Jeg sidder her, 1½ år senere og føler ikke jeg er kommet ét hak videre. Er bange for det her bliver halv lang, - hvis ikke meget langt.

Jeg synes ellers selv jeg har haft min del af heste og ponyer igennem livet.

- Wendy som vi mistede da jeg var 4 år. Hun var den første pony jeg red på.

- Rollo, som vi mistede da jeg var 15 år, hun havde været i familien fra hun var ca. 7-8 år og til hun blev ca. 34-35 år. Hun var den der lærte mig alt, den jeg lærte at springe på, jorde stupmarker og den jeg turde galoppere henover markerne på, uden sadel eller hovedtøj og med armene strittende ud i vejret. Var hårdt at miste hende.

- Marie, som var min lille "dumme" shetlænder, har aldrig prøvet en pony der bed mig så meget, - en hel sommer havde jeg et permanent mega blåt mærke på det ene lår. Men jo ældre jeg blev, jo gladere blev jeg for hende og vi kunne bruge mange timer på bare at sidde og nulre hoveder. Hun kunne 100% fornemme ens humør, og satte man sig ud på folden var hun der med det samme for at stå og puste en i hovedet og nulre en i håret. Da jeg traf beslutningen om at hun skulle aflives var jeg ikke i tvivl, der var ingen gnist i øjet mere og hun stod og kiggede ind i en mur hele dagen og selv ikke en pose der raslede kunne få liv i hende.

- Lóa, som jeg solgte og i dag ikke aner hvor er. Aldrig har en pony smidt mig af så mange gange, men gud hvor var hun smuk og fra jorden af ville hun bare trisse bagefter mig som en hund.

- Chanell, jeg ved hun har det godt idag, og det gør savnet meget nemmere. Hun var den der gav mig modet tilbage efter Lóa og vi har haft nogle hyggelige ture, og hun gav mig mit første føl hvor jeg var med til hele folingen.

- Uffe var Chanells føl, og er ikke længe siden jeg var ude og besøge ham hvor han bor idag. Det lille føl er blevet stort og flot. Jeg savner både ham og Chanell, men de er i live og har det som blommen i et æg, så jeg ved de har det godt.

Men så er der Meti... Alme'ti Z var jeg nede og kigge på, helt nede på Lolland/Falster. Måtte ikke købe ham for min mor, sådan helt. Men efter 2mdr endte han alligevel med at komme hjem til mig d. 6 August '05.

- Aldrig har jeg været så spændt og så stolt.

Han så herrens ud! Pelsen var tør og mat, snotten stod ud af ham, hans hove var skrækkelige tiltrods for han skulle ha' sko på altid pga. spat/gigt og han var forfærdelig tynd.

- Men han var MIN og der var bare noget over ham, som gjorde at fra det sekund jeg så hans annonce vidste jeg bare at HAM måtte jeg eje. Han skulle hjem til mig, længere var den ikke.

Der var en masse fusk i handlen, - bl.a. glemte sælger lige at oplyse mig om hans allergi, det faktum at hun havde købt ham fra en veninde fra slagtning for ca. 1/4 af det jeg gav og at hun lige havde lovet veninden at han aldrig skulle derfra.

- Lige efter hun havde fået ham fra veninden røg han til salg.

Men vi valgte ikke at køre sag, for ikke om MIN Meti skulle tilbage dertil.

Han var en speciel hest, i starten havde jeg lidt problemer med at ride ham. Vi var på vej ud over skrænter, på vej ind i glasfacader, i fuld galop og stejlning udover en stærkt befærdet hovedvej og andre "spændende" ting.

- Men med tiden lærte jeg at forstå og kende ham, og kunne mærke når problemerne opstod og derved fandt jeg ud af at ride ham ud af det og så gik det godt.

Alle de ture vi tog uden sadel, bare et hovedtøj på og så hen og finde noget at klatre hele vejen derop på.

Har altid været bange for store heste, men mit Metipjok, ham stolede jeg altid 100% på.

Nogle gange ville han ta' de vildeste legeture på folden med mit føl, - han troede helt klart selv at han var en 3 års vildhingst tiltrods for spat, gigt, støvallergi og 17 år på bagen.

Man kunne stå eller sidde i timevis i stalden hos ham og han var stå og ville nusses og sidde på skødet af dig som en lille hund, og allerhelst - slikke dig i heeele hovedet, allerhelst lige efter han havde nydt sin lakrids-agtige fedtede saltsten, mmm

Selvom jeg til tider får dårlig samvittighed overfor de andre heste i mit liv, - så var Meti bare min soulmate. Han var bare min dreng, jeg var så stolt af ham.

Men netop også pga. disse skavanker han havde, kunne jeg se at han holdt op med at lege ligeså meget som han plejede med føllet. Galopturene blev kortere på folden og vejrtrækningen mere besværet på rideturene og sommeren var på vej = mere allergi og mere behandling.

Så beslutningen blev truffet.

- Den 27. april '06 tog vi vores sidste skridttur, han fik så mange æbler han overhovedet orkede og så blev han kørt til slagteren.

Det syn af at en fremmed kommer hen og tager min hest og går fra mig, glemmer jeg aldrig. Der gik ikke længe, men bare det at stå helt alene på gårdspladsen og vente på at han kom galopperende væk derfra virkede som ekstremt lang tid.

- Kan huske det var det eneste som jeg tænkte på, ventede på lyden at hans galopperende hove. Kan huske min onkel kom hen og klappede mig på skulderen og gik igen.

Insisterede på at se ham bagefter, fordi ellers ville det sidste syn være ham som gik væk derfra i live og det kunne jeg ikke bære. Jeg vidste det ville være blodigt, men ingen havde forklaret mig hvad de ville gøre ved hesten bagefter jo.

- Ikke at synet var SÅ slemt, mere det med at min Meti, min soulmate, han var væk!

Han led ikke af slagtningen på nogen måde, men i dag er jeg sur og skuffet over min familie pressede mig til det. Jeg ville 100x hellere ha' fået ham lagt ned og sove derhjemme ligesom Marie og Rollo.

Men idag 1½ år senere kan jeg ikke tænke på ham uden at jeg sætter mig til at tude, - jeg tænker konstant om jeg traf den rigtige beslutning. Vi KUNNE ha' forsøgt at behandle hans ben og lunger, min tante sagde der VAR muligheder.

- Men jeg tænker mest sådan fordi jeg er så egoistisk at jeg bare vil ha' ham her igen ved mig. Jeg VED det var bedst for HAM, og de behandlinger bare havde givet mig kort tid mere, som måske havde hjulpet men havde ikke været fair i længden for ham, at forsøge alt muligt bare for at jeg kunne ha' ham hos mig.

Idag er jeg glad for at jeg endelig er flyttet hjemmefra. Jeg flyttede værelse derhjemme fordi jeg ellers plejede at kunne se ud på hans plet på folden mens jeg sad ved computeren. Og nu var den bare tom?

At se ud på den folde tom. Den tomme stald. Hans tomme boks. Og hans sadel som stadig hænger nede i sadelrummet.

Jeg må ikke sige et ord om Meti til min mormor, det kan hun ikke klare for så "sætter hun sig til at tude".

Min onkel og tante ser ham stadig som min fejl, at jeg købte ham og gældsatte mig op til begge ører for ham.

Min mor kan da godt forstå at jeg savner ham, - sådan har hun det med Rollo, for Rollo var HENDES soulmate. Men jeg får stadig den der, "Du får nok en ny hest engang" fra dem alle.

Men jeg vil jo ikke ha' en ny hest, - jeg vil ha' Meti!

- Fatter ikke hvorfor jeg ikke kan komme videre. Jeg ved det var det rigtige for ham, jeg ved han har det godt, jeg har mistet ponyer før og var da ked af det, savner dem men kan sagtens snakke om dem uden jeg sætter mig til at tude. De er dejlige minder.

Men Meti, - ham vil jeg bare ha' igen og bare tanken om at det er så uigenkaldeligt og han er væk forevigt, er bare så svær.

Jeg savner at se hans totalt salige ansigt dengang der var børnefødselsdag i haven og de gad klappe hans mule, - han var bare helt elektrisk over alle de her enormt søde små unger, og de gad klappe ham!!!

Eller da vi lavede hegn, og en kammerat forsøgte at give ham øl Dét gad han ikke. Så prøvede jeg med citronsodavand, - se dét var sagen! Så når jeg havde en citronsodavand delte jeg med Meti, var den eneste han ville ha'.

Savner at se ham og Uffe starte fra foldens start, ta' turen i FULD galop med 180 km/t hele vejen ned i den anden ende, helst med alverdens buk, spring og hvin.

Nu der bare kun nogle snottede får på folden. Den anden er blevet til urtehave. Stalden går fårene i og nogle gange hunden. Sadelrummet skal snart rives ned, min sadel er støvet og aner ikke hvor det hele skal hen.

- Og min soulmate er bare væk.

Sådan går det vel, de holder ikke evigt. Vi nåede kun at få 9 måneder sammen, men de 9 mdr vil jeg aldrig glemme.

Han var min store dreng... Vil han altid være.

- Vores sidste søndag.

Puha, har bare en vild tudedag over ham, igen. Han var og bli'r noget helt specielt.