Som overskrift siger, skal man følge sit hjerte - tålmodighed.

Det sidste har jeg ikke, ikke når man skal ind på emnet her

Gennem flere år på bagen som "hjemmegående" pga. visse ting, er jeg endelig inde i en positiv udvikling, og drømmen om enkle fag på VUC, er begyndt at melde sig, for jeg har kunne engang, følge okay med, så det skal bare frisket stille og roligt op igen. Alt støtte, opbakning er noget jeg i den grad får brug for, og ved også jeg får den, især fra familien, hvis jeg virkelig vælger at gennemføre forsøget, hvis man kan kalde det et forsøg.

Men, der er altid et men . Jeg har hjemve, ikke mod at bo hos min mor igen, men mod byen, stederne jeg har været, og ir for sig godt kan komme til at bo igen, men det kræver en flytning. Og at jeg er heldig i at finde noget det på gældende sted, at bo i. Men jeg har forsøgt at finde, men hver gang har det været for småt, for dyrt, eller udlejer ikke lød helt fortrolig, nok til at jeg ikke gider bruge tid overhovedet for at komme ud og se. Jeg skal føle jeg er tryg i telefonen ved udlejer, først der vil jeg overhovedet tænke på at tage afsted at kigge.

Nu er det så jeg har fundet en okay bolig i nærheden af hvor jeg bor nu, men der er så godt 1 time til min hjemve`s by/steder. Længere tid tager det at besøge min familie, dem jeg stadig snakker med og det. Kan jeg leve med det? Jeg kender ingen faktisk der hvor jeg bor nu, og det er frusterende, at alt jeg kender ikke er i min nærhed. Flytter jeg til det sted jeg har fundet i nærheden har jeg 3-5 personer jeg kender og kan snakke med, og det. Så helt alene det "nye" sted ville jeg ikke være, jeg er dog bare lidt længere væk fra min mor, men stadig tæt på. Kan jeg leve med det? Hjernen siger ja, hjertet ved det ikke helt. Eller gør det??

Skal jeg følge mit hjerte, eller tage middelvejen. Eller skal jeg have tålmodigheden eller hvordan. Jeg aner hverken fra eller til.

Hvad ville I gøre?

Hilsner Dorthe