Forhistorie:

Her er jeg. Og jeg har haft med heste at gøre siden jeg var 8 år - dvs ialt 24 år. Jeg har ikke modtaget undervisning siden jeg var 12 år da jeg ikke havde mulighed for at have pony og rideundervisning på samme tid.

Jeg har startet klubstævne 3 gange. Og alle 3 gange i voksen årene - hver gang har jeg tænkt : ALDRIG MERE - ikke tale om at jeg gider udsætte mig selv for så meget stress og så forfærdelige nerver, hvor der hyperventileres og stresses mere end godt er.

Jeg fik så langt om længe efter mange år med skovtur, startet op på kvali undervisning i december 2006.

Lod mig overtale til at starte på udvidet klubstævne på den dejlige frieserhoppe som jeg får undervisning på. Stævnet var så i dag og vi var 8 der skulle starte fra samme underviser Henriette Lomholdt plus andre dejlige hjælpere fra selvsamme sted. Jeg havde smurt et hav af sandwiches så alle kunne få andet end bare pommes frites fra cafeteriaet. Sandwicherne faldt i god jord - jaah det tror jeg da i og med at alle 22 undtagen 5 blev spist.

Jeg skulle på og sandelig om der ikke stod 4 personer klar til at holde hest, strigle, lægge sadel på, rette mit tøj,ordne hestens hale, sætte mit hår, rettede på hjelmen, kraven og sågar hjælpe mig op på den høje hest. Jeg havde bare pludselig ikke stress og ikke overdrevet nervøs. Derudover vidste jeg, hvor jeg havde denne dejlige hest og min dygtige underviser som stod på spring for at besvare tåbelige tvivl spørgsmål. Mit eget heppekor var også med og det var selvfølgelig Milla og Christina. Milla gjore et stort nummer ud af at rose mig under opvarmning - og for katten hvor det varmede. Tak søde Milla .

Foran porten - lige før jeg skulle ind - havde jeg heppekoret på min side plus trofaste Sofie som elsker denne hest ligeså højt som jeg, og jeg var bare rolig, afslappet og klar. Jeg pjattede til og med lidt!

Indenfor porten står min kære underviser og tilråber kort og godt hvad jeg nu skal foretage mig før klokken ringer - "Rid, fat om tøjlen og rid op foran dommertårnet. Porten lukkes og jeg kan bare det program - nyder ridtet - og tænker halvvejs: bare jeg da skulle ride en klasse mere. Der er et par små kiks her og der men det er bare ikke længere det vigstigste - for jeg er med og jeg har det rigtigt super fantastisk med det. Nerverne skummer først over da jeg er færdig med ridtet. Kommer ned af hesten og ryster, sitrer og hvis det ikke var for Milla havde hesten nok stadig rendt rundt uden grime og unden Lone havde hesten nok aldrig fået det dækken rigtigt på.

PT er jeg SÅ høj endnu, bare fordi det gik så vel og jeg udbryder stadigt højt: Jeg skal bare snart til stævne igen, det var så FEDT.

Den rigtige hest, den rigtige underviser der har formdet at forberede mig mentalt som fysisk og alle der bare var der for os - de skal have rosen for min personlige sejr og jeg føler at jeg har vundet det vildeste mesterskab.

tak - jeg trængte til at komme ud med det - min mand var helt træt i ørenene

desværre ingen billeder