Tror du ikke det er på tide at manden i huset lære at ordne sit eget vasketøj??

Hvad med om han lavede mad og stod for rengøringen en gang i mellem,så du ikke skal gå og være hushjælp.

Har du ikke nogle veninder i stalden du kan snakke med??

Nogen du kan besøge og de kan besøge dig når din kæreste ikke er hjemme??

Der er dælme da ik så meget at sige til at du føler dig ensom, jeg ville selv have svært ved at have en mand med nattearbejde!

Må da lige tilstå her at han ikke lyder så rar - eller har du bare beskrevet det lidt kortfattet - eller er det mig der har misforstået..?

Nå - men jeg skal da være den første til at indrømme at jeg også sagtens kan føle mig ensom - men jeg tror det handler meget om hvem man er, hvad man har brug for i livet, og om hvorvidt de ting bliver opfyldt. Nu har jeg eksempelvis et (hehe læs ALT FOR) stort behov for at snakke om ting. Jeg elsker at analysere, overveje, diskutere intellektuelt, filosofere osv osv... Og jeg kan da sagtens mærke at hvis jeg er omgivet af folk der ikke deler den samme interesse, og stopper mig i det, tja så føler jeg da en form for ensomhed... (der er selvf- andre ting , bare lige et eksempel.. )

Men som sagt, jeg tror det handler om at finde ud af hvad man har brug for - og derefter kan man jo prøve om man kan gøre noget for at man føler sig knap så ensom...

Nu kender jeg selv til de mørke, meget-meget stille aftener på vestkysten, og jeg kan da sagtens forstå dig...

Men ville det være helt umuligt for din fyr at finde et dag-arbejde?? (Bortset fra det - så hjælper det sgu ingenting at din fyr skælder ud over at du er ked af det... syns det er en lousy opførsel - og ik skide smart for parforholdet!!)

Men prøv om du kan finde nogle muligheder for hvad der kunne medføre mindre ensomhed...

Et optimistisk skulderklap herfra på de sene mandag aften timer

Ped: Jo det er jo nok på tide Men så får jeg smidt i hovedet at han fandme går på arbejde hver dag og tjener til føden mens jeg "bare" går i skole (3 år. HH)...

Jeg har desværre ikke mange venner da jeg er lidt speciel tror jeg, bliver jeg spurgt om min mening, GIVER jeg min uforbeholdte mening, og det er ilde set åbentbart...

Jeg har EN god veninde, men hun har jo også sit eget liv...

Tak for respons...

Har det på samme måde som dig, dog har jeg en fantastisk kæreste der laver mad, rydder op og ordner vasketøj. Spørg dig selv om det er værd at sidde derovre og være ked af det? Han lyder ikke som en der er specielt god for dig... skælder dig ud og du skal lave det hele... Har du ikke mulighed for at være lidt mere sammen med nogen fra din skole eller fra stalden? det hjælper på ensomheden når man har noget at dele den med...

Chaval: Du har helt korrekt fat i det, det er som beskrevet desværre...

Han prøvede et år med dagarbejde, og det resulterede i at jeg måtte finde mig i at en "16 årig knægt" stod og skabte sig hver morgen over at være "tvunget" til at arbejde om dagen... Så det er endten det eller ensomheden...

Ja jeg mener jo selv det er rigtig unfair at skælde mig ud over at jeg er ked af det, jeg kan jo ikke rigtig gøre for det...

Men jeg kan da godt se at det er "krævende" at have en kæreste der gerne vil have lidt omsorg og opmærksomhed... og som kommer FØR arbejdet...

Jeg selv ELSKER at sludre... men det gør han ikke... han vil hellere se "venner" i TV, og så er jeg bare ligemeget...

Han lyder ærligtalt ikke særlig snu eller sød eler forstående.

Hvis det er vigtigere at se tv,så har han da ikke styr på sine prioriteringer.

Og jo mere han ser tv og er ligeglad jo mere ensom og ked af det bliver du.

Det bliver en ond cirkel den skal du ud af.

at inviterer nogle søde piger til en hyggeaften engangimellem, så bliver du sikkert også selv inviteret ud, på den måde kan du lære nogle nye mennesker at kende, og kan måske der igennem, finde nogen, at gå ud og shoppe med

Det lyder meget som om du har angst anfald når du er alene...jeg har selv lidt af angst i mange år og kan genkende det du skriver. Har du overvejet at snakke med din læge, måske kan han/hun lytte eller henvise til psykolog.

at skrive hvordan du har det, ligesom du har gjort her, er en start og et ønske om at blive hørt...Når man har det svært inden i og smerter som kun du kan mærke, er det ikke altid at andre mennesker forstår smerten i kroppen og sjælen.

Angsten kommer snigende når det er stille omkring dig, det er nok derfor du græder når din kærste går, fordi du inderst inde godt ved at du bliver angst. Kan du mærke når du bliver ked af det? jeg kan mærke i min krop når jeg bliver angst, og siger det til min kærste eks: nogle dage kan ikke gå i bad, hvis min kærste ikke er hjemme, så må jeg sige det til ham og spørg mig selv om hvad det er jeg er ked af.

Jeg bliver nød til at slutte nu, hunden skal ud..det kender du

hold ud Line du er ikke alene og det skal nok blive bedre!!!

stort knus Noelle, skriv gerne tilbage til mig.

Noelle... Jeg tror du har ret, kan jeg mærke når jeg bliver angst - JA - jeg mærker en sugende, snurrende mærkelig fornemmelse nok 10 min før noget er under opsegling, så kommer tårerne, de mange mærkelige spørgsmål, den uendelige rysten... jeg kunne blive ved...

Min læge kunne sikkert hjælpe, jeg er bare SÅ bange for at blive stemplet som et eller andet misfoster (misforstå mig ikke, dem med angst osv er ikke misfostre) jeg føler bare at jeg derved erklærer mig magtesløs, hjælpeløs - ynkelig - ...

Jeg kan godt forstå hvis min kæreste synes det er belastende jeg bliver ked, men jeg synes bare... jeg ved ikke... at han måske burde være der mere for mig?

Hilsen lille ynkelige:

Jeg sidder også selv og føler mig ensom. Kæresten valgte at tage ind til livgarden. Han er i kbh, og jeg sidder tilbage i Aabenraa (sønderjylland) i en lejlighed. Ser ham kun i weekenderne. En skam du bor så langt væk, ellers kunne vi da slå os sammen.

Det lyder ikke særlig behagelig sådan som du har det. Min kæreste havde også den underlige ide om at han skulle skælde ud når jeg var ked af det (har depression, så sker ret tit). Det fik jeg eller sat en stopper for. En dag da han igen skældte ud, flippede jeg fuldstændig! Jeg råbte meget højt, om hvad f... han bildte sig ind, og om jeg skulle skælde ham ud når han var ked af det.

Bagefter fik vi os en seriøs snak om hvordan han skulle reagere når jeg var ked af det. Han vidste det simpelthen ikke hvad han skulle gøre ved mig, og derfor skældte han ud.

Jeg synes heller ikke at du alene skal lave alt det huslige. Jeg har selv gået på HH, og kender godt den med at "man bare går i skole". Indtil jeg en dag fik regnet ud hvor mange timer jeg brugte på skole ting, og viste kæresten det. Så var det også slut.

Jeg føler meget med dig, og håber at du/i kan finde en løsning på jeres problemer, og måske få noget ud af det jeg har skrevet.

stort kram fra mig

Hej jeg kan tildels sætte mig ind i hvordan du har det.

Da jeg var sammen med min eks, i 1½ år for 6-8 måneder siden, var jeg ofte ensom, følte mig utilstrækkelig og ligegyldig. Jeg har også to katte, men det hjalp ikke.

Her efter jeg gik fra ham, bor jeg alene med kattene. Jeg er aldrig ensom. Jeg er glad, tilfreds og hviler i mig selv.

Min eks var meget som din. Dog arbejdede han om dagen og spille computer om natten. Eller gik i byen hele tiden.

Han forventede at jeg fiksede det huslige, altså indkøb, tøjvask, madlavning, rengøring osv. Vi havde hver vores lejlighed og boede i dem på skift af en-to ugers varighed.

Jeg fik også argumentet med at du går jo bare i skole, har ikke mødepligt og kan bare sove længe når du vil. Ja det er da også rigtigt, men nu er det sådan at jeg læser jura, med ca. 20 timers undervisning om ugen, min. 20 timers læsning samt arbejder 20-25 timer om ugen (dengang kun 10-15 timer).

Så jo jeg gå kun i skole og han arbejdede 37 timer om ugen, jeg kan godt se det rimelige i hans forventninger (Ironi).

Vores forhold holdt på ingen måde, jeg blev træt af ikke at føle mig som en vigtig ting i hans liv. Men mere som en ligegyldig hushjælp/sengevarmer. Jeg har aldrig fortrudt at jeg gik; først nu er det ved og gå op for mig hvor dårligt og dysfunktionelt et forhold jeg var i.

Nu har jeg mit drømmestudie og tiden til at fordybe mig i det. 2 super studiejobs, tiden til mine katte og masserer af overskud i hverdagen. Jeg er aldrig ensom, da jeg fylder mit iv bedre og gør de ting der er vigtige for mig. I stedet for at please en fyr.

Jeg siger ikke at din løsningsmodel skal være den samme som min. Men du skal i hvert fald få slået fast at du altså er i gang med et fuldtidsstudie, har problemer med din ryg, behov for søvn og morgenmad. Ikke er en hushjælp og at arbejdet fordeles ligeligt i mellem to ligeværdier parter.

Jeg ved intet om angstanfald, har aldrig haft et. Men jeg kunne også sidde og græde på gulvet på badeværelset over min eks. Samt have det fysisk dårligt, kaste op osv. når det var rigtig galt.

Ja set i bakspejlet fatter jeg virkelig ikke hvad jeg lavede med den fyr.

Det blev meget langt, det her indlæg. Håber at du kan plukke nogle brugbare ting ud af det.

... med dit liv?

Være hushjælp for en mand der ikke er til stede for dig, og som når han er hjemme, ikke er forstående eller tolerant over for dig som person?

Du skriver at han er en "dejlig forlovet" - men resten af indlægget fortæller om en mand der ikke er hjemme, flipper ud hvis du ikke har ordnet hans vasketøj om morgenen (noget der er så vigtigt at du prioriterer det over din morgenmad - ikke et sundhedstegn), skælder dig ud når du bliver ked af det og som hellere vil se fjernsyn end at være sammen med dig.

Hvor er den dejlige forlovede og hvem er den mand du beskriver?

Du må bede han om en snak så I kan få klarlagt hvad i hverisær forventer i9 jeres forhold - og om i er den rette til at opfylde de behov for hinanden.

Nu har jeg jo mødt dig og kan slet ikke bakke op omkring hvorfor du skulle være en "særling" .

Men jeg bliver nødt til at sige, som andre også er inde på... At du sikkert ikke vil føle dig så ensom som nu - som hvis du faktisk var alene!

For mig lyder det til, at du skal arbejde med dit eget selvværd - og det lyder ikke til, at din kæreste hjælper dig særlig godt på vej til dette...

Jeg ved hvad jeg ville råde dig til - men det er jo så nemt at sige.

Har du brug for at komme hjemmefra - så ved du hvor jeg bor!

May.

fedt synes du selv, det er. Har selv haft en kæreste, der var natjobber, det er ikke engang fedt, hvis man selv arbejder nat. Nej, få dig en sund mand med et normalt job, som du kan snakke og være sammen med. Og få dig et liv, som er andet end sure pligter og tidspunkter i en kalender. Kom så, her er sparket..

Lone

... ondt at hører Line. Hvis bare du boede tættere på kunne vi da bare finde ud af noget om aftenen da min jo også har nat arbejde...

Selvom jeg hele tiden har syntes godt om Anders er der nogen ting der ikke lyder godt i mine ører:(

Bla. det du skriver med at "gud nåde og trøste hvis tøjet ikke er klart til han kommer hjem". Hvad sker der da hvis det ikke er klart?

Altså for mig lyder det som om han sover for meget og laver for lidt (groft sagt).

Både min bedre halvdel og jeg har natarbejde ( dog arbejder jeg kun 7 dage og 7 dage fri). De uger hvor vi begge arbejder er vi sammen om det huslige og skiftes bla. til at lave mad. Når det så kun er ham der arbejder så laver jeg lidt mere herhjemme så vi har mere tid til hinanden.

Men jeg tvinger mig så også selv op når jeg har sovet 6 timer da jeg ved jeg sagtens kan fungere med de timers søvn. Dvs. alt afhængig af hvilken uge jeg har så er jeg oppe enten kl. 06 eller 12. Og da manden er hjemme ca. kl. 14 så har vi en masse timer til hinanden...Det kunne være at du skulle prøve at sige til ham om han evt. ikke kunne sove lidt mindre???

Det lyder som om at anders helst ser dig som en rengørings hjælp??? Og ikke som en kæreste...

Hvornår har i sidst lavet noget sammen? Altså lavet en romantisk middag eller gået en tur osv osv? For det virker som om i har glemt at være der for hinanden (ja nok mere at han har glemt det)

Men det gør mig ihvertfald ondt at du har det sådan:( Du skal være velkommen til bare at ringe eller skrive hvis du får brug for det.

Knus Tina

Hej Line

Min tanke er, om du er sikker på han er manden i dit liv... Han lyder faktisk som en kæmpe nar..

Sæt ham på skolebænken i dit sted i en uge og jeg garanterer, det vil være ham der klynker Og så husk ham lige på alt det andet han skal ordne samtidig..

pyh ha, synes det lyder til det er en ret hård hverdag du har... Bliver du ikke træt? Jeg kunne godt nok ikke stå op kl 5 om morgenen for at rydde op mv - aldrig. De dage jeg skal op halv 6, for at komme i skole kl 8 - er jeg ofte hjemme omkring kl 3 igen, men det svinger meget. Men har jeg mange af de dage på en uge, kan jeg godt få en mild/let hovedpine. Og ved ikke, om det bare er mig der er noget galt med - for jeg har jo ikke børn som de fleste andre der fører sådan en tilværelse hver dag. Nå...

Jeg synes ikke der er noget at sige til at du føler dig ensom. Det ville jeg også gøre, hvis min kæreste arbejdede om natten er jeg ret sikker på. Det lyder jo ikke just som om der er meget kærlighed at hente fra hans side af. Og det bliver hurtigt ensomt, ja delt fordi han aldrig er der, og når han så er hvis han slet ikke "ser" dig. Det betyder meget, synes jeg, at man fra sin kæreste får et smil og et hej pusserskatling... har du haft en god dag...det er godt skat osv - sådannne små tilkendegivelser fra sin kæreste.

Det lyder ikke helt til, i passer sammen. Men tag en snak med ham om, hvordan han har det med sit arbejde - for er de trætte og arbejder hårdt er der bare ikke meget overskud tilbage til dig.

rart det du går igennem pt. Og jeg kunne bestemt ikke finde mig i hvis min kæreste var sådan over for mig.

hvis ikke ens kæreste kan give en trøst og en skuldre at græde ved og være der når man er nede, hvad skal man så bruge ham til??

Og slet ikke når han ligefrem skælder dig ud når du allerede ligger ned.. Ej han har ikke fortjent en sød pige/kvinde som dig. Du er meget mere vær, du fortjener det bedste og der har du ikke nu.

Da jeg boede sammen med Bo, altså faderen til mine børn, ja så kunne jeg også føle mig meget ensom, altså selv om vi var 2. Det var mig der skulle gøre alt (Næsten) mht. til børnene. Jeg har sagt til ham mange gange, at hvis han vil have en gammeldags husmor, der render rundt og varter ham op i hoved og r.. ja så var det ikke mig.

Jeg hader at gøre rent, madlavning er bare noget der hurtigt skal overståes, fordi det er nødvendigt. Vasketøj ja det bliver gjort, men bestemt ikke noget jeg nyder.

Så alt i alt er jeg bestemt ikke en almindelig gammeldags husmor, og det havde han ikke helt nemt ved at forstå. Så det var jeg sådan set alenemor i et forhold.

Vi er så flyttet fra hinanden fordi det var kørt meget skævt, men er stadig kærester. Jeg har fået mit eget liv og gør hvad der passer mig, uden den der dårlige samvittighed som jeg havde før, hvis der lå lidt på gulvet, og jeg gjorde noget andet istedet for at rydde op.

Hvis du har behov for det, jamen så kan du altid fange mig på messenger, hvis du har behov for at snakke og læsse af. Jeg lytter gerne.

... min kæreste arbejder nat og han har mange timer om ugen, selv når han kommer fra 13 timers vagt og skal møde 11 timer senere, kan han selv ordne sit tøj og sin mad.

Jeg trives fint med, at han arbejder nat, men ville aldrig være en tjenestepige for ham. Det er klart at når han har lange dage, så laver han ikke så meget herhjemme, men de ting klarer han så på fridagene. Jeg ville under ingen omstændigheder varte ham op, og tror egentlig også, at han ønsker en kæreste fremfor en husalf.

Jeg synes din tekst lyder bitter, altså du ved godt selv, at det er for dårligt. Line du er syg! Det er super flot at du alligevel klarer skolen, du skal ikke være hans hushjælp også, kan han ikke forstå det, så er han snotforkælet og ikke den rigtige for dig.

Jeg vil prøve at esvare det hele sådan mange i en...

Hvor er den dejlige kæreste jeg starter ud med at nævne, jeg selv bliver tit i tvivl, når folk spørger hvad det er jeg elsker hos ham/er glad ved m.m. er det tit svært at finde noget...

Han hjælper ind i mellem med at varme min varmepude de dage hvor benene ikke rigtig kan føles, han laver nogengange mad og serverer den når jeg knap kan gå... Han husker ind i mellem at sige: "hvor er det dejligt du har gjort rent"...

Jeg ved ikke hvad der er med ham, jeg synes vel bare i bund og grund at han er sød og så har han holdt mig ud i 2 år... Og med de helbreds problemer jeg har... ja så må det vel også være en god ting...

Jeg kan ikke snakke med ham om vores forhold da han ikke gider, i starten sidder han og lader somom han lytter, men gider ikke svare på spørgsmål, pludselig udbryder han bare JEG GIDER IKKE DISKUTERE DET, og så kører han sin vej...

Så jeg ved ikke rigtig, kommunikationen er nok ikke den bedste...

Jeg ved ikke om det er fair eller unfair men han bliver tit gal og siger at han ikke gider det her forhold, for det er altid ham der er noget galt med (somregel en sætning der kommer inden han tager hunden som gidsel og kører sin vej)...

Jeg kan godt se at det i bund og grund ikke er det bedste, men jeg føler bare ikke jeg har noget valg, nogle gange, især når man er lidt speciel, må man jo nøjes...

Om jeg elsker ham... Det gjorde jeg, og gør det stadig, om det er i samme mændge som før, eller samme måde ved jeg endnu ikke helt, men det er mest fordi det hele bliver slået ud af propertioner de dage hvor det er "en 16 årig" knægt jeg er sammen med...

Jeg har forsøgt at tæmme ensomheden lidt ved at ringe til ham i hans pause, men det er ikke altid det falder i god jord, han skal jo have noget og spise der, og så forstyrrer jeg vist lidt...

Jeg går MANGE ture med hunden, men kan det ikke i vinteren grundet min mørke/natte angst.

Jeg ringer rundt til alle jeg kan komme i tanke om gider snakke med mig (mest min mor, vil ikke ligge andre til last for mit problem)...

Og så kommer min veninde på besøg engang i mellem og bliver til jeg er faldet i søvn...

Skriver mange digte, det hjælper lidt at sætte ord på ensomheden..

Ja det var vist alt herfra...

(for gud nåde og trøste hvis mandens tøj ikke er færdigt og lagt på plads)

Her er jeg stået af, er du tjener, husker han at betale dig løn som husbestyreinde ???

Illum: Jeg mener at så bliver der skældt og smældt... Og han er for fint på den til selv at ligge vasketøj sammen, tror han har gjort det max 6 gange på 2 år, og det var under tvang ...

Men ja... Jeg er en stor mundfuld, og han er BESTEMT en stor mundfuld...

når man er lidt speciel, må man jo nøjes...

GU-FANDEN-MÅ-MAN-EJ!

Ja jeg beklager at jeg råber, men det udsagn vil jeg simpelhen ikke acceptere som en sandhed.

JEG vil ikke "nøjes" og bliver helt ked af at høre at andre spilder deres liv på at "nøjes".

Du kan finde bedre, og hvis ikke er det bedre at være alene end at leve sammen med en som man føler at man "nøjes" med.

Lisbeth... Nej måske ikke, mener heller ikke at det er ham som person jeg må nøjes med, for synes jo han er sød... det er nærmere opførslen man må nøjes med/godtage...

Så må man da netop ud og finde *ham*, der værdsætter det specielle. Herregud, kæreste Line, nu har min Nørdemand stået model til alt i 12 år- fra den superaktive kone, arbejdsnarkomanen- og den sure kælling, der sidder i sofaen og har ondtog ingenting kan- og dette er den samme kone- indenfor et halvt år.

Men havde han forlangt mad og sammenlagt tøj på klokkeslæt- så havde han ikke holdt i 12 minutter. Okay, jeg laver mad, når jeg har lyst og overskud- og jeg lægger også hans kluns sammen. Men når det passer mig, og han må selv læggedet på plads- og til vask.

Jeg føler ikke, at jeg *nøjes*...

Derimod lyder det ikke somom, du har ret godt at være i det forhold, din selvtillid er vist på højde med Vesterhavs ebben. Det er nok bedre for dig, at bo et sted med mennesker og gadebelysning- fremfor i en kulsort "idyl". Du trænger da til noget slskab af voksne ligeværdige mennesker, er det det, din partner kan give dig...

Som Lisbeth skriver skal du under ingen omstændigheder føle at du må nøjes med ham, fordi du (efter eget udsagn) er sær...

Du er vel ikke mere sær end vi andre.

Synes din kæreste/forlovede lyder som en rigtig nar og bare fordi han "har holdt dig ud" i 2 år giver det ham da ikke ret til at behandle dig sådan. Hvis han synes det er så hårdt/slemt kan han jo bare gå sin vej.

Ikke om jeg ville spilde min tid på en forkælet knægt, der føler han er for fin til at lægge sit eget vasketøj og som skælder ud, når du har det sværest.

Der er masser af søde fyre derude, der vil elske dig for den du er og ikke for det du gør for dem.

... dig Line. Du må virkelig være langt ude, når du mener at fordi at du er speciel (er vi alle egentlig ikke det???), så må du nøjes med det du kan få.

Man skal være meget langt ude og meget desperat for at spige og mene sådan.

Men NEJ!!! Ingen behøver nøjes. Og INGEN behøver finde sig i det du går igennem nu. Den kæreste du har dig, bude lære at pririotere dig noget højere. Og hvad er det for en barnlig indstilling, at han ikke vil snakke om jeres forhold? For mig lyder det som om at han er bange for at du forlanger at han pludselig skal lave noget selv, og det vil han ikke, for han har det jo godt, så længe du gør alt for ham. Du burde stoppe op, og sige NEJ!!! Jeg er ikke din husalf. Du må fandme selv ud og ordne dit tøj.

Jeg forstår godt at du bliver angst, og mere ked af det, når han skælder dig ud, når du er ked. Det ville mange andre også gøre. Men jeg tror faktisk i bund og grund at det er ham der er grunden til at du har det som du har det. Hvis du kom af med ham, eller fik ham til at indse hvordan forholdet skulle kører, for at du også kunne være der, så ville meget af din angst forsvinde.

Og din følelse af ensomhed. Den bunder nok også i hans måde at ignorer dig på.

Jeg har rigtig meget ondt af dig. Og jeg ville gerne være en støtte for dig, men som bosiddende i Aabenraa, så er der jo lidt vej, men mail og PB er altid åben.

Men jeg håber at du får mandet dig op til at få kontrol over dit eget liv, for det forhold du er i nu, er ikke et kærlighedforhold mellem to mennesker. Det er et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold.

er hårdt og tænke på at skulle ud og starte helt forfra med en fyr, dating og alt det der.

Jeg sidder som selv i et forhold med en fyr, vi bor ikke sammen mere og er stadig kærester.

Vi sad den anden dag og snakkede om hvad vi egentlig ville. (Det sker engen imellem at han vil snakke følelser, men ikke så tit)

Der er egentlig ingen af os der ved hvad vil vil og om vil vil fortsætte i forholdet. Ingen af os er helt klar til at sige stop. For vil have det rigtig dårligt hvis han havde en anden, og han på samme måde. Men er heller ikke på nogen måde klar til at flytte sammen igen og være helt tætte.

Så hvad det ender med, er der ingen af os der ved (skal lige siges at vi har boet hver for sige i 1½ år nu) vi er blevet enige om at lade det stå til lidt endnu, og så se hvad der sker.

Jeg har det godt, har som dagt fået mit eget liv, nye venner via minimule, nyt arbejde (Uddannelse) og der er sket meget, men er slet ikke klar til at flytte tilbage til det gamle. Men heller ikke klar til noget helt nyt. ALtså jeg har jo mit liv og frihed (tildels) og stadig en kæreste når jeg behøver og trænger til det)

Man ved jo, hvad man har og ikke hvad man får.

har jeg også gjort det her det sidste stykke tid at tage med til forskellige arrangementer her fra HN, for at møde nye mennesker og evt. få flere /nye venner.

Og undre mig om der fandtes en større mundfuld end jeg

Når man NØJES Line, så spilder man sit liv...

Og hvem siger du er sær, hvem har givet dig disse tanke om dig selv ???

Ikke tale om jeg ville lægge mandens tøj sammen og på plads, for at undgå skælden og smælden, nix jeg kan lægge det på plads fordi jeg går de 36 meter fra vaskemaskinen til påklædningsrum...

mit råd:

Jeg syntes du skal komme ud af det der.. Du kan ikke alene, det skal du have hjælp til..

Han får dig til at tro at du ikke er noget værd.. kun når du har rydet op..

Tænk på Der er ikke en spand fuld af fyre, der er en hel verden.. det er rigtig mange..

Du skal have en (som, selvom du har ondt, ikke klynker over at han skal lave mad og sørge for dig..)

Der er sød, og kan lide dig som den du er.. Hvis du mærker efter inden i, er du så den person son du ønsker at være???

Hvad vil han sige til, at du en dag tog en taske og skred.. Blev væk et par dage???

Hvor tit ringer han til dig???

Prøv at give ham modstand, ved ikke at ringe og ordne hans tøj..

Manden har vel 2 arme og 2 ben og en hoved med tilhørende krop.. det fungere vel fint...

hvad gjorde han inden han havde dig??? Der gik det vel fint nok?!

Jeg er lidt chokket over dit indlæg, syntes ærligt det er synd for dig.. ingen fortjener sådan, Du er jo hans "slave", ja sorry mine ord men det syntes jeg..

Du fortjener virkelig en sød og dejlig mand, som vil elske at holde om dig og kysse dig, og alle de ting, man som menneske har brug for.. OMSORG..kærlighed osv..

En som siger bliv du bare og se fjernsyn, jeg laver mad eller andet.. går med hunden...

Håber ikke mit indlæg virker får hårdt, men du har brug for hjælp..

Mange Hilsner Birgitte

Ja, jeg hører jo godt hvad i alle siger, og i bund og grund ved jeg godt det hele er noget rod, men jeg kan ikke rigtig finde ud af det, for han vil jo ikke snakke om det, jeg kan sidde der og sige noget ligeså tosset jeg vil, men et svar får jeg sku ikke...

Jeg tror det bunder lidt ud i som der også bliver nævnt, jeg ved hvad jeg har og ikke hvad jeg får...

Jeg tror at kærlighed og partnerskab er noget man skal kæmpe for, for at det fungerer optimalt, det er bare svært når jeg synes min ene halvdel står stille på det punkt...

Er jeg klar til bare at sige farvel og tak? Nej det tror jeg ikke, i bund og grund vil jeg jo ikke miste ham (og i sidder nok og tænker, hvor meget ER der lige at miste) + han tager min hund fra mig, og hende kan jeg ikke leve uden, JA han betalte 500 kr for hende i sin tid men han har aldrig passet hende, og hun kan ikke rigtig lide ham heller...

Nå det var lidt et sidespor...

Så i bund og grund skaber jeg vel mine egne problemer... jeg tør ikke gå, for han er jo sød nok til tider... og ja, hvem ved hvad verden byder på?

Mht. den trælse ensomhed er jeg begyndt at sove hos mine forældre nu, da det ikke går jeg er alene mere...

Hvem står som ejer af hunden?

Synes det er sørgeligt hvis du vælger at blive hos din kæreste fordi han truer med at tage hunden med sig. Hvad siger det (oven i alt det andet) om ham som person?

Du skal ikke blive i et forhold af fordi du ved hvad du har, men ikke hvad du evt. kan få...

Men os herinde kan jo ikke tvinge dig til at bryde ud af forholdet, kun råde og trøste.

Jeg synes dog at du fortjener så meget mere end hvad det lader til din kæreste kan give.

hmmm.. sød nok til tider..

hvorfor ikke sød altid.??

det at være bange for det uvisse og fremtiden er helt normalt..

Det er vi andre også..

Faste rammer er godt, men hvorfor ikke i et dejligt parforhold..

hvad hvis i skal have børn. Dem skulle man gerne være 2 om.

mvh Birgitte

Hvis han mener at han er for "fin" til at lægge tøj sammen er det jo samtidig en måde at sige at du er mindre værd. Du er ikke lige så fin som ham, så du kan tage det "laverestående" arbejde

Det er sku'da en underlig holdning! Alt arbejde i husholdningen er lige meget værd, for bliver det ikke lavet hænger tingene ikke sammen. Og man skal ikke gøre noget for sin partner af frygt for at han ellers bliver vred og skælder ud, men fordi man gerne vil, fordi det falder naturligt i det man nu er i gang med eller fordi man har lyst til at gøre noget for hinanden.

For mig ville det falde naturligt (hvis jeg boede sammen med en) at hvis jeg ordnede vasketøj, tog jeg selvfølgelig det hele med og lagde sammen og på plads. Men søreme nej om jeg ville finde mig i sure miner hvis det en dag ikke var gjort - for så ville det jo være fordi jeg ikke havde tid eller overskud. Men jeg ville også forvente at hvis jeg havde drøntravlt og han havde tid - så var det ham der ordnede det i hjemmet - også mit vasketøj!

Men jeg ville også forvente en ligeværdig partner - der også betragtede mig som ligeværdig! Indtil jeg finder ham ordner jeg kun mit eget vasketøj! Jeg vil ikke nøjes (men jeg er også sær)!

Jeg håber virkelig ikke, at du bliver hængende i det forhold længere end højest nødvendigt..

Det tager tid at blive klar til at forlade en partner ligyldigt om han er et kæmpe fjols eller om man bare ikke synes kemien er der mere..

Det nytter ikke at alle andre siger hvad man skal, for man skal føle det selv og være klar til at tge konsekvenserne af at gå...

Men som skrevet Line - jeg håber virkelig ikke at dette tager dig for længe, for det er da noget af et ødelæggende forhold du trasker rundt i.

Selvom du ikke kan bruge disse ord til noget ligenu, så ved jeg du vil sige hvor har i ret når du engang er kommer t ud af det..

Du skal simpelthen tro på, at der er noget bedre for dig!

Spark dig selv i r#ven og find ud af hvor du egentlig gerne vil bo.

Læg 500 kr på bordet og sig, at du tager hunden med dig!

DU har også noget at skulle have sagt - HUSK det!

Og hvis han ikke gider lytte eller snakke - jamen så bare flyt! Tag dine ting og gå - og tag hunden med dig.

Så vil det hele løse sig derfra...

Bor i til leje eller har i købt sammen?

Håber virkelig du får taget dig sammen til, at tage hånd om dit eget liv! Og husk du har ALTID et valg.

May.

Øv øv siger jeg bare. Ja her kan det da til tider ligeledes være lidt anstregende - vi er heller ikk gode til at snakke om tingene, INGEN AF OS. MEN det blir ikk nemmere når kun den ene part prøver så meget ved jeg. Lige på dette punkt blir jeg dog ved selvom jeg ikk forventer han hverken glædes over det eller har lyst. Men jeg blir stadig ved (selvom jeg må erkende til tider kan det koster tårer). Men normalt er man jo nødt til at være to om det - havde min mand ligefrem sagt JEG GIDER IKKE, så skulle han nok forvente en pæn reaktion med ild til følge herfra Der er en ret stor forskel i at ha svært ved/ikke kunne - eller ikk at gide det. Er udtrykker gider ikk i bund og grund fordi han har meget svært ved det, ja så er det i mine øjne ham der er en nar for han kunne i stedet vælge at forklare dig at det er derfor i stedet for sige - gider ikk - denne sætning er nemlig liiige til at få en til at føle sig ligegyldig og overflødig med

Her spiller arbejdet desværre osse et puds. Min arbejder meget så her er der ikk tid til det (og nej at tag sig tid er ikk muligt af mange grunde- bare så det er slået fast!)- Det irriterer mig INDERLIGT og ofte- dette kan nemlig osse få en til at føle sig noget så lige meget og uinteressant! nu skal det siges at min ikk har disideret natarbejde, men arbejder på stort set hele døgnet ofte fra meget tidligt til meget sent. Han laver ikk ret meget her hjemme netop pga. hans arbejde - jeg sys det er lidt unfair hvis han skal lave mere her hjemme end han gør- han støvsuger som det eneste faste, og skærer helst træet (hvilket jeg så i dag har måtte hører lidt for fordi fyret bruger for meget og han ikk GIDER skære så meget, så ilttilførslen er lukket lidt yderligere, for det hjælper i hans verden da det så kun ulmer og holder længere, øh nej varmen holder ikk længere for det er så prøvet ) - MEN når han har fri kan han faktisk godt finde på selv at tømme opvaskemaskinen og putte nyt i den (selvom han stadig ikk kan finde ud af hvor det hele skal ligge- selvom han selv tror han ved det ) Men han gør det! Tilgengæld må jeg erkende at det og tag sit skærebræt med i køkkenet som han skal igennem for at komme ud - det er han ikk god til og skal mindes mo ofte (det irriterer mig det ligger der) - og det gør det netop fordi så tænker jeg- ja det er nemmere at jeg gør det, osse går ud med tomme flasker el. dåser end selv at tag det med på vejen forbi, og jeg GIDER nemlig ikk bare at føle at jeg er en brugsgenstand for HAM som han vil ha det. Jeg vil gerne gøre tingene- Men jeg vil osse ha tak for det så til tider (taknemmelighed altså).

Spørger han mig om jeg vil hjælpe ham el. gøre et eller andet - ja selvfølgelig vil jeg da det min skat, man hjælper vel hinanen. Så forventer jeg selvfølgelig at få det samme igen - og dette er nemlig et punkt her i huset der kan fise mig helt af til tider For når så JEG skal ha hjælp - jamen så arbejder han jo, og så er han træt og det er sent og der er meget galt. Ja men jeg spørger jo ikk hvis ikk det er nødvendigt og jeg rent faktisk har brug for din hjælp vel! Hvilket jeg til tider må forklare ham og det KAN ende i store bokstaver

Jeg sys lidt at det lyder som om din mand bruger dig - du går i skole ja. Men det er i mine øjne ligeså hårdt som det er at have et arbejde. Det er osse nær ligeså mange timer - det giver bare ikk ligeså mange penge. Jeg sys godt din mand kunne hjælpe dig lidt mere om ikk andet når du ønsker det eller har brug for det. Hva gjorde han inden han fik dig? Der skulle han vel osse selv ordne tøj mv? Min sys i sin tid at selvom jeg lå det pænt sammen og op på værelset hvor tøjet er - ja var der ikk lige plads el. man skulle bruge det bageste i stedet så smed man resten på det beskidte gulv så hundene kunne hoppe rundt i det - så fik han at vide at så var det slut, for i mine øjne var det respektløst Så kan han edder fiseme selv lægge sit tøj sammen og op!

Du siger at din mand da til tider er sød og laver lidt mad el. lig. det gør min MEGET SJÆLDENT- men vi har en stilsigende aftale om at sådan er det bare. Jeg laver ærligt heller ikk mad hver dag mere. Jeg GIDER nemlig ikk når jeg det meste af året sidder og skal spise alene, og han ofte er så sent hjemme han så ikk har lyst til lige at varme det i mikroen inden skal i seng.

Men men men jeg sys ærlig talt at din mand virker ret ligegyldig omkring det der har med dig at gøre. Jeg blir glad når min egen skriver el. ringer og spørger - hva sagde dyrlægen til tider (med hestene), el. når han endeligt har fri og selv kommer for at nusse lidt. Eller ligger op til 6 (hvilket han praktisk talt ikk gør med mindre jeg åbner min mund og siger det er fedt det altid er mig der skal starte det hele).

Men vi er jo samtidigt med alle individuelle, og spørgsmålet for mig her er mest af alt - passer i sanmmen? Det lyder for mig ikk sådna. Man skal jo osse kunne accepterer man ikk er ens, gør tingene ens og den slags. det lyder ikk til at din mand kan dette? Han forventer bare at du af dig selv skal kunne gøre det hele og vil og gør det. Jeg forstår heller ikk helt at han kan finde på at sige : Jeg ved ikke om det er fair eller unfair men han bliver tit gal og siger at han ikke gider det her forhold, for det er altid ham der er noget galt med (somregel en sætning der kommer inden han tager hunden som gidsel og kører sin vej)...

1. Det kunne faktisk være fordi han ved at det netop er HAM den er gal med, men han ikk kan finde ud af at få gjort noget ved det - el.

2. Har hørt det ofte før hvor manden bruger den, for at få en til at give efter og nærmest ligge på knæ for ham og sige nej skat, der er da ikk noget galt med dig.

3. Hvis jeg havde fået den slynget i hovedet var jeg blevet rigtig gal- og så havde jeg pakket og var rejst! Der er en der nogensinde har sagt det til mig. Og jeg sagde fint, skal jeg gå i gang med at pakke med det samme??? For jeg går da ud fra at du mener det når nu du slynger det ud...

Jeg tror virkligt oprigtigt ikk at du har fundet den mand du skal, kan el. vil leve resten af dit liv med. Du er nærmere ved at nedbryde dig selv vil jeg sige - og du lader osse ham hjælpe til med det. Han lyder tilen der trænger til at blive sat på plads...

Puha sikke en tråd, du må nok sætte dig ned og finde ud af hvad du ønsker af dit liv og kan du forestille dig, ham og dig langt frem. Er det også 'ham' som han er nu, du kunne forestiller dig være far til evt. børn eller en du skal være gammel med.

Det måske ret langsigtede planer, men på den anden side, så er man vel også sammen fordi man ser en fremtid, som værende par.

Jeg syntes du skal starte med at droppe at lægge hans tøj sammen overhovedet, det må han simpelthen selv fra nu af. Så må han kører en tur med hunden, eller hvad han nu gør når han bliver sur og irriteret. Det er ikke dig der er urimelig, det er ham og det skal du sige til dig selv.

Du kan jo pænt svare ham, at du havde lyst til at sove længere og få morgenmad, istedetfor at lægge tøj sammen og det har du også imorgen og dagen efter.

Jeg forstår slet ikke du kan stå så tidligt op, men jeg går så bare udfra at hvis du har det skidt med at være alene, at du så også har svært ved at sove/falde i søvn.

Ligenu der lyder det som om at det helt klart er ham der har det for bekvemt, det kan godt være han er træt, men derfor så behøvder ingen at føle sig ignoreret og så må han tage sig tid til dig, i den tid han nu er hjemme.

Ligenu da har han da helt klart det længste strå og det er virkeligt dig der 'nøjes' - for jeg er også sikker på at du vil kunne finde bedre.

Nu er der lidt forløsning i det hele, men kun meget lidt, han har indviljet i at skrive ned hvad han synes om vores forhold, godt som skidt og fremtidsplaner.

For at svare dig theluny: så¨har du helt ret i jeg kommer sent i seng, jeg sover mellem 2 og 3 timer hver nat.

Hvis ikke der kommer noget godt ud af det, ja så må jeg hanke op i det hele og komme ud af det.

INGEN MENNESKER SKAL NØJES!!! Heller ikke dig som "bare" er en særling, og som er umulig at holde ud (efter eget udsagn).

Nu kan jeg se på din præs. at du er omtrent lige så gammel som mig, og aldrig i mit liv om jeg kunne forestille mig, at jeg skulle rende rundt og være husmor for min kæreste! NIKSEN BIKSEN.

Du kan sagtens finde en sød og dejlig kæreste som bakker dig op, og som elsker dig for den du er.

Alt det din kæreste udsætter dig for skal du bare ikke finde dig i. Enten skal det stoppe nu, ellers må du ud af det forhold, inden du kører dig selv helt ned.

Ingen mennesker kan holde ud kun at sove 2-3 timer hver nat, og så ovenikøbet skal sørge for ALT derhjemme. Og når man ikke lige det hele, får man bare et møgfald.

Føj føj, han lyder godt nok som en kæmpe nar.

Jeg håber virkelig du finder ud af noget snart, for det der er du bare ikke tjent med overhovedet!

Du skal have alt mulig held og lykke med på vejen, og så får du også lige en krammer

og nåh nej . INGEN SKAL NØJES.

Jeg er ski osse en "særling" men jeg vil da på den bekostning ikk nøjes. Jeg er stolt af mig selv som person - jeg er den jeg er MIG SELV!

Det skulle du osse være mener jeg.

du ikke lige spørge kæresten, om jeg må købe den hund.

Det lader ærlig talt til, at truslen om at aflevere den, er det eneste der afholder dig fra, at vælge den rigtige løsning.

Som så mange andre har skrevet, skal ingen - absolut ingen, nøjes.

Ps. Du skal selvfølgelig nok få lov at beholde hunden, jeg har så rigeligt.

alle indlæggene, men jeg bor ikke vildt langt fra dig, og er frisk på en HN hygge pige aften en gang i mellem, muligvis med noget bio, jeg sidder også tit og er lidt ensom, her ude vest på.

Jeg tror du trænger til en omgangskreds så du ikke altid bare sidde og kigger på han ser TV, så hvis du kom lidt ud ville han måske lægge mere mærke til dig når du er hjemme.

bare en ide, du siger bare til hvis de er med på det, der må jo være flere her vest fra der var med på¨noget tøsehygge og bio eller lign

Jannie

Jeg har sjældent følt mig ensom, når jeg har været alene. Men tit når jeg har været i forhold. Underligt... jeg tror, det er noget med, at når man er forhold, så forventer man et fællesskab - når det ikke er der, føler jeg mig ensom. Sådan er det jo ikke, når man er alene - så er man sin egen lykkes smed, og hvis lykke en dag er at smide sig på sofaen eller drikke kaffe med veninder, mens vasketøjet flyder, så gør man det. Hvis man er alene og ikke har veninder at drikke kaffe med - jamen så må man jo ud og finde nogle veninder

Line, er du ensom, når du er alene? Altså ikke når du tænker frem til måske at skulle undvære ham i fremtiden (for det er man!!) men når du tænker tilbage til før? Hvis ikke, så er du måske bedst tjent med at være alene, indtil du finder en mand, som vil det samme fællesskab som dig...

Du skriver, at man skal kæmpe for et forhold... Ja, men ikke alene! Hvis man er den eneste, der kæmper for et forhold, SÅ bliver man ensom. Der er TO i et forhold og to, der skal være med. Det lyder godt, at han har sagt ja til at skrive ting ned. Måske du også skulle skrive ting ned og finde ud af, hvad du vil have ud af et forhold? Og især hvad der skal være plads til ved siden af forholdet (skole, sove, hest, hund osv.) Det kan jo godt være, at der er en ting eller to, du har glemt, mens du har ladet dig iføre tjenestepigeuniformen...

mvh. tina

Taina har faktisk ret i det hun siger.

De aftner jeg ved min kæreste kommer hjem, går man bare og venter og venter og venter... Men er der en nat jeg ved han ikke kommer, så er det slet ikke noget problem.

Ja så ligger jeg og er ked igen, lige inden han kørte faldt et lille spejl ned fra bordet og gik i stykker, og hvem fik skylden, det gjorde JEG, for det var garanteret katten der havde væltet den ned, og det er mine flaske misser f hvor jeg ikke kan mere...

Her er en ganske simpel parforholdstest: Gør han dig glad - så er det et godt forhold. Gør han dig ked af det - så er det et dårligt forhold.

Hvor mange timer er du sammen med ham eller tænker på ham og er glad? Hvor mange timer er du sammen med ham eller tænker på ham og er ked af det? Der skulle gerne være MANGE flere af de første end de sidste...

mvh. tina

Du skal på INGEN MÅDE nøjes. Det er ingen mennesker tjent med.

Din kæreste lyder meget som min eks, bare 20 gange værre.

Hvordan havde du det før du mødte din kæreste? Jeg gætter på ganske fint. Var du bange for, at være alene på samme måde? Følte du dig ensom?

Mht. Hunden, hvad siger det dig at du allerede har tænkt tanken hvis jeg går så tager han min hund?

Hvem er ejerregistreret på hunden

Hvis navn står forsikringen i?

Hvis navn er hesten i?

Bilen?

Huset?

Ejer i tingene i fællesskab eller hver jeres ting?

Hvem betaler hvad?

Hvis du tænker over disse ting og undersøger hvad du kan tage med dig, hvis du gik ville det være meget nemmere.

Hvordan ville du have det, hvis du vidste at dyrene var dine, hvilke ting du kan pakke og tage med osv. Hvad ville din beslutning så være.

Med min eks, der sørgede jeg 100% for at han INGEN udgifter havde på mine katte. De er ejerregistreret i mit navn, det var KUN mig der betalte for dyrlæge, mad, grus, udstyr osv.

Så da jeg gik og han sagde han ville have i hvert fald en af dem, fik han af vide han kunne hoppe i havet.

Hvis din kæreste har det så hårdt, er så travl og træt, samt mister sin hundelufter. Ja så er han nok ikke så interreseret i at beholde vovse alligevel.

Det lyder meget godt at han vil skrive ned hvorfdan han har det. Men du skal godt nok sørge for at holde ham fast på det.

Du kan under ingen omstændigheder blive ved med at sove så lidt. Det lyder som en super ide at sove hos dine forældre.

Hvorfor tager du ikke alle dyrene med derhjem i en periode (mindst en uge)og lader manden passe sig selv. Uden at du tager hjem og leger husalf.

På den måde kan han jo se hvor meget du laver og du får fred og ro til at føle dig tryg og tænke lidt over tingene.

Du skal også holde op med at stå op kl 5 for at servicere ham. Hvis du har svært ved at falde i søvn, ja så er det jo vigtige timers søvn du mister der. Hvor længe kunne sove, hvis han ikke skulle passes som et lille barn?

Line som du beskriver din hverdag i starten er som at læse hvordan mit gamle liv var, jeg var kærester med en fyr i næsten 7 år...og det var bestemt ikke guld og grønne skove!

For at gøre en lang historie kort så kom han fra en familie hvor moren gerne stod og lavede 2-3 forskellige retter til aften fordi at alle ikke kunne li det samme alt hvad der hed tøjvask/rengørring/madlavning stod mor for!

Vi flyttede sammen efter det første år og jeg begyndte stille at gå ind i rollen som "husmor" i en alder af 16-17 år...vi fortsatte fra lejlighed til hus og der fik vi hund og kat (som var hans fra starten) og det hele så så lykkeligt ud (ud af til) men inde bag husets 4 vægge var det absolut ikke guld og grønne skove! Hverdagen bestod i at kun jeg gjorde alt det huslige plus at sørge for dyrene...han fik nemlig sit længe ønskede værksted og der foregik hans hverdag efter arbejde...og så kunne alt andet bare stå til i huset...men hvis jeg ikke gjorde noget jamen så var det mig der var doven!

Jeg brækkede så desværre ryggen i maj 2005 og derfra gik jeg sygmeldt uden arbejde i 1 år og der gik forholdet for alvor ned af bakke, når jeg havde smerter og ikke orkede at rende og gøre ren ja så var jeg en doven og useriøs møj tøs! Han prøvede at bilde mig ind at jeg ville ende som bistansbums og aldrig komme i arbejde igen!

Maj 2006 valgte jeg at ta konsekvensen og flytte og få min egen lejlighed, lidt i håb om at forholdet ville glide ud så det var nemmere at gå hver til sit...han gik dog med ideen om at det kunne styrke vores forhold, men efter vores meget kraftige op og nedture og en meget manipulerende hverdag havde jeg et formål med det!

Mellem jul og nytår 2006 gjorde jeg det forbi!

Måske valgte jeg den lette løsning men det var den rigtige, kan sagtens følge dig i at man ved hvad man har men man ved ikke hvad man får, men føl efter hvad du har og om det er godt nok til dig!!! Vi havde det slet ikke godt og vi skændes næsten hver dag over små ting, og han var af en voldig type, så det gik slet slet ikke! Selv min familie og venner havde sagt at jeg burde gøre det forbi for de kunne godt fornemme at det ikk gik godt mellem os, men så bliver man jo meget på tværs at det skal de sgu ikke bestemme og bla bla bla...men sådan blev det, heldigvis!

Det er simpelthen det bedste der er sket for mig!

Line, det lyder som en rigtig træls situation du er havnet i!

Jeres forhold lyder overhovedet ikke sundt - specielt ikke for dig!

Du må virkelig overveje om han er manden du vil være sammen med resten af dit liv (og ikke resten af din hunds...), hvis han er det, så må du tage opgøret, fortæl ham at du ikke vil varte ham op i hoved og r... (måske lidt pænere) at i må deles om opgaverne og fortæl ham at hans opførsel når du er ked af det er fuldstændig som at sparke folk der ligger ned.

Hvis ikke han er manden... så pak dine ting (..og din hund)og kom væk derfra!

Det er ikke sikkert at du vil komme over din mørke-skræk.. men du vil komme til at få det meget bedre med dig selv (og hvem ved måske vil angsten aftage når du igen er tilfreds med den du er)!

Et spark og et held og lykke herfra

Line..

Det er godt at han skriver de ting og ønsker mm. ned på et stykke papir. Men HUSK AT DU SKAL GØRE DET SAMME!!! For det er ikke kun hans ønsker, tanker og ideer der skal tages hensyn til.

DU SKAL TÆNKE PÅ HVAD DU VIL HAVE UD AF DETTE!! han skal så gøre det samme og så kan i evt. sætte jer ned og læse hinandens igennem. Og så tage den derfra..

Ville bare lige minde dig om, at du også skal skrive dine ønsker og tanker ned. Det er ikke kun hans mening der tæller. Det er faktisk mest din, i forhold til DIT liv.

godt at det er 10000000000000 gange nemmere at komme med forslag og ideer til andre end lige en selv. Her sidder jeg og giver dig en masse.

Når jeg ingengang kan finde ud af hvad jeg vil med mit eget mht. forholdet jeg er i pt... Er det ikke typisk sådan noget.

Jeg kan godt sige dig, unge dame, at hvis du havde boet i nærheden af mig, så havde jeg personligt selv hentet dig og taget dig med hjem. Så skulle jeg såmænd nok sørge for at du blev vartet lidt op, og ikke skulle tænke på at gøre det ene og det andet for din (ja du må have mig meget undskyldt) uduelige kæreste!

Ved du hvad! Du er altså et menneske med følelser og behov, og dem skal du godt nok have indfriet. Det er jo ikke fordi du stiller dybt urimelige krav, så hvad er hans problem egentlig?

Da jeg boede hjemme, og min mor var gift med hendes tidligere mand, Claus, da levede vi alle under de samme forhold som du gør nu. Claus var det man kalder en tyran af værste grad.

Jeg husker hvordan jeg kunne krybe helt sammen på mit værelse hvis jeg kunne høre at han nærmede sig, for tænk nu hvis jeg manglede at fjerne en kop, eller havde glemt tørretumbleren eller noget.

Min mor holdt ud længe, men til sidst var hun simpelthen slidt op. Lad det ikke ske for dig Line!

Min mor var, og har altid været, en meget stærk kvinde, så for hende, har det ikke sat så voldsomme spor - bortset fra én ting, der både "jagter" hende og min bror og jeg. Vi frygter altid, fra min mors nye mand, at han bliver vred hvis der mangler et eller andet, eller ikke liiige fik gjort rent et eller andet sted. Jeg frygter det fra min nuværende kæreste.

Jeg ved ikke hvornår det kommer ud af mit system, men jeg kan slet ikke ha' det når du tillader dig selv at blive siddende i lorten.

Det kan godt være den virker rimelig varm og bekvem lige nu, men den bliver altså ulækker og klam inden længe.

Afsted med dig, søde pige, og så kig lidt på dig selv i spejlet og sig: Nøj hvor er jeg lækker!

Du har fundet dig i mere end hvad rimeligt er. Nu skal du ud og leve lidt.

Held og lykke!

Line dog... Uanset hvad du har taget med fra fortiden, og uanset hvad det forhold har givet dig, eller taget fra dig, så er du nødt til at komme frem til sandhedens time. Ikke med ham , men med dig selv.

Mit bedste råd er (Og jeg har gjort det selv, så ved at det ihvertfald virkede for mig. Måske det også gør det for dig. Det ved du først når du har prøvet.)

Sæt dig ned og skriv et brev til dig selv. Fortæl dig selv, hvad der gør dig glad, hvad der gør dig ked af det, hvad dine fremtidsdrømme er, hvem du holder af. Du må gerne skrive "Hvor er du fantastsik Line" eller "Hvor er det bare for meget at du ikke har fattet det Line" Det er fra dig til dig, så ingen kommer i klemme vel? Heller ikke selvom du skriver "Hvor er Anders bare en torsk" for han skal ikke se det. Det er kun dig der skal det.

Dengang jeg skrev mit brev, kom det til at fylde næsten 10 sider... Alle mine tanker og følelser stod skrevet på papir. Men lige efter jeg havde skrevet det lagde jeg det bare væk. Mens jeg skrev det kunne jeg godt se, at der var nogle ting i mit liv som ikke gjorde mig glad. Jeg lavede derfor en liste med positive og negative ting. Du skal først skrive alle de gode ting ved Anders. Alt det som gør at han er sød, og som gør at du holder af ham. Så folder du det sammen og tager et nyt stykke papir. Her skriver du alle de ting ved Anders som gør dig ked af det. Du må gerne tænke over det i flere dage, og tilføje ting på listen, men når du ikke kan komme i tanke om flere ting, så er du nødt til at gå ud fra den med flest punkter...

Det er lidt over et år siden jeg skrev mit brev, og der går længere og længere tid imellem jeg finder det frem og læser det. Men jeg bliver stadig rørt af det. For hvor er det dejligt at have et brev fra en som kender mig så godt. Det er trods alt mig selv der råder mig bedst. Alle de andre kender mig jo ikke halvt så godt.

Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at være noget for mig selv, før andre kunne have en positiv effekt på mig. Man er nødt til at stå ved sig selv før man kan tage imod.

Tusind tanker til dig Line. Håber du træffer de rigtige besluninger som er til din egen fordel.

Du bliver stærk nok min søde - til at gå fra ham - for ALVOR - så løser vi det med hunden. Den kan bo hos mig - til han har forstået at det er DIN hund - og den kan vende hjem til dig.

Ingen skal nøjes. Og ingen skal finde sig i det du gør.

Tro mig - der er mange derude - der er MEGET mere værd.

Og sær - det er du nu ikke. Jeg har mødt dig - og opfatter dig KUN som en rigtig sød og fornuftig - men lidt forsagt pige!

Milla

Der skal selvfølgelig stå "MEGET mere værd end ham"! - Og du har fortjent sådan en!

Milla

... der skal lægges sammen hver morgen, så send ham da ud og købe noget mere tøj ... og lær ham at betjene vaskemaskinen.

Hvis han arbejder fast på nathold, kan han vel sagtens nå at vaske noget tøj, inden han går i seng, eller når han står op.

Hvis han arbejdede om dagen, skulle det tøj han havde på vel heller ikke være vasket og lagt sammen, inden i stod op igen ??

Hold da helt op hvor han udnytter dig !!!

Mvh. Lisbeth

Line, du tager kattene, hunden og hesten, og kommer her over. Vi skal nok få plads.

Det der skal du altså ikke finde dig i søde ven.

Jeg er ked af at sige det, men tror faktisk ikke at det nogensinde bliver meget anderledes.

Jeg var også 9 år sammen med sådan en. Og det var faktisk først da jeg fandt ud af at han var mig utro, at jeg fik taget mig sammen til at smide ham ud.

Og nu ved jeg da ved gud ikke hvad jeg så i ham.

Og nu er jeg blevet så stærk at jeg tør sige det til ham også. Det bryder han sig bestemt ikke om. Men jeg er kold.

Du skal ikke bruge så mange år af dit liv på det. Der er en der elsker dig for lige præcis det du er og indeholder.

Gu skal du da ej nøjes.

Kæmpe kram til dig,

hvad du vil og hvad du bør, er måske to forskellige ting. Men du burde starte med at finde dig en anden mand eller i det mindste forlade den dovne stodder du har dig nu, for han er da ikke værd at samle på. Lad hans vasketøj ligge ad helvede til, bed ham om at ordne kattebakke og gå med hunden når han kommer hjem - giv ham dog noget ansvar eller smid ham ud - du er ikke tjent med den nuværende situation.

Nu har jeg ringet til ham på arbejdet og luftet tanken om jeg flytter, ikke at forholdet er slut, men at vi havde et super forhold da vi var hver for sig, måske det også lykkedes denne gang.

Men allerede der nævnte han at jeg under ingen omstændigheder fik hunden, fik dog luftet tanken at hun måske kunne bo hos mig når han har arbejdsuge...

Jeg tror jeg er ved at være lidt afklaret med tanken om at bo selv, min eneste betænkelighed er at jeg ikke ved hvad jeg gør af hesten, men den største bekymring er jo mit hjertebarn Jessie (hunden)... Kan ikke leve uden hende...

Er hos mine forældre nu, tror jeg bliver et par dage, så ked som jeg er nu, ja så er det nok en meget dårlig idé at være alene...

Tusind tak alle jer der rækker en hånd frem, i skal vide at det betyder verden for mig!

bare der et par dage ekstra, og så se om du ikke kan få nogle gode positive tanker og ideer frem.

Han skal overhovedet ikke true med at beholde hunden. Det fjols.

Hvis du ikke har hende med nu, må du bare hente den når han er på arbejde.

Du må lige holde os opdateret ikk?

Det lyder som om at det er det rigtige du gør, også når du selv siger at du er ved at være afklaret med at bo alene!

og som vipse siger, hvis du ikke har hunden med dig nu så hent den

Hej Line.

Jeg blander mig sjældent i parforholds-konflikter - men jeg kan se - at den er helt gal her!!!

Du nævner hunden - som HAN mener, at han har krav på ... GU' har han ej!

Han bruger den som et magtmiddel!

Han ved - at du er bundet til den - og så rammer han dig dér!

Du skriver selv:

>>> "Jeg tror det bunder lidt ud i som der også bliver nævnt, jeg ved hvad jeg har og ikke hvad jeg får...

Jeg tror at kærlighed og partnerskab er noget man skal kæmpe for, for at det fungerer optimalt, det er bare svært når jeg synes min ene halvdel står stille på det punkt..."<<<

Jamen du har da helt ret! - Men problemet er - at DU alene kæmper for, at det kan fungere - og samtidig træder han på dig, så det klodser!!!

Og så: "At du er sær"???

Du er aldeles IKKE sær!!!

Du er en sød pige, der nærmest er blevet trampet ned under gulvbrædderne lige nu - og læs lige:

DET SKAL DU IKKE FINDE DIG I!!!

Han er IKKE bedre end dig!!!

Han skal IKKE diktere dig - hvad du skal - eller ikke skal!!!

Du skal UD af det forhold - eller stille ham stolen for døren!!!

Du er sq bedre værd!!!

Pyyha ... Jeg blev vidst lidt hidsig - men INGEN (hverken mand eller kvinde) skal lade sig diktere af en samlever!!!

Knus til dig fra

Nina

hej Line..

Du er også mere end velkommen med hesten, skal nok finde plads. ved godt der er små 100 km imellem os..

bare et tilbud..

Håber du finder dig selv..

Et godt forslag ville evt være at snakke med en psykolog.. Man skal ikke være syg i hoved og andre gale ting, for at gå til sådan en..

De kan være rigtig gode.. Så kan du få luftet ud, uden at du skal tænke på om det kommer videre...

Held og lykke og MEGA krammer fra det midt jyske..

Birgitte

Ingen grund til at gentage hvad andre har sagt... Vil dog (også) stemme i med at du trænger til DIT EGET liv, hvor du foretager dig ting DU holder af at foretage dig... Flere herinde har nævnt at du "bare kan komme" (hvor er i forresten bare søde herinde allesammen!! +++ til jer) og Jannie har foreslået lidt tøsehygge - hvilket jeg absolut stemmer i... Der kan jo intet ske ved at prøve, og kan kun skrive stort under på at når først du når til det punkt hvor du indser hvad verden har at tilbyde, og hvordan det føles at være glad i lang tid, så når du til det punkt hvor du bliver VRED i stedet for såret... og så ser situationen pludselig helt anderledes ud...

Tusind tak til jer alle sammen!!!

Min kæreste har lige ringet i pausen og sagt, at hvs jeg tror det er bedst for vores forhold at vi bor hver for sig så vil han støtte mig 100 % OG jeg må få Jessie med mig, som han sagde ordret: "Du elsker hende og kan ikke undvære hende" - "JEG har ikke tid til at passe hende, og det er dig hun bedst kan lide"...

Jeg skal desuden ringe til lægen i morgen omkring psykologhjælp...

Og så skal jeg finde ud af hvad pokker jeg gør økonomisk...

Jeg får efter skattefar har gnedet hænderne 2900 i SU... og en ungdomsbolig koster vel ca. 3000 i husleje...

Kan man søge hjælp nogen steder til dette??

Jeg synes pludselig det lyser lidt...

Han sagde også " Det kan være jeg lærer at værdsætte hvor dejlig du er, når du pludselig ikke er her mere " - "Jeg vil gøre alt for at rede det".

... at hører at det lysner lidt nu...

Og hvor er det dejligt at hører at han nu godt kan se alvoren i det.

Jeg tror at det bliver en rigtig god ide at flytte hver for sig og så se hvordan det kommer til at gå. For det kan jo være at han ændre sig til det bedre og ser hvor meget du egentlig gør for ham derhjemme. Og på den måde kan det være at i kan finde kærligheden frem igen.

For det er nemt for alle andre at sige at man skal ud af det. Man skal bare selv ville det også...

Men mange knus herfra

Vil gerne give jer alle en KÆMPE krammer fordi i hjalp mig til at hjælpe mig selv. I er de bedste.

Hilsen en meget sær, men nu lidt gladere Line, der for første gang i 2 år ser frem til at vågne op i morgen!

hvor er det bare godt at høre line

Og rigtig rigtig GO dag imorgen

jeg håber at du har det lidt bedre, sikken en masse søde indslag...du er ikke alene Dejligt at du kan være hos dine forældre og sove.

Du bliver ikke stemplet hos lægen eller psykologen, de vil vil gerne hjælpe og lytte.

En psykolog sætter tid af til at lytte til dig og man kan fortælle den samme historie om og om igen, uden at tænke på at man er til besvær...

Da min angst var rigtig slem havde jeg en bestemt jeg kunne ringe til og sige" jeg er angst, bare snak lidt med mig" måske kan du bruge din mor? På den måde kan du dæmpe angst anfaldet når du mærker det komme.

Jeg tror at din kærste føler sig magteløs, fordi han kan se du har det svært og han ikke kan hjælpe med din angst, måske er det derfor han bliver "sur" når du ringer i pausen og er ked af det. Fordi han ikke kan hjælpe dig.

Mænd er meget løsnings orienteret, det vil sige at de gerne vil finde en løsning på problemet, og ikke snakke om det.Din kærste lytter sikkert, men kan ikke forstå hvorfor der ikke bare er en "enkel løsning" på din angst og usikkerhed. eks: hvis man slår sig, kan man sætte et plaster på såret og så er den klaret. Men din kærste kan jo ikke lige sætte plaster på, jeg tror at det er derfor han bliver sur og skælder ud. Han er usikker og reager med vrede.

Det hjælper når du selv får hjælp til at sætte ord på de følelser, du bære rundt på, så kan du sige jeg er ked af det fordi... eller at du er vred fordi...

Når man ikke kan sætte ord på sine følelser bliver det et stort rod inden i.

Har du prøvet at din kæste siger:" hvorfor er du ked af det/sur og du svare:"jeg ved det ikke"?? Det er noget mænd ikke forstår og så bakker de ud, fordi de føler sig magtesløse, hvordan trøster man een der ikke ved hvorfor hun er ked af det?

Jeg håber at du får lidt ro de næste par dage, får sovet og talt med din kærste, så i kan få det godt igen

stort knus Noelle, det skal nok blive bedre.

det lyder da rigtig træls line..

ikke for at det skal lyde negativt, men dengang du var ude ved mig, sagde du altid, at du gad fan´me ikke betale en skid til husleje/husholdningen, du ville kun bruge dine penge til hesten. det var anders der skulle stå for det...

hvis jeg sagde sådan til min kæreste at jeg ikke ville betale til det herhjemme, så forventede han nok også at jeg lavede noget mere husligt arbejder end ham, for at opveje det.

nu har jeg også hørt fra "sideveje" af at andres hjælper til derhjemme...

men selvfølgelig passer det det du skriver, så kan du ligeså godt droppe ham helt,for så bliver det sikkert aldrig bedre...

bare lige en lille tanke herfra...

Naja, det er sjjovt du altid finder på noget når folk ligger ned, det jeg sagde da jeg arbejdede hos dig var at anders betalte huslejen da han vidste mine penge gik til vores hest, da jeg så fik arbejde i Merko betalte jeg alt det "løse" såsom mad, oforudsedte regninger m.m.

Hvad du hører af rygter ved jeg ikke, men har du det så godt med rygter hvorfor så ødelægge min dag? Du ved jo helt åbentlyst hvad der foregår bag hjemmets 4 vægge.

det lyder dælme da super! At han selv ligefrem siger ordene - så kan det være jeg kan lære at værdsætte hvor dejlig du er mv - viser osse at han endeligt er vågnet lidt og måske har opfattet det han gør ikk er helt korrekt.

Det er jo rigtig godt.

Held og lykke.

at det lysner lidt for jer (Især dig), for kender ham jo ikke og vi ses jo i Ansager der den 24.

se efter at få givet ham sparket, jeg er sikker på at du nok skal klare dig, og komme ovenvandet, det lyder som om dit selvvære er helt i bund.

der er helt sikkert en derude der vil sætte pris på dig som du er.

jeg har da præsteret at finde en, så så kan du helt sikkert også

og hvem har da givet dig indtryk af at du er mærkelig og ikke kan finde en?? selvfølgelig kan du da det, og vi er mange herude der siger vores mening, så kom bare ud af busken.

det er ikke for at sparke til dig..jeg skriver bare hvad jeg tænker, ligesom du gør i mine indlæg.

jeg skriver bare hvad du sagde dengang, men hvis det har ændret sig, så kan jeg sagtens forstå du er utilfreds.. og så er det med at få rettet på det ellers bliver du aldrig glad..

Hej allesammen, tusind tak for de opmuntrende ord, vi har fået en rigtig god snak, og det hele flasker sig meget bedre.

Den ene kat er netop blevet hentet idag, så mangler jeg bare den sidste og så er der bare mig, Jessie og Anders.

Jeg er skrevet op som boligsøgende og skal ned og snakke om boligsikring m.m. fredag.

Jeg skal endvidere til psykolog fredag og skal have ugentlige samtaler med min læge + psykologen, og så begynder jeg på et nyt behandlingsprogram for min ryg imorgen, det glæder jeg mig MEGET til...

Jeg har det lidt bedre her til aften, manden min er lige kørt hen til en med nogle dvd'er, og for første gang i 2 år ryster jeg ikke af angst, men sidder og krammer Jessie...

Jeg håber i alle vil støtte mig lidt hvis jeg får brug for gode råd og et sidste skub i den rigtige retning...

Tak alle.

Naja: Jeg var meget ked igår, og læste vist dit indlæg lidt mere negativt end det var ment, men gør mig den tjeneste at lægge din mening på facts og ikke rygter, det vil jeg gøre fra nu af og håber du også vil.

(Jeg sletter det i min signatur nu og håber vi kan snakke sammen igen en dag)

mange tak. det er jeg glad for.. perleveninder bliver vi nok aldrig, da vi er for forskellige... men vi kan altid have en god tone imellem os og ikke flere tilsvininger...

men håber dig og kæresten finder ud af det.

Ville bare lige høre hvordan det går med dig??

Ja var det muligt med en lille opdatering.

Jeg er sikker på vi er mange, der rigtig gerne vil vide hvordan du har det.

Hej allesammen.

Jo nu skal i lige få en lille opdatering på hvordan det hele står:

Jeg er pt. på stærk depressions medicin, grunden er at jeg efter jeres "opfordringer" opsøgte lægen+psykolog og blev diagnosticeret som svært depressiv, så der er hjælp på vej på den front.

Jeg bor hos mine forældre og har ikke set Anders i 2 uger andet end et hurtigt: "hej" når jeg har hentet noget.

Vi er stadig kærester/forlovet, og jeg synes det har hjulpet meget at vi ikke bor sammen mere.

Jeg står som boligsøgende sammen med min hund, og kan kun vente på at der snart kommer en god lejlighed til mig...

Alt i alt synes jeg, jeg har det bedre, jeg er naturligvis meget ked/ensom/"bare lad mig dø" agtig, men lægen siger at det delvist er pågrund af et destruktivt forhold og min depresssion, så vi håber alle på snarlig bedring!

Anders tager det pænt, det med vi ikke bor sammen, han er dog sur/skuffet over jeg ikke kommer og besøger ham særlig tit, men det kan jeg ikke rigtig endnu, jeg magter det ikke i mit hoved...

Min mor holder mig under opsyn hele tiden og spørger tit hvordan jeg har det, og hun kan hjælpe, om hun skal lytte - bare det at blive lagt lidt mærke til har flyttet mig kilometer sindsmæssigt...

Jeg går ikke længere med selvmordstanker, men tænker hver gang jeg får det sådan "der ER nogen der vil savne mig" - "hvad skal Jessie gøre uden mig" - "Mor (og far) vil være knust"... Så de tanker ligger heller ikke forrest i sindet mere...

Nu er det mere tanker omkring at jeg trods alle skavanker m.m. er højt elsket.

En lille opdatering herfra og et stort tak til jer ALLE sammen. i var min redning denne gang, og til det er tak kun et fattigt ord.

rigtig dejligt rart høre.

Håber at det fortsætter.

Og selv om det måske føles som om at det går bed af bakken igen, så må du bare lige få luft her inde igen, og så skal vi nok skubbe dig op igen.

Så fik jeg da lige læst en tråd, i sidste øjeblik...

Dejligt at høre, at der er taget hånd om dine problemer...

Held og lykke fremover...

Har først læst tråden nu og jeg må sige at du er sindsygt stærk inderst inde..

Ved af bitter erfaring hvor svært det er at måtte "krybe til korset" og gå den tunge vej til læge osv, for at indrømme at man har mistet overblikket for en stund..

Men det er ingen skam og ej heller et svaghedstegn.. Det er kun de stærke der tør indrømme at de har behov for lidt ekstra opbakning..

Og så må jeg altså bare sige- Hellere undvære end nøjedes.. Jeg er absolut også både sær og umulig og så mange andre ting.. Veninder har jeg ikke ret mange af - af den simple grund at hvis de ikke kan tage mig som jeg er - så har jeg ikke noget at bruge dem til..

Til gengæld har jeg en håndfuld gode venner af hankøn, som til hver en tid stiller op for mig.. Og når jeg engang finder en kæreste igen, så må denne dælme tage mig som jeg er - med skavanker og fobier osv..

Om du skal droppe kæresten helt eller ej, det vil jeg ikke spå om ... Men du bør gøre dig og ham klart hvad du forventer af ham som kæreste.. Du er så stærk når du først får fundet det frem- du kan godt sige fra over for ham.. Du skal blot lære dig selv den rigtige måde at gøre det på og med det rigtige argumenter, så han kan følge og forstå dig..

Glæder mig til at følge med i tråden og se dig komme godt på benene igen.. Du er altid velkommen til at skrive i PB -

Dejligt at høre at du har fået det bedre, og har været ved lægen.

Jeg må virkelig sige, at du er sej. Mange skriver herinde for at få råd, og mange af dem bliver sure over de råd man kommer med. Men du har taget dem til dig, og gjort noget ved det!!

Skulle du falde ned i et hul igen, så skriv endelig herinde, så er jeg sikker på, at de kære hnér nok skal give dig et kærligt spark bagi

Vil lige sige tak for de søde ord, det har virkelig kostet blod sved og tårer, tårer i MASSEVIS at nå dertil hvor jeg er i dag...

Men indtil videre er jeg glad for hvor jeg er nået...

Hvad kærligheden angår så kan kun tiden give svar...

nu har jeg ikke læst hele din tråd, men jeg tillader mig et lille svar alligevel...

For mig lyder det 1) som om du har utroligt mange pligter og et hårdt skema, der kræver meget af dig og 2) lyder det ikke som om det selvsamme skema er helt passende for en ung pige på 20.

Du skal da ikke bare gå rundt og passe huset om aftenen, men ud og møde nogle mennesker.

Holder din skole ikke nogle arrangementer?

Det lyder som om du står i samme situation som en god veninde af mig gjorde med hendes eks. Hendes tilværelse var i meget høj grad indrettet efter ham, og hun havde ikke meget andet i hendes liv end ham og deres hund.

Det med at være speciel er svært, men du må ikke lade det styre din tilværelse. Jeg kender det udmærket selv, men jeg har valgt at få det bedste ud af det, selvom det nogle gange stadig trænger sig på.

Du skal ikke være bange for at trække på din veninde, for jeg tror, hun ønsker dig det bedste, og gerne vil hjælpe dig.

Endvidere kan du måske bruge nogle af de forskellige Internetsider, der henvender sig til folk, der føler sig ensomme? Der sidder folk, der ved, hvad de snakker om, og som kan hjælpe dig. Der findes også arrangementer af den slags rundt omkring.

Bliv ved med at skrive dine digte - de er en fantastisk form for terapi, og når du er kommet ud på den anden side og er glad igen, vil du kunne se tilbage på dem og smile.

Hvis du en dag føler dig for langt nede, må du meget gerne sende mig en PB - jeg tror, jeg forstår, hvad du går igennem.

/Line

Hej Line

Jeg har fuldt med i din tråd, men har ikke kommenteret noget, da der er mange folk der har skrevet til dig. Jeg vil egentlig bare fortælle dig at jeg synes det er rigtig godt gået af dig, at få gjort noget ved det Jeg ønsker dig virkelig held og lykke med fremtiden. Blev helt varm indeni da jeg læste at du var begyndt at gøre noget ved det. Nu jeg bare helt glad på dine vegne.

Mange knus fra mig

Hvor er i søde...

For at besvare lidt det hele..

Det med at jeg ikke ville trække på min veninde, det sagde jeg faktisk til hende, og hun blev RASENDE (på den gode måde) over at jeg ikke var kommet til hende! Nu ringer vi sammen HVER dag og ses hver anden dag ca. hvor vi tager ud og bowler, til forskellige aften arrangementer sammen... HOLD op det har hjulpet mig SUPER meget...

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre uden jer herinde..

Jeg føler lidt nu at selvom jeg er længere nede end nogenside så sidder jeg højt oppe i skyerne, ALLE har bare bakket mig op...

KRAM til jer alle!

En lille opdatering.

Jeg er stadig sammen med hunden på udkig efter den helt rigtige lejlighed.

Anders og jeg taler meget bedre sammen nu, selvom han er noget utilfreds med jeg ikke kommer på besøg så tit...

Jeg selv har det minimalt bedre og er blevet sat op i dosis...

Jeg er begyndt at besøge mine gamle venner igen, og de har taget imid mig med åbne arme! Så det er virkelig så dejligt.

Mange har tilbudt mig og hunden husly hvis vi var interesseret.

Nu mangler jeg kun et hjem til mit hjertebarn Malle på 5 mdr:

- Hvis ikke, må han gerne bo udenfor hos ElseG... Det er en dejlig trøst... Han er bare så dejlig...

Det var lidt nyt herfra!

Jeg har været i dine sko en gang og det bestemt ikke sjovt, eller nemt for den sags skyld, det tog mig 5 år at komme ud af og en depression plus en angst.

Jeg føler mig også tit alene og har ikke haft en kærste i 6 år, det så min egen skyld, jeg har ikke følt mig kærsteværdig -gg-

Og som noget nyt fik jeg at vide jeg har et meget negativt kropssprog (hmm har jeg så ikke hørt før, men det forklare måske ensomheden)

Du skal nok komme op, men du skal ikke kæmpe i det forhold for en hver pris, tit og ofte ender det i den samme trummerum. Så parterapi, når du klar er måske en idé..

Pøj pøj til dig