Jeg modtager førtidspension, og det har jeg gjort nogen år nu (er 28 år). Jeg synes ikke det er specielt flovt at tale om. Det har jeg det helt fint med.

du stiller spørgsmålet, indikerer er førtidspension er noget at være flovt over. Du ville jo ikke spørge om folk var flove over f.eks. at være smukke eller have vundet i lotto vel?

Når man får førtidspension så er det fordi at man er syg - og hvorfor skal man være flov over det ?

Jeg vil på ingen måde være flov over hvis min revalidering en dag ender i førtidspension...

Tror faktisk at dem der endelig kommer på Førtidspension er super lettet over det...

Det vil kun være en kærkommende ting hos mig.

jeg er ikk flov ,og jeg har lige for 1md fået godkendt min pension ,efter 3år kamp .enorm lettelse

jeg er ikke førtids pensionist. men er for syg til flex job og for rask til pension.

så ligger virkelig og sværer. men jeg prøver alt hvad jeg kan for at komme op på de 13 timer for at få et flex job, og håber det en dag lykkes.. men hvis ikke og jeg skal førtidspensioneres, så vil jeg ikke være flov over at sige det.

jeg er 25 år og har været i systemet i 2 år nu, og kan vist godt se frem til noget længere tid endnu

Jeg er flov over at sige det, og tilføjer meget meget hurtigt, at min ryg er ødelagt.

Jeg hader at sige, at jeg er på førtidspension, den måde jeg har erfaret at folk reagere på gør, at det er svært at sige...

Nogle siger: Nej hvor er du heldig at gå hjemme hvem f... vil med min intelligens gide at gå hjemme, hvis man kunne andet.

Så vellønnet er det altså ikke...

Andre siger, at jeg har været heldig at få pension, at man skal være meeeget syg for at få det...

Og endnu andre tror, at man skal have en roterende fis i bøtten, for at få pension..

Jeg vil så også sige, at der er mange førtidspensionister, som er med til at ødelægge det for os andre. Alle dem, som kan arbejde sort i store mængder, dem som kan fare land og rige rundt, jo der er mange, som ikke burde gå på førtidspension, også når man ser dem på det der er de dumme dage...

Og lige - jeg er 43 år, men ynder absolut ikke at fortælle det...

... næe - det er da ikke noget at være flov over.

Jeg tror at jeg ville føle en blanding af glæde over at jeg dog kunne få til dagen og vejen selv om jeg ikke var arbejdsdygtig - og at jeg ville være ked af at jeg åbenbart havde helbredsproblemer der var så slemme at jeg ikke kunne forsørge mig selv.

Og hvis jeg så på nogen måde kunne, ville jeg finde en måde hvor jeg også kunne yde noget for andre - ud fra den fysiske og mentale evne jeg nu var i besiddelse af.

F.eks. som besøgsven for en ensom pensionist, eller med at arbejde frivilligt med at give børn lektiehjælp - eller andet frivilligt arbejde der var inden for mine grænser.

Men flov?? NEJ!

Det jeg ville være flov over ville være hvis jeg VAR arbejdsdygtig og alligevel var hjemme og på offentlig hjælp.

Som regel har jeg hørt dårlige meninger, og selvom jeg da er glad på min venindes vegne, så sidder det i baghovedet at det er flovt at være på førtidspension når man kun er 24 år.

Jeg synes også det er flovt at skulle fortælle andre, folk specielt som man ikke kender så godt, at man har social angst og ikke kan være i store forsamlinger i lang tid, hvis slet ikke.

At man har flere uddannelse forsøg bag sig men ikke kan magte det, fordi der er for mange mennesker man skal omgåes.

At man er blevet mobbet i folkeskolen og ikke har den viden man som regel begynder at få i folkeskolen, at den viden har man bare ikke At man føler sig så dum når folk snakker om ting, unge folk, som man egentlig burde vide men som man ikke ved. Ikke fordi man ikke fulgte med, men fordi man ikke turde spørger/stille spørgsmål eller få hjælp fordi man efterfølgende blev mobbet for det, specielt hvis man gav forkert svar på et spørgsmål.

Behøver jeg at sige at det er mig jeg her beskriver .

Jeg har sagsakter, kalder man det ikke det?- helt tilbage fra ja da jeg var 18 år. Ser man længere tilbage, hvor jeg ikke turde fortælle nogle om mine problemer, er vi tilbage helt til 5 klasse.

Hvad jeg ikke har af aktivering m.m papir i mapper m.m er ikke så lidt. I et stykke tid kan jeg fungere på stedet, men lidt efter lidt sker der uforklarelige ting og jeg lukker ned, og går dybt depri ind i mig selv.

Og da jeg er flov over mig selv og ja de ting jeg har med mig i fortiden, ved jeg at jeg bliver endnu mere flov hvis man finder ud af det er bedst at få mig over på førtidspension.

Men glad for min veninde kan jeg være, og selvom hendes venskab er lige så åben og jeg VED jeg kan sige/fortælle hende alt, er jeg flov over mig selv og det faktum at jeg MÅSKE kan ende på førtidpension selv.

Jeg skal til lægen her i morgen (tirsdag) da jeg er gået sååå langt ned med flaget. Er depri hele tiden, ikke engang kæresten kan trække et smil frem mere pt. fordi jeg er så trist. Sover mere end jeg plejer.

Men det er rart at vide at ikke alle er flove over det. Men hvis det kommer i mit tilfælde ex. Hvordan takler jeg det så??

Min veninde vil med garanti sige, jeg skal nyde at slappe af, ikke være så hård mod mig selv og tage en dag af gangen i sted for en hel trappe med trin i et skridt.

Hilsen Newme.

det der med psykisk contra fysisk - det hænger vel sammen med at det er meget nemmere at få syn for sagen med din exs fysiske handicap i forhold til din vénnines psykiske handicap - den ene ting kan de her og nu måle på - den anden er de nød at føle og vurdere.

Næh, jeg er nu heller ikke spor flov over at være på førtidspension.. jeg knaste ryggen på arbejde, og har jo derved en arbejdsskade, der gør at ryggen ikke længere vil som jeg vil, og at jeg feks. ikke ved, hvornår den tillader at jeg står op om morgenen, ganske enkelt fordi den er utilregnenlig..

Jeg var i arbejdsprøvning og alt det der halløj, og prøvede med stor glæde at komme tilbage, men måtte indse at det ikke ville ske, netop på grund af den store "fejlmargen" ryggen "fungerede" med.. Nu er jeg så opereret, men det har desværre heller ikke haft helt den ønskede effekt, og derfor fik jeg pension.. Jeg er lige blevet 35, og jo, det ER da tidligt, men sådan er det jo bare, og der er intet at gøre ved det, så man kan ligeså godt få det bedste ud af det..

Nu kan jeg jo så hjælpe lidt til på Hesteplejehjemmet når fysikken siger god for det, og ellers, tjah, så handler det jo bare om at få tiden til at gå, hvilket også går fint nok. Så ingen brokken herfra, men derimod tilfredshed over at man KAN leve uden at skulle på arbejde, når man nu ikek kan længere..

(Har blandt andet repareret vindmøller og kørt flyttebil)

I morgen skal jeg over i SFO´en på Anders´ skole, hvor jeg har lovet at komem og hjælpe til her på fredag, hvor der skal være "julestue", og da jeg egentlig ER ret fiks på fingrene (får jeg at vide), så vilel de gerne have hvis jeg ville komme og hjælpe til med at lave foderhuse til fugle og andre ting, som vi så skal flette af de her rør.. (Kan ikke huske hvad de hedder)..

Nu er min skade jo en arbejdsskade, og jeg VAR forsikret mod sådanne ting, så jeg lider bestemt ingen nød.. Jeg er på ingen måde rig heller, kun på selve livet, hvilket er mere værd end penge.

Jeg har gode og dejlige venner og bekendte, og de få, der rynker på næsen over at man ikke længere kan arbejde, jah, det er deres problem.. Jeg gider ihvertfald ikke lade mig gå på af det. Det er jo nok også svært at forstå for "udenforstående" når man jo ikke lige mangler en arm eller et ben, men kun er et vrag i selve "chassiset" hvilket jo ikke ses på indpakningen...

Mvh.

... det er netop det med at finde de glæder og opgaver man kan få her i livet - og det behøver jo ikek være i arbejdslivet, men kan også være at bidrage på anden måde.

Og Newme:

Spørgsmålet er ikke om hvad der er sket i fortiden, men om hvordan man vælger at bruge fremtiden.

Du er blevet mobbet i skolen og turde ikke sige noget af skræk for at komme med det forkerte svar - og nu mangler du almenkundskaber. Men du kan læse og skrive - og du har hele internettet til din rådighed! Så det du ikke kan - det kan du lære.

(og jeg nedvurderer ikke eftervirkningerne af at være blevet mobbet - har selv prøvet turen - jeg fik bare bank hver gang jeg svarede rigtigt i skolen, eller bare sagde noget... i 6 år. Men det er FORtid, og jeg har en god NUtid!)

Læg fortiden bag dig - de negative ting fra denn kan du ikke bruge! Men brug det du har og find den viden du ønsker at få.

Jeg har for knap 2 måneder siden fået bevillget førtidspension som 33 årig, efter 4 rygoperationer, hvor den sidste endte med nerveskader i højre fod, og deretil tilhørende nervesmerter og stadig ondt i ryggen.

Jeg er ikke flov tværtimod mega lettet over at have fået den, har gået hele møllen igennem med arbejdsprøvninger på reva center, samtaler og arbejdspraktik, noget som psykisk tærer på én når man samtidig er smerteplaget, og jeg har arbejdet siden jeg var 16 og aldrig haft brug for hjælp og altid knoklet uden problemer, og pludselig er man dybt afhængig af andres hjælp så selvom jeg ikke er flov, så er det absolut ikke min drøm at ende sådan, men sådan har livet så formet sig for mig, jeg skal nu lære mine begrænsninger og finde styrken i det jeg kan, og forhåbentlig om et halvt til et helt år håber jeg at jeg er både fysisk og psykisk stærkere end nu...

Lykken er ikke en førtidspension, men det kan være det bedste for én når man vitterlig ikke kan arbejde, men derfor skal ens liv ikke gå i stå , man er jo hverken skør eller dum fordi man ikke kan arbejde, man skal bare finde nye ting som giver mening med ens liv og som man fysisk kan klare så man bliver lykkelig

Jeg læser på universitetet men har skævt bækken (netop fået lavet ny MR scanning), jeg har PCo hvilket gør min hverdag ret svær og jeg har netop gået ned i tid så jeg kune har et fag af gangen (men det har jeg jo ikke nok SU til at fortsætte med at gøre) Jeg har hørt men måske kunne søge revalidering, men synes det er et indviklet system...

og ja jeg er flov over det og snakker normalt ikke om det... Har fået konstateret stress og får angst anfald, fordi jeg ikke fortæller folk jeg ikke kan så meget, men bare klør på og dermed overbelaster mig selv

være flov - men meget lettet hvis jeg fik førtidspension..

Jeg har sclerose og lider af sclerosetræthed dvs. jeg KAN simpelthen ik bare "tage mig sammen" eller hanke op i mig selv..

Jeg har mit job på 28 timer om ugen - hviket jeg ikke kan klare længere, så nu skal jeg hele møllen igennem for at søge at få bare et flexjob på min nuværende arbejdsplads.. Håber det ender med 15 timer om ugen hvor jeg er nu..

Uha for en sygdom du har, min mands søster har den samme, og træthed er ved at vælte hende af pinden, den er ganske grusom...

Hun går pt og venter på svar på ansøgning om pension, hun er 35 år, og har kæmpet flere år med kommunen. Ingen vil acceptere at hun er træt, bortset fra en scleroselæge, som siger det er helt normalt. Men på kommunen mener de sig langt langt klogere end div. overlæger..

Føler med dig, det er hårdt...

førtidspensionist i en alder af 23 år - og lider også af bla. Borderline som din veninde...

Kan ikke se hvorfor det skulle være flovt - der er jo en god grund til at man er det man er..

Jeg er i fleksjob grundet sclerosetræthed - det kan altså lade sig gøre.

Jeg er ansat 15 timer om ugen, men arbejder pt. kun 12 t. om ugen efter aftale med kommunen. Arbejdstimerne er fordelt over tre dage.

De 15 timer er faktisk for meget til mig - derfor en periode med de 12 timer - som fungerer meget bedre.

De SKAL acceptere sclerosetræthed som værende et endog meget invaliderende symptom af sclerosen - det må være muligt at få papir på - det har jeg i hvert fald.

Forresten forærede jeg den pågældende person på kommunen et eks. af bogen "Sclerosetræthed" - så kan de selv læse bogen...

Jeg kom ikke engang i arbejdsprøvning - det kan ikke lade sig gøre simpelthen - så det blev droppet.

Men jeg VIL arbejde så længe jeg kan - om det så kun er de få timer om ugen...

Så klø på Vibs' mands søster og Tinker Mette...

Godt gået, det er flot du kan...

Min mands søster har også foræret sagsbehandleren den bog, men hun har ikke åbnet den...

Der skulle komme svar forhåbentligt i slutningen af denne måned, hun bliver over lykkelig, hvis hun får fred for kommunen.

Jeg syntes det er flot, at de har accepteret din træthed, det er der mange som ikke oplever. Hende jeg kender, hun ville også vildt gerne blive på job, men efter at hun er trukket rundt i håret, er pension for hende den eneste løsning...

Synd at systemet er sådan, at man er menneskeligt kørt ned, når pensionen kommer, der kunne med garanti have været en vis mængde arbejde til hende, hvis ikke det var fordi hun psykisk er totalt flad...

omtalte bog har jeg skam også haft med på kommunen da jeg for ca. et år siden søgte flexjob, og min daværende sagsbehandler åbnede den heller ikke.. Hun havde meget mere travlt med at argumentere for, at jeg skulle arbejdsprøves i et andet job, da mit nuværende måtte være ALT ALT for hårdt for mig, hvis jeg ikke engang kunne magte de 28 timer jeg havde.. Jeg VIL IKKE ha andet job, og uanset hvor jeg ville blive arbejdsprøvet henne, så vil min træthed IKKE blive anderledes..

Jeg har "heldigvis" nu papir fra en psyko-neoulogisk undersøgelse/test jeg har været igennem, og den siger også jeg lider at sclerosetræthed, og min leder på mit nuværende job vil lave en skriftlig udtalelse på/om mig til min sagsbehandler, som viser hvor det halter og hvad problemet handler om..

Jeg har kontakt med en socialrådgiver fra scleroseforeningen, som vil hjælpe og støtte mig under vejs.. Min leder ønsker at beholde mig i et flexjob, men det er bare som om at kommunen absolut VIL ha mig afprøvet et andet sted..

Jeg mener min hverdag ville kunne fungere på de 15 timer om ugen fordelt på 3 arbejdsdage..Og jeg ønsker inderligt at blive hvor jeg er nu..