Hvor er det en trist historie

Din hest må have haft det godt med et så langt og aktivt liv Trist at det skulle ende pga. en forfangenhed..

Jeg synes det var flot at du selv stod med hende da hun sagde farvel. Og ikke mindst at du kunne tage beslutningen. Man er IKKE i tvivl når tid er.

Får 3½ år siden, hold da op som tiden går, fik jeg aflivet en hest akut. Jeg var heller ikke i tvivl om at det var tid. Og jeg stod med ham da han faldt sammen, det ville jeg. Det var så hårdt da han faldt sammen, men alligevel rart at kunne være der til det sidste samt være det sidste han så i sit liv. Og selvom det var så trist så var han bare så smuk da han lå i sneen og sov..

til dig samt KÆMPE trøstekram herfra...

Flot og stærkt gået, jeg tager hatten af for dig

stort trøstekram herfra skal du allerførst have.

Det er så svært at tage afsked med dem, vores allerdejligste dyr - men vi er så heldige, at vi kan tage beslutningen for dem, når livet ikke længere er værdigt - mange mennesker misunder dem den mulighed.

Jeg ved, at jeg aldrig ville kunne gøre det, du gjorde i dag. Men jeg har en helt fast aftale med en jeg stoler på, der tager med Capella den dag hun skal ud på sin sidste rejse og holder hende mens slagteren gør det han nu skal gøre.

Og kan hun af en eller anden grund ikke slagtes eller transporteres, ja så holder den selvsamme person hende, mens dyrlægen afliver.

Jeg ville ønske jeg kunne tage samme afsked - men det dur jeg bare ikke til...

Et kæmpe trøstekram herfra - og samtidig et stort skulderklap for at du blev ved hende til det sidste

Da jeg sagde farvel til Lakaj i marts, holdt jeg ham selv hele tiden, pånær da han faldt. Solen skinnede og jeg sad med hans hoved i skødet. Da dyrlægen sagde at han var væk begyndte det at hagle, meget symbolsk.

Hvor er det trist med din hest, men flot af dig du var ved hendes side til det sidste

For 15 år siden fik jeg slagtet min første hest. Det var ejeren af gården der var hos ham, og den dag idag er jeg stadig ked af jeg sagde farvel dagen før, og derfor håber og tror jeg at jeg kan følge mine heste til det sidste... Det er det mindste jeg kan gøre for dem, for de har bragt mig så megen glæde gennem tiden.

Trøstekram herfra

hejsa..... jeg er virkelig ked af at høre om din hest, jeg mistede selv min gamle hoppe sidste år og det er ufatteligt hårdt at skulle sige farvel.

Selv var jeg ALDRIG i tvivl om hvad jeg ville, hun skulle aflives "hjemme" med sprøjte og jeg skulle være hos hende hele vejen. Hvis jeg skulle sige farvel til min nye hest skulle det foregå på samme måde.

Hun fik en beroligende sprøjte i stalden også trak jeg hende hen hvor hun skulle ligge og der fik hun 3 store lyserøde sprøjter, lynhurtigt lagde hun sig ned og jeg satte mig hos hende, tog hendes grime af og kælede for hende imens vi sagde det sidste farvel. Jeg blev siddende hos hende 1-1 1/2 time efter, og har absolut ikke fortrudt at jeg var der hele vejen, det er da det mindste man kan gøre for sin bedste ven.

Hilsen Jeanne

det stærkt gjort. Sidder og får tårer i øjnene over din historie.

Sender dig tanker og trøstekram.

De hjælper nok ikke ret meget ligenu, men føler med dig

Sikke en sørgelig historie, men al respekt til dig fordi du var der for din ven til det sidste. Jeg kender følelsen, prøvede det selv for 4 måneder siden da min hest skulle aflives, jeg valgte også at være der for min ven. Fik ikke lov til at holde ham for dyrlægerne men stod ved siden af og kiggede på - da han faldt satte jeg mig ved ham og han åndede ud i mit skød.

Har aldrig fortrudt det selvom det var meget hårdt.

R.I.P og en STOR trøstekrammer til dig.

Det rammer lige i hjertet....

Jeg synes egentlig det er det helt rigtige at gøre... men hvor er det bare et ømt punkt at læse netop nu... men måskr godt at det var i dag og ikke om en uge jeg læser denne tråd.

Du har så absolut givet mig noget at tænke over... og hvor har du ret. At følges til det sidste!

Jeg skal selv konfronteres med det på onsdag og dette kan meget vel være det der gør at jeg bliver hos ham. Og dertil vil jeg sige mange tak fordi du har delt det med os... for hvis ikke, havde historien for mig nok været en anden.

Jeg siger tak og sender dig en trøste krammer

det er den helt rigtige afsked du har taget med din hest, da den ikke kunne mere!

Hatten af for det! Og stor trøstekrammer herfra.

Jeg føler selv jeg har fundet ud af hvordan jeg bedst siger farvel til de heste som ikke længere kan være hos mig!

Min pony gennem 12 år blev aflivet februar 2007 pga sommer eksem og slidgigt. Jeg valgte at Amanda skulle køres til dyrlægerne i Gl. Ullits og aflives af Helle mens jeg selv holdte hende.

Det var utroligt hårdt at sige farvel, og den dag i dag kan der stadig trille en tåre ned af min kind, men jeg trøster mig med at det var det rigtige for Amanda og at hun er i hestehimmelen hos Lasse, Emma, Tulle og Nelly

Jeg vidste hvordan det skulle foregå med Amanda den dag min tidligere hest Lasse blev slagtet

Det var en frygtelig oplevelse den dag.

Vi havde bestilt tid hos det lokale slagteri, det skulle ske kl. 9. Vi var klar med Lasse til den aftalte tid, men først kl 9.45 kom slagterimedarbejderne tilbage fra deres "ekstra kaffepause". En af dem rykkede bogstaveligt talt træktovet ud af mine hænder, råbte af en meget nervøs og skræmt Lasse og slog ham fordi han ikke ville gå stærkt nok. Da Lasse var indenfor, hvor han skulle aflives, kunne jeg både se og høre at Lasse blev skudt - jeg kunne se hele hans bagpart og pludselig kollapsede hans ben under ham, samtidig med at han kom med et "skrig".

Jeg brød fuldstændig sammen, min dejlige hest gennem 9½ år var nu helt væk. Heldigvis var min far der også, men også han begyndte at græde da dyrlægen kom og sagde "tag jer dog sammen, det er jo kun en hest".

Den dag svor jeg at jeg aldrig i livet skal have en hest slagtet igen!

Min far og jeg har tidligere fået heste aflivet/slagtet pga allerdom eller akut sygdom.

Vi havde en dejlig 4 års som døjede med hele mavesystemet, var hun ikke syg med tarmslyng, så var det kolik eller forstoppelse. En aften var det så slemt at hun ikke kunne reddes. Emma, som hesten hed, "skreg" af smerte og vi så ingen anden udvej end aflivning på rideskolen hvor hun stod opstaldet.

Min far ville ikke at jeg skulle se aflivningen, selvom jeg insisterede. Da Emma var aflivet, kom jeg over og så hende, men jeg følte ikke jeg fik sagt farvel

Emma blev dækket til med en pressening og kunne først blive afhentet at DAKA dagen efter.

Indtil hun blev hentet var der flere ovre og snuse under pressenningen og mange spurgte på en utrolig dum måde om hvad der dog var sket med Emma.

Pga folks nysgerrighed og for at "skåne" de mindre børn som rider på rideskolen, valgte jeg at Amanda blev kørt til dyrlægen, hun elskede også at køre trailer, så på den måde skånede jeg børnene og mig selv, og Amanda fik sin sidste køretur!

Mit svar blev noget længere end forventet, men til jer som har "tygget" sig igennem, kan jeg sige, at jeg ved hvordan mine heste skal herfra!

Aflives af en dyrlæge som jeg stoler på, mens jeg selv holder den!

Først og fremmest en stor trøstekrammer til dig. Føler med dig.

Da min venindes hest for nogle år siden skulle aflives, var det mig der stod med ham. Hun vidste at hun ikke ville kunne holde følelserne tilbage, og hun ville ikke udsætte ham for stress pga. hendes tuderi. Det syntes jeg nu også, var en stor beslutning.

Jeg mistede selv min hest i marts måned i år, til en akut spiserørsforstoppelse. I øjeblikket det skete, var jeg i hovedhuset for at hente vand til dyrlægens skylleslange, og fik derfor ikke sagt farvel. Det er jeg meget ked af idag. Tilmed var jeg totalt i chok, og af uforklarlige årsager valgte jeg at sætte mig ind i min bil og køre hjem, uden at gå hen og se hende. DET fortryder jeg godt nok nu

Jeg fik aflivet min elskede Topper i april måned iår, og jeg var hos ham hele vejen.

Det synes jeg at man skal være.

Ingen grund til at overlade de sidste minutter i levende live til 'fremmede' hænder.

Topper fulgte mig i tykt og i tyndt, så jeg skyldte ham at være hos hans side på hans vej over regnbuebroen.

Det er et stykke af ens hjerte, der går af. Såret heler, men der vil altid mangle noget...

Jeg fandt et utroligt flot digt på nettet kort tid efter, og hver gang jeg læser det, så kommer tårerne, for det er lidt smukt på en meget sørgelig måde. Og passer egentlig meget godt til afskeden med min lille Topperdreng.

I kender det sikkert godt, men hér er det altså;

Do not stand on my grave and weep

I am not there I do not sleep.

I am a thousand winds that blow

I am the diamond glints in the snow

I am the sunlight on ripened grain

I am a gentle Autumns rain

When you awaken in the morning hush

I am the swift uplifting rush

I am the birds in circled flight

I am the soft stars that shine at night

So do not stand on my grave and cry

I am not there.....I did not die

(Ukendt forfatter/indiansk 'ordsprog')

Det er flot gjort, jer der holder jeres heste, når de skal afsted. Bare jeg kunne.. jeg har gjort det en gang med min gamle pony, jeg synes at det skyldte jeg ham.

Men det var bare for hårdt, jeg storhylede (dog uden lyd), jeg syntes sekunder føltes som evigheder og nåede at tænke "nej dyrlæge gør det ikke", man er jo herre over livet lige de sekunder.

En gang siden har jeg prøvet at få aflivet en hest, hun fik det sidste kram på staldgangen og min mand trak hende ud på marken og holdt hende. Bagefter gik vi sammen ud og sagde "farvel" og lagde en pressening over hende, egentlig en rigtig rar måde for mig. Jeg vil til en hver tid gerne holde en andens hest, når den skal afsted, bare ikke mine egne.

Jeg vil dog også anbefale, at man får set sin hest bagefter, det giver ligesom en afslutning på det hele.

Vh Louise

Rigtig flot du blev til det sidste

Da jeg selv fik aflivet min pony, holdte min far den. Jeg var på vej ind i huset med min mor, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for, at jeg ville være ved siden af hende til det sidste.

Jeg kunne knapt få grimen på hende inde i boksen, da jeg var så forfærdelig ked af det. Hun kom ud og jeg rendte væk sammen med min mor; men jeg nåede tilbage inden hun fik sprøjten og det er jeg meget glad for, jeg gjorde.

Da hesten blev aflivet sidste år, holdte jeg hende selv til det sidste. Desværre var hendes 'eftervirkninger' ret voldsomme, så hun endte med at lande oven på mig

Min hjerne slog heldigvis 'fra', så jeg husker intet grimt fra hendes aflivning heller andet end hvor hårdt det er.

Jeg synes det er rart, selv at kunne tage grimen af den sidste gang og selv putte dem en aller sidste gang.

Og nu skal jeg vidst ud og hente en kleenex;)

holdte jeg min hest lige til det sidste - dog med undtagelse af de sidste sekunder, da dyrlægen foretræk at han holdte og jeg skulle trække lidt væk. Ved ikke om dette er normal praksis, men sådan foregik det hos mig.

Det generede ikke mig som sådan at være der, var rigtig glad for at jeg var der. Det var min mor også. Hun havde ikke troet det kunne foregå "så stille og roligt" da hun engang havde oplevet noget ret grimt.

Så alt i alt var det en "positiv" oplevelse, selvom jeg ikke gjorde andet end at tudbrøle hele aftenen. Men derefter så gik det hurtigt med at komme videre, havde også to andre heste at tage mig af. Og det gælder jo om at komme hurtigt videre - naturligvis skal man sørge det man har brug for, men videre skal man jo.

Men savner stadig hesten i dag (det er ca. 1 år og 3 måneder siden den blev aflivet). Den blev desværre ikke så gammel, "kun" 15 år gammel.

Har selv stået med mine, uanset om det var slagteren eller dyrlægen der aflivede... Men nu er jeg heller ikke så sart, har ikke noget imod at se blod og lidt hjerne ... Men jeg har fuld forståelse for dem som ikke selv vil stå med hesten når den aflives. Vi har alle forskellige måder at håndtere sådan en situation på jeg synes ikke den ene måde er mere rigtig end den anden

blev aflivet sidste år, var det ikke mig som holdte ham. Han fik akut tarsmlyng og der var ikke noget jeg kunne gøre. Min dyrlæge spurgte hvordan jeg helst ville have ham aflivet, og som det tyder på herinde, er jeg den eneste der fik skudt ham. Det lyder sikkert meget makabert men jeg fortryder det ikke. Når først kuglen er gået er der sort hos hesten (men nu har jeg også hørt skrækhistorier om sprøjte-aflivning, OG pistol).

Jeg ville trække ham ud til der hvor han skulle aflives, men inden jeg nåede derhen med ham, lagde han sit hoved ind til mig og puffede mig væk, han var godt klar over hvad der skulle ske.

Jeg havde snakket med dyrlægen om at jeg gerne ville være der, men jeg skulle være klar over at det ikke var noget "kønt syn". Han ville falde sammen og derefter skulle hun skære halsen på ham. Hun spurgte om det var det allersidste minde jeg ønskede at have om min hest, og det måtte jeg sige nej til. Men indrømmer at skyldfølelse, det kan jeg have. Men omvendt, han skubbede mig væk.

Om jeg skulle have været blevet hos ham ved jeg ikke, men jeg fortryder ikke min beslutning.

- Camilla

For vi skylder dem - der har givet os hele deres liv - at følge dem hele vejen, og vi skylder dem, at det sidste de ser er vores ansigt, og det sidste de hører, er en hjertelig "TAK" for det de gav os.

Jeg brugte dagen på min elskede ven. Da eftermiddagen begyndte at ebbe ud kørte jeg traileren frem. Vi kørte - bare ham og jeg. I skoven kom han ud af traileren igen. Jeg sadlede ham, og sammen red vi ind i den smukke skov. Der var stille. Smukt. Vi var hjemme. Vi var sammen. Vi red til et bestemt sted. Jeg forklarede ham - at det var her. Her, vi skulle sige farvel. Her, mit hjerte skulle knuses, mindre end en time senere. Her, hvor jeg skulle besøge ham og mindes al vores tid sammen. Min elskede Basse og jeg.

Vi red videre. Tog en frisk galop på skovvejen.

Snart blev han opmærksom, og kort efter kunne også jeg høre lyden af en bil der ankom. Jeg fortalte ham - at nu sluttede flere sig til os. Så nu - var vores sidste minutter, bare os to. Lænede mig frem. Krammede hans hals, og bed mig i læben. Ikke græde, ikke endnu!

Dyrlægen, manden der skulle grave det enorme hul, min far og min hjerteveninde ankom. Jeg red til traileren. Sadlede af. Trak tilbage til det sted i skoven, der skulle huse mit knuste hjerte.

Jeg var hos ham. Jeg holdt torvet, aede hans pande. Jeg smilede, fortalte ham, at jeg elskede ham for alt hvad han havde givet mig, og aldrig vil glemme ham. Sagde "TAK" - Tak for alt det uendelige han var.

Jeg smilede til ham.

Han faldt - men ikke voldsomt til trods for sin størrelse. Han var død inden han ramte jorden.

Jeg faldt på knæ. Endelig kunne jeg græde. Endelig kunne jeg vise hvor knust mit hjerte var.

Mit livs hest, min soulmate, var død. Væk for altid.

Han blev begravet med det samme. Sænket roligt ned - lagt pænt, hans hovede dækket af hans stævneunderlag med hans navn.

Dybt i jorden, ved hans hovede står en tyk stolpe. På den hænger hans store grime. Spænderne er rustne nu, men den fortæller, at her ligger en elsket ven. Blomster markerer graven yderligere. Jeg nyder at besøge min elskede ven. Minderne om den dag er ligeså mange gode, som hårde.

De gode siger, at jeg gjorde det bedste for en jeg elskede, og aldrig lod hans grimme sygdom vinde. Han døde glad, og rask, inden sygdommen havde taget ham fra mig i smerter.

De hårde fortæller om en dag hvor jeg måtte sige farvel til en ven, der tog mit hjerte med sig i graven.

R.I.P Basse. 3/9 2007

Milla

Øv hvor er det ærgeligt og trist.

Dejligt at du tog en beslutning du er glad for

Jeg selv holder ikke mine heste når de skal aflives. Jeg har en (meget dårlig) evne til kun at huske levende værende døde, hvis jeg deltager i sådan noget og det er jo ikke helt det der er meningen. Jeg har ikke dårlig samvittighed overfor mine dyr, når jeg ikke følger dem den sidste vej. Sørger selvfølgelig altid for at en anden de holder af er med dem.

For mig er det vigtigt at huske alle de gode stunder jeg har haft med de elskede dyr og det har jeg for længst måtte erkende at jeg IKKE kan hvis jeg først har set dem døde. Det billede printer sig simpelthen fast i mig, dukker op hver gang jeg tænker på dem og overskygger alt det gode der har været.

Så, nej jeg deltager ikke.

Charlotte

Først et trøstekram fra mig også - det er så hårdt at miste en god hest, også selvom det er det eneste man kan gøre for at gøre det godt for den.

Jeg valgte også selv at holde min gamle Morgan, da jeg fik ham aflivet af dyrlægen.

Det var noget jeg havde behov for, for at være sikker på at alt gik "godt" til, at han havde det bedst muligt lige til det sidste.

Og jeg var meget glad for at jeg gjorde det den gang, og vil gøre det igen, når det er nogle af de andre som skal herfra.

Men jeg kan godt forstå, hvis nogle ikke kan og vil det.

Og i såfald er det da meget bedre, at de overlader hesten til en anden som tør være der, og ikke påfører hesten angst for situationen.

evigt ret. Var der også selv til at holde, da jeg skulle af med min elskede ven efter 12 år. Det er rart at vide at man har fulgt den til det sidste, og er sikker på at det er foregået på en ordenlig måde så man ikke "ser spøgelser" efterfølgende mht hvordan det er foregået. Synes dog stadig at det er voldsomt at opleve når de går ned pga bedøvelsen, men rart at tænke på at det trods alt er den person som den kender bedst og har tillid til, som er der til at følge den på vej- Selvom at det for os mennesker er hårdt, men en værdig afslutning. Det er jo desværre noget af det der følger med når vi tager ansvaret for et dyr.

Vil bare sige at jeg synes at det er rigtig flot af dig at give hesten den afslutning

Jeg syndes at det var flot af dig og være der lige til det sidste, jeg har tit tænkt på hvad jeg skulle gøre hvis det skulle ske for mig.

Min hest pepsi har været meget syg lige for det sidste, og jeg har væter rigtig bange for at midste hende, derfor har jeg haft mange tanker om hvad jeg nu skulle gøre hvis det nu skulle ske.

Jeg ville gøre som dig, vise min hest den sidset ære, og endelig vise den hvor meget jeg endelig elsker den, og hvor meget jeg kommer til at savne den.

Jeg syndes du har gjord det helt rigtige for din hest, jeg tror den har elsket dig, lige så meget som du har elsket den..

Hilsen Michelle Schou

Jeg måtte gå den tunge gang til dyrlægen her til morgen med min kat, for at få den aflivet. Det er en stor beslutning, hvor er det svært. Jeg sad med hende til det sidste.

Det er rædselsfuldt at komme hjem til et tomt hus. Utroligt hvor meget sådan et lille dyr fylder i ens liv.

Katten var gammel, hvor gammel ved jeg ikke. Hun kom ind i stalden en aften, da jeg var ved at fodre heste.

Hun var så mager og forhutlet, sulten og fyldt med lus. Jeg havde kun hundemad, som hun åd og næste dag købte jeg kattemad til hende. Det tog flere måneder før jeg fik hendes tillid.

Min kat og jeg har levet sammen i ti år, og hun var så dygtig til at fortælle mig hvad hun ville. De fleste aftner lå hun i min arm i sofaen og hyggede.

Hun havde et godt liv, med sin fulde frihed, men samtidig trykheden ved, at have et menneske der holdt utroligt meget af hende.

Katten blev syg og har været under behandling et stykke tid, men i samråd med dyrlægen, blev vi enig om ,ikke at udsætte hende for yderlige behandlinger, da det her til sidst var et spørsmål om livskalitet.

Det ville være egoistisk at forlænge hendes liv. Selvfølelig er det det,men hvor gør det ondt at miste et dyr, stort eller lille.

Hilsen

Annie

Jeg føler med dig! græder stadig snot over min gale pony!(det er lidt mere end 3 mdr siden)

Jeg holdte ham også selv, da det skete, og det syntes jeg egentligt også at man skylder dem efter langtids følgenskab!

men det lyder da til at din hyps har haft det rigtig godt i dens lange liv!

Den skide forfangehed, var nok i sidste ende også det som sled Lucky, til det sidste

en kæmpe trøstekrammer herfra!!!!!

har mistet sin hjerteven

Føler med dig og vil gerne rose dig for at give hende en god afslutning på et langt venskab.

MVH Dorthe - der også stadigvæk kan tude over ham her

Farvel til Barney den 10. juni

Jeg holdt selv min, da jeg fik ham aflivet i februar.

Pt. husker jeg ikke meget andet end aflivningen - men jeg husker den ikke som noget "dårligt".

Min dyrlæge formåede, at gøre en dårlig oplevelse "god".

- og da jeg så udtrykket i min hests øjne, vidste jeg, at det var det han havde ventet på...at smerten stoppede. Der var bare et bedre sted for ham.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham, hvor jeg ikke græder over, at have mistet hesten som gav mig alt og ingen anden vil nogensinde kunne måle sig med ham.

Det var så vigtigt for mig, at det var MIG der var hos ham til det sidste og jeg synes som anima, at det er noget alle bør overveje.

Ikke kunne gøres på anden måde.

Jeg er der til det sidste, jeg sidder og stryger dem på halsen og holder deres smukke ansigt i mit skød.

Mens jeg igen og igen siger dem tak for deres tillid.

Hver gang.

Ejj, Jannie, hvor gor det mig skrækkeligt ondt! Det sidste jeg hørte fra jer der ude var han hun var i bedring! Nu ligger jeg her kl 8.00 om morgenen og TUDER!

Jeres venskab var helt unikt! -man skal havee set den glæde i Chanels øjne hver gang hun så Jannie! Et stort veltilpas vrinsk mødte jer hver dag!

Hun har uden tvivl haft det bedste hesteliv man kan tænke sig hos jer. At det skulle være sådan en dum dum sygsom der gjorde det sidste, er en trist slutning!

Jeg tror ikke jeg ville have gjort det anderledes end dig. Jeg har endnu ikke stået i situationen, men jeg ville selv stå med dem. Det "skylder" man dem et eller andet sted!

Suk, jeg tuder endnu...

Min bedste ven blev aflivet tirsdag den 13 Maj 2008- hun havde haft gigt i 1års tid, den var blevet værre og oveni det var hun blevet forfangen. Hun var ikke længere den samme hest, og jeg valgte at sende hende over regnbuen Det var hårdt men hun skal leve for sin egen skyld- ikke for min. Det var godt nok min kæreste som har redet meget på hende/hun elskede ham, som holdte hende da dyrlægen sagde det kunne virke meget voldsomt.

Jeg er én af dem der IKKE er der når mine heste skal aflives. Har prøvet det to gange.

Jeg ville aldrig nogensinde byde dem den stress og uro jeg ville udsætte dem for ved at være der. Jeg ville slet ikke kunne få hold på mig selv.

For mig er det rigtige at de kommer afsted trygge og uvidende om det der skal ske.

/Bluebell

Godt indlæg og meget flot klaret, men jeg vil ikke kunne, jeg vil få det nøjagtigt som Bluebell skriver og mener derved ikke, at hesten er tjent med det. Jeg har kun prøvet at være ved min hund da den måtte aflives efter at være blevet skambidt. Jeg stortuede og rystede - ja - jeg mistede nærmest selvkontrollen.

Jeg har en araber vallak der pt nok mest lever for min skyld, det går rimeligt nu han er ude hele dagen (han har en forskudt pipe, som har givet ham slidgigt i forknæet). Hvis jeg kommer med en sådan opførsel, når han skal aflives, ville han skulle dø dobbelt så ulykkelig, han bliver altid så bekymret, hvis jeg er ked af det.

Uha - sådan et indlæg sætter godt nok nogle følelser igang.

Jeg føler virkelig med dig og kan godt forstå, at du er stolt/glad for at kunne gøre det og ikke mindst det at kunne tage den rigtige beslutning.

mvh

Annette

flot at du var der til det sidste.. jeg tror det betyder meget for hesten at mærke den ikke er alene..

min gamle elskede hingst blev aflivet for et par år siden, så forfærdeligt... men da han fik den sprøjten lagde han hovedet ind mod min mave, vi stod sådan længe .. og til sidste åndede han ud og faldt om.. hårdt men hvor var jeg også glad for at jeg gjorde det.. har altid holdt de heste vi har fået aflivet, hunde eller katte.. vil ikke lade dem tage herfra alene..

Mette

alle skal gøre det de finder bedst .

hvis man ikke kan bevare selvkontrollen er det efter min mening bedst at overlade sin elskede til en som hesten er tryg ved.

for mig er der kun en rigtig måde jeg er med fra start til slut

min første hest Lady Araisha døede den 17/6-2001 7 dage før hendes fødselsdag sankthansaften .og min mini shetter cirkeline døede sankthans aften 23/6-2007

jeg havde været ude hos hende ca 1 1/2 time før hendes pludselige død og der var hun sprudlende af liv og spilopper i rigtigt fjante humør lige som jeg kender hende .

jeg tager på arbejde og får en opringning hvor min kæreste siger med "glad" stemme at han lige kommer og henter mig han når ikke at sige andet jeg siger bare tl ham at det gider jeg ikke at høre for jeg fornemmede ca 20 min forinden at tlf ringede at min elskede ven var gået bort men jeg havde jo lige set min smukke isha så fuld af livsglæde så selvfølgelig er hun ike død. men det var min smukke.

hun døede fredfylt på sommer engen. af hjerte stop.

det havde regnet dagen før så jorden var fugtig man kunne se at hun havde gået rundt i cirkler og lagt sig roligt der var et lille aftryk af hvor maven havde ligget. så er hun gledet om på siden og har åndet ud ingen skrave spår i jorden eller noget hun lå bare med hovedet ind til kroppe og øjnene næsten lukkede.

min afsked var lang og sej men smuk ,jeg sad på engen med hende i 3 timer jeg havde sagt at alle skulle forsvinde. en kort stund støvregnede det og så kom solen og regnbuen viste sig på himlen tiden var inde til at fjerne grimen for sidste gang. på grimen stod der I love my pony. at fjerne den grime var det sværeste afdet hele.

cirkeline fik tarmslyng dyrelægen troede jeg var skør da han kom ud for hesten så jo rask ud men der var ingen hjerte,lunge eller tarm lyde at høre der var kun en vej og det viste vi alle sammen. jeg havde græt ude bag ved gården langt væk fra hestene inden dyrelægen kom. da tiden var inde fik hun først morfin og så vrinskede hun farvel 2 gange og lagde sig ned jeg sad med hendes hoved og var der til det sidste. hestene uden for var paniske de fik lov at se hende ayla ville ud igen med det samme junker cirkelines ven var fortvivlet og pustede og skrabede nussede og bed i hende i mange timer . daka kunne først komme 2 dage senere så vi lod cirkeline blive i stalden junker gik i opløsning den dag de hentede hende vi måtte ikke røre hende . men junker og jeg har fundet trøst i hinanden men junker mangler sin sjæle ven.

dette indlæg blev alt for kort og alt forlangt jeg husker hver en detalje som var det sket i dag.

mit hjerte er med jer alle som har mistet stort som småt.

hos Looksen indtil dyrlægen kontaterede at han var helt død. Og det er jeg glad for at jeg var. For det var en dejlig fredelig død, hvor han stille sov ind.

Jeg vidste jo at det var det bedste for ham, selv om det var en unghest, som virkede fuldstændig rask, hvis man ikke vidste bedre.

Men en hest der er glad for at blive brugt og altid har været livsglad, den er ikke tjent med at blive livstræt og ked fordi man gerne vil beholde den.

Det var den sværeste beslutning jeg har truffet, og jeg fortryder den ikke, selvom jeg nok dagligt tager mig i tanken om hvordan det ville være hvis han var her nu.

sidder og får tåre i øjende

fordi jeg tænker på en hest som jeg entlige ikke kendet ret godt men aligevel elskede MEGET højt..

han blev bare desværre skudt!!

men sys du gjorde det helt rigtige.. ville gøre præsis det samme..stort klap på skuldren her fra..

respekt for dig!

Mange tak for alle jeres søde svar... også alle jer der har skrevet privat.

Det er nu dejligt med lidt med-ynk, også selv om det íkke var meningen med dette indlæg.

Meningen var at opfordre til at man tager stilling inden hesten skal aflives, hvordan man ønsker det skal være i forhold til sig selv. -For mig var det det rigtige, at holde selv... det var så rigtigt, at jeg opfordre til at man overvejer den mulighed også.

Tak for alle de pæne ord... og tak Michelle... du kendte hende jo IRL.

-Som du selv skriver var hun i super bedring, men det vendte fluks.... hvad årsagen så end var.

Flere har skrevet privat og spurgt til humøret idag, så der kommer lige en lille opdatering:

Faktisk har jeg sovet rigtig godt i nat, og da vækkeuret ringede 05.30 stod jeg da også op.

Jeg beslutede at tage på job (Havde ellers overvejet om jeg skulle melde mig syg. -Hvis nogen skulle dø på jobbet, kunne det være jeg dagen idag ikke ville reagere behersket som ellers), og gud ske lov for det.

Kun få gange gik mine tanker til Chanel.

Efter endt arbejdsdag tog jeg hjem. Efter at have tjekket de øvrige heste, luftet hunde og fodret kanin (Barnet er på ferie ved sine bedsteforældre.... heldigt nok), slog jeg turen forbi det sted hvor afmærket af Chanel stadig er. Vi fik os en lille "sludder", og det var så det.

Jeg savner hende enormt, og jeg kan blive panisk ved tanken om ikke at skulle høre hendes stemme, og mærke hendes bløde pels mere. Ja panisk er et godt ord... for jeg er "panisk" over ikke at vide hvor hun er netop nu.

Jeg har ellers aldrig gjort mig tanker om liv efter døden, ånder, hestehimlen eller andet mystik, men ligenu ville jeg ønske jeg havde en eller anden overbevisning om hvad der sker os efter døden. -Om vi bare er helt "væk", eller om vi findes et eller andet sted.

-Forhåbentlig finder jeg først ud af det om rigtig mange år .

Men anyway, livet går videre, livet er for de levende, jeg har både grinet og smilet idag, og det gør jeg sikkert også i morgen.

Hun var en ener, en helt unik ven, med et sind og en kloghed som kun hun havde/har.

Slutvis får I lige det aller sidste billede der er taget af Chanel.

(Jeg har overvejet om jeg burde ligge det på HN, for nogle ville tænke "Uansvarligt", men dem der kendte Chanel ville vide, at det var det ikke.)

Chanel vriskede altid når hun hørte mig eller Søren, men den vrinsken der mødte vores datter når hun kom i stalden, kunne ikke hamles op med.

Da jeg skulle sige farvel til min gamle pony efter 14 års venskab, var der slet ikke tvivl hos mig. At overlade hendes sidste minutter til andre var slet ikke en tænkt mulighed hos mig.

Intet andet ville have været rigtigt for mig end at være den der trækkede hende det sidste stykke og nusse hendes mule mens dyrlægen gav hende sprøjterne. Pga. af bedøvelsen kunne jeg dog ikke selv holde hendes hoved oppe, så der er jeg glad for at min far var der til at hjælpe..

Carina