Jeg har tidligere haft hest, hvilket endte som en skuffelse for både den og jeg. Set i bakspejlet kunne jeg have gjort et par ting for at redde vores forhold til hinanden. Som aldrig rigtigt kom i gang pga. dårlig kemi. Hvis jeg skal hive noget positivt med, er det, at jeg er blevet en del erfaringer rigere og nu har viden, evner og vilje til at få professionel hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt. Dog har jeg slikket sårene de sidste tre år; men nu er det nærmest en brændende besættelse at få hest igen. Jeg har tid, penge og lyst.
Der er så to typer at vælge imellem.
1: En rolig hoppe på 13, som er så billig, at jeg kan betale upfront, og som er lige til at gå til. Primært til skovture og hygge, hvilket sandsynligvis vil opfylde mine behov for motion og frisk luft. Står på Nordsjælland, så det kræver bare et par timer bag rattet at tjekke hende ud før evt. køb. (Jeg bor i Horsens.)
2: Drømmehesten på 8, som er ganske dyr ift. mit budget - vil kræve en tur i banken (ikke at det som sådan er et problem). Har kigget på ham i over et år. Men! Han står i udlandet og vil derfor ikke være så let at se på/få hjem. Derudover er han hingst og har bedækket et par gange. Jeg ville så nok lade ham kastrere, da jeg næppe vil flytte på landet, og det virker utopisk at finde hingsteopstaldning. Han opfylder umiddelbart alle mine ønsker og drømme. Især om at være en smuk følgesven, der kan startes stævner på.
Det skal siges, at jeg kender sælger/avler og har besøgt hende for et par år siden, hvor hun desværre ikke stod med ham på hænderne. Så jeg tager det for mere end almindeligt gode varer, når hun siger, at han er blid og let at håndtere - altså et super temperament.
Fornuften siger, at jeg skal gå efter den første. For lige at komme i gang igen efter den lange pause. Og for at få modet tilbage...
Følelserne siger den anden. Den hest er alt det, jeg har drømt om, siden jeg var 8 år gammel. De siger, at modet ikke vil svigte, når det er en så stor drøm, der står på spil. (Og at alt kan afhjælpes med rette hjælp.)
Fornuften siger, at hvis alt går galt, vil nr. 1 ikke være så svær at komme af med igen. Mens nr. 2 er en risiko for at sætte mange penge på spil.
Følelserne mener, at jeg aldrig vil skille mig af med nr. 2.
For når en drøm har været værd at kæmpe for og at holde i live i snart 20 år, så vil den også være værd at kæmpe for at holde levende, når den realiseres.
Hvad mener du, som forhåbentligt hverken er fornuftig eller følelsesladet 
- men blot objektiv?
PS: Hestene koster jo det samme at have, når de først er købt. Omend der vil gå noget tid, før udgiften til at at tilbagebetale lånet for nr. 2 er væk. Prisforskellen på de to er 50.000,-
Men nej... Det bliver jeg nok aldrig.
