Jeg har været meget syg de sidste tre uger, og har i denne periode flittigt brugt HN. I den periode har jeg lagt mærke til, at der ofte kører en kamp imellem de ”unge altvidende” og de ”gamle gimper”, som altid skal blande sig. Oftest er det en ung rytter som spørger om hjælp, hvorefter de lidt ældre prøver at komme med gode råd. Dette opfatter den unge som personlig kritik og irettesættelser, og så starter krigen. Det har fået mig til at tænke tilbage på min tid som ”ung altvidende”, og jeg kan i dag kun ryste på hovedet, over min opførsel dengang. I dette indlæg har jeg prøvet at forklare hvordan jeg var dengang, og jeg håber at det kan sætte nogle tanker i gang hos andre…

Jeg startede med at få undervisning på en rideskole, da jeg var 10 år gammel. Senere begyndte min veninde også at gå til ridning, og der gik ikke lang tid, før vi fik drømmen om egen hest. Vi plagede vores forældre om at få vores egen hest i flere år, men de havde ikke råd, så svaret var nej uanset hvor meget vi end plagede. Da vi nærmede os 14 års alderen kom drømmen tættere på. Måske kunne vi selv betale for en hest via vores konfirmationspenge, og desuden var vi nu blevet gamle nok til, at vi kunne få et fritidsjob. Vi begyndte at planlægge hvordan det hele skulle foregå, og vi blev efterfølgende fast inventar, i de forskellige privatstalde i omegnen, for nu skulle vi ud at samle på informationer.

Vi var nok ikke ligefrem med til, at skabe den bedste stemning i staldene. Oftest gik vi rundt og sladrede om de forskellige hesteejere, og kritiserede deres måde at ride og passe deres heste på. I bund og grund var vi vel nok egenligt bare misundelige, fordi at vi ikke selv ejede en hest. Vi prøvede selvfølgelig også at samle på gode råd, for realiteten var, at vi ikke vidste noget som helst om hestens pleje, bortset fra den obligatoriske strigling, som man lærer på rideskolen. Men ikke alle gode råd var velkomne. Jeg husker tydeligt en ”gammel gimpe”, som sagde til os at der også skulle være penge til undervisning, mindst én gang om ugen, hvilket vi fandt aldeles dumt, for hvad kunne vi mere lære? Hun fortalte os venligt at man altid kunne lære mere, og at man kunne risikere at indøve forskellige ridefejl, hvis man aldrig fik undervisning. BAH, sikke da en dum snob. Generelt blev vi nok sure og irriterede, når vi fik kastet gode råd i hovedet, som ikke lige passede til vores forestilling om at have hest. Det var især de ”gamle gimper” som kunne bringe vores p.. i kog…grrrr, hvorfor skulle de være så forbandet irriterende?

Den økonomiske del var selvfølgelig en vigtig faktor. I og med at vores forældre ikke kunne hjælpe os, måtte vi klare det hele selv, hvis vi ville have en hest. Vi regnede ud hvad vi kunne tjene,- dengang 1.200 kr. om måneden, og for dette beløb skulle ALT være inkluderet. Vi vidste at den billigste boksplads kostede omkring 800 kr. om måneden, og det var eksklusiv hø og foder. Så var der 400 kr. tilbage om måneden til hø, foder, smed, dyrlæge, udstyr m.m. Efterhånden som vi fandt ud af, hvad det egenligt kostede at have hest, blev vi hurtigt enige om, at 1.200 kr. om måneden ikke var nok. Så fik vi den ”geniale” idé, at vi måske kunne finde en billig staldplads hos en bondemand, som ikke havde så mange faciliteter. Helst et sted hvor der ikke var andre hesteejere, som hele tiden ville blande sig. Vi fandt en ”godt” sted hos en bondemand. Han havde en stald med brede spiltove, som var fyldt op med gammel skrammel, men hvis vi selv ville rydde op, så skulle vores kommende heste være velkomne. Der var ingen fold på grunden, men det bekymrede os ikke, for hestene skulle jo rides hver dag (vi troede at en fold var til for at motionere hesten, når den ikke skulle rides).

Vi begyndte også at læse samtlige salgsannoncer i DBA, for at få en idé om hvad heste kostede. Vi troede selvfølgelig fuldt og fast på, at man kunne få en god ridehest med alt udstyr til 5.000-6.000 kr., men vi blev hurtigt klogere. Hvad gør man så? Ja, vi fik den dumme idé, som tusinder af unge ryttere har fået før os: Vi ville købe en unghest hver, for de er jo så billige, og det er jo ikke noget problem at opdrage og tilride, når man har gået på rideskole. Derudover måtte vi jo prøve at spare på udgifter så godt vi kunne,- billigt hø, billigt foder, ingen hestesko osv. Derudover havde vi læst og hørt en del om, hvor mange kilo foder en hest skulle have, når den havde en bestemt størrelse og skulle rides så og så meget. Vi vidste bare ikke at dette var inklusiv hø,- faktisk vidste vi slet ikke at hø var særlig vigtigt. Vi troede derfor at vores kommende heste skulle have 8-10 kg. havre om dagen.

Det tog os flere måneder at rydde op i stalden, finde arbejde og lægge budgetter, og i mellemtiden begyndte vi at interessere os for drenge, fester, modetøj og hvad der nu ellers hørte med til den alder. Til sidst blev vi enige om, at alt dette ”bøvl” var alt for besværligt, og at vi hellere ville bruge mere tid på alt det sjove ungdomshalløjsa, og så ellers fortsætte på rideskolen. Det var trods alt en del nemmere og ikke mindst billigere. I dag er jeg lykkelig for, at vi ikke købte heste dengang. Tænk engang hvor galt det kunne være gået.

Jeg ved at der findes mange ansvarlige og dygtige hesteejere i teenagealderen, og dette indlæg er ikke ment som en kritik til dem. Derimod håber jeg at de nuværende eller kommende hesteejere, som tror at de ved alt om heste, vil tænke sig om en ekstra gang, når de har læst dette indlæg. For er der en ting som jeg i dag ved med sikkerhed, så er det netop at jeg ikke ved alting, og jeg altid kan lære mere,- og dette gælder for alle. Unge som gamle.

Hilsen HeidiR.