Hunden vogter over madskålen, kødbenet m.m. HundeNyt nr. 6 1999 af Søs D. Jensen
Knurren ved madskåle, kødben, legetøj eller andre ressourcer, som hunden opfatter som vigtige, bliver tit håndteret forkert. Man siger, at det er fordi, hunden vil bestemme, at den er dominerende eller vil højne sin status i flokken. Det vil den ikke. Tværtimod. Hunden knurrer og vogter, fordi den ikke har tillid til os.
Ofte har sådan en hund som hvalp været igennem et "træningsforløb", hvor familien jævnligt har fjernet madskålen, mens dens spiste. Eller taget kødben, legetøjet eller andet fra den. Når den har knurret, har den fået skæld ud eller det, som er værre. "Vi skal jo kunne tage alt fra den, fordi den kan komme til at spise noget, som er farligt for den". Sådan lyder forklaringen altid. Og det er fuldstændig rigtigt, at vi skal kunne tage ting fra vores hunde. Men dette "træningsforløb" er den direkte vej til et alvorligt adfærdsproblem, som i hvert fald kan ende med, at hunden bider. Når en hund tilstrækkelig mange gange har fået skæld ud for at knurre, forsvinder denne adfærd, og hunden bider 'uden varsel'. Den må jo ikke knurre og kan derfor ikke advare først.
I naturen respekterer alle uanset rang, når et flokmedlem har et ben eller en anden ressource. Kun i situationer med stor mangel på føde, kan et medlem med højere rang finde på at bruge sin dominans til at tage noget fra et medlem med lavere rang. Det er derfor meget unaturligt for en hund, at vi tager noget fra den uden at give den noget andet.
Vi skal lære vores hunde, at vi ikke udgør en trussel. Mens hunden er hvalp, laver du en masse bytte-øvelser med den. Byt det stykke legetøj, den leger med, med et andet, som den har lige så meget lyst til. Eller en lækker godbid. Byt benet med et andet lækkert ben. Hav den regel, at du ALDRIG tager noget fra hvalpen, uden den får noget igen, som den lige så gerne vil have. Den regel skal gælde resten af hundens liv.
Også situationen med madskålen skal trænes. Gør dit ophold ved hundens madskål til noget rart. Sæt dig ned ved siden af den, mens den spiser. Brug dæmpende signaler som at smaske, kigge væk fra. Af og til lægger du en godbid ned i madskålen. På den måde bliver hunden vant til, at du rækker ud efter skålen. Når du senere skal fjerne noget mad fra den, har den tillid til, at den får noget andet godt i stedet.
Når du skal træne situationen med kødbenet, kan du sætte en snor på hunden, så den ikke kan løbe sin vej med benet. Giv den kødbenet. De første mange gange sidder du bare ved siden af den og er fuldstændig uinteresseret i kødbenet. Du skal sidde med siden til hunden og smasker, kigger væk m.m. Når den er tryg ved det, begynder du at kæle med den. Start bagfra og brug rolige bevægelser. Efterhånden, som din hund slapper af, kan du flytte hånden længere og længere op mod dens hoved. Til sidst kan du bytte kødbenet med noget, som er lige så interessant for hunden.