Kære hestefolk,
jeg er så ked af det. Kom af med min dejlige hest for 14 dage siden, da jeg ikke havde overskud til hende længere.
Det var først min venindes hest, som jeg fik halvpart i. Senere overtog jeg hende, da hun ikke havde øk. til at have hesten mere. På det tidspunkt hvor jeg overtog hende, var jeg ikke klar til at overtage hende - men da hesten netop havde fået konstateret spat og var halt - kunne jeg ikke bære at hun skulle væk til et nyt hjem!
Så jeg overtog hende og puslede om hende. Masserede hende og healede hende. Alt dette sammen med dyrlægens indsprøjtning af binyrebarkhormon (gør leddet stift og smertefrit) gjorde at hun blev rask og er ridehest igen. Det er lidt af et mirakel, da hun havde en voldsom spat viste røntgenbilledet, den værste dyrlægen havde set.
Månederne gik hvor min passer og jeg passede hende. Skæbnen ville at jeg havde en del ting i mit liv, der ikke fungerede og som stressede mig voldsomt. Jeg røg ind i en massiv krise!! Til sidst blev de cykelturene på 4-5 km hver vej ud til hesten fuldstændig uoverskuelige. Og jeg havde intet overskud til at ride hesten heller. Endvidere fik hun nogle småskavanker, vorter og betændelse i slimsæk - ikke alvorligt - men det var hårdt for mig, da hendes sygeperiode i forvejen havde slidt på mig! Og genoptræningen krævede også meget af mig, da jeg ingen erfaring havde med dette dengang.
Desuden var der problemer på opstaldningsstedet, ting der ikke var i orden. Jeg prøvede også at finde et nyt sted til hende, men kunne se at der blot var andre ting, som ikke fungerede for mig - f.eks. lukke ud og indordninger, hvilket krævede endnu mere af mig. Og en fuldpension havde jeg ikke penge til. Det blev sådan at jeg fik nogen gode mennesker til at passe og ride hende.
I den efterfølgende periode var jeg nødt til at tage beslutningen om at finde et nyt hjem til hende. Det er simpelthen den værste beslutning, jeg har skullet tage. Jeg ville gerne fortsætte med at passe hende - men min krop nægtede - jeg var total energiforladt i alle henseender. Gudsketak og lov fik jeg kontakt med en voksen kvinde, som gerne ville have hesten. Og hun har ovenikøbet erfaring med spatheste og ligeså stort et hestehjerte som jeg. Jeg var/er tryg ved hende. Og har lige hørt at min hest stortrives i sit nye hjem og er blevet veninder med førerhesten! 
Det er jeg rigtig glad for - det betyder alt for mig at hun har det godt.
Ja og så er der jo mig og min sorg. Jeg savner hende, har så svært ved at fatte at jeg ikke skal nusse og pusle om hende mere. Det føles som kærestesorg - bare værre! Jeg var meget knyttet til hende. Lige nu er jeg i stort tomrum, jeg har gjort rigtig meget for hesten og det med glæde - og nu er hun væk. Og jeg har gjort meget for at kunne beholde hende, men det gik ikke. 
Jeg vil gerne fortsætte med at have med heste at gøre og tænker på at ride en andens hest, når jeg har fået tabet over Tøsen lidt på afstand.
Jeg har brug for lidt støtte fra jer. Og jeg vil gerne høre om jeres erfaring med at være nødt til at komme af med en hest ifm. en krise. Og hvordan I er kommet videre??
-1000 tak...
