dejligt at der finde personer som dig, der åbner døren og ikke reagere lige som de andre han har forsøgt at søge hjælp hos.

du er bare dagens super helt .

det er meget vigtigt, at du får snakket det hele igennem mange gange, for der sidder mange sprøgsmål gemt og de er vigtige for dig at få løst.

Men du er bare en super helt i mine øjne

1000 tak skal du ha.. og ja, selvfølgelig åbner jeg da.. Troede egentlig det var politiet, da de har været her kl 2 en anden dag pga naboen..

Men nej...

Og ja, jeg vil også gerne snakke om det, men det er bare svært på denne tid af døgnet...

Så nu vil jeg lave en kop varm kakao og sætte en film på, og slappe lidt af...

Hvornår er det i orden at slippe sådan noget igen? Altså.. jeg kan ikke lade være at tænke at hvornår man er egoistisk i sådan en sag her, da det jo ikke er mig der er kommet til skade..?

for du bliver revet ud af din lille trykke hverden meget brat, ingen har haft tid til at sætte sig ned ved siden af dig og give dig en krammer og en god snak. det er nemlig det du har aller mets brug for lige nu.

Når solen står op og folk er ved at vågne, ja så får du fat på en god ven, som du ved har tid til dig.

Selv om det er mange år siden, at jeg midt i jule mylderet i ringsted, forsøgte at bruge mit førtsehjælps kursus, til at genoplive en mand, ja så sidder det stadigvæk i baghovedet og spøger. Hvergang jeg kommer forbi den butik, dukker der et billed op i mit indre.

du er ikke egoist, tvædigmod. Men du skal tænke på dig selv og udnytte dine gode venner og famillie.

Det er meget vigtigt, at vi alle sætter os ind i det at give første hjælp, for selv om man håber på det aldrig sker, ja så kan man pludselig stå midt i det hele og være den person der gør en forskel.

Du kunne hjælpe.

Men noget af en forskrækkelse,det virker altid så voldsomt når der er blod.

Førstehjælp burde være obligatorisk for alle mennesker.Og alligevel har alle pligt itl at hjælpe en tilskadekommende.

Og ja, det fandt jeg ud af...!! At åbne døren til sådan et syn og en hændelse var ikke lige det jeg regnede med...

Men ja, det er da rart at vide at man har gjort en forskel, men det er sat** ikk rart at tænke på hva der ku være sket... Tænk hvis han døde, tænkt hvis jeg sku gi kundstig åndedæt og så videre... ville jeg kunne finde ud af det... ville jeg rede ham??

Jeg ved godt det ikke ER sådan, men kan ikk lade være med at tænke på, at sådan noget ikk skal ske, for hva nu hvis man ikke kan gøre det godt nok...Hva nu hvis og hva nu hvis...

Og ventetiden er bare den værste.. jeg ved INGENTING.. de læger ved sgu hva det drejer sig om.. jeg vidste ikk om han mistede bevidstheden lige om lidt, om han ville blive hos mig osv..

Puha.. alle de tanker myldre bare rundt.. men jeg ved jo at han er okay... at jeg gjorde det eneste rigtige og at jeg var der for ham...

Fik også bare den besked fra alarmcentralen (jeg ville lissom gerne ha noget tøj på, var splitter-han-jørgen) at det sku jeg sgu ikk tænke på nu, for så DØDE han altså...

puha - hvor egoistisk kan man være - selvfølgelig sku jeg da bare hjælpe ham!!!

og kan man første hjæl, så dukker det op dne dag man skal bruge det.

Jeg havde modtaget mit første hjælps bevis flere år før jeg fik brug for det.

den tykke mand faldt om, efter at han sammen med konen havde forsøgt at presse en kæmpe madras fra jysk ind i deres lille minni put bil.

Folk stimlede sammen, men ingen hjalp. konen sad og græd ved sidne af ham og råbte på hjælp, men ingen reagere.

Jeg var inde i butikken, da jeg hørte hendes råb om hjælp, løb ud til dem og gik igang med at give første hjælp. Det lå gemt i mit hoved, alt det jeg havde lært. en sød ung dame fra butikken, var den eneste som ville hjælpe, tiltrods for jeg flere gange bad tilskuerne om en ekstra hånd.

Desværre lykkedes det ikke at redde ham. snakkede bag efter med ambulanse folkene og de måtte også opgive, da han havde ligget for længe inden der kom hjælp.

Hvis en af de andre tilskuer, havde kunne første hjælp, ja så var det muligvis lykkedes for os at redde ham. Jeg kom desværre for sent til at kunne gøre en forskel.

Det er også en skrækkelig oplevelse...

Kunne slet ikke forestille mig den skyld man må føle, og det er også det jeg frygter nu... selvom jeg hjalp og det gik godt.. kan jo være jeg ikke er så heldig næste gang... puha..

men det tager jo nok bare lidt tid ige at fordøje.. Håber bare snart der er nogle der kan komme.. som jeg kan snakke med...

bliver bare ved med at se ham for mig, og hans arm der er helt flænset...

Han bor jo her i samme opgang som mig, tror du det ville være okay, at besøge ham nu her når det hele er faldet lidt til ro...?

super flot af dig det er klart at du er i chok for det er da også en grim oplevelse.

Men kunne det tænkes at der ikke var nogle hjemme hos naboerne siden de ikke åbnede? ellers er det godt nok ikke god stil

... at du åbnede og havde åndsnærværelse nok til at gøre hvad der skulle gøres - også selv om du var forskrækket.

Hvis man i den situation sidder bar og føler sig temmelig sårbar, er det naturligt (og ikke spor egoistisk) gerne lige at ville have noget tøj på. Men det var så også godt at de på alarmcentralen kunne snakke med dig og lige få fortalt hvad der var det vigtigeste på det tidspunkt

Desværre er der mange der efterhånden er blevet så bange for fremmede mennesker at de i sådan en situation hellere vil ignorere at der bankes på døren, end de vil hjælpe. Dejligt at du ikek er en af dem!

Jeg synes det vil være en fin ide at besøge ham når han kommer hjem, det vil både give dig og ham en form for "afslutning" på den grimme oplevelse.

Det er godt at du kan tale med andre om det - og skrive herinde - det hjælper sikkert meget på det chock du har fået - men jeg tror faktisk at det der vil hjælpe allermest er at lige komme forbi ham og se at han virkelig HAR det godt igen, og at din hjælp var vigtig.

Hvor er det super flot at du kunne hjælpe! Og hjalp!

og ikke noget under at du er lidt chokeret! Det er trods alt en noget voldsommere oplevelse end normalt! Jeg har kun til dig!

Og som du selv siger, så ville det nok være en ide lige at kigge ned til ham og se at han har det godt, og få snakket lidt om det!

Super flot! og som din og Ingers "historier" fortæller, så er det godt at kunne førstehjælp!

... at du reagerede og hjalp ham Melanie

Det er trist, at flere og flere vælger at overhøre eller overse forskellige former for nødråb om hjælp

Du skal ikke holde fast i oplevelsen, mere end du føler det naturligt. Nogle kommer hurtigere over sådan en oplevelse end andre, det kan man ikke sætte nogen fast tid på.

Forstår godt, du kunne tænke dig at følge op på oplevelsen og besøge ham.

Men som du beskriver hans forældres reaktion, mon så ikke han ringer på din dør og siger TAK ?

Men du kan i hvert fald roligt være tilfreds med din indsats

Mvh. Lisbeth

Rigtig flot indsats, Melanie!! Jeg kan sørme godt forstå, at du er chokeret efter den oplevelse, specielt når du er så sårbar i situationen, som du var (nøgen).

Jeg tog førstehjælpskursus efter en taxatur, hvor taxaen kørte en 16-årig dreng ned nytårsaften, og ingen af os kunne førstehjælp. Det ville ikke have hjulpet, for drengen var død på stedet, fik vi senere at vide. Men jeg ville ikke nogensinde opleve den store magtesløshed, der er ved, at man slet ikke kan gøre noget. Jeg har selvfølgelig aldrig haft brug for det siden... Min veninde har givet hjertemassage tre gange og har en gang været med til at prøve at hjælpe en ung mand, der var kørt galt - så det er altså meget forskelligt, hvordan ulykken rammer.

Apropos ubelejligt, så var min veninde den sidste gang med færdselsuheldet på vej til sygehuset i Odense, hvor hendes mor lige var blevet overført til med en ukontrolleret blødning efter en bypass-operation. Det er så ikke lige der, man har mest tid eller lyst til at tage sig af andre, der er kørt galt, men det gjorde hun. Hun har så også efter flere tilfælde oparbejdet en rutine i at tackle de her situationer.

Selvfølgelig vil man tænke på, om personen ville have overlevet, hvis man havde gjort det bedre eller anderledes. Men det vigtige her er at tænke på, at man havde rustet sig til at gøre noget - og gjorde det!! Så man har givet personen en chance, som vedkommende ellers ikke ville have fået. Tænk på hvor meget BEDRE det er at gøre noget (selv om det ikke virker) end slet ikke at gøre noget, som var det der skete for mig dengang.

Jeg håber, at du har fået snakket med nogen nu, og jeg synes, at du sagtens kan besøge drengen - så får i også begge to en afslutning på.

mvh. tina

Super at du kunne hjælpe!

Det er ikke alle der tør hverken lukke op for fremmede eller hjælpe når "lokummet brænder".

Jeg har heldigvis kun prøvet én gang at skulle hjælpe andre og det var da der var en på mit arbejde der havde skåret sig i armen på noget glas.

Hun kom ind på kontoret og råbte at vi skulle hjælpe hende og der var blod på hendes arm og tøj, men hun vidste ikke hvad der var sket, for hun turde ikke selv kigge.

Da viklede jeg et viskestykke om armen på hende og fik en til hente noget at skylle/rense med i førstehjælpsskabet, så jeg kunne komme til at se hvad der var sket, da hun så kom med det og jeg flyttede viskestykket, stod der en pulsende stråle ud i lokalet, så måtte jeg mase tommelfingrene ned i "hullet" og få hende til at ringe 112 og en til at gå ud og vente på ambulancen.

Ambulancen kom heldigvis rimeligt hurtigt, så tog de over og lagde en stram forbinding, og tog hende så med, så hun kunne blive syet.

Det er altid svært at vide hvordan man reagerer hvis man lige pludselig står i en ulykkessituation, men hende der kom til skade sagde at hun synes at jeg havde virket meget rolig og bevaret overblikket, så det havde fået hende til at slappe mere af.

Mvh Alette