Det var da også en skrækkelig masse ting du har været igennem!

Ved hvad du snakker om, mit "liv" har på det seneste indhentet mig og det har gjort jeg ikke kan samle puslespillet helt i mit hoved længere...

Men jeg har fået hjælp af en psykolog og selvom jeg først troede at sådan en kan da ikke hjælpe mig - fandt jeg ud af det heller ikke helt er meningen, hun skal hjælpe mig til at hjælpe mig selv! Det er en bearbejdning jeg er nødt til at gå igennem i mit hoved - alene, for ingen andre kan gøre det for mig.

Jeg ved ikke om du har prøvet det, men ellers tal med en psykolog, de giver dig redskaber til at du kan få bearbejdet alle disse forfærdelige oplevelser så du kan blive dit "rigtige jeg" som det jo lyder til du gerne vil være.

I hvert fald kram herfra og jeg håber du kommer dig over denne mørke sky

At syntes at livet har været hårdt ved en - er du ikke alene om.

Jeg kan genkende meget at det du skriver og især din måde at beskrive dig selv.

Jeg brugte de første 22 år af mit liv på at være vred og bitter ( og ked af det) pga. min biologiske far´s ... hmm skal vi sige livs stil og holdninger!

Det giver bestemt ar på sjælen og gør en hård ( uden på) - jeg er 26 år nu og har brugt de sidste 4 år på at "arbejde" med mig selv - især har jeg fået et voldsomt temperament ( ikke voldlig ) og jeg har svært ved at være glad hvis alt ikke går 100% godt!

det æder en op indvendigt at være vred ! og det er ikke det værd! - jeg har direkte "dyrket" mit had til den mand som er min "Far" - og det ødelage SÅ meget. - jeg hader han stadig og vil altid gøre dte, men jeg har lært at lægge det bag mig ( til en vis grænse) men det påvirker mig ikke længere - hvis der ikke bliver snakket om ham.

Jeg har heller ikke mange venner - men det er et bevidst valg for mig - for jeg vil ikke have folk i mit liv ( som venner) som jeg ikke føler jeg stoler 100 % på og som vil være der for mig når jeg har brug for dem... hvis de ikke er det - hvorfor så have dem ? - mange venner ? ja det er da fint, hvis man er overfladisk !

Jeg tror ikke man nogensinde kan fralægge sig sin "hårde skal" helt i situationer hvor man føler sig "truet"/ usikker men man kan nedbryde den så meget at folk ikke lægger mærke til den ( når de ikke skal ).

Men hvis jeg ser bort fra den måde at det er sket at jeg er lidt mere følelses mæssigt hård en de fleste - så værdsætter jeg det faktisk - jeg kan til enhver tid "beskytte" mig selv og "være oven på" - ved at sætte mit skjold op og lukke af ! måske er dette en "farlig evne" men jeg sætter pris på den, før i tiden var det for meget - og jeg brugte den forkert. men nu føler jeg at jeg kan bruge den til at være til, med stolthed til en hver tid.

Hmm dette er blevet noget længere end jeg havde tænk mig, så håber det giver mening ?

Brug de ting du kommer ud for - du kan ikke ændre dem, så du må arbejde med dem og få det ud af det du kan - vi kan ikke alle være et Familien Danmark Barn - men om ikke andet, så tror jeg at vi er stærkere end de er, når virkelige problemer trænger sig på.

Din traad faar mit liv til, at passere for oejnene af mig

Det er rigtig haardt og foelelserne stroemmer igennem mig og jeg aner ikke om jeg skal graede eller banke haardt i bordet. Alle de ting som jeg langsomt har "fejet" ind under gulvtaeppet er nu kommer frem i min bevidsthed, til trods for vores historier ikke har noget med hinanden at goere.

Det kan vaere eller det ER pisse haardt, isaer naar ens venner ikke aner hvad de skal stille op, andet end at sige at du har haft en haardt liv... ja gu har jeg det, men hvad ved du om det? du kommer fra en kernefamilie.

Mine "taette" veninder er piger jeg har kendt hele mit liv.. de kender det hele og jeg behoever ikke forklare en masse ting for dem.

Jeg burde finde en god psykolog, men 500 i timen har jeg bare ikke raad til.

Min fremtid vil jeg bruge paa at forme min egen lille familie, som jeg altid har droemt om det skulle vaere - om det er realistisk maa fremtiden vise.

Knus fra mig

At stole på folk er for mig en by i Rusland eller et sted på månen, jeg har også været turen igennem...Og det skærer stadigvæk langt ind i min rygrad bare ved tanken om dem som jeg har stolet på før...FØJ DA.

Næh den eneste jeg stoler på er min mor og min kæreste.

Jeg skriver til dig på din PB senere så kan du få min historie.

Tak det er dejligt at høre at man ikke er den eneste.

Det var rart at der var nogle andre der ville dele deres historie med mig...

Jeg ved godt at jeg på mange måder er heldig...der er nogle der har det meget værre.

Og mine oplevelser har lært mig meget.

Har ikke det store had til min far mere. I starten hadede jeg ham får alt det han havde ødelagt...men det var kun med til at gøre det værre for mig. Nu er jeg ligeglad med ham. Han betyder ikke noget særligt for mig.

Jeg har også altid haft et hidsigt temperament (heller ikke voldligt) hvis tingene ikke gik efter mit hoved.

Men har arbejdet meget med mig selv og hvordan jeg ønsker at være.

Men lige meget hvad vil der altid sidde nogle ar på sjælen.

Jeg har aldrig gået til psykolog...ved helt ærligt ikke hvad sådan en skulle kunne hjælpe mig med. Da jeg ikke har nogle problemer med at snakke om det og godt ved at det ikke er min skyld.

Jeg har dog lært at alt hvad der sker i barndommen er noget der følger én.

Men jeg tror også det er en fordel ind imellem at være lidt hård udenpå...det gør at jeg nemmere kommer igennem ting.

Det betyder også meget at min kæreste er en meget blød og kærlig mand. Som elsker sine børn og snakker, griner og leger med dem.

Ved i hvertfald at han kunne aldrig drømme om at kalde dem dumme.

Jeg er glad for at mig søn vokser op i sådan en familie...

Men kan ikke forestille mig hvordan det kunne have været at vokse op i en familie med en kærlig far.

Før i tiden hylede jeg hver gang jeg så tv med en far der tog sig af sine børn og sagde han elskede dem og man kunne se han forgudede dem.

Vil dog sige at min mor og jeg er meget tætte i dag og har altid kunne stole på hende og snakke med hende om alt.

Men jeg ved at jeg er stærk og der er ikke meget der kan slå mig ud...

Kan kende noget i alle jeres indlæg...det viser jo bare hvor vigtigt det er at vi stopper denne cirkel og giver vores børn en god og tryg barndom...for ar de vil altid være der...

Knus herfra

Jeg kune godt tænke mig at vide, hvordan du har arbejdet med dit temperament? Jeg har også et kraftigt temp. og det går stort set kun udover dem jeg elsker... især min kæreste.

HAr du svært ved at vise følelser?

Det problem har jeg.

Jeg havde det på samme måde, som det du fortalte med faren og

børnene i tv. Jeg prøver nu bare at "glemme" ham, så godt som man nu kan. Det er ikke nemt og desværre er han chef for en af vores bedste venner... så vi hører om ham nu og her.

Jeg har ikke skrevet min historie, hvis du vil høre den så sig til. Så sender jeg en pb

Ja, nu vil jeg ikke nærmere ind på min historie, da det stort set er det samme som er blevet skrevet af jer andre.

Jeg har også i mange år, følt mig lille, dum, uvidende og selvtiliid var noget der kun fandtes hos andre.

Jeg har aldrig gået til psykolog, da jeg altid har fundet en måde at komme på benene igen, ved hjælp af min familie. Vi har været en stor terapi-gruppe forr hinanden.

Men nu hvor jeg er blevet så meget ældre, vælger jeg at se det hele som en god ting. Alt det der er sket for mig, har gjort, at jeg kæmper med arme og ben, hvis der er noget jeg vil opnå. For jeg har OGSÅ altid fået afvide "du duer ikke til noget".

Men det ved jeg at jeg gør!

Dog har det da sat negative præg på min personlighed. Jeg har også fået et kæmpe temperament. Der skal meget til at jeg går ned med flaget, MEN, når der sker ting ved mig, som påvirker min omverden, SÅ går jeg ned.

Som f.eks. nu, hvor jeg er blevet syg i min graviditet. Det at jeg er blevet syg, kan jeg godt håndterer, men at jeg "svigter" min omverden, kan jeg ikke kaperer! Sådan noget kan få mig til at gå ned.

En gang sad min svigermor og ynkede over at min mand havde haft et rigtig skidt liv og han haft det helt vildt hårdt.

Hun havde aldrig hørt om min familie, mit liv. Hun så mig som en fornuftig og glad pige, som kom fra en velfungerende familie. Og til sidst blev det for meget for mig! Ja, NU har jeg det godt, men det har krævet HÅRDT arbejde at komme hertil! Og så fik hun hele turen. Hvor meget jeg har været igennem, de daglige slag der kom, de nedladende ord hver eneste dag, osv.

Min mand har også haft det hårdt, men han kom trods alt væk hos en dejlig plejefamilie, som han elskede over alt på jorden.

Svigermor sad med åben mund og polypper da jeg var færdig. Og siden har jeg ikke hørt ynk fra hendes side. Derimod har hun brugt mig mere, når hun har haft brug for hjælp, brugt mig som en støtte.

Jeg har det godt nu, og anser mit liv, dårligt og godt, for det bedste der er sket. For hvem ville jeg være hvis det ikke var sket?

Mvh

Mona

Når man lærer i en tidlig alder at "det der ikke dræber dig gør dig stærkere" .. så KAN man ikke undgå at blive lidt kold i overfladen.

Man kan godt tale om følelser og sige "jeg elsker dig", eller det kan man ihvertfald lære at gøre uden at det gør ondt eller føles forkert..

Men at mærke sig selv i situationen er meget værre!

(jeg skal betro jer at det bliver bedre med alderen og i og med at man lærer i det mindste at være ærlig - først overfor sig selv - bagefter overfor andre.. )

Jeg flyttede hjemmefra som 12 års. Boede et par år rundt om hos venner og bekendte, og på gaden, og fik så en kontakt til de sociale myndigheder som hjalp mig på efterskole.

Senere fik jeg rent faktisk osse en uddannelse og en læreplads!

(ifølge familien var jeg "tabt på gulvet" da jeg flyttede ud)

Men hver gang jeg fuldførte noget så var det en sejr - for mig!

Og hvad har det så givet mig i længden ?

Det har givet mig en overudviklet evne til at bedømme folk både psykisk og fysisk inden de så meget som når at tale med mig..

Det er der både fordele og ulemper ved

Det har også givet mig kræfter til at kæmpe for det jeg VIL.

Mit motto igennem mange år var "jeg kan hvad jeg vil" og det har jeg ALDRIG fraviget!

Det kan godt være at en hård opvækst kan ødelægge noget, men det kan sandeligt også være med til at opbygge den man ér, og give én overskud og kræfter som synes overnaturlige for andre.

Jeg har skullet lære at tale om personlige ting. For min sfære var MIN!! og det har kostet både overfor min mand og overfor mine børn, og jeg har da stadigt dage hvor både de og jeg er bedst tjent med at vi bare lader hinanden være ... eller at jeg ihvertfald får lov at være indtil jeg har været ude at gå en tur, eller ride en tur - alene!

Min karriere røg sig en tur da jeg var 26 år pga en fødsel. Jeg fik en revalideringsdom og besked på at jeg ALDRIG kom på en hest igen (jeg var konkurrencerytter på M plan) og jeg ALDRIG kom på arbejdsmarkedet igen ..

Men det blev vi "#¤#" 2 om at bestemme da!

Og i sådan nogle situationer bruger man alle de gemte kræfter og ressourcer som man har opsparet via de daglige svigt igennem mange mange år .. og ved I hvad ??

Man vinder hvis man vil det nok!

Min eneste "svaghed" idag psykisk er at jeg er ret kontant i min udtryksform

- hvis man da kan sige at det er en svaghed ?!

Jeg tror ikke på at man skal ruge for meget over dårlige tider .. man skal fokusere på de gode ting og komme videre med alt det andet dejlige der venter lige rundt om hjørnet!

Indtil videre har jeg vundet alle de mål jeg har sat mig for!

Jeg rider så meget jeg lyster igen.

Jeg har et karrierejob som er både psykisk og fysisk krævende - og jeg elsker det!

Og jeg har 2 børn som nu er ældre end jeg var da jeg flyttede ud og vi har stadigt stor fortrolighed og hjemmet er deres trygge base.

Endnu en stor sejr som jeg er GLAD for at have vundet!

Og er der nogen der er røget af i svinget så er det fordi de ikke har villet MIG nok! Hårdt men sandt!

Så lær at være jer selv nærmest, det styrker mere end man tror.. og tro på din egen intuition!

June

Bodil: Jeg sagde til mig selv at det er ikke sådan jeg har lyst til at være. Jeg vil være en sød, smilende og imødekommende pige.

Og det var ikke helt nemt i starten.

Til at starte med var det bare en facade (men dem er jeg jo også god til). Jeg er typen som normalt aldrig taler om mine problemer og sorger. men bare siger "jo tak jeg har det da fint".

Mit største problem var at jeg aldrig sagde "undskyld".

Hvis min kæreste og jeg var uvenner...kunne jeg ikke få min selv til at sige undskyld og gi´ham et knus selv om det var min skyld.

Jeg kunne ligge og sige til mig selv vend dig nu om og sig undskyld...men jeg kunne bare ikke få mig selv til det lige meget hvor meget jeg ville. Det var hårdt for min kæreste da det som regel var mig der kørte helt op og blev ved med at diskutere.

Nu er jeg så blevet rigtig god til at sige undskyld. Og det har hjulpet meget på mit forhold.

Kan huske da min kæreste og jeg havde været sammen i 1/2 år sagde han til mig "hvor var du dog svær at komme ind på livet af". Og ja jeg kan jo kun give ham ret.

Jeg vil da meget gerne høre din historie

Ja i har ret i at det gør en stærkere...og ser bestemt også det som en stor fordel.

Men der er desværre også ting jeg gerne ville have undværret

Undskyld er det sværeste ord i hele verden

Det betyder at man skal indrømme at man har fejl!!

Jeg øvede mig og øvede mig og da jeg blev 21 år var jeg rent faktisk i stand til at sige det til mit eget spejlbillede... når jeg skulle sige det til andre var jeg nødt til at omformulere det

Men jeg fandt ud af at det ikke gjorde ondt at sige det grumme ord højt, og næste gang var det lidt lettere .. men det er stadigt et svært ord at sige!

Sød smilende og udadvendt kan man sagtens være selvom man har haft et lorteliv i mange mange år.

;-)

Jeg lever af at være et stort smil og charmere folk - dagen lang!

Alt kan læres og alle grimme oplevelser kan flyttes .. hvis man tror nok på det!

June