Det skal siges at jeg er 25 år, og min kæreste er 30

Med den erfaring jeg har, jeg er 43 år og har temmelig meget erfaring, både god og dårlig ser jeg flere ting.

Men jeg vil sige, at du skal finde det nærmeste spejl, der skal du stille dig, i fred og ro. Kigge dybt og inderligt på den pige, som viser sig for dig.

Så skal du spørge hende, hvorfor hun er så usikker på sig selv? Hvorfor hun altid roder sig ind i noget, hvor hun har brug for sine forældre, trods det, at hun er åh så træt af dem?

Spørg hende, om hun ikke kan stå på egne ben? Kan hun ikke? Gider hun ikke? Tør hun ikke?

Helt generelt, så er jeg ret sikker på, at problemet opstår inde i dig.

Jeg kan meget meget godt forstå dine forældre, jeg er selv mor....

Du har været noget igennem, som både har gjort dig voksen, men samtidig dine forældre dybt skræmte for, at kunne miste dig. Du har samtidig brug for dem, bor der og andre ting, du selv skriver var dumt...

Hvis du vil betragtes som voksen, så opfør dig som voksen. Som jeg siger til mine børn, det duer sku ikke, at i snakker om at flytte hjemmefra, uden at kunne styre jeres egen økonomi, vaske tøj, gøre rent, finde bolig og andre ting...

Så længe du har brug for dine forældre, som du har, så opfører du dig ikke som voksen, hvordan skal de så kunne støtte, at du selv vil bestemme hvor du bor, om du skal have hund, din uddannelse o.l.

Vil du ikke være lærer, så vær voksen og træf et valg. Vil du flytte, så vær voksen og træf et valg. Lad være at brug dine forældre på en måde, hvor du skriver, at du godt ved at det var forkert.

Træk grænser, nøjagtig som du gør for alle andre, men opfør dig som en voksen i samme åndedrag....

Held og lykke med livet....

Du må ikke tage det her på den forkerte måde.

Men jeg kan godt forstå dine forældre bliver lidt bekymret.

Det lyder til at dig og din kæreste får en masse "impuls" tanker og ikke rigtig kan styre det.

Så vil i have hund, så vil i havde landbrug med heste, så skal i til London, Så skal i låne penge.

Du bliver nød til lukke af for både din kæreste og din familie og finde ud af hvad du gerne vil.

Jeg tier og samtykker med de to andre svar du har fået.

De har ganske ret

Find ud af hvad DU vil ?!?!? Og stå ved det !!!!

og ikke hvad alle andre vil med dit liv - der er altid tusind meninger om hvad man bør, skal og kan gøre ligegyldigt hvad man vil.

Måske du havde godt af for en tid at bo alene her i DK lidt væk fra både familien og kæresten - blive færdig med din uddannelse (kan ikke helt læse hvor langt du er ?) så har du fuldført den - og har noget at "falde tilbage på" som det hedder. Så kan du blive blomster dekoratør bagefter.

En lille hjælp kan være at skrive fordele og ulemper ved forskellige løsningsforslag ned, hvis du har svært ved at overskue det "bare i hovedet".

Held og lykke med dit liv !!

Problemet er bare at jeg føler mig trådt på og ikke lyttet til, samtidigt med at når alle siger "tænk over hvad du gør" er der nok noget om det.

Og det er bare det, at det alle andre ser som vilde planer, er noget jeg har drømt om så længe at det er ved at gøre mig skør i bolden . Jeg har ALTID ville bo på landet.Det var en af grundende til at jeg valgte lærerstudiet selvom det ik var drømmen-fordi jeg ku få råd til, som single, at få min egen gård. Det har også gjort, at jeg føler at ingen rigtig tænker på hvem jeg er og hvad jeg vil.

Hvordan lærer man at blive glad for det man har? For det er rigtigt, at som jeg har det nu, gerne vil ofre hele min fremtid for at være glad i 5 minutter.

Jeg skal til førsteårs eksamen i maj/juni, og jeg tror nok det skal gå godt. Men jeg føler stadig at jeg er blevet presset ind i det .

Som jeg læser jeres svar, så forstår jeg det som om at mine forældre har ret til at behandle mig som et barn, fordi jeg ikke kan klare mig selv. Er det rigtigt? Vil jeg altid være et skvat der er afhængig af mine forældres hjælp?

Skræmmende tanke, måske endda for skræmmende

Ja, du vil være et skvat der er afhængig af dine forældre, så længe du lader dig være afhængig, og ikke opfører dig som voksen og træffer dine egne voksne beslutninger....

Det lyder hårdt, men en del af voksen livet er altså at træffe voksen beslutninger, følge dem og være voksen. Det er ikke liiiiige det du udstråler, med det du skriver...

Jeg tror faktisk godt du kan lide at de er sådan ved dig, ind i mellem. Men så tror jeg også du bliver skide sur på dem, for de må nok kun betragte dig som barn, når det passer dig, og ikke i alle situationer.

Men sådan er en far og mor ikke indrettet. De ser enten en voksen datter, eller et barn....

Jeg syntes du kører noget rundt i, hvorfor du vil være lærer, først er det dine forældres skyld, så er det din egen.... hvad mener du??

Første indlæg fra dig:

Jeg læser bla. til lærer p.g.a at mine forældre synes at det var den bedste uddannelse for mig. Jeg ville gerne være blomsterdekoratør.

Sidste indlæg fra dig:

Jeg har ALTID ville bo på landet.Det var en af grundende til at jeg valgte lærerstudiet

Det lyder som om at du trænger til at komme laaangt væk fra din familie. Du behøver jo ikke at bryde op med dem, men en tur til London i et par år vil nok gøre godt. Fortæl din familie at London trods alt kun er et par timer væk, og ofte kan du få flybilletter til 300,-kr.

Der er dog et par ting som jeg tænkte på da jeg læste dit indlæg:1. Hvad gør i af hunden imens i er væk? 2. Det er nok billigere at købe en gård ved Hjørring end at leje en bolig i London, så det med det fede liv er måske ikke helt så realistisk.

London er en fantastisk spændende by nyd det hvis du tager springet.

tanja

Jamen det er også forkert. Hmmm.

Fra jeg blev færdig på gym, så snakkede mine forældre om at jeg kunne tage på Hjørring sem. og blive lærer, for det var dejligt nemt.

Og med tiden blev jeg vel bare overbevist om at det var det eneste job jeg kunne og kunne holde til- så hvorfor ikke vælge den fornuftige løsning, når det nu ville gøre alle glade?

Men Vibeke, hvad vil du så, helt skåret ud i pap, råde mig til at gøre?

Du har nok ret i at jeg skal kigge på mig selv, og ikke mine forældre. Men hvordan gør man det rent praktisk?

Jeg vil til dels give de andre i tråden ret, du er nød til at finde ud af med dig selv hvad du vil, og så stå ved dit valg.

Jeg syntes måske det lyder til at dine forældre har lidt svært ved at give slip og forsøger at holde dig fast i lillepige rollen, om det er fordi du virker usikker i dine beslutninger, at de gør det, er svært at vurdere herfra.

Min datter på 19, bor sammen med en rigtig sød skottis fyr, hun flyttede til scotland i juli sidste år, lige efter endt studentereksamen. Hun har et godt job og er rigtig glad for sit valg. Hendes plan er at være på jobmarkedet derovre i 2 år, inden hun starter op på uddannelse, om det bliver her i dk eller derovre det må tiden vise.

Jeg må ærlig indrømme at det var med en vis bekymring at vi "lod" hende rejse (hun var 18 og havde reelt ikke brug for vores tilladelse ), men vi valgte altså at støtte hende i det hun ønskede.

Vi lavede en aftale om, at hun altid skulle have penge nok på kontoen, så hun kunne tage en flyver hjem hvis ikke tingene fungerede.

Økonomisk må hun tage vare på sig selv og ikke foretage sig noget hun ikke selv kan redde sig ud af, men hvis hun beslutter at hun vil hjem står døren altid åben og vi vil hjælpe hende så godt vi kan.

Jeg forstår nok ikke helt at dine forældre ikke lader dig gøre forsøget, du er ung og skal have lov til at prøve tingene af, dk vil jo stadig være her hvis det viser sig at england ikke er sagen alligevel, men lad være med at brænde dine broer, det er rart at vide at der er nogle trygge rammer at vende hjem til.

Beslut med dig selv hvad du vil, og så gør det du beslutter, men fortæl din familie at du stadig har brug for dem, også selv om de måske ikke er enige i dit valg.

Held og lykke med fremtiden

Hilsen Helen.

de andre ret, det er simpelthen for forvirende, vi har også store planer, mién vi bor nu i hus, godt nok ikke med plads til heste men vi har det dejligt, vi har også drømme, mål og ting vi gerne vil, men man er også nød til at lade vær med at lade det stige en til hovede, helt ærligt skal du virkelig prøve og stille dig foran spejlet, og så skal du undersøge om du kan få su med til england, fordi at det er virkelig dyrt at læse der over, det er på ingen måder som her hjemme, i har for mange ting i gerne vil, jeg kan som sådan godt forstå at du føler dig tråt på, men prøv og se det fra deres side, de vil jer jo faktisk kun det bedste, ja undskyld, men du bliver simpelthen nød til at blive voksen, sige fra over for dine forældre, finde ud af om ham kæresten virkelig er den du vil have, og så tage det en dag af gangen, når du erfærdig med at læse jamen så kan i tænke på at købe jeres eget, det er det som vi gør, vi venter med alle de store drøme til om 2 år jeg er færdig med at læse...

Tja... jeg syntes nu selv du besvarer dit spørgsmål i dit indlæg....

Du skriver:

Kæresten og mig, vi kan ikke rigtigt blive enige om vores økonomi. Jeg vil gerne spare op, og købe en ramponeret billig gård på landet, som vi kan sætte i stand og bo i med plads til heste. Dette vil jeg gerne ha sker hutigtst muligt, han synes i stedet at vi skal leje et ok fedt hus i London og leve godt, med ferier, bil osv.

Altså ikke et dårligt liv, men anderledes end det jeg vil.

I min verden er der ingen fremtid i jeres forhold, medmindre en af jer går på kompromis hvad angår fremtidsdrømme.

Jeg syntes det lyder somom at han allerede er fuld gang med at stable sine drømme på benene, og spørgsmålet er jo, vil han udvikle sig selv på arbejdsområdet og skabe en god karriere i London, for dernæst at rive pløkkerne op og flytte til Danmark, opsige sit job osv?

Det tvivler jeg på..... Så inden du beslutter noget som helst hvad angår at rykke til London, så bed ham melde klart ud hvad hans plan er angående London og/eller Danmark.

Lidt komisk, for jeg har faktisk en veninde som stod i præcis samme situation for mange år siden... hun tog til London som Au Pair efter 10 klasse, mødte en fyr derover......

Hun kom aldrig hjem igen... hun sidder nu i London med en 10. klasses uddannelse, 3 børn + 3 plejebørn...... Hendes mand vil under ingen omstændigheder flytte til Danmark, selvom det er noget hun ønsker.. hvad skal hun vælge? Enlig mor til 3 børn i Danmark eller Mand, børn og London?

Jeg tror, det første du skal, er at gøre op med dig selv, at det er dit liv, dine valg og dit ansvar. Også selv om dine valg bliver påvirket af dine forældre, er det dine valg, som du har foretaget, og som du skal leve med - det nytter ikke at bebrejde dine forældre, hvis du ender med den forkerte uddannelse, forholdet går i stykker osv. - for det er DIT liv.

Hvis jeg var dig, ville jeg som det første se at flytte væk fra far og mor. Så længe du gør dig afhængig af dem, vil de blande sig. Jeg kender det, for da jeg var ung, lånte jeg penge i en lind strøm fra mine forældre og min farmor - og blev samtidig skide sur over, at de blandede sig i min økonomi Sjovt nok - da jeg holdt op med at låne penge, holdt de også op med at blande sig - næsten af sig selv

Jeg er RET overbevist om, at du nu vil komme med en eller flere grund til, at det ikke kan lade sig gøre - på grund af økonomien, på grund af hunden eller... Men ved du hvad, det er altså en af de ting, der er ved at være voksen - man finder ud af det, fordi man SKAL - og fordi man ikke bare kan flytte hjem til mor og far. Nogle gange giver det nogle trælse valg og oplevelser. Jeg har for eksempel boet på et kælderværelse på 7 kvadratmeter i et år - billigt, men ikke ret dejligt. Det kan være, at du skal overveje at komme af med hunden, der kan være andre svære og umulige valg - men det er valg, som man bare har som voksen.

I øvrigt så synes jeg, at det lyder som om, du trænger til en time out, både fra familie og kæreste - for at finde ud af, hvad DU, MissGreen, gerne vil med dit liv - hvad der gør dig glad, så du genfinder din glæde

mvh. tina

PUHA Hvor minder vi bare så meget om hinanden.

Læser også til lærer, og ved bare det er den forkerte sti jeg er på, jeg drømmer å om at komme ud oog arbejde med heste som dyrepasser. Bor sammen med min kæreste i et lille hus på landet, sammen med vores lille hundehvalp (som mine forældre også var i mod), jeg vil gerne starte min uddannelse som dyrepasser med en lærerplads, men der er desværre ikke så mange her overe vest på, så har måtte søge øst og syd på, hvor jeg har fået tilbudt noget forskelligt. Jeg har snakket med min kæreste om det, og han vil ikke have at jeg flytter fra ham det år, og arbejdet. Så nu er der kun 2 (3) valgmuligheder tilbage. 1. jeg dropper min drøm. 2. Vi flytter (det vil han helst ikke for så skal han finde nyt arbejde) (3. jeg går fra ham, hvilket jeg helst ikke vil) Og mine forældre kan heller ikke rigtig forstå mig, de mener jeg skal tage den med ro, og slå mig ned og læse videre, selv om det ikke er det jeg brænder for.

Så ja jeg føler med dig, og er selv i vildrede omkring hvad jeg skal gøre

Hilsen Rikke

hvis jeg var 25 og blev kostet rundt af min familie var jeg gået det gad jeg ikke finde mig i følg dit hjerte

Du spørger mig, sådan skåret ud i pap, hvad du skal gøre...

Mit bedste svar, som jeg ikke helt er klar over, om du kan bruge er, at du skal lærer DIG at kende, både de gode sider, det du gerne ser at vi, dine forældre, din kæreste og venner ser. Men også den anden side, den som vi alle indholder, og som gør os rastløse, gør at vi ikke kan beslutte os, gør os hysterisk, umulige og trælse....

Jeg kan ikke råde dig om hvordan, for det er så individuelt... Men jeg kan sige, hvad jeg ville have gjort...

Min far sagde til mig i 1981, at jeg ALDRIG måtte leve mit liv så jeg fortrød det. Dermed ikke sagt, at jeg ikke må tænke, at var det i dag, så ville jeg handle anderledes, men jeg må aldrig leve livet, så jeg fortryder mine valg.

Det råd har jeg fulgt og brugt. Det har medført brudte uddannelser, brudte forhold, brændte broer, nye oplevelser, livsglæde, lykke og jeg kunne blive ved....

Når jeg træffer valg i mit liv, så gennemtænker jeg dem, så jeg er 100 % og total sikker på, at den beslutning jeg kommer til, det er den rigtige NU.

Nogle gange drager jeg i selvvalgt isolation, nogle gange skriver jeg side op og ned, men jeg skal og vil komme til en konklussion, hvor jeg er 100 % sikker på, at det er MIN beslutning, og at det er MIG som vil det.

Jeg siger ikke, at det er let. Det er en kamp at lære, men det er totalt vigtigt (for mig), da jeg vil leve et liv, som ikke er min mors eller andre.

Og tro mig, jeg har garanteret haft en mor, som var 100 X værre end din, mine første uddannelser, mit første ægteskab og 1000 andre ting, det var ikke mig, men min mor som syntes, at det var åh så godt for mig.

Så jeg har absolut viden bag mine ord.... men igen, det er det rigtige for mig, du skal finde vejen for dig....

Sikke et godt svar

mvh. tina

Jeg syntes helt klart, du bør tænke igennem hvad DU vil. Så vil du også bedre kunne stå imod, andres velmenende råd og tanker omkring hvad du bør gøre eller fortage dig.

Du nævner flere gange igennem dit indlæg, din drøm er at få den lille billige ramponeret gård og at du tog lærerseminariet for at få råd til dette...om nødvendigt alene.

Hvor det lyder, som om din kæreste drømmer om bylivet. Find ud af hvor forskellige I er på det område, inden du river alle teltpæle op og så find ud af, om I har samme forstillinger om fremtiden. En anden nævner i tråden, at det ikke er sikkert han ønsker vende tilbage til DK...vil du så kunne leve i England.

I har helt ret, i mange ting.

Ja jeg bebrejder min famillie for mange af mine forkerte valg, men jeg bebrejder også mig selv.

Jeg synes jo jeg er helt klar på at flytte til England. I det mindste prøve det i nogle år. Jeg taler rimeligt perfekt engelsk, og SU og betaling af uddannelse kan jeg tage med i 2 år, da jeg gør det som "udvekslings" student.

Mine forældre er også frygteligt bange, tror jeg, for at jeg ender uden uddannelse. Men hvorfor?

Nu har jeg sagt ja til det her, og jeg regner da 100% med at fuldføre?

Som i kan høre, så har jeg jo masser af planer, vilde ja, men igen af de planer inkluderer at jeg skal gå i England og være Housewife. Det vil min kæreste heller ikke gå med til. Han siger at jeg enten kan tage en uddannelse nu, eller begynde at arbejde på mcdonalds til jeg finder ud af hvad jeg vil og det synes jeg jo er fair nok.

Og jo, jeg vil tage hjem til mig selv, og bo der indtil jeg rejser til England. Det er nok det bedste.

Hunden tager vi med, rabies vaccinerne er på plads og vi har fået lavet hans pas i februar(fordi han skulle med på ferie).

Måske ender det med at han skal i karantæne i 14 dage, og selvom det er lidt synd, så er det måske fint nok fordi vi så kan få flyttet og pakket ud.

Og vi kan besøge ham hver dag mens han er der.

Hvis jeg blir boende i dk, alene som foreslået, så vil der jo også gå lang tid inden jeg er på min rette plads i livet ik?

Så vil det være en stor fejl at prøve London af, selvom man ikke er helt psykisk stabil for tiden?

Nu var der rigtig mange der var søde til at svare i starten jeg skrev, men der er ikke nogen der har svaret på det sidste indlæg.

Lyder "vi", det vil sige mig og kæresten, virkeligt til at være så uansvarlige, set med andres øjne, at vi, og her taler jeg nok mest om mig selv, ikke er klar til at flytte sammen udenfor landets grænser?

For jeg tror at det ville hjælpe mig til at blive mere selvstændig, at jeg ikke kan forvente hjælp hjemmefra. Og det vil jeg heller ikke behøve, for jeg vil jo have min kæreste.

Kan det overhovedet tænkes, at mine forældre, specielt min mor, vil kunne acceptere at der er ting hun ikke kan og skal hjælpe mig med, som jeg selv må klare?

Bare i dag måtte jeg skælde hende ud over at hun sagde jeg skulle gå ind og tage min jakke af, inden jeg dryppede hunden i nakken for lopper. Mens vores nabodreng stod derude. I min alder tror jeg skam jeg er klar over hvad jeg gør. Så jeg spurgte højt vores nabodreng (på 15) om hans mor også gav ham besked på at skifte tøj? Og tror i ikke at han svarede nej?

Nu var der en der sagde, at jeg ikke skulle forvente at mine forældre så mig som en voksen før jeg kunne klare alle ting selv, men til det vil jeg indskyde, at indtil jeg fyldte 21 og flyttede hjemmefra, var vasketøj noget man puttede i en kurv, og så kom det tilbage foldet og strøget.

Bare som eksempel.

Og indtil jeg mødte min kæreste, så kunne min mor sagtens bruge en halv weekend på at gøre min lejlighed ren- også selvom jeg havde været i gang med støvsuger, kost og opvaskebørste før de kom, fordi jeg gerne ville undgå det. Når jeg konfronterede min mor med det sagde hun at det gav HENDE sådan en god fornemmelse, at vide at min lejlighed var i orden.

Men jeg har virkelig følt mig som et misfoster, når jeg i en alder af 24 havde min mor til at gøre rent. I stedet for at vi har kunne have nogle hyggelige besøg og lavet noget, så har hun faret rundt og ordnet alt det der "skulle" ordnes.

Var der ikke andet der trængte kunne fryseren afrimes og møblerne hives ud og gøres rene.

Man kan da nok sige, jamen det må da være fedt? Men det er det ikke, det er jo ligesom en klassifikation af dig som en der ikke kan gøre rent og holde orden selv.

Og sådan begyndte jeg at have det efter meget kort tid som "udeboende", og har det stadig. Og jeg flyttede altså fra Nordjylland til Odense.

Det er nok lidt derfor jeg føler et hav imellem os ikke ville være så tosset - for jeg mener, hvordan lærer man en mor at give slip og lade ungen flyve?

Jeg har svaret dig før, og gør det gerne igen...

Nej, du er ikke voksen nok til at drage til udlandet.

Når du ikke er gammel og voksen nok til at sørge for, at i din lejlighed, der bestemmer DU, og ikke din mor. Så må jeg ærligt tilstå, at du i mine øjne ikke er voksen nok til at drage uden for landets grænser.

Det er ikke negativ ment, men du spørger selv, og får svar...

Var det mig, så havde jeg skiftet lås, så kom kun de mennesker ind, som JEG ville se. Dernæst, så ville jeg da absolut kræve, at det er MIG som bestemmer, i min lejlighed. Så den med, at din mor "bare" gør rent, så kan jeg kun spørge: Hvorfor kyler du hende ikke ud???

Man er og bliver ikke mere voksen end man opfører sig. OG så længe, at du fortsætter med at opfører dig som et barn der skal hjælpes, så er du ikke voksen.

Du kan jo bare flytte til Skagen, så kommer hun sikkert ej heller styrtende i tide og utide.

Din lærdom skal stå i, at du bestemmer over dit liv. Det behøver du ikke mere end 100 meter for at gøre, den kamp skal tages i dit sind, og ikke i afstanden fysisk.....

for jeg mener, hvordan lærer man en mor at give slip og lade ungen flyve?

Det får hun nok meget svært ved at lære når ungen bliver ved med at flytte hjem

og så længe ungen ikke vil tage ansvaret for sit liv

Det er DIT liv!!!

...jeg læser lærer fordi min mor siger jeg skal.....

AAAAArrrrrgggghhhhh

Undskyld... men hvor var det lige jeg fik øje på en voksen kvinde????

Ja det kunne da sikket være fedt at komme en tur til London

Hvornår tror du så din kæreste er klar til at opgive sit fede IT-job til en fed IT-løn for at tage til Danmark (hvor vi endda taler dansk) og være arbejdsløs og bo på en faldefærdig gård ude på høhlandet ???? Mens konen (dig) enten går på skole fordi din mor siger det eller har hade jobbet over alle hadejobs fordi hun tog den uddannelse hendes mor sagde.... eller er laver burgere på McD fordi det er federe at arbejde end at læse ????

Prøv lige at overveje den historie igen ikk?

Jeg har skrevet det her indlæg, fordi jeg har en masse bøvl i mit liv, og har brug at få vendt nogle tanker. Men hvad så?

Er det ikke også dumt at droppe kæresten, som man elsker? Og droppe uddannelsen som trods vanskeligheder i starten faktisk går godt? For ellers skal jeg jo bare starte forfra igen.

Jeg mener, rådende er velmente, men udover det, er det måske ikke at i har brækfornemmelser over min situation jeg har lyst til at høre, kan i ikke komme med noget konstruktivt i stedet.

Jeg prøvede jo netop at gøre opmærksom på at jeg IKKE har tænkt mig at blive hjemmegående bare fordi jeg flytter.

Overflytningen er på plads, og suen skal som sådan bare søges.

Hvis du mener flyt til kbh og sæt lås på døren så er jeg med, men skagen ligger 45 min. kørsel fra sæby hvor mine forældre bor, og det er ingenting + skagen ligger drønuheldigt med hensyn til transport til seminariet.

Men igen, blir jeg virkelig nødt til at droppe min kæreste, som er grunden til at jeg trods alt har lært mig selv at kende en hel del bedre det sidste år?

hejsa,

jeg har også overvejet meget at flytte til England tidligere, da mit liv var lidt i kaos. Lige gået fra kæresten, intet arbejde, læste nogen spændende artikler om arbejde derovre. Men så fik jeg et job her, og kæreste så kom aldrig afsted. Noget jeg fortryder lidt nogen gange.

Jeg har altid været "mors lille pige". Men efterhånden begynder det da at vende.

Jeg tror måske det ville være rigtig godt for dig at rejse. Bare du sørger for at fuldføre din uddannelse, eller få en anden. Det ville være rigtig surt pludselig at stå der og ikke kunne noget selv.

Hvis i er derovre er der ligesom ikke nogen "livline" at hive i. Jo, stadig væk herhjemmefra, men alligevel vil det ikke være det samme.

Jeg kan godt forestille mig, du vil vokse med opgaven. Hvorfor skulle du ikke kunne det, når andre kan i andre sammenhænge.

Hilsen

katarina

Hej søde.

For mig lyder det som om du er meget umoden og afhængig af dine forælders accept.

Jeg er selv mor til en meget selvstændig datter på 23, hun er færdig uddannet, og sejler på 2 år med DFDS, har egen lejlighed.

Du trænger til at komme hjemmefra og stå på egne ben, tage dine egne beslutninger, ja det kan være svært som forældre at ens børn bliver voksne og træffer deres egne beslutninger, man ikke altid er enige i, men det bliver man som forælder nødt til.

Tag dit liv og skæbne i dine egne hænder, og dine forældre skal nok være der og bakke op når det kommer til stykket..

Jeg kan ikke forstå, at du bliver ved med at skrive, om du skal droppe kæresten !!!

Det virker på mig som om, der er noget rablende galt, enten med dig, din kæreste eller jeres forhold. Ellers ville du ikke blive ved og ved med at spørge, om du skal droppe ham.

Og okay med Skagen jeg var ikke liiiiiige klar over, at din mor bor i Sæby, så er Skagen jo ikke lige sagen

Skulle jeg råde dig, så ville jeg råde dig til at beholde kæresten, rejse til Kbh (eller eksempelvis, Grenå, Esbjerg, Varde eller andet lige så langt væk er også ok), sørge for at din mor ingen nøgle havde, og så begynde at opfører dig voksent.

Det betyder - i mine øjne, at det kun er de menneser du ønsker at se, der kommer i din bolig, dem som kommer, laver kun det DU ønsker de laver, vil de ikke respektere det, så bed dem gå. Du skal selv 100 % styre din økonomi, ingen beklagelser til nogen, du skal selv sørge for at komme op, gå i seng, lave mad, vaske tøj, handle ind, få pengene til at strække, bliver du syg, tager du til lægen, er det tid, så bestiller du ved tandlægen.

Alt sammen 100 % selvstændigt, og dermed ingen beklagelser til familien.

Du kan sagtens have en kæreste samtidig, og han kan for så vidt sagtens bo i London, du kan tager derover 1 weekend pr måned, med hans løn betaler han sikkert både glad og gerne for du kommer.

Når du har boet sådan i 1 år, så er du en stærk selvstændig pige, som ved hvor hendes eget skab skal stå. Så kan du for min skyld flytte til Zimbabwe, Usbekistan eller andre steder, så skal du nok klare dig....

Held og lykke i livet, håber du finder DIG, det tror jeg du har brug for. Blot er jeg bange for, at du flytter udenlands FØR du har fundet dig, for du er i mine øjne pt FOR uselvstændig til det...

Det er postivt ment, husk det

Jeg har en lille undren. Du vil flytte til England (blandt andet) for at frigøre dig fra din mor. Men samtidig gør du dig vel temmelig afhængig af din kæreste? (Som du i forvejen er pænt afhængig af, da I deler et lån, som du kan komme til at hænge på, hvis han smutter)

Jeg ved ikke, om du er klart til at tage til London eller ej. Men for mig lyder det umiddelbart som om, det ikke rigtig er dine drømme og dine ønsker, du vil forfølge derovre - men at det mere er en flugt fra din mor og en bøjen af over for din kærestes ønsker. Og ja, jeg læste godt, at du ikke har tænkt dig at gå rundt og være hjemmegående derovre Men hvis vi nu tog kæresten og moren ud af billedet, ville du så tage til London?

EN ting, som jeg synes, du skal gøre, inden du tager afsted, er at fuldføre denne sætning, ikke for mig, men for dig selv:

Hvis det går helt galt i London (med kæresten, med uddannelsen, med psyken?), så kan jeg altid...

MIN fornemmelse er lidt, at du ikke har noget at fuldføre med, andet end "flytte hjem til min mor". Og som "voksen og ansvarlig miss green", så er det altså et rigtig skidt svar. Du skal væve dit eget sikkerhedsnet - ikke satse på at bruge andres

mvh. tina

Ja hvis der aldrig havde været min kæreste, så var jeg nok også taget udenlands, men længere væk.

Australien eller Borneo var drømmen, jeg ville gerne ned og se regnskoven inden den forsvandt.

Men de lader ikke bare folk emigrere, der skal man have nogle uddannelsesmæssige kvalifikationer, med mindre man vil studere der, og det er tossedyrt, langt ud over mit niveau.

Nu har jeg jo så også været i England nogle gange, og jeg kan egentlig godt lide Englænderne. De er lidt bagefter derovre, tidsmæssigt. MEn det er faktisk noget der passer mig helt godt.

Studiemæssigt passer det også godt, seminariet ser gerne at man rejser ud på andet år, og i det hele taget at man rejser ud, så jeg har kun fået støtte.

Jeg kan godt se jeg bliver meget afhængig af min kæreste, i hvert fald i starten. Han har heller ikke et stort netværk, da hele hans familie bor i Skotland og Birmingham.

Men det er jo trods alt ikke første gang jeg har startet forfra + jeg vil jo have min kæreste og studie.

Jeg siger lige med det samme at jeg ikke har læst andre indlæg end din "trådstart"... (for prøver lige at holde mig til min egen mening...)

Først og fremmest er det DIT liv! - Hvad vil gøre DIG glad?

Du skal absolut ikke gå på kompromis med dig selv, fordi din mor vil kontrolere dine handlinger... næh nej - forklar hende hvordan du føler, men husk at hun nok vil dig det bedste, så ingen adfærdskorrigerende samtaler i høj tone - (prøv i hvertfald......)

Kender godt det med, at veninderne pludselig ændrer sig totalt, når man finder en fantastisk kæreste - for så bruger man pludselig en masse tid på ham, og den tid bruger du så ikke på dem... Jalousi er en grim ting, men vi besidder den alle - mere eller mindre...- og det er nok der, den er gal med dine veninder?...

Har de prøvet at give ham en chance? - både din familie og dine veninder - for jeg mener at hvis de vil dig det bedste - så giver de også ham en chance (eller flere).

Har selv en kæreste som har siddet meget i fængsel osv...

Men min familie har accepteret ham - for da de først gav ham en chance til at vise hvem han er, så kunne de faktisk rigtig godt lide ham.

Et par af mine veninder er hoppet fra - men så tænker jeg sån - "Så er de ikke gode nok til mig, hvis ikke de vil acceptere at jeg er glad."...

Jeg vil råde dig til, at tænke kraftigt over hvad der gør DIG glad? Hvad vil DU med dit liv?

Prøv engang at tænke på DIG SELV før du tænker på de andre.

For så ved du hvad du skal gå efter - og så kan DU tage dine egne valg....

Ved din mor og dine veninder hvor dine grænser går? - Og vigtigst af alt.... Ved du det selv?

Held og lykke med fremtiden!

Magramse

Det eneste jeg læser, er en mase dårlige undskyldninger.

Tag ansvar for dit liv, find ud af hvad du ønsker og vil med livet.

Hvorfor vil du være sammen med en mand, hvis livsstil er så langt fra din?

Du kan ikke ændre på det faktum, og hvis du gør, ender det ganskel enkelt med i går fra hinanden. Så står du med gård og dyr alene. Men kan ikke tvinge et andet menneske til at ønske en anden livsstil.

Selvfølgelig elsker du ham, men nogle gange er verden ikke bare en romantisk lyserød sky. Det vil aldrig fungerer hvis den ene part er til villa, vovse og volvo, og den anden part er til skidt under neglende. Vil du selv renovere gården? For hvis manden virkelig ønsker sig den fede villa. Så er hans interesse altså ikke at renoverer hele tiden og leve med regningerne haltende efter sig.

Men fik fat i de første, og giver dem ret, tænk dig grundigt om, hvad vil DU med dit liv??

Min mor er lidt af samme slags, ej hvor kan hun være pisse irriterende, og blander sig i noget hun ikke skal... men hun er min mor og det er fordi hun bekymre sig om mig.Min mor eeelsker min mand, men kan da godt sige nogle ting om ham (ikke ondt ment,men ærligt) det skal der også være plads til. Når hun bliver for meget ber jeg hende simpelthen om at klappe i, og forsætter hun, ja så går jeg hjem... 2 min efter får jeg en sms med undskyld skat, jeg ved godt jeg blander mig lidt, men det jo kun fordi jeg elsker dig, jeg skal nok styre mig møs mor. Og helt ærligt så kan jeg ikke gå og bære den nag, jeg siger sku også til hende hvis hun har en grim bluse på.

Jeg tror bare du skal tage en snak med din mor og fortælle hvordan du har det, og at du faktisk ikke kan holde ud at høre på hende nogen gange, men gør det stadig klart for hende at det er okay med råd og hjælp, men når du selv siger stop, så må hun acceptere det. Nu kender jeg ikke din mor, men jeg tror de fleste mødre vil kunne forstå og acceptere hvis ens datter siger sådanne.

Men mht at flytte til london osv, så kan jeg godt forstå hende, det er langt at flytte hen, og din mor er bare bange for ikke at se dig, fordi hun holder af dig. Jeg syntes bestemt du skal fortælle hende, hvad du har skrevet i dit indlæg og få det snakket igennem.

Held og lykke med det.

Skal du ikke have noget hjælp til at finde ud af, hvorfor du lader din mor bestemme så meget over dig? Du er ung endnu, måske skulle du få ryddet lidt op i dit liv, så du ikke ender som mig, som er et stort kaos. Hvis du fandt ud af dit forhold til dine forældre, ville det måske også forklare valget af en kæreste, som har nogle helt andre prioriteter end dig. (Måske et gæt)

Min mor bestemte også alt, for hun vidste jo hvad der var bedst for mig, så jeg rejste til USA som 18 årig, blev gift, 2 gange, og skilt igen. Fik et barn, som jeg måtte kidnappe ud af Californien med dertil hørende retssag. Resultatet er at jeg står som halvgammel og har ødelagt en masse for min datter, fordi jeg ikke selv fik ryddet op i forholdet til mine forældre. Og selv er jeg totalt smadret psykisk, fordi jeg i sidste ende har været nødt til at afbryde forbindelsen til mine forældre. Jeg er stadig 16 år i deres øjne og kan stadig ikke se, hvad der er til mit bedste. Det kan jeg bare ikke leve med. Men jeg har det ikke godt - langt fra.

Husk nu også, at skulle du rejse til England til din kæreste og evt. bliver derovre, og får børn, så kan du IKKE per automatik få lov til at få dine børn med hjem. Det er også hans børn uanset om I er gift eller ej. Det er ligegyldigt om du får fuld forældremyndighed eller ej. Eller om han banker dig, bruger alle pengene, truer børnene osv.Vil bare lige tilføje denne kommentar, da der er en længere oppe som nævner noget med at tage 3 børn med til DK. Det er ikke så nemt, som man tror, at der er mange i tidens løb som er blevet overrasket over regelerne. Søg evt. på Haagerkonventionen.

Håber du får noget hjælp, og kommer på rette hylde......

ligeledes en udlandsk kæreste (spansk) som ikke bor i DK (USA) og jeg vil over at bo sammen med ham indenfor det næste års tid. Jeg er ikke færdig med min uddannelse - bliver færdig med bachelor til sommer og mangler jo så 2 år på uni for at have en master. Den skal jeg så tage derovre.

Jeg kender alle overvejelserne - kommer det nu til at gå økonomisk/med kærligheden/uddannelsen/nyt miljø/etc., men jeg tager skridtet - man kan ALTID tage hjem igen.

En foreslår at man jo kan bo i DK og så besøge kæresten en gang om måneden... Jeg kan næsten ikke forestille mig at vedkommende selv har prøvet den situation. Jeg har haft langdistanceforhold til min kæreste i snart et år og det er det hårdeste jeg nogensinde har været med til. Mine veninder har stået med åben mund og polypper over at jeg (vi) har kunnet klare os igennem det for det er IKKE sjovt. Ikke noget jeg nogensinde ville anbefale, hvis man kan undgå det.

Jeg er ked af at høre at din familie og veninde er imod forholdet - det er mine heldigvis ikke, men jeg har også mange gange bevist at jeg kan klare mig selv på alle måder. Bl.a. skar jeg igennem mht. uddannelse, selvom mine forældre sagde "jamen hvad skal du BRUGE det til??" - det kunne jeg ikke svare på, men jeg har NYDT at tage uddannelsen og jeg er sikker på den er et udmærket grundlag for videre studier.

Jeg synes ikke at du i dit indlæg kommer med andre grundlæggende vervejelser omkring emmigration end dem jeg har haft - og ja, jeg har også tænkt mig at låne penge af familien (bedsteforældre) til dette projekt, men jeg VED at de aldrig vil beskylde mig for noget som helst selvom projektet på den ene eller anden led skulle gå galt.

Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker omkring hvorvidt du nu skal have kæresten eller ej - for det er VILDT at flytte til et andet land og blive "afhængig" af et andet menneske på den måde. Jeg knus-elsker min kæreste og kan sagtens se os have en fælles fremtid, men ikke desto mindre får jeg af og til tanken om at det her er for vildt og måske man bare skulle vælge den sikre vej og blive i lilleput DK. Du skal finde ud af hvilken følelse der er stærkest hos dig.

Hvis jeg var dig ville jeg sige "hej hej" til forældrene, drage til England og få mig et selvstændigt liv. Glimrende mulighed for at få afstand til din mor, som lyder noget pylret og en anelse dominerende - og samtidig er der jo ikke vildt langt til Sæby fra London

Jeg har skrevet til dig før men vil da lige komme med et lille input mere.

Som "barn" har du gjort meget for at gøre dine forældre tilfredse! De har haft indflydelse på din uddannelse (Skriver du selv) Din økonomi osv.

Nu har din kærste overtaget dine forældres rolle

Som "voksen" gør du ting din kæreste gerne vil have. HAN vil gerne til england så du følger ham og tilpasser dig hans behov.

Du går fra at tilfredsstille din Mor til at tilfredstille din kæreste.

Kan du se mønsteret?

Og hånden på hjertet, tror du at han vil følge dig i din drøm, hvis du i morgen beder ham om at droppe sine storby-planer med bil,hus, ferie osv, for at følge dig til et lille sted på landet med heste.

Mener selv at du skriver et sted at det kan du ikke bede ham om. Men det er det han forlager af dig. Du følger ham og hans drøm, det er vist ikke din drøm du er ved at udleve.

Så må du jo overveje om du er en person der vil leve gennem andre resten af dit liv, hvis du er tilfreds med, er det jo også fint nok.

Mine forældre "valgte" også min uddannelse; jeg er ikke HELT samme sted som dig, vil jeg tro, men jeg fik jo nok min rebelskhed lidt foræret igennem det faktum, at jeg er lesbisk og mine forældre er meget konservative.

Problemet er, at der er en fin balancegang mellem bare at følge sine impulser - og lytte til gode råd. Og nogle gange så HAR forældre faktisk nogle ganske oplysende ting at bidrage med.

Jeg har gjort det, at jeg har kigget på mig selv og spurgt: Hvorfor er jeg stadig 14 år gammel? For du kan ligeså godt indse, at hvis dine omgivelser ser dig sådan, så er det dig, den er gal med et godt stykke hen ad vejen.

Mine forældre må gerne være en del af mit liv. Men jeg involverer dem ikke i noget, med mindre jeg kan fortælle dem, at jeg HAR overblik over det. F.eks. skal jeg rejse over Rusland til Kina til sommer; og det har de bare måttet acceptere, selvom de ikke er trygge ved det.

Når de spørger ind til om tingene er i orden, så siger jeg bare: Det ER de. Og det gælder alle henseende. Jeg kan godt indrømme, jeg har lukket mine forældre lidt ude af mit liv nu, men det vil jeg også hellere, end at tage flere dårlige valg på deres anbefalinger.

Jeg ville ikke flytte nogen steder hen med min kæreste, med mindre jeg havde mindst 90 procent styr på, at jeg kunne klare mig, hvis vi skulle gå fra hinanden eller andet. Man ved aldrig, hvad der kan ske.

At tage ansvar betyder jo ikke at tabe hovedet. Så tænk den godt igennem ligesom alt andet, og hvis du ikke kan se nogle problemer på længere sigt, så er der jo ingen grund til at bekymre sig.

-+- Zip.