Jeg er ikke bange for at dø, men for ikke at leve mere...

Jeg tror at det "bare" handler om at få det bedste ud af sit liv - hellere et kort og fuldt liv, end 102 år fyldt med ulykke og elendighed.

Min Oldemor blev meget gammel, men de sidste 10-20 år af hendes liv ventede hun kun på at dø. Til sidst snakkede hun ikke om andet. Hver eneste gang hun vågnede om morgenen, blev hun skuffet over at hun stadig var i live. Så tror ikke altid et langt liv er et god liv - langt fra.

Dermed ikke sagt at det ikke er dybt tragisk at dø ung.

vær ikke bange for at dø, men for at leve et liv uden livskvalitet. det er i mine øjne langt langt værre.

Så frygt ikke døden, den kommer til os alle, men sørg for at have kvalitet i det liv du har.

ikke bange for at dø, men for at dø fra min sønn. Da jeg ved at han trenger min hjælp og støtte i mange år ennu.

Så jeg er vel enig med Louise at jeg er bange for ikke at leve mer, jeg har fremdeles så meget at opleve og gøre først, samt at skabe en trygghed for min søn

også en slem besked at få. Og jeg kan da godt forstå at du er bange.

Jeg håber i forbindelse med din sygdom og din behandling, at du også får mulighed for at vende dine tanker med proffesionelle behandlere. Ellers synes jeg, at du skal bede om samtaler.

Jeg mangler ord - men sender dig de bedste tanker.

håber for dig at du kan blive helbredt, og får et langt og lykkeligt liv

Engangimellem har tanken da strejfet mig, men det er mest mht. om der er et liv efter døden, ikke fordi jeg er troende, men tanken har været der.

Jeg er blevet enig med mig selv, at der er et liv, og det trøster mig, jeg tror ikke på at det hele er slut, eller det vil jeg ikke tro på, og det gør at jeg ikke er bange.

Men som en god veninde har sagt til mig.

Det handler ikke at dø...men om hvordan du har levet.

Mange tanker til dig, fra mig

heldigvis med skrækken..

Det meget nemt at sige man skal leve livet mens man lever, men syntes nok virkeligheden er noget andet når man står i et behandling forløb, hvor næsten hver dag går med behandling og venten på nye svar...

Jeg forstår til fulde din angst, og syntes du skal gøre brug af de tilbud som sygehuse og div.foreninger har, så du kan tale med nogle som har samme sygdom som dig . Det kan være svært at tale med sine pårørene da der tit bliver talt med "filter på"

Det jeg frygter mest er at efterlade mine børn inden tid,så jeg frygter ikke døden men jeg frygter at miste...

det største kram til dig..

men er bange for når min mor el min mormor dør eller i værste fald min søn dør før mig....

svært ved at acceptere at der intet sker efter at man udånder

Altså, at jeg nægter simpelthen at tro at når man dør, så er det dét...-

Og det skræmmer mig....sjovt nok

Så jeg er begyndt at tænke at når man dør, så ender man et varmt og behageligt neutralt sted ude i evigheden

Det giver mig mere ro i sindet og jeg kan bedre acceptere at jeg bliver ældre. Og bedre leve livet fuldt ud

for at dø... nok ikke så meget for mig selv, men for at efterlade 5 børn, hvoraf nogle er små endnu... det vil pine mig.. og det ikke at se dem vokse op, blive gift, evt. få børn.. osv. Føj, det kan gøre mig bange.

Men ud over det, så tror jeg ikke jeg er så bange igen. Men vil have at mine børn er vokset op og kan klare sig selv først...

Mette

Ja jeg er bange for at dø, og er det er noget som nogle gange fylder lidt for meget i mit hoved. Min far døede pludselig da han var 44 år af dårlig hjerte (jeg var 14 år)og flere fra den gren af min familie har haft dårlig hjerte. Det er flest mænd i familien der har haft det, så jeg håber at det ikke remmer mig. Men jeg tænker meget på døden, siden jeg mistede min far, som jeg savner hver dag. Jeg kan gå helt i panik hvis jeg tænker på at min søn en dag skal stå uden sin mor. Jeg bliver selvfølgelig tjekket af min læge med års mellemrum. Jeg er holdt op med at ryge og "prøver" at leve sundt. Jeg er meget aktiv i mit liv og håber at det kan forbedre mine chancer for et godt langt liv. Men døden er sgu en uretfærdig ting, og livet går alt for hurtigt.

noget efter døden det er jo helt sikker på og det trøster mig lidt.

Men som de fleste skriver her inde så frygter jeg at død fra mine børn.Frygter at de skal blive bang hvis de er alene med mig og jeg falder om.At de skal leve et liv uden mig og ikke riktig huske mig når de bliver voksene.(den yngste er kunn 4 år)De er mitt ene og alt,jeg elsker de over alt på denne jord.

Jeg kan ikke riktig la være med at tenke på sygdommen,jeg skal alltid huske at have mobil telefonen med over alt hvor jeg går,skal alltid vide at det er folk rundt mig som kan hjælpe mig hvis jeg skulle blive dårlig, kan ikke reise hvor som helst skal heletiden huske på at det skal være nemt og hurtig at få hjælp hvis jeg skulle trenge til det.

Jeg har vurdert om hypnose kan hjælpe mig lidt med angsten,men har ikke snakket med nogen som har forsøgt det.

Når vi snakker om det skal jeg vende tilbage til jorden som en havørn når den tid kommer og det har jeg sagt til alle jeg kender.Så når de ser en ørn i rolige bevegelser sveve uforstyrret over hovedene dems skal de blive rolige og tenke på at det er jeg som er tilbage.(jeg har hele mit liv været fasineret af ørner)

Jeg er endnu mere bange for at min mor skal dø tidlig, for så har jeg ingen forældre tilbage.

Jeg ville simpelthen savne hende helt forfærdeligt meget, hvis hun døde "ung".

Jeg håber f*ndme hun bliver en frisk gammel dame på over 100 år

Ja jeg kan godt følge dig.

For lidt over 4 år siden fik jeg (efter lang tid tov trækkeri sygehuset til at ct og mr skanne mit hoved pga konstant smerter i hóved og nakke (begyndt efter fødslen af min datter)

Jeg har en bindevævsknude på hjernen den sider så den ik kan fjernes .Jeg har valgt ik at "tænke" på den .

Jeg går til kontrol hver 6mdr (og for første gang er den ikke vokset .Som sagt har jeg en datter der bliver 5år i næste mdr.

Selvom man siger " jeg er ikke bange for døden " børn eller ej DEt er man (jeg tænker da også jeg ikke vil her fra før min højt elskede datter). Jeg har været til healer flere gange og går i øjeblikket til kranie Haløj ... Så ser bare fremaf

ikke.. Vi skal jo alle herfra en gang.. Jeg er mere bange for, om jeg mon lider den sidste tid jeg er her..

Men ikke noget jeg tænker over til hver dag overhovedet..

Nej, jeg kan med ærlighed i stemmen sige, at jeg ikke er bange for at dø....

Min datter er "gået i forvejen", hvis man ellers kan sige det sådan jeg er 100 % sikker på, at der er noget efter døden, har læst rigtig mange oplevelser folk har haft, nogle som har været døde men blev genoplivet...

I øvrigt er mange i familien gået før mig, vi skal nok få det festligt, når jeg når derop

Dog erkender jeg blankt, at jeg vil være skræmt fra vid og sans over tanken om, at jeg skal væk fra min datter.... hun er snart 18 år, men jeg tror, at tanken altid vil være grusom for mig, for at undvære sin mor, tror jeg er skidt, om man er 4 eller 44, dog jo klart værre, des yngere man er...

Men selve døden, niks, den er jeg ligeglad med, nærmere lidt spændt på, hvem som henter mig

Jeg er rædselsslagene for at dø! man aner jo ikke om det gør ondt, eller om det er som om man sover, når man ER død, eller om man lever vidre, og kan se og høre alting, men bare som en ånd/engel ???????? det er der jo ingen der kan give os svar på desværre ...

Nej jeg er bestemt ikke bange for at dø.

Jeg har været så meget igennem i mit liv,at hvis jeg skulle komme af dagene før tid,så må det være fordi de højre magter,mener jeg ikke kan klare mere,og jeg derfor skal have rigtig fred i min sjæl.

Dog er jeg meget bange for at miste min søn,for det ville jeg aldrig overleve.

Jeg ville simpelhent vælge at følge ham..

Nogen der har "mærket" eller haft en fornemmelse eller måske ligefrem kontakt med nogen tæt på en der er død?

Nu ved jeg ikke, om det er lige dette du mener, men jeg "vidste" det sidste ½ år min datter levede, at hun ville dø....

Hun var ikke syg, hvorfra jeg vidste det, kan jeg ikke fortælle, men jeg var helt 100 klar på, at hun ville forlade mig.....

..det tror jeg ikke, at jeg er.

Jeg er nok nærmere "bange" for hvornår.

Og så må det gerne gå hurtigt - tak

Men når du - trådstarter - har fået konstateret en alvorlig sygdom - har du så ikke fået tilbudt hjælp til at tackle dine tanker i denne situation?

Det var da sørgeligt med din datter.

Det må være underligt og forfærdeligt at få den følelse om sin datter.

Må man spørge hvad der skete med din datter?

Ja skrækkeligt var det, og du må gerne spørge...

Hun døde 24/12-1992 om formiddagen af en sprængt blindtarm, som ingen havde opdaget

Jeg var på vej til vagtlægen med hende, hun døde i mine arme, mens vi sad i bilen... hun blev 6 år og 2 dage....

Jeg havde vidst fra om sommeren, at hun ville dø fra mig... .jeg sagde til hendes far, engang midt i sommerferien, at når Mille dør, så skulle der stå bla bla i dødsanoncen. Han kiggede vildt frustreret på mig, og det "slog" mig pludselig, at sådan kunne man ikke sige....

Jeg tænkte på mange gange det efterår, hvordan det ville være, når Mille var død. Så da hun endelig var død, havde jeg fornemmelsen af åhhhh - det blev i dag....

Men ikke for det, det er overhovedet ikke lettere at miste, når man "ved" det vil ske, det er det mest rædselsfulde jeg har oplevet, og kommer aldrig nogen sinde til at prøve noget, som når dette til knæene..... Jeg var villig til at forhandle med vorherre... han måtte tage ALLE jeg kendte, blot jeg fik lov at beholde mine 2 piger....

Men jeg fik ingen valg, og sådan er livet jo. Men man får virkelig panik tanker, når man oplever noget sådan...

Spørg endelig, hvis der er noget du gerne vil vide

..Vibeke - dit indlæg giver helt kuldegysninger.

Hvor må det være en "mystisk" følelse.

Det var det også har heldivis aldrig haft den hverken før eller siden. Har dog været bange for det, da jeg nu har en datter som pt er knap 18. Hun var dengang 1½ år, så jeg har været noget nervøs for den følelse, men har heldigvis aldrig haft den siden

Det lyder meget mærkeligt, men jeg viste også at min far skulle dø. Aftenen før han døde blev jeg vildt ked af det og jeg viste at han ville dø. Næste dag kom jeg hjem fra kiosken og min mor sad og græd fordi hun havde fået af vide at min far var død (han døde pludselig af en blodprop) Det mest mærkelige var at jeg havde været i kiosken for at købe ind til en hal fest, men jeg havde ikke købt noget, da jeg bare havde på fornemmelsen at jeg ikke skulle med... Da min far døde var der ingen hjælp, ingen at snakke med om det. Nu i dag er der heldigvis hjælp til børn som mister. Jeg arbejder sammen med 2 familierådgiver som holder sorggrupper og de er bare fantastiske mennesker.

Jeg er ikke bange for selve døden, men tænker ofte på alt det jeg vil gå glip af når mit liv rinder ud.

Da jeg var 25 blev jeg genoplivet efter en blodprop, mit første barn var på det tidspunkt 6 mdr. Jeg var i de efterfølgende år rædselsslagende for at dø og gå glip af hendes opvækst.

Jeg vil ikke sige at jeg så noget lys eller noget som helst andet mystisk i den korte tid jeg var væk, men jeg husker tydeligt at jeg i grunden ikke havde den store lyst til at komme op til "overfladen" fordi jeg havde det utrolig afslappet og bare havde lyst til at sove, så selve døden skræmmer mig ikke.

Selv om mine børn nu er 16 og 19, og såmænd nok skulle klarer sig hvis jeg faldt væk, er jeg langt fra klar til at komme herfra, nu vil jeg have mere.

Jeg tror aldrig man bliver klar, såfremt man føler at man har et godt og lykkeligt liv, vi er nysgerrige af natur så når vi har nået det ene mål (evt. se ens børn vokse op og føler at projekt opvækst er vel overstået), så stræber vi efter et andet mål (evt. at se vores børnebørn).

Ine Sophie: Uha hvor jeg syntes det er en tung byrde du har fået, jeg føler virkelig med dig og forstår til fulde din angst.

Jeg håber du møder nogle kvalificerede mennesker på din vej, så du får bearbejdet frygten omkring alt det der sker i dit liv.

De varmeste tanker til dig og din familie.

Varme tanker

Helen.

Det er meget mærkeligt, når man "ved" at et menneske sådan dør, jeg har selvfølgelig tænk utrolig meget over det, ligeledes over måden, jeg har mistet på - altså alle dem jeg kender, som er døde..

Jeg er nået frem til nogle for mig brugbare forklaringer. Jeg tror for det første, ikke at det er tilfældigt hvor længe vi lever, jeg tror - at når mit nummer er "trukket ud", så takker jeg af, om jeg vil det eller ej.

Begrundelsen for denne tanke er, at min datter som døde i december, var tæt på døden 3 gange det efterår, hvor hun lige så godt kunne være død, men det skete ikke der.

Nogle overlever et uheld, som man rent faktisk ikke kan overleve, det kan nogle, uden så meget som én skramme. Andre dør i en ulykke, hvor man kan bruge timer på at overveje, hvordan pokker man kan dø af så lidt....

Dernæst, så tror jeg, at vi kommer "herfra" på en måde, som er rigtig både for den som dør, og for dem som skal leve videre...

Jeg vil have vanvittigt svært ved, at have et barn, som "dør langsomt", jeg er en anden slags person. Kender jo klart til mange børn som er døde, man "rotter" sig jo sammen der er i min verden helt klart forklaring på, hvorfor nogle gennemgår måneder eller år på behandling, før de dør, og andre de bare - vups - så har de sluppet.

Jeg tror, at man næsten ikke kan tilbyde FOR meget hjælp og støtte efter et dødsfald. Der er mange totalt forkvaklede mennesker, som opfordrer folk til at "komme videre", jeg tror det er meget meget usundt, spec for børn, som mister en forældre, er jeg enormt glad for, at man bliver mere og mere opmærksom på, at der skal hjælp og støtte til, for at de børn blive hele og kan "leve" igen. Vi kan jo alle leve, men vi ekstistere ikke rigtigt alle sammen...

Døden er både noget grusomt, og noget godt. Jeg kender mange, som ikke selv "overlever", det er mennsker som rent faktisk ikke ønsker livet, de ønsker ikke at være en del af et levend liv, når deres kære er døde....

Men én ting er totalt sikkert, vi skal alle herfra, så hvorfor gå og bruge oceaner af tid på at være nervøs for det, få den hjælp der skal til. Noget man ikke kan undgå, er da noget pjat at bruge år på at være bange for, når man ved erkendelse kan gøre noget ved det.....

konstateret sclarose for et par år siden var jeg først bange for at ende i kørestol, så var jeg bange for at dø - ik at det normalt er noget man dør af, men tanken strejfede mig..

Nu har jeg levet med sygdommen et par år, og lider i den grad af sclerose-træthed som er SÅ belastende at jeg af og til tænker - hvor må det være befriende at få lov at dø .. Jeg har i perioder haft det så slemt at jeg ønskede at dø, og jo flere gange jeg har haft det sådan jo mere afklaret er jeg omkring døden, og nej jeg er ikke længere bange for at dø..

Jeg var syg som barn af kræft, men følte aldrig at jeg var tæt på at dø. Men i de sidste år har jeg tit følt at det er som om jeg venter på noget der skal ske. Ikke nødvendigvis ubehageligt, men bare som om der skal ske noget.

Jeg har en fornemmelse af at jeg kommer til at leve længe, og at det ikke nødvendigvis bliver noget godt liv som sådan.

Måske lyder det langt ude, men jeg følerlidt at jeg har modtagetmit mirakel og nu er jeg bare blevet "glemt" af universet?

Som andre siger, hellere leve intenst end at leve længe.

Sophie du ønskes alt mulig held og lykke med din sygdom