Det handler nok lidt om accept.

Acceptér tingenes tilstand - I passede ikke sammen og derfor er han væk. Han har det godt hvor han er, og du skal se at komme videre med en ny hest.

Jeg har da også tudet over heste jeg har mistet af den ene eller den anden årsag, men må nok indrømme at jeg ikke har grædt EFTER at dyret var væk.

Men jeg har også sagt farvel til mange heste gennem tiden, det er jo en del af det at være rytter.

Måske du skulle prøve at sms'e mindre ofte med hans nye ejer, det kan være det ville give dig lidt afstand?

det hjælper og sms med hende for og få atvide han har det godt, og hvordan det går osv, men jeg har aligevel haft ham fra 2 års, og nu er han 10 år, så det er altså hård.

har osse en anden hest jeg er gået igang med, og synes os det var det bedste for ham han kom videre.

Jeg har aldrig solgt en hest... Kan jeg simpelthen ikke selvom det nok på mange punkter ville have været det bedste.

Men jeg har mistet en hest... Måtte aflive en hest jeg havde haft fra føl - min soulmate hvis man kan sige det, og alle siger at det går over.. Savnet bliver mindre, men nu er det snart 7 år siden Dixie døde og ja savner hende stadig meget.

Går ikke længere og tænker på hende konstant, men på specielle dage, hendes fødselsdag, min fødselsdag, hendes dødsdag m.f. kan jeg stadig græde over hende.

Men må sige at efter noget tid (tog flere år for mig) kan man efterhånden finde de gode minder frem og grine af dem...

Jeg glemmer aldrig Dixie og ønsker da tit at det var hende der var hos mig i dag.

du holder liv i det ved dagligt at få sms af nye ejer. giv slip og kom videre. han har det godt, det ved du og du traf et valg.

så mit bedste råd er at stoppe daglig sms.

.....den dag man giver den lov til det. Så længe man giver den næring hver dag så forsvinder den helt sikkert ikke.

Nu avler vi, og vi sælger heste hvert år. Nogle er man mere kede af at have solgt ned andre, men sådan er livet nu engang. Selvom jeg kan være ked af at have solgt en hest eller da jeg fik aflivet min yndlingshest, så har jeg aldrig sat mig ned og grædt over det.

Havde det overhovedet ikke godt psysisk efter jeg havde solgt min shetlandspoyn. Men jeg kunne ikke ride på ham mere, var nemlig blevet alt for høj til ham. Så det var med blødende hjerte jeg solgte ham. I ca. 2 måneders tid efter jeg havde solgt ham, græd jeg hver gang jeg så et billed af ham, enten på computeren eller i fotoalbummet. Jeg var ude og se til ham her for 2 måneder siden, ved de ny ejere, og da jeg så hvor godt han havde det, indså jeg, at det var itd til at glemme ham. Det er nu 1 år og 4 måneder siden jeg solgte ham.

Jeg solgte min hest for to år siden.. Og puha, hvor var det bare ganske forfærdeligt... Jeg græd i dagene op til, men jeg vidste det var den rigtige beslutning.

Og ingen tåre den dag jeg afleverede hende ved hendes nye ejer. Jeg følte bare at det var helt rigtigt. Og den nye ejer var bare så glad og stolt.

I startede smsede vi også hver dag, men det blev mindre og mindre. Men jeg var glad for den kontakt. Nu skriver vi sammen en gang imellem, den nye ejer skriver jævnligt hvordan det går, og jeg besøger min gamle bedste ven 2-3 gange om året.

Jeg er ikke ked af det mere, min gamle ven har det bedre end da jeg ejede hende, og den nye ejer FORGUDER hende mere end jeg nogensinde ville komme til.

Så op med modet, det skal nok blive bedre. Og så længe du ved det er den rigtige beslutning skal det nok gå.

Hej Charlotte.

Jeg er lige nu ved at sælge min hest. Og HVER gang jeg er deroppe må jeg tage mig grueligt sammen for at ikke begynde at græde. Det er virkelig hårdt, og tror aldrig man kommer sig over det. Man vil nok tit tænke på hvordan den nye ejer er overfor hesten, og om der er noget man selv ville ha gjort anderledes. Men forstår dig godt, det er virkelig svært at skulle sige farvel, selvom den stadig lever og man ved hvor den er.

Hilsen Louise

Uhh det er hårdt og læse... Jeg går selv og ved jeg skal af med min. Skal ringe til en berider på mandag, som skal komme og prøve hende. Jeg kan ikke fortsætte med hende da hun er for stærk til mig...desværre. Hun er springer og det kan jeg desværre ikke i det omfang som hun er avlet til.

Det har været en tung beslutning, men jeg kan mærke at i bare ikke kommer længere i vores samarbejde

Hun er UFATTELIG kærlig, men for hurtig og kvik når jeg komme på ryggen af hende.

Jeg har tudet over min beslutning mange gange , men jeg ved det vil være bedst.

Jeg håber du kommer dig over dit valg, for du må også tænke at han har det super sammen med sin nye ejer....

Jeg har også lige solgt min hest. Hun blev hentet i går, og det var også hårdt. Jeg havde forberedt mig på dagen, men man er alligevel ikke helt så forberedt som man tror. Jeg har da også måtte fælde et par tåre i går og i dag, men at vide hun får det godt hjælper meget.

I dag er så den første dag i næsten 16 år, hvor jeg ikke har en hest, og det er SÅ mærkeligt og føles meget tomt. Jeg kigger stadig ned på marken af gammel vane, og der går nok noget tid, før jeg affinder mig med den nye situation. Om jeg kan undvære at have hest i fremtiden må vise sig, men jeg tvivler på det..

Jeg glæder mig da til at skulle hilse på Tani igen, og til den tid har hun måske et lille føl ved siden. Jeg er sikker på, at hun får det godt, så det giver i sig selv ro i sindet

Carina

at du er rigtig tarvelig og uden respekt for, at hesten HAR fået ny ejer

Hun skal ikke hver dag eller næsten hver dag, eller en gang om ugen, stå til regnskab overfor dig, ved at skulle skrive retur til dig, om hvordan det går.

Tænk at du er så egoistisk, at du ikke giver hende mulighed for, at finde følelsen af, at hun er hesteejer og ikke hestepasser.

Og jo det er den følelse du risikere at give hende, når du ikke giver fred.

Tror du ikke at hun kontakter dig, hvis der sker noget, hun føler du skal vide??

Hvor er det lige at du læser at det er trådstarter der skriver?

Det kan da lige så godt være ny hesteejer der skriver til trådstarter?

Jeg synes du er et mærkeligt menneske. Hvis jeg købte hest, ville jeg da med glæde skrive til den gamle ejer, også hver dag, om hvordan det gik.

Tror det er dig og dine egne følelser du refererer til. Hvorfor i alverden skulle den nye ejer føle sig som en passer, bare fordi hun har sms kontakt med gammel ejer????

Som om, at det er sælger der ikke kan give slip

At du læser det anderledes, jamen hvad vil dú have jeg skal gøre ved det..................???

Mærkeligt menneske.................griner

Tror det er dig og dine egne følelser du refererer til. Hvorfor i alverden skulle den nye ejer føle sig som en passer, bare fordi hun har sms kontakt med gammel ejer????

Hvad gør denne her sætning, så dig til

et menneske som kun læser det der står. Og ikke læser det jeg SELV gerne vil have der står.

DU læser at der står.... Ja men det står der ikke, søde Jasper. Det er muligt at det er rigtigt, men det ved hverken du eller jeg. Så kommenter HVAD der står, og ikke HVAD DU TROR der står...

Så kommenter HVAD der står, og ikke HVAD DU TROR der står...

I lige måde

Tror det er dig og dine egne følelser du refererer til. Hvorfor i alverden skulle den nye ejer føle sig som en passer, bare fordi hun har sms kontakt med gammel ejer????

Ud over det, så skriver jeg nu hvad jeg lyster og ikke hvad andre diktere mig

Jeg gør jo netop opmærksom på at JEG TROR... Herreste gud, så LÆS DOG HVAD DER STÅR... Er det svært?

Jeg skriver jo risikere!!!

Men vi begge tager udgangspunkt i noget vi tror, jeg kan overhovedet ikke se forskellen

Men hvis det har hjulpet på dit humør, at du har fået mulighed for at komme af med noget galle - så fint med mig

Det er ikke galde. Det er bare helt almindelig EMPATI. Du bør måske slå ordet op...

Og så er det pæn og høflig opførsel, at orientere andre om HVAD det er man kommenterer på, og på hvilket grundlag man gør det.

F.eks: JEG TROR...

eller: JEG VED...

eller: MÅSKE DET KUNNE VÆRE...

og ikke bare tordne der ud af med "jeg alene vide bedst".

heller ikke at jeg gør.................men jeg føler da kraftigt, at du gør

God aften