Der bestemmer levealderen, sammen med miljøet. Alle levende organismer har gener, der bestemmer, hvor mange gange cellerne kan dele sig. Med alderen vil der komme flere og flere fejl ved celledelingerne. Man kan sige, der er et indbygget ur.
Kun udifferentierede celler kan dele sig uendeligt, men de kan altså kun leve i et reagensglas- eller i kroppen som cancerceller.
Mennesker bliver generelt ældre, men det skyldes nu mere et fald i børnedødeligheden og bedre hygiejne, så fx kvinder ikke dør i barselsseng. Vi er ikke født til at blive 100 år alle sammen, nogen er så heldige at have gener til dét andre ikke.
Man vil formentlig kunne fremavle dyr, der lever længere- men formentligskal de gentestes, så man kan avle på dyr med lang levealder, det er jo lidt svært at avle på dyret, når det er gammelt. Formering virker i øvrigt stressende på dyr, så dyr, der sætter afkom i verden lever kortere tid. Men så har de også fået afkom, hvilket lige som er meningen. 
Så det er ikke umuligt, men nok temmelig besværligt.
Af pattedyr bliver hvaler og elefanter meget gamle, af fugle store papgøjer og albatrosser og af krybdyr lever kæmpeskildpadder og krokodiller længe.
Generelt lever små dyr med højt stofskifte kortest tid. Af heste er der da tamponier, der er blevet meget gamle (35+)- i naturen ville de klart ikke have levet så længe.
Derfor har jeg det som Konrad Lorenz: Det er vigtigt at have et afkom, som et elsket dyr lever videre i- med nogen af de samme særtræk- og sine egne splinternye.
