For det første, er det med garanti et meget meget naturligt moment at skulle igennem. Det der med at overveje hvad ens kære egentlig "laver" nu hvor han/hun ikke længere "er". Sådan, rent fysisk.

Jeg tror på, at det bedste ville være, hvis man selv besluttede det. Ganske simpelt. Personligt tror jeg, at man går over på den anden side. Hvordan der er, ved jeg heldigvis ikke endnu, men jeg er sikker på, at det er et pragtfuldt sted, hvor man møder alle dem man selv savnede mens man var på jorden rent fysisk.

Samtidigt, tror jeg at man som død, har mulighed for at besøge de efterladte fra tid til anden.

Kort tid efter min bedstefar døde (det tog meget hårdt på mig), drømte jeg om ham flere nætter i træk. Det var ikke sådan nogle usammenhængende drømme, der ikke gav mening, men derimod havde vi i mine drømme en masse lange samtaler hvor vi netop snakkede om hvor han egentlig befandt sig og hvad der foregik.

Jeg husker ikke hvad han fortalte, præcist, men jeg havde det langt bedre når jeg vågnede. Jeg har siden ræssoneret mig frem til, at han rent faktisk besøgte mig. Det var ikke en drøm som sådan.

Udover det, har de mennesker der har oplevet at være døde i nogle minutter, som du selv nævner, som regel beskrevet disse oplevelser som utroligt smukke. Så mon ikke det generelt er smukt at gå over på den anden side? Det er jeg sikker på!

Og nu synes jeg du skal høre noget min mor fortalte mig, da jeg efter tabet af en dejlig ven, der døde alt for tidligt som 19-årig ved en drukneulykke, begyndte at tvivle på Ham Deroppe!

"Det er ikke Gud, der skubber os af pinden, men han griber os inden vi rammer jorden".

Jeg synes det er virkelig smukt, og garanteret også rigtigt. Hos os, er vi ikke meget kristne, men vi "tror" alligevel. Jeg er meget kristen, men på min helt egen måde. Jeg har læst biblen, men jeg tror ikke på alle historierne. Jeg tror på Gud på den måde der virker for mig! Og det tror jeg faktisk også er meningen med det hele.

Noget helt tredje (jeg bliver ved, jeg ved det godt ) er, at jeg lever efter udtrykket: "Alt sker af en årsag". Jeg er overbevist om, at hvis ikke din far havde givet slip på det tidspunkt han gjorde, så havde han skulle igennem noget langt værre. Tankegangen kan virke bisær nogle gange, men jeg finder den meget hjælpsom, når jeg mener at noget er virkelig uretfærdigt.

Jeg håber du får det bedre og bedre for hver dag. Jeg er slet ikke i tvivl om at din far smiler til dig hver dag

vickie85 (Don): Det må have været fantastisk at opleve "et besøg" fra din bedstefar. Altså det må være dejligt at kunne få brikkerne til at falde på plads med dine drømme.

Jeg føler bare ikke, at jeg kan mærke min fars tilstedeværelse, som man har hørt fra andre, der har mistet.

Jeg føler ikke, jeg kan sige, at han er ved min side. Jeg ved det er frygteligt, men jeg føler bare at han er HELT væk.

Nok derfor jeg spekulerer rigtig meget over, hvad der er sket med ham på den anden side.

Tusind tak for dit svar

Vickie - Hvor er det smukt skrevet!

Jeg tror når man engang går bort, så kommer man over regnbuebroen. Faktisk så hjalp det link med regnbuebroen mig utrolig meget igennem sorgen efter Samson, Mille og Hans. (Hest - Hund - Hund) Jeg ved godt det lyder fjollet, men jeg kan heller ikke klare tanken om, at man er slukket og sort som en telefon uden strøm.

Mia - Det gør mig utrolig ondt med din far - jeg kan sætte mig ind i din smerte, jeg frygter selv utrolig meget at miste min far eller mor, men når det sker, så kommer de et bedre sted, det er jeg sikker på.

Som min far sagde til mig i vinters. : "Mette - når jeg er engang smider mine kort - skal du ikke være ked af det - jeg har haft et godt liv."

Det kan få mig til at vræle bare ved tanken, men han har jo ret. Og den sætning vil jeg huske den dag han går over regnbuebroen.

Knus Mette

det var vel nok træls..:( ved ikke hva jeg skulle gøre uden mine forældre...

jeg mener, at man bliver genfødt i en anden person når man dør...

ihhh det er sgu synd for dig at du har mistet din far i sådan en ung alder... jeg vil råde dig til at gøre alt for at bearbejde din sorg.. giv dig selv lov til at tude og være ked af det i lang tid efter for det har du brug for... mht nærdødsoplevelser så synes jeg kun at man hører at folk siger det er en "flot" og fredfyldt oplevelse... jeg er sikker på at din far sidder og kikke på dig oppe fra en lille sky og er stolt af sin datter!

knus fra mig...

Det er jo faktisk et dybt interessant spørgsmål, hvad der i virkeligheden sker, når vi er gået bort.

-Dybt interessant, fordi ingen ved det .

Og dog er der nogle personer, der har været rigtig tæt på (Nærdøds oplevelser), og nogle som påstår de er i kontakt med de døde, og derfor har lidt indblik i hvad der sker.

Hvad der sker, er ikke noget der optager mig i hverdagen, men når man som du har mistet en ganske særlig person, så bliver det jo lige pludselig dybt relevant.

Jeg så engang et interwiew i et ugeblad (Familie journalen eller Ude og hjemme), om en præst, der havde skrevet MANGE bøger basseret på virkelige hændelser, med nærdøds oplevelser. -Han havde gennem mange år interwiewet folk der havde haft en nærdøds oplevelse. Han havde som præst også siddet med ved rigtig mange dødsfald, og kunne derfra også berette om mange "sjove" ting.

-Alt sammen noget der "signalere" at der er "noget" efter døden.

-Det er en dansk præst, så måske man kan google ham?

Jeg læste engang for nogle år siden, en bog (Faktisk to) skrevet af Marion Dampier Deans (Tror jeg nok hun hedder... i hvert fald noget ala det).

Hun hævder at have kontakt med de døde, og er et af englands mest anerkendte medier.

-Det var ret god læsning, og måske hendes bøger kan give dig lidt svar?

Nogle mennesker har svært ved at bryde ud af deres sorg. Tror du på aura? Jeg tror nemlig på, at der skal gå en rum tid, afhængig af hvor dyb sorgen er (og den er selvsagt meget dyb i dit tilfælde), før du vil opleve at kunne fornemme din far. Det kræver formentlig også en vis selvforståelse at vide at nogen "er der".

Du kan sikkert godt være for optaget i din egen process, og den er virkelig vigtig, til at kunne fornemme noget andet.

Giv det tid Du skal nok finde en forståelse inden alt for længe, og når den tid kommer, falder dine skuldre helt på plads igen. Lige nu sidder de oppe om dine ører, men de falder dog lidt for hver dag der går. Du skal tage dig af dig selv, før du kan koncentrere dig om noget.

Som Yiip siger, skal din sorg bearbejdes Hvordan den bliver det, finder du selv ud af, for du er den eneste der kan vide det.

Stort knus!

MetteSamson: Mange tak!

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din far så tidligt.

Sidste sommer mistede jeg min mor, og derfor vil jeg lige sige, at det tager tid at komme over. Én sagde til mig at man ikke kommer over det, men man kommer videre. Forstået på den måde, at man jo aldrig glemmer sine nærmeste, men på et tidspunkt holder man op med at sørge intenst. Det tager bare pokkers lang tid og det skal tage den tid det tager.

Jeg kan også godt fortælle dig, at jeg heller ikke mærker min mors tilstedeværelse, selvom selv samme person har opdraget mig til at tro på den slags. Dog er hun der jo. Jeg har hendes blokfløjte, lige nu har jeg faktisk hendes bukser på (lyder det markabert? jeg synes det er hyggeligt) og jeg fik alle hendes noder, sanglege m.m. efter hun døde. Dermed lever hun videre gennem mig, for det er de sange hun spillede med sine elever, som jeg kommer til at spille med mine elever. Det er den kærlighed hun gav mig, jeg kommer til at give videre, hvis du forstår.

Jeg googlede lige en dame, jeg mener hedder Hildegard, som jeg havde om i filosofi ang nærdødsoplevelser. Hun havde samlet en masse observationer fra folk, gennem sit arbejde som sygeplejerske, men det er er Hildegard von Bingen, der kommer frem på alle siderne og hun levede i middelalderen, så det er ikke hende. Dog fandt jeg denne side www.selvet.dk/front/ index.asp?action=links...&CatID=283

Hvor der, hvis du kører lidt ned på siden, er en masse om nærdødsoplevelser.

God vind med at komme videre, jeg håber livet giver dig de bedste chancer for at hele igen.

Tak skal I have alle sammen.

Jeg ved også godt, at min far var meget stolt af mig, og han elskede mig utrolig højt.

Jeg føler bare at det er ukorrekt, at han er et bedre sted nu, da vi virkelig ELSKEDE vores liv før. Min far var en livsnyder med stort L. Han nød hver evig eneste dag, og han elskede sgu livet og satte pris på det.

Det er bare så svært at acceptere, når det kom uden varsel pga. en frygtelig ulykke, hvor han døde på stedet. Ingen af os var forberedt, så jeg håber bare, han har det godt. Jeg håber bare så inderligt, at han er her et sted/ på den anden side og har det godt.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor lige den mand, som elskede livet aller mest, skulle fjernes herfra på sådan en ubarmhjertig måde.

Jeg ved det lyder hårdt og brutalt, men hvorfor kunne det ikke have været én af alle de MANGE mennesker, som alligevel render rundt og HADER det hele, hvorfor det ikke kunne være én af dem, som tog min fars plads.

Selvfølgelig nytter det ikke noget at have disse tanker, men de kan desværre ikke undgåes.

anima: Tak skal du have!

vickie85 (Don): Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har sat mig ind i alt det med aura osv. ..

Men du skal have tusind tak.

Jane Ø: Det gør mig ondt at høre med din mor.

Ja, man kommer aldrig over det at miste en af sine nærmeste, men man kommer videre. Det har du fuldstændig ret i. Eller det er i hvert fald også det, jeg har fået at vide af folk. Lige nu er det hele dog så tæt på, så jeg kan ikke se håb for enden af kikkerten, men det håber jeg med hele mit hjerte, at det kommer en dag.

Man må have de føle de følelser og tænke de tanker man nu engang har. Det må du give dig selv lov til. At de ikke er nyttige laver ikke om på, at det er sådan du har det. De forsvinder af sig selv, når du er færdig med dem.

Jeg glemte lige at skrive noget jeg også lærte i føromtalte filosofilektioner: Når man dør, bliver liget lettere, det skyldes forskellige fysiske ting, som jeg ikke fik med i notaterne. Dog er der altid 21 gram, man ikke kan forklare

Nej jeg mener heller ikke aura i en overnaturlig forstand. Men billedlig talt, kunne du måske forestille dig, at din sorg havde en for tyk/stærk "aura" til at du kan se andet lige pt.

Det var mere sådan i overført betydning

Hvis det gav mere mening.

vickie85 (Don): Så havde jeg misforstået dig Tak for nærmere forklaring, så forstår jeg bedre.

Du skriver :

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor lige den mand, som elskede livet aller mest, skulle fjernes herfra på sådan en ubarmhjertig måde.

Nej, det giver absolut heller ingen mening, men jeg hørte engang noget meget smukt, netop taget ud af en sådan sammenhæng: "Gud kalder altid de bedste engle hjem først."

-Ved ikke om det er noget volapyk, for selvfølgelig retfærdigør det jo ikke, at din far blev revet væk i en så ung alder. -Men det er vel det nærmeste man kommer på en forklaring.

anima: Det lyder jo meget smukt . Men man finder i hvert fald hurtigt ud af, hvor hurtigt og drastisk livet kan forandres.

Du har været udsat for et dybt smertefuldt tab - og du er ganske ung - alt for ung til at miste din far! Jeg kender lidt til sorgens forskellige faser - og det du oplever lige nu er helt - hvis man kan sige det - normalt!!

At miste en så nærtstående kan være så ubærligt. Smerten og sorgen føles fysisk, den gør ondt i kroppen og hjernen arbejder uafbrudt med den.

I de første faser har man utrolig svært ved at forstå og erkende, hvad der er sket og man vil ofte have en søgeadfærd, d.v.s. man "leder" efter vedkommende - kan ikke forstå, at han/hun er helt væk og derfor ofte vender blikket mod spirituelle løsninger - at han/hun stadig findes et sted - og at han/hun "kommer på besøg" eller kan kontaktes.

Hvor vidt dette er rigtigt, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, blot at det er en helt naturlig sørgeadfærd. Bl.a. det du beskriver i din drøm, at du har samtaler med din far, hvor han er, viser hvor stærkt det påvirker din bevidsthed.

Senere hen kan smerten blive endnu dybere - og man har utroligt behov for at snakke om vedkommende, tale med folk, der kendte ham/hende, snakke om begivenheden, der ledte til døden, igen og igen og igen - og det er meget vigtigt, at DU har mulighed for dette sammen med familie og gode venner/veninder. Det er hvad man kalder bearbejdelse og det er den, der skal hjælpe dig videre.

Efter ca. 1 år eller 1½ begynder man at nyorientere sig - d.v.s. man begynder at åbne sig mere overfor verden, interessere sig for andre ting, tabet fylder knapt så meget i hverdagen, som det gjorde før.

Man kan sige at hele processen er at sammenligne med en sårheling. Selv om såret lukker, vil der altid være et ar - men et ar, som er til at leve med. I starten føler man ikke, man nogensinde vil kunne leve med tabet. Men det er vigtigt, du får hjælp til at snakke, snakke og snakke igen og igen - og få god støtte af din mor og familie til at komme igennem de forskellige faser, som de selvfølgelig også skal igennem. Og så få grædt alle de mange tårer, du overhovedet kan.

Hvorvidt der er noget efter døden - jeg ved det ikke - jeg ved godt, det er dét du spørger om - og jeg kender ikke personligt til det, udover hvad jeg har læst i artikler og bøger. Alligevel har jeg tilladt mig at skrive, hvad jeg skriver til dig - for at hjælpe dig i en meget, meget svær situation.

Stort kram til dig

Sys

Jeg var på 17 år da min min pga et hjertestop kørte galt. Han var "død" i ca 15 minutter.

Han har fortalt mig at han først kom gennem en sort tunnel og gennem en port og så ud i et meget stort lyst "rum".

Mere kunne han ikke huske og jeg kan desværre ikke spørge ham mere da han er gået bort for 10 år siden da jeg kun var 19 år.

Det er meget ubehageligt at miste en man har så nær.

Men hvis jeg var dig ville jeg snakke med alle om det. Der er desværre alt for mange som er bange for at snakke om døden. men giv dig selv lov til at snakke. Besøg din fars gravsted snak med ham. Fortæl ham hvad du har lavet. Snak med ham når du er i sorg eller når du bare har brug at der er nogen som kan lytte.

Det lyder måske lidt tåbeligt men det hjælper.

Jeg har altid været fars lille pige, så det var mega hårdt at miste ham i så ung en alder...

har selv mistet, og må sige nu 4 år senere er det stadig i mine tanker daglig, og jeg leder stadig efter svar, men den kvældende fornemmelse en sådan sorg har, den er begyndt at forsvinde. dem der har sagt det ikke går væk men bliver til at leve med har ret, men det er en lang process og du er nød til at tillade alle de forskellige følelser du får.

drømrte også om min kæreste, gør det stadig, og vil nok ikke stoppe det.

jeg håber der er noget efter døden og jeg tror på man bliver genforenet med sine elskede, de venter på en når vi går herfra

jeg var 19 da min far døde - han blev 42...

Han troede ikke på et liv efter døden, men at man lever videre igennem sine børn.

Hans overbevisning var, at der skal noget fantastisk og dejligt til at lokke sjælen fra livet, og derfor oplever man "lyset" og afdøde der tager imod en, når sjælen giver slip.

Min overbevisning er at det man tror på - det er det der sker efter døden.

Jeg har følt nærhed med dybt savnede afdøde personer - men aldrig min far.

Jeg mener personligt at man aldrig må miste troen. Man behøver ikke tro på gud og paradiset, man kan nøjes med at tro på, at der er ET eller andet efter livet.

Venligst og kondolence fra Christine

Min farfar var død i et par minnutter de gange han havde hjertestop. Han sagde altid at der var den samme tunnel med lys for enden.

Hvis du vil vide mere er der en bog der hedder: To Hell and back. Den handler om nærdødsoplevelser.

Kan ikke huske hvad forfatteren hedder.

Hilsen

Mary

Det vides ikke men har en tyrkertro på, at der er mere, og tro kan som sagt flytte bjerge.

Jeg oplevede den der tunnel med dejligt lys for enden som barn. Jeg skulle hjem og har aldrig følt så stærk en drift for at tage et sted hen. Det var kun min egen beslutning om, at det var alt for tidligt der fik mig tilbage i min egen krop igen.

Men oplevelsen har gjort, at jeg absolut ikke er bange for at dø mere. Jeg skal jo bare hjem ...Er mere bange for evt. smerter før. Oplevelsen har gjort,at jeg nyder hvert øjeblik hernede og takker for hver dag, dem jeg møder og alt det jeg oplever både godt og ondt. Opfatter livet som en læringsproces til jeg skal hjem igen.Er ikke religiøs i nogen religionforstand, men tror ikke det er slut... og hvis det skulle være slut... nå ja, så er man jo ikke, til at bekymre sig.Så hvorfor fylde sit liv ud med det.

Min mor døde for 14 dage siden...43 år gammel.

Det er SÅ forfærdeligt men og så så uvirkeligt!

Det er stadig ikke rigtigt gået op for mig endnu,har taget mig selv i at jeg var ved at ringe til hende op til flere gange...

Jeg har altid været meget bange for at dø - En dag aftaler min mor og jeg, at hvis hun dør før mig skal hun give mig et tegn, så jeg ved at hun har det godt, men og så så jeg ved at man ikke bare dør og så er alting væk- slut! Det var nemlig det jeg var bange for at komme til. Min mor ville selvfølgelig ikke at jeg skulle leve i frygt, så vi lavede denne aftale. Hun skulle give mig tydelige tegn, men der er desværre ikke kommet nogle..

Men måske hun først lige skal på plads? Min hjerne arbejder på højtryk, for jeg vil så gerne vide mig sikker på at hun har det godt, og at hun kan se mig- måske passe på mig. Jeg er ikke religiøs eller noget. Men der må være en mening med at vi skal igennem så mange ting i dette liv- Der må være en mening!!!

Jeg kondolere.. Kram herfra

Har sendt en pb

I skal have tusind tak alle sammen for jeres svar. Det varmer.

Det gør mig også ondt med alle jer der har mistet.

Livet kan desværre alt for hurtigt blive forandret!

hej Mia...Jeg er ikke kristen og tror derfor ikke på alt det der med at man kommer i himmlen... men jeg tror at døden er forskellig fra person til person..., jeg ved ikke hvad der ville ske og hvis jeg gjorde kunne jeg sikkert ikke svare dig... hehe...

Nærdødsoplevelser kan du bla. læse om i et par "gamle" bøger af Raymond A. Moody. "Livet efter livet" og "mere om livet efter livet". Du kan nok finde dem på biblioteket.

og jer andre, der har mistet. Jeg føler med jer og håber, at I kommer hele igennem sorgen.

Min farmor fik på et tidspunkt et hjerteanfald, hvor hun vist nok var ved at dø. Hun sagde bagefter, at verden blev mere og mere tåget, og at der var en dejlig fornemmelse. Hun sagde også at "Hvis det er sådan at dø, så er jeg ikke bange for det".

Jeg ved ikke, hvor vi kommer hen, når vi er døde. Jeg hælder mest til, at vi er væk. Men jeg tror på, at når min farmor (som er den, der er tættest på, både at dø og på mig) dør, så vil jeg stadig kunne snakke med hende - for jeg vil bære hende i mig, og da jeg kender hende godt, vil jeg også kunne bede hende om råd og få svar.

mvh. tina

For mange år siden havde vi en beslagsmed der på et tidspunkt var meget tæt på at dø. Han fortalte at han gik gennem en mørk tunnel og for enden var der lys og roligt. Bag ham kunne han høre hans famile tale til ham, men det var tilbage i mørket - det var nemmest at gå mod lyset. Han valgte dog at "vende om" og tage den lange vej tilbage til livet.

Efter dengang sagde han altid "det var før jeg døde" hvis han fortalte om noget der lå længere tilbage. Men han var ikke bange for at dø efter den oplevelse. Desværre måtte han give op alt for tidligt i en alder af 62 år.

Der er åbenbart flere der har set tunnellen så der må være noget om det.

I stedet for at tænke på det man ikke nåede skal man fokusere på de gode stunder. For flere år siden mistede en familie deres dreng på 6 år i en busulykke. De tog ud og snakkede med de andre tilskadekomne fra ulykken. De var naturligvis meget kede af at have mistet drengen, men de var lykkelige for den tid de havde haft ham. Det var deres måde at bearbejde sorgen på.

Jeg mistede minfar for 24 år siden da jeg var 7 år. Han havde kræft og døde da han var 32. Dengang tyssede man det ned og jeg fik først bearbejdet min sorg da jeg var 16-17 år.

Giv dig lov til at sørge og din far skal nok kontakte dig, hvis han mener du har behov for det.

Katrine

Det gør mig ondt med din far..

Nærdøds oplevelser kender jeg desværre intet til.. men jeg kan fortælle hvad jeg selv tror der sker med de døde.

jeg tror at når vi dør så "flyver" det inderste af os op i himlen.. alle døde fylder ligesom luften ud.. de er overalt, og derfor kan din far også se dig.. hvorend du er, du kan bare ikke se ham.

jeg tror ikke man bare er slukket når man dør, kroppen er død, men sjælen og alt det man var, det er her jo stadig, det er i dit hjerte og i luften omkring dig.

Det hjælper mig at tænke og tro sådan, når jeg tænker på dem af mine der er døde.. at de er i den luft jeg indånder, og derved forsvinder de aldrig nogensinde.

Mette

kære Mia-musen og jer andre som har mistet en kær...

Som clairvoyant har jeg rigtigt mange oplevelser omkring det i spørger til og går med tanker om. Om der findes et liv efter døden... Det gør der! Jeg har siddet med virkeligt mange klienter foran mig, som har fået en hilsen fra deres søn-far-ven-kæreste-endda en beboer fra et plejehjem... Der har sjældent været store budskaber i deres hilsner, men mere kærlige hilsner og beviser på, at det virkelig ER dem som er der. Det kan f.eks. være de viser mig, små særlige kendetegn de havde fysisk, eller noget sjovt de plejede at vise sig med, måske en fjollet hat de har haft på ved en skør lejlighed, osv osv osv...

En kvinde kom hos mig, uden jeg vidste hvad som plagede hende.. kort efter hun satte sig, mærkede jeg at hendes søn på 19 år, var død fra hende, omkommet i en bilulykke for lille års tid siden. Jeg så ham tromme med fingrene på alting, at han filmede løs med et kamera, at han havde skåret sig i fingeren kort før han døde...at hans bedste ven var i dyb sorg over at have mistet ham, de spillede musik sammen...moderen sad målløs og genkendte det hele omkring sin søn. Han ønskede for hende at hun skulle komme lidt videre nu og hans hilsen til hende, hjalp hende virkelig lidt videre. Dette er bare en af mange oplevelser med livet efter døden, som jeg har skrevet til jer der har mistet, som en lille bitte trøst i jeres sorg. Vores kære findes stadig omkring os. Vær ikke kede af, at I ikke lige kan mærke dem, oftest er det meget små ting man mærker, fornemmelser i kroppen, billeder for det indre øje, drømme...Var det langt langt nemmere, ville vi alle kontakte dem konstant, og ville ikke få levet vores liv her i det fysiske liv, som vi lever for at udvikle os som sjæle.

I vil måske efter dette, få lyst til at kontakte en clairvoyant for at få kontakt til jeres kære...men I skal vide at det ikke fungerer sådan, at vi kan kontakte dem. DE skal ønske kontakten, og de gør det, hvis de mener det er det rigtige at gøre. Det har vi ingen indflydelse på, og lad for guds skyld være med at føle, at det er fordi de ikke holder af jer, at de ikke gør det. Vi kender ikke alle grundene, og må være glade for de kontakter der er.

Til slut her, ønsker jeg jer alle det bedste, for at komme videre med jeres liv og udvikling...Tab og sorg udvikler os fantastisk meget, åbner for nogle sider i os, som gør os mere følsomme, indfølende osv...hvis vi altså vælger at lade den udvikle os.

jeg tænker egentligt ikke så meget over at min mor er gået bort - det er længe siden nu (1995)hun blev også 52år. men stadig kan jeg vågne op om morgenen og have drømt om at vi har været sammen og at det har, trods at det er så længe siden jeg virkeligt har set hende, været utroligt virklighedstro. men vi snakker kun almindeligheder og sådan - ingen gode råd osv. men mon ikke det bare er en rest der ligger godt gemt i hukommelsen. det har været meget diskuteret i både gejstlige og videnskabelige kredse med den hvide tunnel man møder ved nærdøds oplevelsen - svært at argumentere for og imod hvad det er der sker - den ene side siger man er på vej mod sankt peter - og den anden side siger at det er i forbindelse med for lidt ilt til hjernen at en sådan "oplevelse" indtræffer - men det er jo fra begge sider bare gisninger - så fred være med dette spørgsmål.

Er det bare mig der er pessimist? eller hvad?

synes det er meget smukt det med at man komme i himlen eller at man bliver genfødt eller at man måske bliver et spøgelse.

Men for mig lyder der som om at en nærdødsoplevelse er de sidste minutter din hjerne fungerer, derfor spiller den dig et puds som når man drømmer.

Jeg tror er når vui tør trækkes stikket, så er der bare ikke mere noget der hedder mig. For mig r der intet efter døden, for min hjerne giver mig ikke længere tanker og personlighed og min krop er uopnåelig. Derfor tror jeg det bliver sort og så eksistere man bare ikke mere.

Men selvfølgelig tror jeg vi satdig eksistere for andre, fordi vi har betydet noget for andre. Derfor vi vi stadig være der i en eller anden form. ikke en vi selv oplever. Ikke en vi kan føle eller se, bare et minde for andre.

Nærdøds oplevelse...

For år tilbage da jeg læste HF på Frederiksberg...

Til en fest kyssede jeg med Helena Christensen, hod kæft da var jeg døden nær... Nøøøøj hun kysser godt!