Som nogen godt ved har jeg mødt manden i mit liv, i Australien.
Og nu, efter laaang ventetid har jeg endelig fået grønt lys fra den Australske ambassade til at tage derover. 
For at gøre en lang historie kort, så blev en veninde og jeg sidste sommer enige om at vi ville ud at opleve noget efter HF eksamen. Vi har begge altid været fascineret af Australien, og besluttede os for at det var da ligepræcis der vi skulle hen.
Da vi ankom til Sydney d. 6 september, var det hele så overvældende. Vi anede ikke hvor vi skulle gå hen eller hvordan og hvorledes. Vi havde allermest lyst til at tage hjem igen den første uge..
Det hjalp heldigvis på det, da vi lærte en masse at kende på hostellet hvor vi boede. Alle var på ligefod med os.
Til hostellet hørte en bar, kaldet Sidebar. Vi var dernede engang imellem, og maan hvor vi mødte mange sjove/interessante personligheder. Det blev dog også til lidt flirteri med en fyr fra canada, men det var ikke den store kærlighed eller noget. (Ikke at jeg overhovedet ledte efter den på det tidspunkt) D. 23. september (ja ja kan huske dato og det hele, hehe) var min veninde og jeg endnu engang på den såkaldte sidebar, og der mødte jeg så Marcel, som så skulle vise sig senere hen at være den store kærlighed. 
Vi skrev sammen et par gange efter den aften, og han spurgte mig om ikke vi skulle mødes.
Men dum som jeg er kom jeg altid med undskyldninger. Mit engelske var ikke særlig godt på det tidspunkt, og så var man vel også lidt genert.
Vi fortsatte skriveriet lidt endnu, men jeg kunne mærke på ham, at han ligeså langsomt var ved at give op, så jeg tog mig sammen og mødtes med ham.
Han hentede mig om aftenen i hans bil og kørte mig ud til Harbour bridge og Operahuset. Det var så smukt og romantisk, ligesom taget ud fra en film. Vi sad der et par timer og snakkede, eller dvs. HAN snakkede, jeg turde stadig ikke sige særlig meget. 
Efter den aften så vi hinanden mere og mere. Min veninde og jeg flyttede ind i en af hans lejligheder, som han lejede ud til backpackers. Eller dvs jeg boede der faktisk kun i kort tid før jeg flyttede ind til ham. Ja ved godt jeg lyder som en skidt veninde, og jeg er meget glad for at hun har været så forståelig. Som sagt, så gør kærlighed blind. Hun fik dog et arbejde og blev rigtig gode venner med de andre piger hun boede sammen med.
Marcel og jeg var nu sammen 24 timer i døgnet. Han betalte alt for mig, mad husly ect, og som tak hjalp jeg ham med at male og renovere en anden lejlighed han lige havde købt.
Det var simplethen så hyggeligt. Vi var sammen 24 timer i døgnet hver dag i 9 mdr, og meget sjældent blev vi uvenner eller skændtes.
Jeg mødte hans forældre som tog imod mig med åbne arme. Aldrig har jeg mødt så fordomsfri mennesker som dem. De behandlede mig som deres eget barn. De inviterede os til middag omkring 2 gange om ugen, og tror det er første gang jeg faktisk har NYDT at spise middag med mine såkaldte 'svigerfærldre'. Alt i alt, skøn og varm familie.
Men så kom tiden, hvor min veninde og jeg skulle til at vende hjem til lille Danmark. Marcel og jeg snakkede meget om hvad vi skulle gøre med hensyn til vores forhold. Vi blev enige om at det eneste rigtige var at vi skulle blive sammen. Så vi begyndte at finde ud af hvilke muligheder vi havde. Vi kom frem til at vi blev nødt til at søge om et prospective marriage visa. Visaet gør at jeg har lov til at være i Australien i 9 mdr og inden for de 9 mdr skal vi så giftes for at jeg kan få lov til at blive der i yderligere nogle mdr, mens jeg samtidig søger om et NYT visa kaldet Spouse visa. Puha.. blev en lang sætning..
Efter jeg var kommet tilbage til Danmark, fik jeg en enorm stor klump i maven. Det var som om jeg manglede den anden halvdel af mig. Det var så svært at skulle tilpasse sig en helt anden hverdag og livsstil igen. Jeg følte mig så ensom og alene.. Heldigvis kom Marcel en uge efter (7 dage er lang tid når man har været vandt til at se hinanden hver dag, hehe)og besøgte min familie og jeg i Danmark. Her sendte vi så også min ansøgning til den Australske ambassade i Berlin om et prospective marriage visa.
Derefter tog vi en måned sammen til bl.a. Sverige, Spanien, Portugal og Holland. Og her blev jeg så forelsket endnu engang.. i ham altså! Det var den fedeste oplevelse nogensinde. Vi lejede en bil i Spanien og kørte hele vejen rundt langs østkysten gennem Portugal og det hele. Bare ham og jeg. Nå, den historie må i nok hellere få en anden gang.. hehe
Marcel tog tilbage til Australien, og nu kom det aller sværeste. Vi skulle vente på at ambassaden ville acceptere visaet. Og det eneste de kunne sige var at der ville gå mellem 2-6 mdr, måske mere.
Jeg har nu ventet i 3 mdr, og det har været det værste mareridt nogensinde. Jeg kan dog berolige mig selv med at nu er det overstået. Nu skal det være. Den 31. oktober 2007 er jeg den der er rejst til Australien, formentlig permanent.
Jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg. Tror bare jeg havde brug for at dele det med nogen. Håber da i kunne bruge det til et eller andet 
Og ønsk mig nu al held og lykke! Er så nervøs for hvordan det hele skal gå. Om jeg kan tilpasse mig i Australien uden at få alt for meget hjemve osv.
Hvis der er andre med lignende historier er i velkommen til at komme med dem.
I kan iøverigt se billeder fra min tur i Australien på www.travellog.dk/louisehh her er der også billeder af Marcel 
Mvh.
Louise
, da muligheden var der.
Hvor længe var i der?