Nej.

Men svær.

Svær at få til at samarbejde, svær at tyde, til at begynde med.

Smukke Ganger har lært mig meget mere på de 6 år jeg har haft ham, end jeg har lært på 1. Smukke Ganger i de 8 år jeg havde ham.

Meget mere og nøj hvor er jeg godt rustet til endnu en Smuk Ganger, en dag.

Tager gerne en svær en igen, denne gang har jeg nemlig mange værktøjer, der kan gøre processen en smule mere nem.

Ikke knald i bøtten, farlig, men en der ikke bare sådan er for alle.

var nok også den mest rolige.

Da jeg satte mig op på den første gang, gik den med ryggen nede langs ridehus bunden og næsen oppe under taget.

Når vi red i skoven og hun ikke gad mere, så stoppede hun og bakkede hjem igen!

Men hun blev god. Det tog bare noget tid.

Jeg lærte at have tålmodighed og lure af, hvornår man må presse og hvornår man bare skal give slip.

Jeg skylder hende utrolig meget for at lære omgangen og ridningen af heste generelt.

Som ganske ung red jeg en islænder, som ikke var vant til at bestille noget. Hun blev brugt 1 gang om måneden som handicaphest, og resten af tiden skulle jeg motionere den.

Der var hverken ridehus eller bane, så det var tur hver gang.

Når det ikke passede damen at gå mere, så lagde hun sig simpelthen ned og intet hjalp. Så måtte man hoppe af, hive krikken på benene. Man kunne ikke umiddelbart sætte sig op, for så løb den af h... til, men kræet måtte trækkes hen til noget, hvor den kunne bindes. Når man var kommet op, så lænede man sig ud over halsen og bandt knuden op.

Det var dælme en snu hest

Jeg havde en hoppe for et par år siden der var noget speciel. Hun var fantastisk i skoven og langs trafikerede veje hvor hun aldrig så meget som vrikkede med et øre uanset hvad der skete, men så snart hun kom på en dressur bane var det en helt anden sag. Hun var tændt og der skulle ske noget hele tiden ellers skulle hun nok selv sørge for at der skete noget. Det var sjovt at se når berider eleven red hende for jeg kunne se med det samme der var noget i gære og så fik den ellers hele armen med bukkespring og gakkede gangarter. Jeg er til tider blevet bedt om at tage hjem fra mine enetimer fordi berider eleven mente at kræet var udenfor pædagogisk rækkevidde. Hun så alt hvad der var nyt, et krus på barrieren var farligt, hun kunne nok overtales til at gå forbi for så næste gang at springe til siden med dertil hørende bukkespring. Hun var følsom, men nogle gange også bare fræk, så jeg lærte at skelne hvornår jeg lige så godt kunne droppe sagen og hvornår det var i orden med lidt irettesættelse.

Jeg lærte mere på de 7 år jeg havde den hest end jeg har lært alle de andre år og hun lærte mig det aller mest vigtige nemlig tålmodighed...

ja okay, det siger en del Tak for jeres svar, og ja, der er godt nok nogen, der siger, de mest rolige kan være de mest farlige.

Jeg red på en rolig (doven) hest, og det gik derudad, var ikke bange som min egen, han så en sidevej, og DEN skulle han da ind på!! Ja da, hvorfor ikke. Jeg havde min kamp med at få ham overbevist om, han ikke skulle på sin yndlings-tur.

Jeg bliver altid så glad for min egen hest, når jeg rider andres

Lone

Zippeline er i hvert fald den hest jeg husker bedst, ud over min egen.

Hun var bare noget for sig selv. Hun var svær at omgåes på staldgangen (utilregnelig), svær at gå med i det hele taget og ridningen... O_O! Well. Jeg var den eneste, der red hende, mens jeg kom på stedet. Jeg havde aldrig prøvet at ride på en hest, der kunne finde på at gå i luften for et godt ord før.

Så det var en spændende oplevelse. Mildt sagt. Og så løb hun så hurtigt, at ejeren ikke kunne lide at se mig træne med hende. Sjove minder at have.

Hun lærte mig ikke at være bange for at tage en udfordring op - jeg var aldrig bange for hende, jeg følte mig godt tilpas på hende hele tiden. Jeg er ellers en kylling med de lidt sære heste; men hun gav mig mod på det, så min egen aldrig kunne skræmme mig senere hen.

Jeg lærte til gengæld hende... eh. Det aner jeg ikke. Tror ikke rigtigt, der var noget, der hang fast. Jeg lærte hende ikke at stejle med mig; men når hun først kortsluttede, så var der bare ikke noget at gøre.

-+- Zip.

Jeg har ikke prøvet at ride en umulig hest.

Men det har min tvillingsøster derimod. Eller den var ikke helt umulig, den skulle bare rides til, også var det mening at rdieskolen skulle bruge den lidt til eleverne også på et tidspunkt sælges af ejeren. Den var kun 5 år, hun red den 3 gange om ugen, og startede 3 stævner på den. Ejeren prøvede at få den solgt, men ingen ville købe hende (Rozanna), men så en dag var der en der bed på, og hun blev solgt. Det var lidt ærgeligt, men min tvillingøster blev også tilbudt at købe hende, men hun havde ikke råd. Rozanna var på rideskolen i ca. 1½ år. (fra 1. august 2003-1. februar 2005).

Anja (min tvillingsøster) lærte Rozanna alle øvelser til LC og LB i dressur.

Anja lærte også lidt af det, hun synes det var rigtig fedt.

ham jeg har nu. Jeg har aldrig mødt en hest, jeg elsker at hade så meget. Han er en daglig udfordring og ikke ret samarbejdsvillig. Han er aldrig bare blød og eftergivende, han er aldrig bare rolig, han er altid lidt skeptisk og meget reserveret. Han er lige en den modsatte grødt af min sidste hest, der altid var blød, smidig og samarbejdsvillig og aldrig så spøgelser. Hende havde jeg selv redet op, men hun var også en helt anden type.

Men han lærer mig enormt meget og selv om jeg til tider kan være meget træt af ham, tror jeg ikke at jeg får taget mig sammen til at sælge ham.

redet en besværlig hest, men den sværeste hest jeg nok har redet og stadig rider, er min smukke Copy.

Ikke at han ikke adlyder mine hjælpere, for faktisk er han utrolig samarbejdvillig, NÅR han gider have rytter på ryggen

Problemet med ham, har nemlig været, at han i en periode havde det med uhæmmet at tabe sin rytter. Men det ser dog ud til, at vi er ved at være ude ovre det problem

my share

Min første hest var en 6 mdr.s RÅ haflingerhoppe som aldrig havde været i hænder og jeg var 9 år gammel - og udstyret med et hold forældre, der vidste nul og niks om heste. Hesten blev opstaldet hjemme hos os selv sammen med min fars køer og jeg siger jer - hun rev mine hænder til blods med trækketovet, hun tabte mig op imod 6 gange på en halv time, hun bed i mine fingre, hun skubbede mig så jeg faldt, hun udfordrede min tålmodighed igen og igen og igen. Nu har jeg aldrig været hidsigt anlagt, men den hest lærte mig om nogen at tage alting oppefra og ned - hun "opdragede" mig i høj grad. Jeg måtte selv lære at læse hesten og finde ud af hvad den vil og hvad den ikke vil og hvorfor. Jeg fik ingen undervisning på hende, så da jeg blev en 12-13 år begyndte jeg for alvor at læse fagbøger og så prøvede jeg mig ellers frem - hver dag. Den hest lærte mig uendeligt meget og hun var 100% mit projekt. Der var kun hende og jeg og ingen at skyde skylden på.

Hun var den dejligste hest jeg nogensinde har haft. Fantastisk stor personlighed. Jeg måtte som barn mange gange opgive og sætte hende ind på folden igen og gå rundt og bande over det resten af dagen, men for dælan hvor jeg lærte af det. De sidste 5 år jeg havde hende var hun alletiders hest - jeg red lange ture på hende, hun gik schenkelvigninger til den store guldmedalje og hun var altid frisk på at springe en halmballe eller to.

Jeg mistede hende pga. en akut omgang lungebetændelse i november 2004 - næsten nøjagtig 11 år efter hun første gang satte hov på mine forældres gård. Jeg har aldrig grædt så meget i hele mit liv.

Men ja, hun lærte mig at håndtere bandit-heste og jeg har redet rigtigt, rigtigt mange af dem efterhånden. Med succes - for det meste

Jeg gik fra at ride tyk rideskolepony til at have helpart på en pænt heftig araber/traver-blanding. Hvad gjorde man ikke for at få en part man havde råd til dengang!

Sussi var farlig i stalden - stod i spiltov og kunne bide, sparke og forsøge at mase én mod væggen på samme tid. Og hun var totalt umulig at fange på fold.

Hun var durkløber (hjernen kortsluttede på hende, så hun bare løb indtil hun løb ind i noget) - noget som jeg fik meget respekt for den ene gang jeg forsøgte at ride hende i skoven med almindeligt trensebid...det lykkedes kun at stoppe hende ved at ride hende ind i noget halvhøjt buskads i fuld fart...så fik buskene taget fart nok af hende til at jeg fik hende stoppet! Jeg gik hele vejen hjem, da jeg kom af hende...

Til gengæld var hun noget af det mest geniale at springe på...en lille 1.50 m. i stang hoppe, som bare sejlede over de vildeste forhindringer (kan nogen huske de faste militaryspring, der en gang var i Geels Skov i Holte? - Vi var jævnligt en tur over dem alle). Hun er den modigste hest jeg nogensinde har redet. Og med stangbiddet på plads, fik vi redet flere fantastiske jagter sammen (selvom vi nogengange fik så meget fart på at vi kom foran masteren).

Med tiden blev hun en fantastisk hest, som jeg ville have givet alt for at kunne købe. Det havde jeg desværre ikke mulighed for, men jeg havde helpart på hende i omkring 3-4 år.

Hun lærte mig, hvor enormt meget forskel det kan gøre at flytte hesten til en bedre/roligere stald. Hun lærte mig en masse hesteforstand, fordi man var nødt til at have respekt for hende - ellers gik det galt. Og så lærte jeg at der var en grund til at hun blev redet med stangbid!

Jeg håber jeg fik lært hende at det kan være sjovt at blive redet...Hun virkede i hvert fald som om hun satte stor pris på de mange herlige skov- og jagt-ture vi var på.

Min første pony.

Hun var strid og havde sine egne meninger om alt og alle, men ikke desto mindre lærte jeg utrolig meget af hende både rent ridemæssigt og i omgangen med hende.

men min Tinker hoppe var en hård nød at knække, og hun havde brug for stor forståelse og tålmodighed..

Det var jo ikke hendes fejl at jeg ikke havde redet og haft med heste at gøre siden jeg var helt ung, og hun som var en "voksen" dame som var sent importetet havde brug for en der kunne lede hende på vej og gi hende tryghed..

Vi er endt med at mødes i harmoney - og ihhh hvor jeg dog elsker hende, for hun har givet og lært mig så meget

Min hoppe er umulig at ride, og der kommer simpelthen ikke en rytter op på hende igen før hun har været i proff træning.

Hun springer simpelthen i luften, fuldstændig umotiveret. hun skridter lige ud af landevejen og pludselig uden varsel, uden grund så bukker hun simpelthen bare det vildeste hun har lært, ikke noget med 1-2-3-4 buk, næh nej hun skiftevis bukker og stejler ind til rytteren ligger i græsset. man har ikke en chance, jeg tror aldrig jeg har mødt en hest der kunne bukke så kraftigt før hun ville være fortræffelig til rodeo show*G*

Hendes sadel passer, hun er tjekket af dyrlæge, hendes tænder er ordnet, der er INTET fysisk galt hun er bare ekstremt doven og totalt bestemmende.

Så næste år laver vi drømme føllet på hende og efter det ja så ryger hun i prof ridning lige så længe som der er behov for det*S*

Og den ligger ca 6 - 7 år tilbage.

Jeg skulle ride en 4 års hoppe til, hun var sød og rar, men meget forkælet.

Og det var en meget stor udfordring for hun mente at hun skulle bestemme ALT.

De fleste gange gik det uden problemer med at strigle og sadle op uden at jeg blev bidt, og hun fik et klap som "tak"

Men når jeg skulle op så baggede hun helt vildt og hun kunne bagge rigtig hurtigt. En dag blev det bare for meget for mig så jeg tog resolut en pisk med og gav hende sådan en i røven så hun ku forstå at jeg faktisk mente hun skulle stå stille. Krikken blev så overrasket at den helt holdt op med at bagge, og et par dage efter prøvede vi teorien af igen, og sandelig om tiøren ikke var faldet, men hold op hvor var det fustrerende ikke at vide om det ville gå godt eller skidt.

For en god ordens skyld skal det lige siges at jeg aldrig rider med pisk el. sporer da det ikke er nødvendigt.

En anden forkælet hest havde vi opstaldet her gården i 2½ mdr og det er nok de længste mdr i mit liv.

Krikken var umulig at få grime på, og når den skulle trækkes til fold var den umulig at gå med da den ville løbe fra mig.

Når de så skulle ind igen til aften (4 stk) var han den sidste tilbage og ville ikke fanges.

Prøvede i 14 dage i træk at presse ham til at løbe rundt ind til at han lod sig fange (ala monty roberts) og det hjalp. Men hold kæft hvor var jeg gal inden i. Vejen ind til stalden 50 m var også en kamp.

Så løsningen blev en kæde gennem grimen så jeg ku holde ham (var ikke vant til bid i munden) og 30 min løben rundt så vi kunne fange ham, og grime på i boksen. Efter 3 uger var han blid som et lam, kunne trækkes i en sytråd. Men jeg må nok indrømme at jeg ikke græd da han rejste hjem igen...

Plethesten lærte mig rigtig meget... Kors hvor anede hun overhovedet ikke hvad det gik ud på. Hun var øvelsesstærk - med sænket ryg og næsen i sky. Jo jo! Og så var hun vant til at blive redet med pænt stærke bid. Både pelham og kandar.

I øvrigt prøver hun sine ryttere af i stor stil, og smider dem også gerne af hvis hun kan komme til det. I terrænet udtrykker hun sin glæde i stejl, buk og rejehop - og ja, jeg drattede ofte af i starten

Nåmen, hun lærte mig rigtig meget. Vi lærte hinanden en masse ting. Det var helt fantastisk.

Ellers red jeg en DV hoppe, som havde det med pludselig uden grund bare at stikke af for fulde drøn. Og INTET (!!!) kunne stoppe hende. Hun var syg i hovedet, simpelthen. Løs på fold osv, skal man springe for livet hvis hun kommer imod en - for HUN viger ikke.

Jeg red hende faktisk en del år, og var meget optimistisk og glad for hende. Men en dag var hun ved at tage livet af os begge i et af sine flip direkte ud på en landevej - og så sagde jeg altså stop!

Skal siges, at hun har haft et ret ustabilt liv... og af samme grund var jeg så glad for hende, fordi hun var så anderledes over for mig end over for andre. Problemet var egentlig, at når hun var hestegal, så var hun fuldkommen utilregnelig. Man kunne heller ikke trække hende uden hun stak af - jeg har flere gange måtte hænge i hendes øre, for at undgå hun løb fra mig

Ikke en hest efter min smag, og jeg gav op.

Tulle har selvfølgelig også lært mig en masse, med sin generelle foragt for mennesker... Hun har ændret sig meget, og jeg har lært hvor tæt man kan komme på en hest, og hvor stor en personlighed en hest kan have

nu er min kun 4 år, så der er stadig en bandit i hende, især nu her, er hun blevet ekstre fræk, og jeg elsker det, da jeg kender hende ud og ind, og ved hvordan hun skal tackles. men hun er helt klart min aller største udfordring