Der vil komme med deres mening ?

Ja da, synes den er god Kan godt lide den nye omskrivning af den(ellers har du bare hentet en vis kamp fra en anden af dine historier).

Men vil da meget gerne læse mere.

Takker.. du har helt ret en del af den stammer fra noget jeg skrev for længe siden, nu er jeg så begyndt forfra, skriver mere ind (og om) og mere på.. så lidt i de første kapitler vil dem der har læst det tidligere kunne genkende..

mere ind, men kun hvis der er nogle der er interesseret i at læse det ??

Som skrevet ovenover, må du meget gerne komme med mere

at jeg kunne genkende noget af den...

OG du må da meget gerne lægge mere ind for min skyld.

så får i da lidt mere her.. nogle kan sikkert genkende en del af det..

Nico hev efter vejret, det smertede i hans bryst og flimrede let for øjnene, men der var ingen steder at gemme sig, så han var nød til at fortsætte hen af skovstien og håbe at forfølgerne opgav.

Han havde ikke lige været forberedt på jagthundene, dem kunne han ikke sådan lige skjule sig for, for de ville kunne lugte ham, selv om de ikke kunne se ham, så han havde været nød til at fortsætte med at løbe.

Han kunne høre hundene gø og hestenes hovslag, de var ikke langt borte, hvis han ikke snart fandt et gemmested så ville de nå ham, og hvad der så ville ske turde han slet ikke tænke på.

Han vidste selvfølgelig at han levede livet farlig, selv med hans evner var der altid en mulighed for at blive fanget, sådan var livet når man valgte at ernære sig som tyv og det havde han for længst accepteret.

I det samme fik Nico øje på en tæt busk, hvor der lå en væltet træstamme foran, han vidste straks at det var hans bedste chance for at gennem sig for forfølgerne, han måtte bare håbe at hundene ikke fik færten af ham.

Han smed sig hurtigt på jorden og mavede sig ind under busken, hvor han trykkede sig helt flad mod jorden, langsomt gled han i et med omgivelserne og det var ikke længere muligt at se ham hvis man ikke vidste han var der.

Han brød sig egentligt ikke særligt meget om at bruge denne evne og gjorde det kun når det var strengt nødvendigt, ind imellem føltes det som om han var ved at gå helt i opløsning og forsvinde når han gled i et med omgivelserne, han frygtede altid at komme til at give for meget slip og ikke kunne komme tilbage igen.

Nu kunne han høre hundene meget tæt på, han prøvede at slappe helt af og trække vejret så roligt som muligt for ikke at afsløre sig. Jorden var kold og fugtigt, han kunne lugte at noget i nærheden var i forrådnelse og en sten skrabede mod hans ene hofte, men han turde ikke flytte på sig for at få den væk.

"Husk han kan gøre sig delvist usynlig, så i kan sikkert ikke se ham, hold ekstra øje med hundenes adfærd". Råbte lederen af gruppen til de andre mænd.

Nico havde ellers håbet de ikke kendte til hans hemmelighed, så havde det nok været en del nemmere at gemme sig for dem, nu var hans eneste håb at hundene ikke fik færten af ham.

Han kunne mærke varmen fra dens ånde da en af hundene stillede sig foran busken og gav sig til at knurre og mændenes leder råbte. "Tjek under busken, jeg tror hunden har fået færten af en tyv".

Et kort øjeblik fortræd han at han havde listet sig ind i huset og stjålet diamanten eller hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv, så fortrød han nok kun at han havde været uforsigtig og var blevet opdaget.

Da mændene bøjede sig og løftede op i busken kunne de ikke undgå at se ham på trods af hans delvise gennemsigtighed. Nico smilede undskyldende til dem. "Hejsa; sjovt at støde på jer her".

De greb fat i hans arme og trak ham op at stå, han lod sig tone frem igen, da der jo ligesom ikke længere var grund til at holde sig skjult. De rodede hans lommer igennem og fandt hurtigt diamanten.

Den ene af mændene tog et langt reb frem og bandt hans hænder sammen, rebet kradsede mod hans hud, men det var intet sammenlignet med den frygt der kradsede i hans mave, han vidste udmærket hvad der ventede sådan en som ham der blev taget i tyveri. Manden bandt den anden ende af rebet til sin sadel og steg til hest.

Nico snublede af sted efter hestene, hans lunger brændte igen efter luft og hans ben var tilsyrede og tunge efter løbeturen, han havde ikke troet at han var i stand til at løbe, men tanken om at blive trukket efter hesten holdt ham på benene.

Han var glad for at se borgen dukke op mellem træerne og endnu gladere for at mændene havde holdt sig i skarp trav og ikke havde galoperet tilbage, men de ønskede åbenbart ikke at han døde på vejen.

De bandt ham løs fra hesten og slæbte ham, grinende og snakkende, ned af en trappe til kælderen, her smed de ham ind i en lille mørk celle og smækkede døren. Rummet var helt tomt bortset fra en bunke muggent halm i hjørnet og sten væggene drev af fugt.

Nico gned sine håndled og ømmede sig, de var røde og hævede hvor rebet havde siddet, hans ben var som gele og han lod sig glide ned og sidde med ryggen mod døren, hans hjerte hamrede som om der var ved at bryde ud af brystet på ham.

Hvad skulle han nu gøre ? Hvis han ikke fandt en måde at komme ud, så var hans dage nok talte, chancen for at de ville hænge ham for tyveriet var temmelig stor og han havde egentlig ikke haft planer om at dø allerede.

Øvet gav han sig til at tjekke de slimede vægge for løse sten, man kunne jo aldrig vide om en tidligere fange havde været i gang med en flugtrute eller om en løs sten kunne føre flere med sig. Det eneste han fandt var dog en død rotte i halmbunken.

Han satte sig igen med ryggen mod døren og sukkede opgivende, det så ikke ud til at der var nogle flugtmuligheder, så nu måtte han bare vente og håbe på at heldet var med ham.

Tiden føltes lang og i den lille vinduesløse celle kunne man ikke vide og det var dag eller nat, der gik ikke langt tid inden Nico totalt mistede styring med hvor længe han havde været der. Det eneste afbræk i de uendelige dage var når nogle åbnede en lille lem i døren og skubbede en tin skål med tynd suppe og en humpel muggen brød ind.

Han havde prøvet at grave nogle sten løs med sine bare hænder, men det havde kun resulteret i ømme og hudløse fingre. Han havde også forsøgt sig med gøre sig usynlig i håb om at de ville tro han var væk og åbnede døren, men den hoppede de ikke på.

Han fik et mindre chok da døren pludseligt blev slået op ad 2 mænd, de trådte ind uden et ord og greb fat i ham.

Mens de slæbte ham hen ad gangen spekulerede han opgivende på om hans sidste time mon nu var kommet ? Ville de trække ham ud i gården og hænge ham ? Tanken gjorde ham trist, men fyldte ham ikke med den frygt han havde regnet med, han havde slået sig til tåls med sin skæbne.

det afsnit med inden jeg tager på juleferie..

Da de åbnede en dør og trak ham igennem den blev han blændet af lyset efter den lange tid i mørket, han kunne dog se at de stadig var indenfor og ikke ude på gårdspladsen som han havde forventet.

Da hans øjne havde vænnet sig til lyset opdagede han at de var i en smedje. Sveden var allerede begyndt at springe frem på hans pande, der lugtede af sved og kul og luften var fuldt med damp og røg.

De slæbte ham hen imod et åbent ildsted og Nico tænkte skrækslagende at de måske ville brænde ham levende, lige som man ind imellem gjorde med hekse, tanken fyldte ham med en kvalmende frygt og gjorde det svært at trække vejret.

"Hold ham helt stille". En stor grov man med et stort rødt skæg og et læder forklæde, sandsynligvis stedets smed, kom svedende hen imod dem.

Smeden rodede i ilden og hev noget ud af gløderne, pludseligt gik det op for Nico hvad der skulle ske: Han mærkede panikken skulle ind over sig, pludseligt frøs han trods varmen og de små hår i hans nakke rejste sig som pindsvinepigge. Han hev og sled desperat for at komme fri, han mave snørrede sig sammen i angst, men de 2 mænd var størrere og stærkere end ham, og de lo hånligt over hans forsøg på at komme fri.

Smede flåede hans højre ærme midt over, så hans blege underarm blev blottet, han havde gåsehud. Smeden kommanderede brysk. "Vend han arm".

Den vagt der holdt hans højre arm, tog fat om hans håndled og vendte armen så den følsomme hud på undersiden var opad og så strammede begge mændene deres greb, så han følte sig fanget i en skruetvinge. Han overvejede at tigge om nåde, men opgav, de ville alligevel ikke høre på ham.

Smeden nærmede sig med et brændejern i hånden, han smilte skadefro, Nico vedte hoved bort og bed sig i læben. En sved dråbe lød ned af hans arm, huden sitrede og det føltes som om den prøvede at trække sig væk fra varmen.

Smerten var slem et kort øjeblik, men så var alle nerverne døde, men lyden af huden der boblede op og brast og stanken af brændt kød forsatte i noget der føltes som en evighed, det vedte sig voldsomt i hans mave og i hans mund blandede smagen af blod fra hans læbe sig med galle.

De 2 vagter slæbte ham tilbage til cellen og smed han halvt bevidstløs på gulvet, nu mærket forevigt med en 6 takket stjerne på bagsiden af højre underarm, tyvens mærke. Han forstod ikke hvorfor de havde mærket ham, for han var sikker på at de ikke lod ham slippe ud med livet i behold.

Nico måtte være faldet i søvn, han vågnede i hvert fald ved at nogen åbnede døren og smed en sæk over hoved på ham og bandt hans hænder, så trak de ham ud af cellen, han var sikker på at nu skulle han dø.

glæder mig til at læse mere.

Jeg læste også lige med i dit første indlæg, og synes helt klart det har hjulpet at du har fået skrevet din indledning om

Jeg er også en af dem der godt kan lide eventyrlæsning, og synes helt sikkert din virker til at have potentiale

Lidt korrekturlæsning ville dog være godt, da du nogle steder har lavet nogle små slå- og formuleringsfejl. Ikke noget grelt, men ting jeg synes der skal rettes før det bliver helt perfek.

Fx ville jeg gerne have at der kom et punktum ind i denne sætning:

For hvert åndedrag fyldes hans næse med stanken af blod, sved og det fyrretræ arenaen var bygget af, selv om han burde være vandt til lugten fik den det alligevel til at vende sig i hans mave; Hvad mon folk ville tænke hvis han begyndte at kaste op ?

Sådan så der kom til at hedde:

For hvert åndedrag fyldtes hans næse med stanken af blod, sved og det fyrretræ arenaen var bygget af. Selv om han burde være vandt til lugten, fik den det alligevel til at vende sig i hans mave; Hvad mon folk ville tænke hvis han begyndte at kaste op ?

Og dette:

Smerten var slem et kort øjeblik, men så var alle nerverne døde, men lyden af huden der boblede op og brast og stanken af brændt kød forsatte i noget der føltes som en evighed, det vedte sig voldsomt i hans mave og i hans mund blandede smagen af blod fra hans læbe sig med galle.

Kunne med fordel også ændres til fx dette:

Smerten var slem et kort øjeblik, men så var alle nerverne døde og han kunne intet mærke mere. Dog forsatte lyden af huden der boblede op og brast, og stanken af brændt kød, i noget der føltes som en evighed. Det vendte sig voldsomt i hans mave, og i hans mund blandede smagen af blod fra hans læbe sig med smagen af galle.

Sådan nogle frygtelig lange sætninger har du et par stykker af igennem alle afsnittene.

Du har også nogle sammesatte ord der ikke er blevet sat sammen: is stykkerne, ville jeg skrive som isstykkerne (jeg er dog ikke dansklærer, så ret mig blot hvis det er mig der er gal på den )

Men som sagt, jeg synes det er småting det drejer sig nok. Jeg er på ingen måde ekspert i tekst og litteratur, og det kan sagtens ske at det er helt galt det jeg skriver, men du bad jo selv om folks kommentare, og så ville jeg da lige komme med mine

Rigtig glædelig jul.

Cavan: Korrektur er ikke min stærke side

Her er lidt mere..

Erin strakte forsigtigt hånden frem og strøg rådyret over dens bløde ryg, hun elskede stilheden i skoven og følelsen af at være et med dyrene og naturen. Hun brugte det meste af sin tid der, når hun ikke ordnede hus eller lavede mad til sin far.

Pludseligt blev stilheden brudt og rådyret sprang forskrækket af sted og ind i underskoven.

Hun kiggede ud mellem træernes beskyttende løvhang og så en ung lyshåret fyr komme halsende hen af stien, hun kunne på lang afstand mærke at han var bange for noget og følte sig forfulgt. Hun overvejde om hun skulle tilbyde sin hjælp, men hun ønskede ikke at blive blandet ind i noget.

Kort tid efter at han var forsvundet om et hjørne kom en lille flok rytteren med jagthunde farende forbi. Hun kunne mærke vreden og hadet som strålede ud fra rytterne og hun fortrød lidt at hun ikke havde hjulpet ham, på den anden side havde han jo sikkert gjort noget han ikke skulle siden de var efter ham.

Da de var væk gik hun tilbage til den lille have hun havde anlagt i en lysning i skoven, her gav hun sig til at nynne mens hun puslede om grønsager og blomster. Som altid samledes der hurtigt dyr omkring hende, og fra dem hørte hun hvordan det stod til i skoven.

En spurv landende på en træstub ved siden af hende, hun strøg den blidt med en finger over hoved og den viste hendes at den unge mand hun havde set på stien var blevet fanget og slæbt tilbage mod borgen, hun havde ondt af ham.

Da solen langsomt begyndte at forsvinde bag trætoppene , tog hun kurven med de grøntsager hun havde tænkt sig at bruge til aftensmaden og begav sig hjemad, maden skulle jo nå at være klar tuil at hendes far kom hjem fra markerne.

Hun gik glad og nunnede mens hun skar grøntsager og kød ud og kogte det over det åbne ildsted til en fyldig stuvning, mens katten kælent gned sig op ad hendes ben og tiggede efter et stykke kød.

"God aften Erin". Hendes far kom ind af døren, han så langt ældre ud end sine 38 år, krumbøjet og hærdet efter mange års hårdt arbejdet og tabet af hans kone, Erins mor var blevet brændt på bålet som heks da Erin var helt lille.

"Sæt dig ned far, måden er straks færdig". Erin stoppede op midt i en bevægelse, hun fornemmede at hendes far havde ondt. "Hvad er der galt far,? Du har ondt".

"Bare en af okserne der snublede og var så uheldig at ramme mig over benet da den skulle op igen, ikke noget særligt". Han satte sig ved bordet og tog en stor slurk af det krus øl Erin havde stillet frem til ham.

Hun gik over til ham og satte sig på hug. "Lad mig nu bare ordne det far, der er jo ingen grund til at du går rundt og har ondt".

Hendes far sukkede, han var ikke meget for at hun brugte sine evner, for han frygtede at nogle skulle finde ud af det og hun ville ende som sin mor, selvom hekse brændinger var mere sjældne nu om dage, men han vidste samtidigt at han ikke kunne forhindre hende i at være den hun var, så til sidst nikkede han modvilligt.

Erin trak forsigtigt hans bukseben op, hans skinneben var allerede nærmest blåsort efter sparket. Hun forstod udmærket hendes fars frygt for at hendes evner blev opdaget, lige nu kunne hun tydeligt føle dem, men hun var stolt af den hun var, sin mors datter og hun håbede der kom en dag hvor hun ikke behøvede skjule det.

Hun åbnede sit sin for naturens kræfter, mens hun tænkte på at fjerne smerten fra sin fars ben, snart kunne hun mærke en varm snurrende fornemmelse i sine fingre og hun vidste at det bredte sig til faderens ben; Langsomt svandt mærket ind og til sidst forsvandt det helt.

Hun rejste sig uden et ord og øste mad op til dem begge, faderen trak sit bukseben på plads, de ville ikke komme til at snakke mere om dette, men hun følte hans stolthed og kærlighed og det var mere end nok.

En dag nogen tid efter sad Erin ude i sin have i skoven, hun ville ønske at afgrøderne ville vokse lige så godt andre steder som de gjorde i hendes have, men hun vidste også at det var en umulighed så længe landet var drænet for magi.

Hun kunne pludseligt føle en helt masse fra alle retninger på en gang, frygt, spænding, nervøsitet, hun rejste sig op, var det hendes fornemmelser den var helt galt med eller var hun omringet ?

Erin drejede rundt om sig selv alle de følelser på en gang var overvældende og hun prøvede at lukke af for dem. Pludseligt blev der grebet fat i hende og noget blev holdt under hendes næse, lige før hun faldt i en dyb søvn nåede hun at se en masse soldater myldre frem.

overhoved nogle der er interesseret i at læse mere ?

Du må meget gerne lægge noget mere ind. Synes den er god. Lige en enkelt stavefejl: Hun åbnede sit sin for naturens kræfter.

Ellers super historie.