Min dejlige svigermor gik bort for lidt over 2 år siden. Hun døde desværre af kræft.
Hendes mor(min mands momor) har ALTID sagt lige præcis det hun mener. Hun er en dame på 78år, men meget frisk.
Mens min svigermor levede var mormor til at holde ud, da sviger sagde noget til hende, når hun var FOR strid.
Da jeg ventede den først, blev der ikke sagt tillykke, men hvad har du dog gjort?!
Da min svigermor var tæt på døden, blev jeg gravid med nummer 2. Svigermor var den første der fik det afvide. Vi vidste godt at det ville blive hårdt for hende. (det var ca 2mdr. før hun døde)
Mormors kommentar til det; kunne i ikke godt have ventet?!
Da min svigermor døde, var det selvfølgelig et meget hårdt slag for mormor og morfar. Det er aldrig sjovt, at skulle sige farvel til sit barn, uanset hvor gammel man er.
Men for mig var det rent udsagt et heldvede. Mormor blev SÅ ond, og ALT var min skyld. Jeg bed det i mig, for jeg vidste at hun var uendelig ked af det(de havde kun min svigermor)
Men jeg fik så mange slag over næsen af hende, at selv min svigermors veninde, som hjalp til med at planlægge begravelse, trak mig til siden, og sagde at det var SÅ flot at jeg bed det hele i mig, for hun var godt nok strid.
Min mands søster var på det tidspunkt kun 19år, og hun er lidt af en primadonna. Så alt hvad hun siger eller gør er altid det rigtige i mormors øjne. Så alt skulle være for hendes skyld. Morten min mand trak sig fuldstændigt ud af det, og lod også Mia bestemme hvad der skulle ske til begravelse, og hvem der skulle arve hvad.
Mia boede på det tidspunkt hjemme, så hun følte jo at hun havde retten til alt.
Da bedemanden kommer, og vi snakker om hvad der skal ske til begravelse osv. kommer vi også ind på hvad der skal stå i dødsannoncen. Bedemanden remser op hvem den er fra, og siger også svigerdatter. Straks siger mormor at der ikke skal stå fra svigerdatter, jeg kan jo ikke være svigerdatter, da vi jo ikke er gift 
behøver jeg at sige, at det var en svær kamel at sluge??
Det var ikke kun hende der havde mistet, jeg havde mistet min svigermor, og min søn sin farmor. Vores ufødte søn, ville aldrig lære sin farmor at kende. Jeg var mindst lige så ked af det, som hun var!
Nå, men tiden gik og det blev nov. hvor Mia skulle holde fødselsdag hos mormor og morfar, da hun ikke selv kunne overskue det.
Mens vi spiser spøger jeg, hvad de har af palner omkring jul. Mormor siger ikke så meget. Jeg spørger om de har lyst til at holde jul sammen med os. Mormor siger nej, for Mia har ønsket en stille jul, med KUN mormor og morfar??!!
Altså hvad med hendes bror og nevøer?? har de ikke ret til at holde jul med deres oldeforældre??
Jeg blev noget stram, men det er jo ikke"min" famillie, de må de ski selvom. Men jeg var dødskuffet over at de valgte deres oldeforældre fra.
Sidste jul fik vi samme besked!
De klager over at de ikke ser nogen, men det er ALTID os der skal tage initiativ, de ringer ALDRIG.
William(vores den ældste) har ikke rigtig noget forhold til dem, da han ikke ser dem så tit. Men mormor ynder at prikke til ham, og han gider hende ikke. Gider ikke sidde ved hende osv.
Til Williams fødselsdag sidste år, kunne hun heller ikke dy sig for at drille ham. William sagde flere gange at hun skulle holde op, men hun fortsatte. Tilsidst blev han sur, og sprakede ud efter hende. Hun blev selvfølgelig HELT hysterisk, og råbte op om at vi havde et møguopdraget barn. Da blev jeg sur, og fortalte hande at så kunne hun lade han være!
Hun har båret nag over det lige siden, og fortalt alle, at jeg ikke kan lide hende, og at de ikke er ønsket i "vores" famillie, og at jeg opdrager vores barn til at spytte og sparke efter hende.
Når Mia inviterer til noget(min mands søster) så er det KUN ham der bliver inviteret. Morten har dog sagt fra overfor hende, og fortalt at hun må respektere at han også har en familie, og at han ikke kommer uden den. Men hun fortsætter med kun at inviterer ham, og siger at hun har behov for at snakke KUN med ham, og at hun ikke kan rumme os alle!
I fredags blev William 4år, så om lørdagen har vi inviteret alle, til boller, lagkage, mad osv. Vi blev 28 til spisning, så der var noget at se til. De de ankommer, står jeg i køkkenet, de går lige forbi mig(momor, morfar, Mia samt en ny kæreste, som jeg ikke kender) og går ud i haven.
Tænker at de nok ikke har set mig, men at de nok finder mig igen, når de har givet Williams deres gave. For det er vel almindelig høffelighed at sige hej til værten??
Det gør de bare ikke....jeg beder Morten sige til folk at de kan sætte sig. De henvender ikke sig en eneste gang til mig.
Min mor sætter sig på et tidspunkt over til dem, jeg er igen i køkkenet, for at gøre klar til grillmad og aften.
De rejser sig og siger til min mor, at hun må have et godt liv, for de er åbenlyst ikke ønsket, og at de ikke kommer mere. De går hen og giver Morten samme besked, og derefter går de??! 
igen uden at sige farvel til deres oldebørn eller mig.
Jeg er så sur vred og ikke mindst skuffet over, at de kan finde på at tillade sig dette. De er gæster i MIT hus, de vælger ikke at hilse på mig, og jeg bliver pænt ignoreret. Mia tager en fremmed med ind i MIT hus, uden at præsentere ham.
De er de eneste der ikke kommer ind i køkkenet og siger hej, tiltrods for at de går lige forbi mig.
Jeg har det sådan, at denne gang skal hun ikke slippe så nemt. Jeg har gang på gang bidt ting i mig, for Mortens og drengens skyld. Men denne gang har jeg fået nok.
Jeg overvejer meget kraftigt at skrive et langt brev til dem. Jeg vil under INGEN omstændigheder blive gjort til det sorte får.
Jeg har aldrig sagt eller gjort noget for at såre dem.
Hvad ville du have gjort?
Hvis du har læst med så langt, og ville komme med dit imput, så ville jeg blive glad. Men gerne i en pæn tone 
Mvh Jane
)
Hende gad jeg ikke bruge 2 sekunder på.
så bliv endelig ikke væk. Tag med. For børnenes skyld i det mindste.