Det er bestemt ikke noget alle unge gør

Du må ha` en fortrolig samtale med hende

Hvis du har mistanke så søg proffesionel hjælp.

Jeg har også haft gjort det da jeg var teenager, og jeg kan love for at ingen "fortrolig samtale" havde fået mig til at afsløre det...

Men motiverne er forskellige, forholdet til hvorvidt omgivelserne skal vide det eller ej er nok også forskellige.

Men hvis holdningen er at omgivelserne ikke skal vide det - så får de det heller ikke at vide - medmindre der virkelig bliver sat ting igang for det.

Det gjorde der så ikke i mit tilfælde, og jeg lever da stadig

Men som sagt - hvis der er begrundet mistanke, og I vil hjælpe, så søg hjælp udefra, det er mere komplekst end som så.

..er absolut ikke noget alle gør.

Søgte lige på google og fandt dette forum: http://www.cutting.dk/ der måske kan give svar på nogle spørgsmål?

Pøj pøj og god bedring med datteren.

skriger efter hjælp! Men fordi du er en opmærksom mor. Jeg vil råde dig til at táge en snak med din datter, og herefter kontakte en psykolog der kan hjælpe hende.

min yngste bonus-datter har praktiseret cutting i stor stil, heldigvis sker det sjældent nu. Hun har flere psykiske problemer som ligger til grund for cuttingen. Nogle perioder er gode - andre dårlige og cuttingen følger disse perioder.

For halvandet år siden kulminerede det i selvmordstanker og først da blev hun og vi taget "alvorligt" af det offentlige system og hun fik en tid på børnepsyk. Men problemerne har været der siden hun var 9-10 år og er gennem tiden blevet affærdiget med ordblindhed (hun har kognitive indlærings-vanskeligheder!), dovenskab, teenageoprør og meget mere.

Hun er 16 nu og får lykkepiller, følger et ambulant behandlingsprogram på børnepsyk. hospital og er heldigvis inde i en "god" periode nu. Det har været en lang og sej kamp for hende og familien, idag accepterer hun sine "fejl-lodninger" i hjernen og forsøger selv at komme med løsningsforslag til de problemer hun/vi nu har i hverdagen.

jeg ikke MrsHeavens indlæg som om hendes datter ER igang med at skære i sig selv, men måske jeg læser det forkert. Det er lidt snørklet skrevet.

Jeg læser det mere som om hun gerne vil høre, hvordan man forholder sig, HVIS de gør. Om det er et råb om hjælp eller en modedille, som at gå rundt i næsten ingen tøj...

Eller..??

Mvh

Line

jeg ville først og fremmest prøve og se om jeg havde en mulighed for at finde ud af om min datter gør det så jeg er 100 % sikker før jeg "beskylder" hende for det.

Nej, det er godt nok slet ikke noget alle unge gør Det er et råb om hjælp.

Cutting er ikke et råb om hjælp. En cutter vil gøre alt og gå meget langt for at skjule cuttingen, lidt på samme måde som en bulimiker (kaldes?) skjuler sine madorgier og deraf følgende opkastninger.

Pia: Du har ganske ret- VI andre tager det som et råb om hjælp, men dem der gør det vil ikke opdages fordi de netop får det BEDRE af at gøre det, og det er deres måde at komme over visse ting på (psykiske belastninger af forskellig art mv)

stuen uden tøj kan du ikke regne med. Jeg kender selv til en ung pige (13 år) som kortvaringt skar i sig selv.

Men hun skar sig i nakken så hendes lange hår skjulte mærkerne. De gør alt for at skjule det og er altså kreative med at finde steder at skære..

Stakkels tøser, håber aldrig at nogen af mine kommer til at føle det behov for smerte.

Pernille

Efter hvad min børn på 16 18 20 år fortæller så er der en tendens til at man er lidt "sej"hvis man er cutter.

En del piger der har fået hældt en pæn sjat sprut i halsen til fester,låser sig på dramatisk vis sig selv inde på toilettet,og snitter i dem selv.Derefter spangulerer de stolte rundt og viser deres problem frem hos veninderne.

Forskællen på dem og så dem man kan kalde rigtige cuttere ,er nok bare at de sidste gør alt for at skjule det.

Så jo der er desværre vist ved at gå lidt mode i det.

Dorte.

jeg er selv 14 år, og mener da ikke at det er på mode ?

faktis.. så bliver man udstødt ldit fra 'flokken' af at gøre det.

Æhm. altså. på en måde ER det jo at 'råbe om hjælp'

fordi i de fleste tilfælde har personerne det jo ikke særlig godt, og føler at smerten hjælper dem, så på en eller anden måde er det vel ?

Nanna

Jeg læser mrsHeavens indlæg ligesom dig, som et spørgsmål til cutting og ikke at hendes datter gør det.

Mrs: Jeg tror ikke, at din datter gør det når hun gladeligt går gennem stuen uden tøj, som andre siger, gør cuttere meget for at skjule det.

Nogle unge gør det, fordi det er lidt sejt, nogle vel at mærke ... og andre pga. sociale og psykiske vanskeligheder - jeg arbejder på en skole for adfærdsvanskelige børn, deriblandt er nogle cuttere ... og det er helt klart for at flytte fokus fra de massive problemer de befinder sig i, men som de ikke kan gøre noget ved.

- Og jo, cutting skal altid opfattes som et råb om hjælp ... indirekte godt nok, men der skal absolut reageres på det.

Er 13 , har aldrig selv cuttet !

På vores skole er det SLET ikke på mode , men man ser og hør tit om piger på fks. Arto , som sætter billede ind af deres arm og skriver tekst til S:

Men nej , jeg syntes ellers ikke det et modefænomen , man kan nok mere blive mobbet hvis man gør det.

Det jeg mener er egentlig også bare, at en cutter har BRUG for hjælp. Jeg ved skam godt man gør alt for at skjule det, og skærer i et forsøg på at få den fysiske smerte til at overdøve den psykiske...

:)

Tusinde tak for svar alle sammen!!!

Ved godt det er kringlet skrevet...

Fandt i går aftes et foto a hendes håndled, med snitsår og barberblade ved siden a...

Havde naturligvis en snak med hende...

tror ikke det er noget hun sådan har gjort (øh) meget i...

Her virker det lidt ligesom det netop ER et mode"trip" og man er cool og sej hvis man har gjort det... Alle de piger som er IN har skåret i sig selv...

Ved sq ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det... Den der HP gav rimelig indblik i tingene - forklaret på en jordnær måde...

MEN hva ER det lige præsis man (jeg) skal gøre...???

Hippo - du har været der... vil du være rar at fortælle mere?? evt over beskedcenter??

Jamen jeg tror virkelig der er mange asspekter i det.

Nogen gør det fordi de har det dårligt, og det vil så stå på over længere tid, og de vil gøre alt for at skule det.

Andre - især i dag hvor der er så meget fokus på det at det ligefrem har fået både navn, hjemmeside og omtale i aviserne - gør det måske bare for at prøve hvad det er, eller for at være "sej".

Disse vil nok stoppe igen ret hurtigt kunne jeg forestille mig, da de reelt ikke rigtig har nogen grund til at gøre det.

Uanset hvad det så end skyldes, vil jeg mene det bedste du kan gøre er at få arrangeret nogen samtaler med en psykolog, hvor det i første omgang kun er hende og psykologen der er til stede.

Det er slet ikke sikkert der som udgangspunkt skal snakkes om "cutting", da dette jo ikke er problemets oprindelse men snarere et forsøg på "problemløsning".

Derfor er det nok meget godt at der ikke er andre tilstede, der konstant sidder og er bekymrede over "hvorfor-gør-hun-det" - det vil lægge et enormt pres.

Hun har nok bare brug for at betro sit hjerte med nogen af de ting der kan være svære når man er et sted i livet hvor man ikke længere kan finde ud af at være barn, og heller ikke har styr på det med at være "voksen".

Der kan så også være andre ting i det, men mange ting er lettere at få hul på overfor en uvildig, der ikke bliver ked af det, ikke føler skyld, og ikke er dybt personligt involveret.

Det er så selvfølgelig vigtigt at hun har det godt med vedkommende, er det ikke tilfældet må man finde en anden person - hvor kemien passer - det er meget vigtigt.

Snak med hende om hun kunne tænke sig at få nogen samtaler hos en psykolog.

Det tror jeg da at jeg selv ville have taget imod og egentlig følt som en hjælp og ikke et pres.

Hvis det så skyldes dybereliggende problemer, kan der blive taget hånd om dem, og hvis det omvendt mere skyldes "nysgerrighed" - så er det måske klaret i løbet af en enkelt samtale eller to - og uanset hvad, har hun følt sig hørt og forstået - og det er måske det allervigtigste

Har lige spurgt min yngste om hvorfor de "falske"cuttere gør det.Han siger det er for at få opmærksomhed og skabe dramatik omkring deres person i deres vennekreds .At veninderne skal vise dem omsorg og opmærksomhed.Det er som han siger,en måde at blive lagt ekstra mærke til i venindekredsen.

Dorte.

Jeg har været en cutter, og man er rigtig opfindsom.

- I starten skar jeg mig i arme & på benene, men det ku andre jo se.

Så det blev i trussekanten, og på maven - steder ingen andre end jeg selv så.

Til sidst fandt jeg det mest smertefulde sted - ved siden af øjet.

I starten spurgte folk hva jeg havde lavet, og jeg fandt altid på historier (jeg skar med en skraber, og kørte mange gange frem og tilbage, så der kom et helt sår).

Efter et stykke tid gik jeg så tilbage til de "usynlige" steder.

Min mor vidste først meget sent hva der foregik, og tog så hånd om det - vi fik snakket om alt det, som jeg havde det dårligt over, og til sidst hjalp det.

- Den dag i dag forstår jeg ikk jeg ku holde smerten ud - men det ku jeg altså.

Man skal huske at der ikk skal meget til for at vælte en teenagers liv, og at skære i sig selv, er om man vil det eller ej, en "god" måde (føler man), at få afløb for tingene, fordi smerten kommer ud på den måde.

Jeg gik aldrig med selvmords tanker, og skar aldrig steder jeg vidst ku være direkte livsfarlige.

Men snak med hende - det kan være et seriøst problem - også selvom hun siger det ikke er.

Jeg er enig med Hippo; spørg hende, om hun er interesseret i noget psykologhjælp - evt. bare som en neutral samtalepartner - og prøv så at forholde dig så neutralt som muligt til selve fænomenet.

Intet du siger eller gør kan stoppe hende fra at blive ved, hvis hun ikke ønsker at stoppe.

Som du fremlægger det, tror jeg dog, det er noget, hun vokser fra. Det hjælper dig ikke nu og her, men der er ikke så meget du kan gøre ud over at være der for hende, hvis hun har brug for at snakke.

Jeg kan huske et lignende fænomen fra min folkeskoletid, hvor folk skar sig med glasskår for at bevise, de kunne klare lidt af hvert. Jeg tror ikke, det er den form for selvdestruktivitet, du skal være mest nervøs for, selvom den er temmelig ubehagelig.

-+- Zip.

det er trist at der gået lidt "mode" i det, nogle stopper nok igen og andre finder at smerten "hjælper" også sidder de fast i det og skjuler det.

Psykiatrifonden har lavet en rigtig god bog om cutting, der står en masse brugbart både for cuttere, behandlere og pårørende.

Jeg startede også med steder hvor det kunne ses, i knoerne, hænderne og halsen, men jeg brød mig ikke om opmærksomheden, det var som om at jeg ikke kunne sige hvad der galt alligevel når folk spurgte - men hjalp at skære sig, altså startede jeg på armene og maven som jeg alligevel altid dækkede til og har nu i perioder i de sidste 10-11 år været cutter og mine arme er fuldstændig ødelagt.

I sommers øvede jeg mig i at ride i t-shirt i skoven, det føltes ikke så "farligt" fordi jeg kun møder få mennesker, men det var ikke rart at møde nogen når det var, der bliver GLOET og derefter kigget væk, så selvom jeg ikke skammer mig, så gør det nok alligevel, opmærksomheden omkring armene vil jeg ikke have.

Så det er ikke altid for opmærksomhed, det der er farligt er når det fortsætter i det skjulte, - og "vi" er rigtig gode til skjule det i lang tid.

Igen TUSINDE tak for jeres meget ærlige og hudløse svar!!!

Jeg læste på den der hjemmeside at der blev gået i bla langærmede trøjer og brugt støttebind for at skjule snittene... Min datter har brugt de der svedbånd... Ikke en eneste gang ville nogen klokker ha ringet - eller dvs de har jo ikke ringet overhovedet...

Fandt for nogen tid siden barberblade på hendes madras - tog dem ud og lagde dem i køkkenvinduet - for Gismo (hunden) skulle ikke skære sig på dem... Tænkte at han nok havde fået fat i en skraber - og gnavet den i stykker... Et sted laaangt borte i mit baghoved var der en lille forsigtig stemme som prøvede at pippe noget med cutting...

Men nej!! og som jeg har skrevet længere oppe... ser hende ofte gå gennem huset næsten uden tøj... Og så har de forb*ndede svedbånd skjult stedet...

Har talt med hende - og hun har ikke lyst til at komme til læge/pskyolog... Hun har fortalt grunden - til hun har gjort det... heldigvis har det ikke været så meget

??? ja ved sq snart ikk... det har været og det i sig selv er godt nok skræmmende... At unge mennesker føler sig så "ude a den" at de synes de er nødt til at skære i sig selv for at få smerten ud... Har virkelig forsøgt at være (øh) voksen omkring det - spurgt om der var nogen forbehold, som skulle tages, spurgt ind til hvorfor... og forsøgt at forklare hende - at det er i orden, at være nede i et hul - uden rigtig at vide hvorfor.. at det sq er ok at ligge i mine arme en ½ time/en hel nat - behøver ingen grund... Ingen behøver at vide noget (udover hele HN..)

HÅBER - HÅBER så meget det gør en forskel...

Jeg vil nu mene, at cutting både kan anvendes som et råb om hjælp og som "selv-medicinering".

Nogle unge skærer i sig selv i det små, for at gøre opmærksomme på nogle problemer, de ikke kan tale om eller dele.

Andre unge skærer i sig selv for at 1) overføre en psykisk smerte til noget fysisk, 2) for bare at mærke "et eller andet", 3) som en slags afstraffelse og så videre. Der er utroligt mange grunde!

Eftersom det er kommet stort fokus på cutting i medierne, kan det tænkes at unge, der ikke ellers var kommet på "den idé" begynder at praktisere det og eksperimentere med det (igen, i det små). Jeg tror også, det handler meget om omgangskreds - forskellige trends opstår indenfor forskellige vennegrupper, og hvis det er en gruppe af relativt dysfunktionelle unge, mener jeg godt, en sådan "dille" ville kunne opstå.

De, der er "seriøse" med cutting mener jeg dog ikke er påvirket af denne tendens - de gør det for sig selv og kun for sig selv.

Jeg bør måske påpege, at jeg taler af erfaring. Jeg levede med cutting, brænding og så videre i cirka 2 år, og har stadigvæk ar, både fysisk og psykisk.

Det startede i det små, jeg ridsede i min arm med en passer, og da jeg hen ad vejen røg dybere og dybere ned i en depression, blev det til glaskår, knive og diverse brænd-instrumenter.

Jeg gjorde det først og fremmest for at prøve at gøre den indre smerte mere håndgribelig, men set i bakspejlet havde jeg også hele tiden et håb om, at en eller anden skulle hive fat i mig og GØRE noget. I de mørkeste stunder var det dog ikke noget, jeg var bevidst om.

Derfor vil jeg konkludere, at cutting kan være et udtryk for mange ting, men én ting er sikkert, og det er, at det skal tages alvorligt, lige gyldigt hvordan og hvornår... og så skal grunden findes, så den kan blive bearbejdet.

/Line

og så vil jeg da lige påpege, efter at have læst dit indlæg, at du lyder som en fantastisk mor

/Line

Jeg gir line ret i, at du lyder til at være en fantastisk mor...

Jeg kender selv en del, og har selv været LIDT hen ad den vej. Aldrig der hvor jeg ønskede folk så det. Min mor opdagede det engang. Jeg var så flov og så ked af det. Mest fordi hun begyndte og græde og var virkelig ked af, at se sin datter på den måde.

Jeg lovede hende, at det var slut og at jeg absolut ikke havde brug for en psykolog eller noget (Det foreslog hun mig nemlig også)

Det var en direkte løgn!!!

Jeg havde brug for hjælp, og det var absolut ikke slut, det var kun starten. Men da jeg så, at jeg gjorde min mor så ked af det, blev jeg mere opsat på, at skjule det for hende. Til at starte med stoppede jeg helt, men begyndte at lade være med at spise i stedet. Da hun så kommenterede dette, kombinerede jeg de to ting. Spiste når jeg var sammen med hende, men skar i stedet. Spiste ikke når jeg kunne undgå det, og skar ikke.

Pointe? Tro ikke på alt din datter siger.

Hold i øvrigt godt øje med andre faktorer. Dvs andre tegn på, at din datter har det skidt. Som andre i tråden har nævnt, er cutting ikke en årsag, det er et tegn. Holder hun sig lidt væk fra dig? Kommer hun selv til dig og snakker med dig? Små ændringer i hendes adfærd?

Nu du allerede har set hun har haft gang i lidt, så hold ekstra godt øje, uden at være overvågende.

Hmm... ved ikke om det giver mening...

Lige et ? til jer der mener at cutting ikke kan være en trend/mode hvorfor er der så nogle der tager billeder af deres snitsår og lægger det på nettet og lign.Det passer jo ikke helt med at det er noget som man for alt i verden vil skjule.

Connie:Din datter har jo også taget/fået taget et billede af hendes håndled med barberknive lagt ved siden af.Hvad med hendes veninder,er der nogle af dem der mon gør det smme.

Her hvor jeg bor ved jeg som sagt at der er gået lidt mode i cutting,og ønsker faktisk for dig og din datter at det er det der er sket også hos jer.For det kan der nok nemmere gøres noget ved.

Og som de andre siger,så tror jeg også du er en mor.

Dorte.

"Cutting" som et udtryk er beviset for, at det OGSÅ er en trend (men ikke for alle). Det er den mest poppede betegnelse for et psykologisk fænomen, jeg længe har hørt.

Godt at høre, du har gjort det klart for din datter, du vil være der for hende. Det er det bedste, du kan tilbyde hende, ud over psykologisk hjælp.

-+- Zip.

Jeg har også været cutter, dog ikke i teenageårene men fra jeg var 18 til 21. Der var mange grunde til at jeg gjore det men kan da prøve at nævne et par stykker. Jeg var indlagt på psyk det tidspunkt hvor jeg gjore det og som regel skar jeg mig på armene, dels fordi jeg havde det dårligt, overføre psykisk smerter til noget fysisk noget jeg kunne tage og føle på hvis man kan sige det sådan og dels for at straffe mig selv. Jeg prøvede også at få opmærksomhed fordi jeg havde brug for hjælp men den kom aldrig selv om jeg i en periode dagligt skar mig og havde jeg ved ikke hvor mange selvmordsforsøg.

En anden del af det skjulte jeg. Jeg har været udsat for voldtægt et par gange og havde på det tidspunkt ikke været særlig heldig hvad mænd angår så jeg skar mig i skridtet for "det sted" havde ødelagt så meget for mig sådan så jeg det dengang.

Så der kan være mange grunde til at man gør det som andre også har nævnt.

Jeg synes også det virker som om du er en god mor og det er vigtigt at hun holder op med det, dels fordi at hun jo skader sig selv men også fordi at man får sådan nogle grimme ar. Det er jo ikke bare her og nu arrene vil ALTID være der og det kan blive et problem senere i livet.

Jeg bryder mig f.eks ikke om at vise mig offentligt i stropbluser da jeg har nogle større ar på overarmene og folk glor, det er så tydeligt at det ikke bare er et uheld eller noget der er sket naturligt hvis man kan sige det sådan. Enhver med bare en smule hjernekapacitet kan se det er noget jeg selv har gjort. Shorts hvor mankan se mine lår hopper jeg heller ikke i da jeg også har ar der. Så om sommeren når jeg bevæger miig ud i verdenen skal jeg ofte tænke over hvad jeg tager på. Hvor skal jeg hen? Kan jeg have en stropbluse på mens jeg går og så have en lille trøje med? Er det 30 grader varmt osv

Når man skærer i sig selv, begynder ens hjerte at banke hurtigere og det føles afslappende, ganske som hvis man ryger en joint (hvis nogle har prøvet dette).

Mange finder ro og bliver mere afslappet, når de gør det, ellers køre deres tanker rundt og vil ikke stoppe.

Jeg har kendt en som gjorde det fordi hun havde det psykisk dårlig og jeg har også kendt én som gjorde det, fordi hun syntes det var "moderne". Der må siges at være en forskel.

Pigen med de psykiske problemer, skjulte det meget meget godt!, og da jeg endelig fandt ud af det, græd hun som et vandfald fordi hun havde svært ved at snakke med folk om sine følelser, og brugte derfor cutting til at få alle følelser og psykiske smerter ud.

Pigen der gjorde det, fordi hun syntes det var moderne, viste det gladeligt frem i skolen og fortalte gerne højt om det, og hvordan følelsen var for hende.

Så for nogle er det altså en modedille og for andre er det fordi de virkelig har det dårligt. Seævfølgelig skal begge tilfælde behandles med omhu, men man skal huske at skelne mellem de to ting.

(det skal lige siges at jeg aldrig selv har skåret i mig selv, men har fået beskrevet hvordan følelsen er, og derfor har jeg kunne forklare det i ovenstående tekst)

Mvh

Christine

Hej, Jeg gjorde det os selv for et halvt år siden. Bestemt ikke noget og prale af. Min mor opdagede det da vi sad og spiste, Jeg så hvor ked af det hun blev over det og det var jo ikke meningen, Det var jo ikke hende det skulle gå ud over Efter hun havde vist mig hvor ked af det hun blev over det gjorde jeg det ikke igen.

(hvis hun gør det) Så skal du vise hende at du bliver ked af det og at du vil hjælpe hende igennem de problemer hun har. Man skær ikke i sig selv for at ''vække opmærksomhed'' eller lig. Udelukkende for at komme af med alt vreden og når man finder ud af at det enlig gåt ude over andre os, tænker man lige en ekstra gang inden man gør det .

Jeg syntes ikke det hjælper med psykolog eller lign.

Hvertfald ikke lige på det område jeg har mange dårlige erfaringer med dem der gør jeg ikke stoler på dem og det har os gjordt så jeg ikke stoler på så mange. dt eneste der hjalp på mig var at se hvor ked af det min familie var og nogle trykke rammer, Du må endelig ikke skælde hende ud , Det får hende til at få det dårligere med sig selv ..

Håber u kan bruge det

Fantastisk mor (tak!!) eller ej - så gør man jo det bedste man kan - med de midler man har...

Uh... Det er godt nok hård læsning... virkeligheden puffer lige op i hovedet på en...

Det i skriver går rent ind - bliver ked, skræmt og glad på samme tid.

Jeg spurgte min datter om der var specielle forbehold, der skulle tages... Om skraberen skulle udleveres til barbering og indrages igen efter endt job (altså til hår div steder forståes) Hun svarede, at det ikke ville være godt at indrage noget af hendes frihed...

Jeg var ved at græde mine øjne ud, den aften jeg fandt ud a det - prøvede ellers at lade være... men det lykkedes ikke... Da jeg lå der og holdt om hende hele natten, ville tårene ikke stoppe... Fy for den hvor bliver man bange...

Hende og jeg har et rigtig godt forhold - hun har fortalt mig mange ting...

Hun sagde noget meget tankevækkende... Sidste uge hvor i synes jeg var så glad... Kunne jeg ikke forstå du ikke kunne se nogen tegn, på at det nok ikke var så godt mor... jeg ville ikke have ugen skulle stoppe og det gjorde mig ked den ene dag efter den anden gik...

Fu*k den gik rent ind... jeg vidste det jo godt... at hun VAR glad - men også at når ugen var omme så kaldte skolen igen... og det gav blandede følelser... Svedbåndende var på de sidste dage a den uge...

Hun har været i nærheden a mig i de sidste dage - valgt mit selskab. Talt med mig...

Men jeg holder øje... uha jeg holder øje...

Det er skræmmende - virkelig skræmmende, at man som forældre ikke kan gøre meget andet end at være der... være der og HÅBE at ens barn kommer og siger noget HVIS det hele er ved at skride for hende/ham... At de når det - at de tør - inden læsset vælter og det er for sent...

Endnu engang tusinde tak for den åbenhed i har vist i denne tråd!!! Det har virkelig betydet meget!!!

Jeg er sikker på, du gør det rigtige. Og ja, tag ikke friheden fra hende - det nytter intet.

Mine forældre kan finde på at gå hele min lejlighed i gennem, når jeg ikke er hjemme. Lad ikke din uvished overtage styringen på den måde eller lignende; det eneste det bevirker er, at problemet bliver skjult endnu bedre end før.

-+- Zip.

Jeg vil egentlig bare tilføje, at det ikke kun kan være et spørgsmål om at få en psykisk smerte til at fremstå fysisk, tit og ofte, handler det afmagt.

Har selv prøvet det.

Den kan være den følelse af, at man står med alle de følelser indeni, (for mig handlede det om angst), du kan ikke gøre en sk!d ved det, så begynder man at føle en voldsom afmagt, og hvad andet er der så at gøre end at skære i sig selv? (Ja, der er tusind ting at gøre ellers, men det er ikke der, tankerne tangerer hen).

Radius forklarer meget fint, hvordan følelsen af lige at havde skåret er; hjertet banker hurtigere, og følelserne "topper" ligesom. Man føler den afmagt der rumsterer. Bagefter bliver man helt afslappet i kroppen, næsten udmattet, og ikke mindst lettet. Jeg faldt altid i søvn kort efter.

MrsHeaven, du er velkommen til at skrive PB, hvis du har lyst.

om din datter kunne drage nytte af at snakke med nogle, der har været eller er i samme situation? Hvis ja, findes der jo en masse sider på nettet, både henvendt til pårørende og dem, der sidder i det.

Nogle gange kan det være en stor, stor hjælp at tale med en udenforstående, det kan jeg da huske.

Selvom man som ung har et godt forhold til forældrene, er det ikke altid nok - selvom jeg elskede mine forældre over alt på jorden, overskyggede problemerne det. Så du må ikke bebrejde dig selv, selvom det tit og ofte falder lige for.

Det lyder rigtig godt, at du er i stand til at føre en konstruktiv dialog med hende.

Måske kan du derigennem hjælpe hende med at få nogle værktøjer til at håndtere smerten (som du kan finde hos f.eks. en professionel af en slags)?

Nogle finder, at kampsport som f.eks. boksning kan afhjælpe noget af det - det, at slå løs på en boksebold, lukke øjnene og bare få det ud, den fysiske udmattelse og så videre.

Jeg ville ønske, der var mere, jeg kunne gøre, for jeg ved udmærket, hvordan din datter har det, og jeg ved, hvordan mine forældre havde det, da det i sin tid var mig, der var destruktiv.

Hvis din datter nogensinde får brug for at vende det med en, der allerede har været der, må du endelig stikke hende min mail: prettyzap@yahoo.dk. Det samme gælder selvfølgelig for dig!

/Line

Jeg vil bare sige, at jeg synes, det lyder til, at du tackler situationen virkelig flot... Det er da præcis sådan en forståelse og kærlighed din datter har brug for i den situation.

Jeg har selv lidt erfaring med det at skære. Har/har haft andre psykiske problemer (spiseforstyrrelse) og har nogle gange, når det hele bare har været for meget, skåret - for mig har det nok også handlet meget om afmagt og en voldsom frustration og vrede mod mig selv. Jeg tilhører så den gruppe, der bestemt ikke har haft til hensigt, at nogen skulle se det!

Jeg tror altid, det er vigtigt at tage sådan noget seriøst - faktisk også i de situationer, hvor det måske handler mere om en "mode"... for altså, jeg kan ikke andet end tænke, at der må være nogle ting, der ikke er, som de skal være, i de kredse hvor sådan noget går hen og bliver et modefænomen - måske skulle det ses lidt som et symptom på den verden vi lever i?! (faktum er i hvert fald at rigtig mange unge mennesker har problemer af en eller anden slags - større problemer end sådan nogen man "bare lige klarer selv")

Jeg synes som sagt, at det er super godt, at du har været så opmærksom, som du har - og det lyder til, hun har en god støtte i dig (og at hun også tør bruge den...). Som Line skriver, kunne hun måske have glæde af at snakke med andre, der oplever de samme ting som hende, og så kan jeg da lige nævne, at der også er siden www.girltalk.dk hvor der er forskellige fora samt mulighed for at chatte med nogle frivillige personer i bestemte tidsrum (sidstnævnte var måske noget hun vil have lettere ved, end at snakke med en psykolog...). Jeg tror faktisk også, at der er et forældre-forum derinde, hvilket du måske kunne være interesseret i.

Det var bare lige lidt fra mig. Jeg synes lige, jeg blev nødt til at skrive lidt her.

Jeg håber, I finder nogle gode løsninger, og at din datter kommer godt igennem det.

VH Lisa

Åh nej, det gør mig så frygteligt ondt at læse.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, andet end at jeg virkelig ønsker jer det bedste for fremtiden.

Mange varme tanker og knus herfra.

Med fare for at lyde som Hendes Kongelige Højhed - Så a hjertet! TAK!!!

Når jeg læser de historier her i tråden og de jeg har modtaget over beskedcenter, sidder jeg tilbage med en tristhed... trist over verden er blevet så kold, ond og hård...

Forskrækket over den afmagt, den tomhed og følelsen a alenehed der oser ud gennem skærmen.

Uanset om min datter har gjort det pga det ene eller det andet - eller en kombination... så har i været der for mig/os herinde! og jeg kan slet slet ikke beskrive hvor meget det har varmet!!! !!!

Tusinde tusinde tak!!! !!!

De sidste par dage herhjemme er "bare gået" vi har ikke talt om det siden den aften/nat samt dagen efter... I går lavede hun aftensmad til os uhm det var guf!!!

Her indenfor ikke så længe vil vi - hende og jeg - forsøge os med en gratis prøvetime i boksning... Det kunne sq nok være meget sjovt...

Mandag skal vi have en snak med skolen og have fundet en løsning på det område!

Igen og atter engang TAK!!!

Som havde cutting inde på livet på en helt anden måde.

Hun havde denne her kæreste som havde en ret syg tendens.

Hver gang de var uvenner så skar han sig i håndledene og viste det til hende som om hun skulle føle skyld.. Det var enormt hårdt for hende..

Så så nogle gange sad han og bankede hovedet ind i væggen indtil han lod som om at han faldt og besvimede... Eller slog sig selv og igen igen ligesom pådrog hende skylden.

Det var sygt og jeg snakker ikke med pigen i dag men ved at de ikke er sammen mere.

Om han har fået noget hjælp eller noget det ved jeg ikke.

Jeg kan ikke psykolisere folk så jeg valgte at støtte min veninde på bedste vis, eller... På min ebedste vis.

Men hvad skulle jeg ellers gøre?

Bally

Få dig en snak med hende. - Mange i min klasse har gjordt det da det var noget de synes man bare skulle prøve - Hvor dum er den tankegang? .. Nånå. Men altså: Hvis du ikke har set nogle ar eller sår på hende er der vel ingen grund til at bekymre sig ^^ .. Men tag en snak med hende alligevel.

..lige de andre indlæg og jeg kan se du har fundet bevis på hun skære i sig selv.

Som hippo siger er der ikke mange teenagere der bare siger tingene som de er ved en samtale med ens forældre.

- Men husk hende på at det kun giver smerter og grimme ar for livet (selvom det måske er hårdt sagt) .. Synes du skal kontakte nogle der har styr på sådan nogle ting. De kan absolut hjælpe dig og/eller din datter