Sådanne venner har vi også.

Jeg fandt rigtig ud af det i sommer hvor jeg brækkede skulderen.

Sikke min veninde hjalp. Hun ordnede heste, hunde, hentede vores børn når manden ikke kunne.

Og jo, tror jeg har frotalt hende hvor meget pris jeg sætter på hende, men en god ting kan vel aldrig siges for tit

Men det er dejligt at finde ud af hvem der er ens sande venner...

venner og veninder som er der for en når der er brug for det er guld værd!

Da jeg mistede min hest for nogle år siden fandt jeg også ud af hvem mine sande venner var. Har en veninde som jeg altid kan snakke med. Jeg tudede ud til hende, da mine forældre og andre venner ikke forstod hvor svært det var.

Selvom vi i dag bor lang fra hinanden og desværre ikke ses så tit, kan jeg stadig ringe til hende når jeg har brugt for en at snakke med, hvad enten det er gode ting eller dårlige.

Men må også indrømme at jeg har mistet mange venner, endda venner som jeg troede ville være der for altid. Min veninde gennem børnehaven, folkeskolen og handelsskolen flyttede sammen med kæresten og vores kontakt linie blev klippet. Det har været utroligt hårdt.

Jeg har ikke mange venner og sætter derfor meget pris på dem jeg har, så når en af dem skærer mig fra gør det virkelig ondt.

Men jeg har også fået nye venner, gode venner som jeg sætter stor pris på.

Sådan er livet vel... Især i de unge år, hvor kærester pludselig spiller ind, og man går hver sine veje hvad angår interesser og karrierer.

Ja, med alderen finder man ud af hvem sine venner/veninder er.

Jeg har mange der er faldet fra undervejs, som vores liv har udviklet sig i forskellige retninger.

Jeg kan tælle mine næreste, bedste og absolut unikke og uerstattelige veninder på én hånd! Dem ville jeg til gengæld ikke undvære for noget i verden.

Derudover har vi så en masse trofaste vennepar som vi har meget sjov og spas med. Men som ikke er dem vi deler fortroligheder med - i hvert fald kun i begrænset omfang.

Livet igennem vil vi opleve, at nogle venskaber kun er for en periode. Det kan jeg da se i eksempelvis mine forældres vennekreds.

Sidste år mistede jeg min far....Der fandt jeg ud af, hvilke veninder jeg fremover vil bruge mest tid på. En enkelt skuffede, hun bliver stadig inviteret hjem til mig, men jeg ringer ikke så ofte. Andre er "rykket" tættere på. Det er bare kolde facts

Ak ja, det med at finde ud af hvem der er ens rigtige venner, har jeg også været en del igennem de sidste år. Jeg har flyttet tværs gennem landet, startende længst i øst på Bornholm, havde et midtvejsstop på Sjælland et par år, og er nu endt i Vestjylland.

Jeg har desværre måttet erkende at mange af de venskaber man har haft, kun har holdt ved fordi man jævnligt har set de pågældende irl. De fleste kan ikke holde et venskab kørende på snak i tlf + sms o.lign.

Sidst er dog erfaret, at trods man har haft en veninde i 8 år, som har fungeret til trods for geografisk afstand, så er sådan et venskab også kun til for at blive brudt i sidste ende... Begynder at tvivle der er "venner for livet".

For hvert venne-brud der sker, bliver man mere og mere bekræftet i at man ikke skal krænge sit indre ud til andre end sin kæreste, ej heller venner man har haft i mange år. Sørgeligt men sandt...

Det er helt i orden. Men det er altså ikke noget særligt, vi gør for dig og Allan. I har altid været søde til at se efter vores dyr, når vi har holdt ferie. Og når jeg tænker på al den glæde, Helene har haft af at kende den kære Sunny. Det glemmer hverken hun eller vi dig for.

forstå på jer andre. Er det ofte i livets sværeste tider, at vi finder de venner, som vi kan regne med. I medgang og modgang.

Ja et venskab er vel nærmest som et ægteskab.

Til Anette: jeg kan kun sige TAK.

Det er godt at have få venner og mange bekendte - og at vide, hvem der er hvad!"

en af dem, der ikke ret mange virkelige venner har.

Jeg tror at man bliver mere opmærksom på, hvad man finder sig i og ikke gør.

Jeg syntes da jeg var yngre, tog jeg det ikke så tungt. Jeg fandt mig i mere end jeg gør nu. Nok for at beskytte mig selv.

Jeg havde en veninde engang, som jeg har kendt siden hun var spæd (der var 6 år imellem os). Men det gik stille og roligt over, efter hun flyttede fra Jylland og til Sjælland.

Og det tog mig noget tid, inden jeg accepterede det.

Jeg har en kusine, som har været en del af min familie. Min mor og far tog sig af hende og hendes søster da de var små.

Fordi min moster ikke kunne. Og der var de i 13 år.

Og indtil den dag mine forældre var væk og min stedfar osv, ja så gik det også stille og roligt over.

Jeg blev frygtlig skuffet over hende for et par år siden.

Vi havde aftalt at hun og hendes mand skulle komme på besøg i en weekend, hvor hun skulle over besøge sin far i den uge.

Og jeg glædede mig til at se hende og vise hende vores gård osv.

Så dagen før ringer hun at hun desværre ikke kunne komme, fordi hun var blevet inviteret til vores fætters datters fødselsdag. Og det var jo ikke så tit hun så ham.... .

Jeg var fuldstændig målløs og paf. Om jeg blev sur over det osv. Og jeg svarede selvfølgelig at det var jeg da ked af hun ikke kom, men jeg kunne ikke forhindre hende i det.

Siden hen skrev hun til mig vi måtte komme på besøg osv. Og hver gang svarede jeg hende, jamen I kan komme her først.

Så sidste år var jeg til konfirmation ved vores fælles kusines datter. Og der spurgte hun mig om jeg var sur på hende osv.

Og jeg svarede hende, ikke længere. Jeg følte at jeg var ikke interessant nok. Men jeg kom ikke til Sverige før hun kom hjem til mig. Og det tror jeg hun blev lidt stødt over, men det er jeg faktisk lidt ligeglad med.

Jeg har genfundet nogle af de veninder jeg fik da jeg gik på Husholdningsskole for 18 år siden. Og der føler jeg, at jeg har nogle jeg kan være fortrolige med. Og regne med.

Men jeg har tit lagt mærke til, hvordan folk er for en, dem man møder senere hen i livet. De fleste jeg har mødt i mit voksenliv (undtagen en), føler jeg at jeg ikke helt kan stole på.

At jeg ikke rigtig ved hvor jeg har.

Nogle har jeg nævnt det til og andre kan jeg mærke de er ligeglade.

med alderen finder man ud af at luge ud i dem som man troede var ens venner. Jeg har veninder som jeg har haft i henholdsvis 25år 33år og 20år, den sidste er en mand. Jeg har da godt nok boet i samme forhold i 38 år, men min mand nr 2 som han kaldes vil jeg godt nok ikke undvære for guld, det er ham som jeg følges med ud til alt hvad der har med heste at gøre, da min mand ikke har en pind interesse i heste mere, og da mand nr 2 i øjeblikket er enlig for guderne ved hvad gang, synes han også at det er kedeligt at skulle afsted alene.

Når man har haft de samme veninder i så mange år som jeg har haft, gælder det om at kan rumme forskelligheder. Vi han diskutere alt og behøves ikke at være enige, men vi respekterer hinanden. Vi respekterer også hvis vi har aftalt et eller andet, og der så dukker et eller andet op der er mere interessant, at vi så siger fra, vi ved jo at det ikke har noget at gøre med at vi ikke bryder os om hinanden, vi kan jo altid mødes en anden dag.

Jo jeg har en lille vennekreds men en kæmpe bekendtskabskreds, det holder jeg skarpt adskildt, det er ikke alle at jeg diskuterer mine ømmeste punkter med.