Er det måske så fordi jeg har omformateret og kun ser den 'normalt' på min egen computer?
Kender I det? Altså når noget slutter, og det derefter føles som et stort, tomt hul fordi det der slutter har været så meget af ens liv, fyldt så meget.
En epoke slutter når en veninde flytter ud af sin lejlighed for at sætte kursen mod Århus - en by hun holder lige så meget af som jeg holder af London. I tre år har hun huseret i denne lejlighed, den vel nok mest omtalte lejlighed jeg nogensinde har mødt. Alle de fester, alle de mennesker, alle de aftener hvor vi har siddet i den hvide sofa og set film som vi har hentet nede i Blockbuster. Vi har utallige gange søgt efter et rigtigt gys, til sidst er det nærmest blevet en joke, intet er for uhyggeligt for os.
Man undres over, hvor mange gange vi har holdt fest i den lejlighed, og vi behøvede ikke nogen anledning, vi behøvede bare os selv og en masse flasker med de flydende væsker, vodka har altid været en klassiker. Så mange kys og kram de sene nætter, væltede drinks, sprængte glas og smadrede cd'er. Vi har nærmest levet i en eventyrlig, fantastisk rus, hvor vi intet har kunnet mærke, vi har været udødelige - lige indtil den næste morgen. Ufatteligt at man har været i stand til at kravle op ad de stejle trapper til anden sal for så at væltede ind gennem døren til denne lejlighed og kaste sig over sengen, sofaen, vores efterhånden helt berømte 'Danmarksmadras' eller bare på gulvet, væltet om i en sand lykkerus og bare lukket øjnene for at glemme det mareridt der snart vil komme når solen kaster sine spæde stråler ind gennem de to smalle vinduer i gavlenden. Det er nærmest et vidunder at man har været i stand til at få grejet en taxa nede fra midtbyen af, fortalt hvor man skal hen og fået betalt, nogle gange har man måske betalt overpris, tallene på de små sedler kan variere meget når øjnene synes at se dobbelt eller mere end det.
Jeg elsker den veninde der havde den lejlighed overalt på jorden, hun har gjort så meget for mig, og jeg ønsker hende kun det bedste. Jeg har aldrig troet, at et menneske kunne betyde som meget for mig, men jeg må tro om igen.
Og ja, det tager kun to timer at køre til Århus, men det er vel de fleste der ved hvordan sådanne ting går med at få det til at passe i kalenderen og med tiden og arbejdet og det hele.
