, er så bange for det går den forkerte vej igen, er så bange for han aldrig bliver hvad han var og ja,..
Er generelt bare pisse bange omkring alt med Raffe lige pt!
Jeg har ikke været specielt aktiv herinde siden det med Raffe, har så vidt muligt isoleret mig fra ride verdenen, har ikke haft lyst til at være en del af den, for har kun kunne se passivt til, uden ridning - med en skadet hest, det har såret mig og gjort mig ked af det hver gang jeg har set andre ride, hver gang der har været et stævne jeg har kunne være med til, hver gang jeg står i en situation hvor jeg kan tænke " det her ville Raffe elske at være en del af"
Det føles nærmest sygeligt!
Kan slet ikke beskrive det ordenligt....
Der er bare så mange ting jeg bare ikke kan holde ud fordi jeg ikke har min bedste ven i ordenlig form hvor han og jeg er glade og aktive....
Det piner mig virkelig....
Når jeg høre om andres ride oplevelser bliver jeg glade på deres vejne - selvfølgelig...
Men bliver samtidig utroligt ked så snart jeg tænker på Raffe...
Bare tanken om han måske aldrig kommer til at lave det han elsker aller mest i hele verden slår mig bare ihjel indvendigt!
De eneste kommentarer man får er at "sådan er det jo at ha med levende dyr at gøre" og JA det ved jeg da godt, men behøver det være SÅ unfair!
Syntes jeg har været rigeligt uheldig med 1 død hest i år, og syntes virkelig ikke det er fair det nu osse går ud over Raffe...
En ulykke kommer sjældent alene - men gid den gjorde!
Ved ikke rigtig hvad jeg vil med det indlæg, hade bare SÅ meget brug for at komme ud med det, det brænder bare en op når man går rundt med det - uden reelt at ha nogle og dele det med...