Så er det ved at være en måned siden; link til forklaring . Jeg sidder her og tænker, at når I bare var sådan en stor hjælp for mig, så skal de af jer, der evt. skulle være interesserde også have en opdatering herfra.
Kort fortalt er det næsten en månede siden nu, at min (x)kæreste på vores ½ årsdag i en sms skrev til mig, at han ville stoppe forholdet...
Og jeg er da helt klart kommet et skridt videre, ingen tvivl om dét! Men pyh, det har eddermagme været en kamp, og det er det stadig. Han bor jo stadig her i byen, så jeg kan ikke forlade min lejlighed uden inderst inde at være hunderæd for at møde ham.
Men altså, jeg har været virkelig, virkelig, virkelig langt nede. Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig, og selvom jeg synes han er en kæmpe idiot, går der ikke ét minut uden jeg savner ham. Hver eneste dag overståes slavisk med tusind gøremål, for hvis jeg bare sætter mig ned i 10 minutter og laver "ingenting", så er den gal. Jeg går i skole, cykler 15 km hver dag ud til Tulle og bruger den resterende tid med veninder eller knoklende nede i fitnesscenteret. Det er en befrielse at stresse sig selv, for der er slet ikke tid til at tænke på ham.
Det værste er næsten når jeg vågner hver morgen. For jeg har altid været så "heldig" at drømme rigtig meget - og jeg drømmer om ham hver eneste nat. Jeg drømmer at vi finder sammen igen... Nyforelskelsens sommerfugle blafrer rundt i hele min mave når jeg vågner fra sådan en drøm, og når jeg så kigger mig omkring, ligger der bare ikke andre end min kat ved siden af mig. En anden ting, som er rigtig styg, er bevidstheden om, at han render i byen og morer sig ustandseligt. Jeg begik den fejl forrige uge at sige til ham, om han ikke nok ville fortælle mig, hvis han havde været sammen med en anden. Det havde han, og jeg kolapsede nærmest på gulvet. Jeg kylede min computer over i sengen, og græd og skreg og hylede. Det gjorde SÅ ondt indeni, for jeg gik jo på det tidspunkt stadig i det uendelige håb om, at han ville fortryde, og komme tilbage til mig. Fra den dag blev jeg så afsindigt gal på ham. Jeg synes han var SÅ ulækker, og forstod slet ikke, at jeg havde spildt et halvt år af mit liv på ham. Nogle dage senere havde min veninde og jeg været i byen, og sad nogle dage efter og kiggede på billeder fra diskotekerne i byen. Selvfølgelig viser det sig, at han har været på samme diskotek hele natten (mødte ham gudskelov ikke), og han sidder på billedet klinet op af en ... @!#$ ... pige.
Jeg formåede jo i øvrigt at smide en 6-7 kilo, som jeg temmeligt hurtigt har fået på mig igen (øv 
)... og jeg gik også nogle dage i den største frygt om at være gravid, hvilket en test gudskelov fortalte mig, jeg ikke var. Tegnene må have været stress osv.
Nå, men jeg var jo så i byen der sidste weekend, hvor jeg sådan set mødte en helt flink gut. Han er så lige 4 år ældre end ekskæresten, og færdiguddannet ejendomsmægler. Vi har mødtes siden, og skal ses igen - og tro mig, han har fået hele smøren, og jeg har været rigtig ynkelig... Men af uforklarlige grunde er der ikke noget han hellere vil, end at holde om mig når jeg er ked af det, og være der til at snakke med mig, hvis jeg har brug for det. Så det er altså ret meget på venneplan og stille og roligt 
Det er rart, det er lidt spændende, og det er i dén grad bekræftende.
Ekskæresten har så gennem det hele været lidt af en idiot. Men det siger måden han gjorde det forbi nok ganske tydeligt. Siden har vi mødtes to gange, som jeg vist begge har skrevet om i det gamle indlæg. Men selvom han er en idiot, er jeg jo desværre stadig syg efter at få ham tilbage - indrømmet! I hvert fald i "perioder". I ved, når man lige hører en dum sang, som vækker minder eller lignende... Men i hvert fald, har han været skiftevis kold og skiftevis halvvejs fortrydende, og det har eddermagme været hårdt. Pludselig sætter han sig for at ignorere mig fuldstændigt, og pludselig græder han fordi han savner mig. Generelt er min opfattelse dog, at han har drukket sorgerne væk, og jo så været sammen med nogle piger også.
Forleden dag skriver han så til mig, og vi snakker lidt sammen. Han spørger om jeg er sur på ham, og jeg svarer, at næh...det er jeg sgu egentlig ikke. (Han hentydede til efter den dag, han havde fortalt, at han havde været sammen med en anden pige i byen)... Jeg skriver, at det havde været hårdt at se ham komme videre - men nu var jeg efterhånden selv ved at komme videre, og det var rart. Så kom han op på dupperne, kan I tro! Om jeg havde været sammen med en anden da??? Om jeg allerede havde fundet en ny??? Hvem det var??? Osv... Jeg skrev stille og roligt, at jeg så en anden, og det var rart, og det hjalp - men ingen kærestetitel på det endnu overhovedet. Han skrev så til mig, at han ville stoppe med at sige noget nu her, for ellers fik han sagt noget meget meget dumt. Og så har jeg egentlig ikke hørt fra ham siden.
Hmm... Men ja, videre er jeg da kommet, men ind i mellem føles det sgu godt nok som om det er ét skridt frem, og to tilbage. Det er et helvede. Jeg holder mig oppe ved at lave alt muligt, og lade være med at tænke på ham. Når den er helt gal, ligger jeg og bilder mig selv ind, at alting er som før - han sidder hjemme i sine forældres hus, og ligeomlidt ringer han og siger "Hej min søde skat, må jeg ikke komme og holde om dig i nat?". 
Og JA - jeg tuder nu. Kan dårligt snakke om ham, uden at tude. Havde jeg skrevet indlægget her på et hvilket som helst andet tidspunkt, havde det måske været helt anderledes... mere i stil med "MÅ HANS RØV KLØ, OG ARMENE VÆRE FOR KORTE" - I ved.
Det kan godt være, det virker forkert, at jeg ser en anden, når jeg stadig er møgforelsket i min ekskæreste, og til hver en tid ville fare tilbage til ham, hvis han gav mig chancen (suk, burde jeg ikke - jeg ved det også godt). Men jeg vil godt understrege, den nye gut VED at jeg har det sådan.. og vi har jo ikke været sammen på dén måde heller.
Nu tror jeg lige jeg vil sidde og minde mig selv om, hvorfor det er, at min ekskæreste ikke fortjener mig en skid! Så kan dagen startes, og jeg kan komme igang med de mange gøremål. Skal i øvrigt vist nok i byen i aften, så jeg krydser fingre for, at jeg undgår at møde eksen, selvom det nok er lidt optimistisk.
og han indrømmer da også at han savner mig og stadig er meget meget glad for mig osv...og det gør det jo heller ikke nemmere for mig...hmm...og jeg er klar til at hoppe i med begge ben igen til hver en tid hvis han fortryder!!!
Syns det lyder til du klare det rigtig flot, og tror da at det er naturligt at håbe endnu...men det er nok bare i en periode det er sådan måske hmm... 
