Jeg var i Amsterdam for ca. et år siden, og vi valgte at trodse køen og gå ind og se huset. Vi stod i kø i omkring 1½ time, men jeg synes bestemt det var det værd.
Rummene er meget små og tømt for inventar, så de var i sig selv ikke en kæmpe oplevelse, udover at det selvfølgelig var både fascinerende, skræmmende og uhyggeligt at se hvor det virkelig foregik. Rundt omkring på væggene hænger billeder og udsnit fra dagbogen, og det virker virkelig stærkt at læse siderne dér hvor de blev skrevet for så mange år siden.
I bygningen ved siden af selve huset er der lavet et lille museum med billeder, tekstopslag og videoer fra krigen, som bestemt også er værd at se. Hele udstillingen er bygget op i protest mod forskelsbehandling, gruppediskrimination og racisme, og overskuddet går til projekter på det område.
Så ja, jeg synes bestemt det er et besøg værd!